VietNam - Dansk Vietnamesisk Forening

Man vil næppe generelt kalde detverdensmusik i gængs forstand,der er snarere tale om jazz medmultikulturel baggrund både geografisk ogmusikalsk. Amerikansk inspireret guitarspilmed stærk indflydelse fra både orientalskeog nordafrikanske traditioner. Uanset om dusynes, du er mest til jazz, til jazz rock eller tilverdensmusik, kan du altså roligt slå ørerneud og gøre klar til at modtage Nguyên Lêsmusik. Nye klangverdener venter.Nguyên Lê er født i 1959 i Paris af vietnamesiskeforældre. Som musiker, komponistog arrangør er han selvlært, men i dag måhan anses for at være i hvert fald på linje medfolk som Scofield, Frisell, Stern og Metheny.Selv om det er tydeligt, når man lytter til Lê,at disse guitarister har været inspirationskilder,har han udviklet sin helt egen stil ogsound. Han behersker teknikken i både detakustiske og det (meget) elektroniske univers,hans produktion er yderst varieret, men altidstilsikker, og hans idérigdom synes uudtømmelig.Jeg hører til dem, der mener, at haner den blandt de nævnte guitarister, der harvirket mest selvfornyende, og som bliver vedmed at kunne give os nye og overraskendeoplevelser.I 1983 startede Nguyên Lê gruppenUltramarine, hvis cd fra 1989 DÉ i Frankrigblev hyldet som årets bedste inden for verdensmusik.I 1990 indspillede han i USA sinførste cd i eget navn. Det var Miracles medbl.a. Marc Johnson og Peter Erskine, som hanogså senere har arbejdet med. Alle hans egnecd’er er kommet på det tyske mærke ACT. elleruinteressant skive fra Lês hånd, men jeg fandtdet for omfattende at gennemgå alle hans cd’erlige fra 1989. Ét sted måtte jeg trække grænsen,og det blev altså ved hans 1997 udgivelse 3Trios (men lad mig bare sige, at Miracles fra1990 stadig absolut kan anbefales!). Jeg harvalgt seks af hans 11 cd’er i eget navn. Hanhar i øvrigt medvirket på henved 30 andrecd’er, bl.a. i Paolo Fresus kvartet.3 TriosDenne cd’s 11 numre er indspillet med treforskellige trioer. Fire numre er med ErskineNguyên Lê− amerikansk guitar på fransk vietnamesiskDen fransk vietnamesiske guitarist Nguyên Lê er ikke er så kendt i Skandinavien, som han burde være.Han er trods alt en af verdens allerbedste og mest spændende guitarister,der har tilført den moderne guitarjazz nye dimensionerAf Otto Fabriciusog Johnson, fire med Dieter Ilg på bas ogDanny Gotlieb på trommer, og tre med denfremragende franske bassist Renaud GarciaFons og Mino Cinelu perkussion. 3 Trios er enmeget varieret cd, der med Lês karakteristiskespil som en rød tråd spænder fra det akustisketil det elektroniske, fra de tæt sammenvævedestemmer til det mere individuelt drømmendeog søgende. Det er amerikansk guitarjazz medasiatisk krydderi og impulser fra Afrika.Maghreb & FriendsMaghreb er en arabisk fællesbetegnelse forNordvestafrika (Marokko, Algeriet, Tunesien),og cd’en er et fælles, månedlangt rejse ogspilleprojekt for Lê og den algierske musikerKarim Ziad. Der medvirker ikke alene et stortantal sangergrupper fra forskellige steder iAfrika, men også mange europæiske og afrikanskemusikere. Samtlige numre fremføresmed energi og er stærkt farvet af afrikansksang, musik og rytmer. Der er også fint instrumentalspilfra pianisten Bojan Zulfikarpasicog de to italienere, trompetisten Paolo Fresuog saxofonisten Stefano Di Battista. Der er taleom en fusion af afrikansk og mere “vestligt”tonesprog, men stadig med et orientalsk islæt,således er der f.eks. et nummer med bådeafrikansk og vietnamesisk sang.E_L_BDen noget kryptiske titel er forbogstaverne påde tre medvirkende på denne trio cd, nemligErskine, Lê og Benita. Lê gør meget ud af, atdette ikke er hans, men et demokratisk fællesprojekt.Alle tre har da også bidraget medkompositioner, og alle 11 numre er originale.Bassisten Michel Benita er algerisk, siden 1981bosat i Frankrig og en meget benyttet musiker.Både han og Peter Erskine spiller her sådan,at man igen må hæfte sig ved Lês evne til atfå noget særligt frem hos sine medmusikerefællesprojekt eller ej. Der er passager som f.eks.i Erskines Autumn Rose, hvor Lês spil ledertanken hen på Pat Metheny, men så kommerigen hans vietnamesiske farvning, og spillethæves op i noget æterisk lyrisk, momenter afsjælden skønhed. (ECM, 1986).Purple-Celebrating Jimi HendrixAlle cd’ens ti numre er af Hendrix, og derlægges ud med en forrygende udgave af 1983(A Merman I should Turn To Be) med TerriLyne Carrington på trommer (som på heleskiven) og vocal. Medvirkende på cd’en er iøvrigt Michel Alibo og Meshell Ndegeocelloelbas, Bojan Z. samt sangerne Aïda Khannog Corin Curschellas. Alle tre sangere evnerat fremkalde den særlige Hendrix farve ogstemning, uden at de forsøger at lyde somendsige kopiere ham.Det er ikke nogen aldrende jazzmusikersnostalgiske mindesmærke over en musikalskfjern Hendrix legende. Det er derimod en stærktengageret og inciterende identificering medHendrix’ musik, som virkelig demonstrererdens levedygtighed. Med et guitarspil, der kanvære flyvende, eller lyrisk som i Burning of theMidnight Lamp, et varieret og fremdrivendetrommespil og et medrivende samspil mellembas og guitar (hør Purple Haze eller VoodooChild). For enhver, der er eller var Hendrixfan er denne cd et must. På sin vis den bedsteblandt de seks omtalte og i hvert fald den mestsolgte af alle Lês cd’er.Walking on the Tiger’s TailDenne cd blev til efter en længere periodessvær sygdom for Lê og har en lidt usædvanligS i d e 6VietNamA J O U R4 · 2 0 0 6