Frie kvinder og slaver i Dansk Vestindien - Siden Saxo

GUNVOR SIMONSENArbejdssituationer med sukker- og tobaksproduktionfra den tidlige kolonitidi Dansk Vestindien.SIDEN SAXO NR. 2, 2004Den væsentligste sociale struktur i Dansk Vestindien blev dannet af skelletmellem slaver og frie. Men dette skel stod ikke alene. Hudfarvenspillede en afgørende rolle for reproduktionen af slaveriet, fordi dendannede en synlig og simpel organisering af samfundet, som både plantageejereog koloniale embedsmænd opretholdt. Afrikanerne og deres efterkommere skullehelst være slaver og europæerne og deres efterkommere skulle helst være slaveejere.Plantageejerne understøttede opdelingen mellem sorte slaver og hvide frieved at organisere produktionen af sukker således, at kun sorte slaver udførte dethårde arbejde, som produktionen krævede. Markslaverne, og de var fra 1800-talletsbegyndelse primært kvinder, arbejdede 11-12 timer om dagen og endnu mereunder sukkerhøsten. Embedsmændene fastholdt disse forhold ved bl.a. at udstedeen næsten endeløs række af lokale plakater, som i princippet forhindrede slaver iat formilde deres tilværelse, og som formindskede deres chancer for at slippe udaf slaveriet ved at købe sig fri.Men på trods af alle forsøg på at skabe, hvad plantageejere og koloniale embedsmændanså for et ordentligt samfund, var der lige fra begyndelsen grupper, somfaldt uden for den fine opdeling af samfundets grupper. Frie sorte, fattige hvideog frie kvinder kunne ikke rigtig passes ind i de tydelige grupperinger af sorteslaver og hvide herrer. En hvid kvinde havde i kraft af sin hudfarve stor autoriteti Dansk Vestindien, men hendes køn stemte ikke overens med den status, hendeshudfarve gav hende. Endnu mere kompleks var situationen for farvede kvinder,som var frie og altså i princippet forskellige fra slaverne, men hvis hudfarve ogkøn begge havde lav status i det vestindiske samfund. Kvinder eller køn udgjordeet særligt tvetydigt område i det dansk vestindiske slavesamfund, og det var deren del slaver, der forstod at udnytte, når de skulle forklare sig i politiretten iChristiansted på St. Croix.I politiretten var det vigtigt for slaverne, at de præsenterede en historie, sompolitimesteren og hans betjente kunne nikke genkendende til; en historie derfremstod som en sandfærdig gengivelse af den episode, som politiretten var sammenkaldtfor at undersøge. Slaverne blev anset for løgnagtige og utroværdige,og derfor var det ikke nogen nem opgave for dem at fortælle sådan en historie.Slaverne kunne ikke afgive deres forklaringer under ed, hvilket naturligvis var etvæsentligt handicap i et retssystem, hvor netop edsaflæggelsen dannede grundlagetfor at etablere sandhedsværdien af et vidnesbyrd.17