Morgan, A. Narrative samtaler.pdf - Gyldendal

13: Udvidelse af samtalen 15914: Eksterne vidnegrupper og definerendeceremonier 165Afsluttende bemærkninger 173Litteratur 175Stikordsregister 177

Dansk forord vedGrete MikkelsenDenne lille, men alligevel betydningsfulde bog, der er såstærk og klar i sin udtryksmåde, så enhver kan forstå, hvaddet handler om, er et vigtigt bidrag til den bølge af narrativetanker, som i disse år oversvømmer vores land. Mange godetanker er ofte blevet gemt i tykke bøger og derved forblevetusynlige for det brede publikum.Alice Morgan har gjort sig den ulejlighed at omsætte et,til tider, vanskeligt tilgængeligt materiale til en letlæseligintroduktion, hvilket især kan være til glæde for mange afos praktikere: pædagoger, sygeplejersker, lærere osv., somikke i det daglige har det store overskud til at studere, mensom alligevel savner nye indfaldsvinkler og løsningsmodellertil de problemstillinger, vi møder i vores arbejde.Jeg købte den australske udgave af bogen ved et 2-dageskursus med Michael White, som DISPUK (Dansk Institutfor Supervision, Personaleudvikling, Undervisning og Konsultation)havde inviteret til i København i sommeren 2000.Herefter stod den på reolen, indtil vi på min arbejdsplads,Det Miljøterapeutiske Tilbud Granhøjen, kom ud i en vanskelig,turbulent periode og i den forbindelse fik brug fornye udfordringer. Vi besluttede i 2003 at starte en udviklingpå stedet, som gik mere i den narrative retning.Som led i denne proces har vi i over et år arbejdet medoversættelse af narrative tekster, heriblandt denne bog til interntbrug. For at gøre processen til målet har det fortrinsvisværet beboere, der har arbejdet med oversættelsen. Særligtvil jeg nævne Rikke Nielsen, som har arbejdet meget intenstmed at oversætte, og som selv har gennemgået en personlig7

udvikling i takt med, at hun har skabt sig en ny identitet iforhold til dette arbejde.En af de erfaringer vi har gjort os undervejs er: At forat det, vi gør sammen, skal have effekt på den enkelte iforhold til at opbygge et positivt selvværd, må det, vi gør,have værdi i tre niveauer:• for den enkelte• for den, arbejdet bliver gjort for• for nogle udenforståendeNår dette sker, bliver det, den enkelte gør, anerkendt, set,hørt og forstået i en bestemt kontekst, eller som narrativeterapeuter udtrykker det, får de i forhold til deres gørenskabt en ny identitet.Personalet og ledelsen har været involveret i dialogerneom forståelsen og den korrekte sætningssammensætning ibogen og har fået lov til at læse korrektur. I forbindelse mednærværende udgivelse på dansk, er bogen dog oversat afen professionel oversætter tilknyttet Hans Reitzels Forlag.Endvidere er der sket det, at vi i samarbejde med DIS-PUK har besluttet at udvikle en uddannelse for folk, derarbejder praktisk inden for psykiatrien. Uddannelsen skalbaseres på de systemiske ideer og de narrative teorier, derer en »forlængelse« af de systemiske. Dette har vi valgt atgøre, fordi vi gennem 10 år har arbejdet ud fra de systemiskeideer og har erfaring for, at de er særdeles brugbare i detpraktiske arbejde med personer, som lider af svære sindslidelser.Det har undret os, at der ikke er andre, der har fåetsamme ide, men måske kan det skyldes, at vi er bange forat opgive vores roller som eksperterne.Jeg tænker, at vi, der »ser ud, som om vi kan«, er blevetlammet af vores egen fordom om, at det er os, der kan, ogat det er vores måde at se verden på, der er den rigtige.Fordommen virker således:8

• Vi er dem, der kan, de andre kan ikke – når de andre kannoget, er vi ikke mere dem, der kan.• For at vi kan blive ved med at være noget, må de andreblive ved med ikke at kunne.• Når de andre bliver ved med ikke at kunne, kan vi hellerikke noget – for vores opgave er at lære dem, der ikkekan, at kunne.• Så for at være dem, der kan, skal vi opgive at være dem,der kan, så dem, der ikke kan, kan blive dem, der kan.Derfor burde vi, der tror vi kan, sige undskyld til alle dem,der føler sig som dem, der ikke kan, fordi vi tror, at vi kanmere end jer, og at vi har den rigtige løsning på, hvordanman skal være for at være »dem, der kan«. Hvis vi lader osstyre af vores angst for ikke at kunne, bliver vi til dem, derikke kan. Kun når vi alle føler, at vi er dem, der kan, kanvi mere, end de andre kan. For så kan vi det, som mangeandre ikke kan.Alice Morgans bog er en rigtig god medicin mod dissefordomme, og jeg tror, at den kommer med et rigtigt godtbud på, hvordan vi sammen med de mennesker, der opsøgeros for at få hjælp, løser dette paradoks.Grete MikkelsenForstander forDet Miljøterapeutiske Tilbud Granhøjen