Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

94 Skrifter i Samling II
erholde. Samtalen blev imidlertid ganske kort, da
disse Herrer skulde etsteds formodentlig i et Selskab.
6te August.
Jeg har allerede oftere bemærket, at Tiden faldt
mig meget lang i Byen. De Mænd, som jeg vilde
tale med, vare altid enten i Forretninger eller i Selskab.
«Lykkelige Mennesker,» tænkte jeg, «som, saa
snart en ledig Time gives, have Venner og Selskaber
efter sin Smag at gaae hen til. Hvor meget Interessant
maa der ikke blive hørt og seet og talt, og
hvorfor er du udelukket fra al saadan Fornøielse.»
Jeg er i slige Tilfælde ofte tilbøielig til Misundelse
over en saadan stor Lykke; og jeg har før sagt, at
vi ofte misunde, endskjønt vi ikke ville troe det selv.
Men jeg vil ogsaa for eget Vedkommende bekjende,
at denne Misundelse, hvortil jeg fristes, ikke angaar
disse Menneskers timelige eller materielle, men netop
deres aandelige Lykke; og at den ikke bestaar i Misfornøielse
over, at Andre ere lykkelige, men i Misfornøielse
over, at jeg selv er ubekvem og uværdig
til Deeltagelse i den Lykke, som stemmer overeens
med mine inderligste Ønsker. Skal man da aldrig
være værdig til Samkvem med aandsbegavede og
dannede Folk uden enten at være født paa en Sal,
eller have ligget ti Aar ved et Universitet, eller være
Eier af nogle Tusinde? Kunde ikke Menneskene tumle
sig om iblandt hverandre i en fri og naturlig Sammenværen,
saa at man kunde søge og kjende sine
Ligemænd efter Aandens og ikke efter Standens
Beskaffenhed,
efter Hjertets og ikke efter Klædernes
Bonitet? Men nei, – her skal være Byrd og Rang;
her skal være en Holdning, en Anstand, en Slebenhed,
et Komplimentmagerie uden Ende. Den som
forstaar dette, han er blandt de Udvalgte; den som
ikke forstaar det, eller som af Kjærlighed til det
Simple og Naturlige ikke vil forstaae det, han er