22 NordiskNAS <strong>2008</strong>:Høreproblemer på dagsordenenNordisk Audiologisk Selskab afholdt konference om livskvalitet og høretab i Reykjavik 4.-7. juni <strong>2008</strong>for mere end 400 deltagere, som enten arbejder professionelt med høretab eller som selv er berørtaf problemet. Hørelsen vil i dette og kommende numre referere fra nogle af konferencens foredrag.Af su s A n n e Bi s g A A r dHvorfor konferencer? Er detbare tant og fjas? Eller kommerder rent faktisk noget udaf dem? Kunne man ligeså godt præsenterealle foredrag via storskærmerundt omkring i Skandinavien?Nej, der er ingen tvivl om, at værdienaf det personlige møde med fagfællergiver inspiration, som virker langt udover de få dage konferencen varer.Selv var jeg blevet spurgt om jeg villekomme og fortælle om min doktorafhandlingi antropologi, som handlerom nye høreapparatbrugeres forventningerog erfaringer. Jeg forsvarede afhandlingen14 dage senere ved Institutfor Kulturantropologi på FrankfurtUniversitet. Jeg havde begejstret sagtja til at deltage i Reykjavik, selvom detøkonomiske udbytte for mig var lignul. Det samme gjaldt formentlig forde andre talere på konferencen. Hvorforkommer vi så?Indrømmet, jeg har altid drømt omat komme til Island. Men derudover vardet spændende at få lov til at fortælleom det projekt, der har kostet mig såmeget arbejde igennem flere år. Hvordanville andre se på mine resultater?Det var altså en mulighed for atstille mine erfaringer til rådighed foren gruppe, der er dybt involveret i problemstillingernei det daglige. Og det erlige præcis det, der binder en konferencesammen – at få mulighed for at hørehvad andre laver og hvad andre har atsige til det, man selv befatter sig med.Resultatet af konferencen var ikkekun fred og fordragelighed, for noglepunkter skabte dyb uenighed.Ikke mindst et emne som hørelse kanindeholde smertelige erfaringer for nogen,og hvis det drejer sig om vores børni allerhøjeste grad. Samtidig må det ogsåsiges at det netop er gennem diskussionenog uenigheden, at holdninger og videnkan flyttes og uddybes. Det kan giveanledning til nye synsvinkler på en sag,eller at man bliver sig sin egen positionmere bevidst. Samtidig kan det noglegange ske, at forskellige forskere er nåetfrem til forskellige resultater.Det kan naturligvis være dybt frustrerendefor dem, der er berørt afproblemet. Men det er en del af virkelighedensverden, at videnskaben ikkeer enig.Derfor var det måske en mangel vedkonferencen, at der var så lidt tid. Det erikke nemt at præsentere et emne, manhar befattet sig med over lang tid, på tieller tyve minutter, samtidig var der ikkemegen tid til uddybende diskussioner.PauserneDet er svært at sige, om det er foredragenepå konferencen eller om det er
Nordisk23Overvinder kulturforskelleTil en konference hører også en gallamiddag.Den blev afholdt et fantastisksted. På et højt punkt i Reykjavik er derbygget nogle vandtårne til det varmevand Island kan pumpe op af undergrunden.Oven på disse tårne er derbygget en restaurant, der i løbet af totimer drejer sig, så man fra den sammeplads kan nyde udsigten over hele detomkringliggende Reykjavik, mens solennaturligvis står højt på himlen heleaftenen.Da vi skulle gå til bords var jeg såheldig at finde en plads mellem nogleaf de islændinge, der med stort organisationstalentstod for konferencen.På den ene side havde jeg Júlía Hreinsdóttirog den anden Friðrik RúnarGuðmundsson. Júlía er døv og har ien periode opholdt sig i Afrika, hvorhun underviste døve børn. Ikke mindstsom antropolog ville jeg gerne have taltmeget mere med hende om, hvordanman som døv klarer sig et så fremmedsted. For Júlía havde det ikke været etproblem, døve mennesker overalt påjorden har så meget til fælles, at detovervinder kulturforskelle, sagde hun.Min antropologiske viden sagde mig,at det reelt ikke kunne være sådan, menat der kunne være en vilje til at ignorereforskellene og koncentrere sig lighedertidenmellem foredragene, der er mestværdifuld for deltagerne. I pauserne erder mulighed for at tale med fagfællerog gamle kolleger og høre, hvad de befattersig med. Samtidig giver pausernemulighed for at se udstillingerne, somproducenterne af høreapparater og andretekniske hjælpemidler har opstilleti tilknytning til konferencen. Her bestodudbyttet for deltagerne ikke kunaf gratis bolsjer og kuglepenne – mangerelevante informationer om nyskabelser,succes eller frustrationer kunne udvekslesdirekte med industriens folk.skellige sprog ud over forståeligheden.Måske burde der være kapacitet til atlægge de fulde foredrag ud på nettet?Industrien bidragerNok så væsentlig en rolle spiller industrienfor, at konferencen overhovedetkan finde sted. Producenterne givernemlig et stort bidrag til konferencen,dels ved direkte at sponsorere rejserfor en række deltagere, dels betales etklækkeligt honorar for udstillingen.Sikkert er det, uden industriens bidragville omkostningerne for en sådan konferencevære uoverstigelige.Lidt af et babelstårn er der nu oversådan en konference. Foredragene holdespå svensk, norsk, dansk, tegnsprogog engelsk. Der er mangel på skrivetolkepå Island, og der var en eneste skrivetolktil hele konferencen. Hun skrevpå dansk, engelsk og norsk. Derudoverblev der tolket til finsk tegnsprog.Hvis det var på svensk måtte hun havemanuskriptet, så det kunne komme påstorskærmen. I en vis grad gik de forne,fordi den hjælp hun kunne tilbydevar af så stor betydning.Min kommunikation med Júlíafandt sted gennem Friðrik, som taltedansk, han oversatte til sin kæreste,der talte tegnsprog og som så oversattetil Júlía, hvis svar skulle den lange vejtilbage til mig. 1 x tolk kan gå, men 2xt olk forsinker samtalen i en grad, dergør det svært over længere tid at opretholdesamtalen. Især når der foregårmeget omkring en i form af underholdning.Døve sangereAllerede på vej op ad trappen havde enørelæge fra Reykjavik fortalt mig, at viville blive underholdt af to operasangere.Den ene er døv og min patient,fortalte han, den anden er min fætter,men sådan er det på Island, tilføjedehan. Med en befolkning på 312.872 erder stor sandsynlighed for at vi på eneller anden måde kender til hinanden.Begge operasangerne havde pragtfuldestemmer, men hvordan kan mansynge sådan, når man ikke selv kanhøre det? Det var også en fantastisksangaften – de forskellige nationaliteterblev bedt om at rejse sig på skift – vidanskere sang ”Livet er ikke det værsteman har”, så der ikke var et øje tørt.Døves fremtidDagen efter gallamiddagen holdt JúlíaHreinsdóttir, min bordfælle fra aftenenfør, et foredrag om døves fremtid