Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

86 Skrifter i Samling II
thi blev der Tale om noget Saadant, maatte jeg tilkjendegive,
at dette ikke kunde være mit Ønske.
Min pekuniære Uformuenhed, Mangel paa Bekjendtskab
til et Liv i høiere Kredse, samt den skrækkelige
Alder stod mig for Øie. Wergeland gjorde, som
bekjendt, nylig det Forslag 1 , at man iblandt Konfirmanterne
skulde udvælge dem, der kunde blive bekvemmest
til at studere; men man bemærkede herimod,
at det helst maatte overlades til den Dygtige
selv «at bryde sig en Vei» for at blive Noget. Men
hvorledes, maa jeg spørge, skal man «bryde sig en
Vei», naar man ingen Verdens Ting har til at bryde
den med? Man maatte da enten strax kaste sig i
Fremmedes Hænder for at blive hjulpen; og det var
ikke at bryde sig selv en Vei, idet man, uformuende
til at gaae paa egne Been, blot lod sig lede og bære
af Andre, dem til Uleilighed og sig selv til Ydmygelse.
Eller ogsaa maatte man for at fortjene sig
selv en Skilling paatage sig et eller andet Arbeide
i en underordnet og lav Stilling, hvor ingen Dannelse
til det paatænkte fremtidige Liv kunde erhverves;
og førend den «Skilling», der kunde være til
nogen Hjælp, var fortjent, vilde han allerede være
saa gammel, at alt Haab var forbi; og saaledes gik
det efter Ordsproget: Koen dør, medens Græsset
gror. –
Af hine Raadslagninger kom imidlertid intet videre
ud, og jeg fulgte omsider hjem med G– og forblev
længe hos ham. Jeg lærte her, ligesom ogsaa forhen
hos H-, at kjende en meget elskværdig Familie,
og blev derved meget bestyrket i mine Tanker, om
hvor uskatteerligen herligt det Familieliv er, hvori
den rette og sande Dannelse hersker.
1 I Morgenbladet 1841, nr. 4 (Wergelands skrivelse av 30. nov.
1840). Jfr. brev fra C. Schwach til rektor F. M. Bugge av 7.
januar 1841 (Historiske Samlinger II, s. 211).