Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

Skrifter i Samling II
at skjelne det Ubetydelige og Intetsigende fra det
Vigtigere, at undskylde hvad der bør undskyldes, at
agte hvad der bør agtes. Derfor bliver man sædvanlig
kun staaende ved Overfladen af Naturen og Livet,
og peger med Flid hen paa enhver lille Uregelmæssighed
paa samme; at undersøge Livets Jordbund og,
saavidt man kan, at bearbeide, rense og opdyrke
samme, er et Arbeide, man ikke gider foretage sig.
Altsaa lader man sig nøie med at pynte Yderdelen
af sin Eiendom (d. e. af sit og Sines Liv) efter Modens
Love, for siden blot at more sig over dem som
ikke have gjort eller kunne gjøre det. Og denne
barnagtige Opmærksomhed paa de smaa Mærkeligheder
i Figurernes Udvortes – vil naturligviis altid
finde Beskjæftigelse nok. Thi Naturen fremviser overalt
en overordentlig Mangfoldighed af Forandringer
i sine Frembringelser, saavel hos Menneskene som
hos alt Andet. Og Opdragelsen og Omstændighederne
ere naturligviis altfor forskjelligartede, til at
selv det strengeste Moderniserings og Eensformiggjørelses
System kunde faae alle Individer i Selskabet
til at være som støbte i een Form. Egenheder i Legemets
Udvortes ere ellers sædvanlig Naturens eller
Tilfældets Virkning, som ikke kan forandres; og at
gjøre sig lystig over disse er altsaa en Taabelighed.
Egenheder i Adfærd og Manerer ere enten frembragte
af Individets tidligere Omstændigheder eller
af dets Temperaments Beskaffenhed, og ere altsaa
undskyldelige; eller ogsaa kunne de komme af en
frivillig Selvdannelse, hvori Individet enten har foretrukket
sin egen Smag for Modens, eller og, ved
stadigere Retning af Opmærksomheden mod det
Indre, har forsømt det Ydre; – og saaledes kunne
netop de rigeste og selvstændigste Aander have de
mærkeligste Egenheder i det Udvortes. Skjønt der
vel ere de, som ikke ville undskylde det sidste Slags
Egenheder, maa dog disse Ting ansees for altfor
97