Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

Skrifter i Samling II
menneskeligt Væsen af et andet Kjøn maa Mennesket
elske, det være nu som en vunden eller vindendes
eller tabt Besiddelse, det være sig som en tilgjængelig
Skat, eller som et afsondret, i Tankerne tilbedt
Ideal, som Omstændighederne hindre det at nærme
sig til. Det sidste Slags Kjærlighed er, skjønt saa
ofte uheldig, dog sædvanlig den reneste og mest ophøiede;
den kan ansees som den meest poetiske Deel
af Tilværelsen, et overjordisk Liv i det jordiske.
Skjønnest og for os selv gavnligst er den, naar den
vender sig mod et Væsen, der er bedre end vi selv;
idet den saa uberegnelig bidrager til vor Forædling
og Fuldkommengjørelse, saa at, om endog vort egentlige
Maal gaar tabt, vil dog den forefaldne Stræben
efter samme bære evigvarende Frugter.
[ 1 Men hvorledes er det med Kjærligheden? Er
den virkelig, som tusinde begeistrede Aander have
yttret, det Skjønneste og meest Ophøiede af Menneskelivet,
en overordentlig Forsmag paa Saligheden
i en overjordisk Verden, eller som Wergeland saa
ypperligen siger «en Grændseprovins af Jordlivet, der
ligger Himmelen saa nær, at dennes Sprog tales i
samme», og saaledes et lidet Himmerige paa Jorden?
– Ja, den skulde være det. Men vi kaste et Blik
paa Menneskenes Liv omkring os. Vi fraregne naturligviis
den uordentlige Lidenskab, som vi skamme os
ved at nævne, da den er saa lav og uædel at det
endog var uretfærdigt at sammenligne den med Dyrets
Instinkt, der dog har et høiere Formaal. Men vi see
meget ofte en Tilbøielighed, som for en Tid fortjener
Navn af Kjærlighed, men siden snart forsvinder og
enten efterlader sig Ligegyldighed og Kjedsomhed
eller endog (det er uhyggeligt at sige) forvandler sig
til et bittert Had. Det Sidste maa dog kun finde
Sted hos raae og heftige Naturer, der have gjort et
uheldigt Valg og finde sig skuffede; det Første er
1 Det indklamrede senere overstrøket.
91