KLARINGSRAPPORT - Ugeskrift for Læger

KLARINGSRAPPORT 1FORORDNærværende retningslinjer for behandling med antipsykotikaafløser rapporten »Brug af neuroleptika«, somDansk Psykiatrisk Selskab udsendte i 1989.Selvom fremkomsten af antipsykotisk medicin, neuroleptika,i midten af 1950’erne satte kraftigt skub i psykotiskemenneskers muligheder for en bedre psykosocialrehabilitering, så har debatten i samfundets medierom netop denne type medicins virkninger og bivirkningerværet ophedet i de efterfølgende årtier. Sådan mådet nu engang være når lægen for at fjerne eller lindrede psykotiske symptomer finder det nødvendigt athjælpe med medicin, der på afgørende måde kan gribeind i bevidsthedens fænomener. Når man som læge –med henvisning til patientens helbred – medvirker til atforandre et menneskes opfattelse af sig selv og omverdenen,så fordrer det en hårfin balancegang mellemekspertviden og menneskelig indsigt. Korrekt behandlingmed antipsykotika beror ikke kun på psykiaterensgrundige og omfattende viden om og erfaring med relevantepræparaters virkninger og bivirkninger, menogså på eksistensen af en bæredygtig behandlingsalliancei læge-patient-forholdet. Begge omstændighederer krævende såvel for psykiateren som for det øvrige behandlingspersonale,og behandlingens helhedseffektafhænger i sidste instans af patientens og behandlerenssamarbejde.Antipsykotika er potente stoffer, og længerevarendeanvendelse af dem i behandlingen er en specialistopgaveeller bør i det mindste ske i samarbejde med enpsykiatrisk speciallæge. Anvendt tidligt i psykosens forløbkan antipsykotika, selv i små doser, være afgørendefor, at indlæggelse kan undgås. En effektiv, socialt mindreindgribende, behandling i ambulant regi kan dermedfinde sted.Behandling med antipsykotika giver altid anledningtil særlige etiske refleksioner over læge-patient-forholdet.Dette skyldes stoffernes potens og virkningsmådesamt det forhold, at de ofte skal tages over en længerevarende(årelang) periode, at tvangsbehandling medmedicinen kan komme på tale, og endelig at patienterkan føle sig foranlediget til alt for tidligt at ophøre medindtagelsen af medicin, enten fordi de føler, at den ikkehjælper eller at de ikke kan tåle den, eller fordi medicinenseffekt har bevirket en væsentlig, men forbigående,bedring.Dansk Psyskiatrisk Selskab finder, at de nu udarbejdederetningslinjer leverer et grundlæggende værktøj,hvad angår viden om og valg af præparater – især denyere antipsykotiske præparater der har mange fordelemed hensyn til bivirkningsprofil. Udgivelsen af retningslinjernehar karakter af en »lille håndbog« for læger.Vor viden på dette område vokser kraftigt, og nyepræparater ser hurtigt dagens lys. Overlæge, dr.med.Birte Glenthøj har i den anledning generøst tilbudt atbistå med en elektronisk opdatering vedrørende nyviden om antipsykotika og deres indikationsområder.Det udvalg, der har udarbejdet retningslinjerne, samtsekretær Merete Bonavent skal have tak for indsatsen.Formand for Dansk Psykiatrisk SelskabBent RosenbaumJuni 1998INDHOLDSFORTEGNELSE1. Indledning 12. Klassifikation og receptorbinding 23. Farmakokinetik 44. Terapeutisk virkning 45. Indikationer 56. Udredning, kontraindikationer og interaktioner 67. Evaluering af behandlingseffekt 78. Bivirkninger 89. Præparatvalg 1010. Den akutte psykotiske fase 1211. Stabiliseringsfasen og den stabile fase 1412. Administrationsform 1513. Terapeutisk lægemiddelmonitorering 1514. Behandlingsresistens 1615. Behandling af børn 1716. Behandling af ældre 1917. Information og samtykke 2018. Resumé 2119. Litteratur 231. INDLEDNINGDansk Psykiatrisk Selskab nedsatte i 1995 »Udvalget forbiologiske behandlingsmetoder«. Man bad samtidig udvalgetom at revidere de vejledende retningslinjer forbrug af antipsykotika (»Brug af neuroleptika«, april1989). Med henblik på dette blev der nedsat et underudvalgmed følgende sammensætning: Birte Glenthøj(formand); Jes Gerlach; Rasmus Licht; Nils Gulmann ogOle Sylvester Jørgensen.Indførelsen af behandling med antipsykotika midt i1950’erne betød, at mange psykotiske patienter fik enforbedret livskvalitet med mulighed for reintegrering isamfundet. Skizofreni er den hyppigste årsag til langvarigbehandling med antipsykotiske stoffer. Årsagerne tiludvikling af skizofreni og andre psykotiske tilstande erfortsat omdiskuterede, men den psykiatriske forskninghar påvist en sammenhæng mellem psykotiske symptomerog biologiske ændringer i hjernen, bl.a. medførendeændrede biologiske interaktioner mellem forskelligehjerneregioner. Disse fund er foreslået som forklaringpå den i adskillige studier observerede dysfunktionaf integrering af udefra kommende informationer/stimulisamt svækkelse af opmærksomhedsfunktionen.Nedsat evne til bearbejdning af informationer kan væremed til at forklare skizofrene patienters følsomhed overfor stress/ydre stimuli. Dette understreger betydningenaf samspillet mellem en biologisk vulnerabilitetog miljøet, herunder sociale og psykologiske faktorer.