PDF 1,25 mb - Dansk Vietnamesisk Forening

Vietnams vokseværkVietnam har mod alle odds nået fantastiske sociale og økonomiske resultateri de seneste årtier, men nye barske udfordringer ligger forude for ”Asiens Lille Tiger”Side 4Af Thomas Bo Pedersener ved at tabe freden!” - Sådantænkte jeg ved slutningen af mit andet”De besøg i Vietnam i 1985, i 10-året forVietnam-krigens (den vietnameserne kalder forAmerikaner-krigen) slutning. Jeg sad i en nedslidtAeroflot-maskine, som hostede sig op over den RødeFlods delta sammen nogle hundrede radmagrevietnamesiske gæstearbejdere i plasticsandaler påvej mod Sovjetblokkens stålværker og kulminersom billig arbejdskraft.Her og der i maskinen klemte nogle storerussiske brød sig ned i sæderne på vej hjem til enhårdt tiltrængt orlov fra sliddet som sjakbajserpå den gigantiske Thang Long bro og Hoa Binhkraftværket – to monumentale demonstrationsprojekter,der skulle vise broder-solidariteten i densocialistiske lejr.Det var tydeligt for enhver, at der ikke varmange venlige følelser mellem broderfolkene –heller ikke på dette meget personlige plan i et lille,overfyldt fly.I virkelighedens verden var frustrationernemange og gensidige. Her i 10-året for krigensThomas Bo Pedersen har beskæftiget sig medVietnam som journalist, som diplomat ogerhvervsmand. Han er i dag administrerendedirektør for Mascot International Vietnam,en dansk-ejet arbejdstøjs-fabrik med 1.700ansatte i det nordlige Vietnam.wwwafslutning var udviklingsprocessen aldrig rigtigtkommet i gang. De østeuropæiske venner var somandre før dem forbandede over vietnamesernesevindelige insisteren på selv at træffe de afgørendebeslutninger uden indblanding.Gensidige frustrationerOm forfatterenthomasbopedersen.orgVietnameserne på deres side var også skuffede.Godt nok fik titusinder af vietnamesere sig noglepå den tid brugbare uddannelser på tekniske skolerog universiteter i Moskva, Østberlin, Prag ogBudapest. Men vietnameserne så også østblokkentage sig godt betalt for den broderlige bistand ikkebare med billig arbejdskraft, men også med råvarer,VietNamA J O U Rris og alt, hvad det forarmede Vietnam ellers kunnebyde til gengæld. Da russerne så samtidig krævedeflåde-rettigheder på den gamle amerikanske basei Cam Ranh Bay, ramte det Vietnam der, hvor detgjorde mest ondt.Frustrationerne blev krystalliseret i et svigendeøgenavn til de sovjetiske venner: ”Nguoi my khongco do la” – ”Amerikanere uden dollars”.”Hvordan skal de nogensinde får et land udaf det her,” tænkte jeg i flyvemaskinen, mens vikrydsede henover Laos, endnu et sønderbombetland i regionen efter USA’s meningsløse krig. Foroven på den militære fiasko havde USA stor succesmed at videreføre krigen med diplomatiske ogøkonomiske midler.Vietnam betalte en høj pris for den militæretilstedeværelse i Cambodja – straffen for opgøretmed Pol Pot’s Khmer Rouge var en total vestligblokade, som ramte hårdt, meget hårdt.Nogle kamin-passiarer i ugerne forinden medVietnams legendariske premierminister PhamVan Dong og udenrigsminister Nguyen Co Thachhavde kun bidraget til min forståelse med deresumådeligt venlige, men trætte irritation over endnuen vestlig journalist, der stillede alle de forkertespørgsmål. Jeg på min side fandt det ufatteligt,2 · 2012