Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

Skrifter i Samling II
samme: – «Vor Tids Aand har rigtig nok
store Fortrin, men lader os dog prøve den nøiere,
for at vi ikke skulle bedrages eller blendes af dens
glimrende Sider. Lader os undersøge Frugterne, for
at vi deraf kunne skjønne, om Træet er godt. Det
er især tvende saadanne Frugter, jeg vil gjøre Eder
opmærksomme paa. Den Første er en Stræben efter
Frihed og Selvstændighed, i sig selv uskyldig og
ædel, men desværre saa ofte udskeiende, deels til en
for fri Bedømmelse af de aandelige Ting, idet man vil
være klogere, end det som skrevet staar, hvoraf dog
ikke al Verdens Visdom endnu har formaaet at udslette
en eneste Tøddel; – deels til en Selvraadighed i det
borgerlige Liv, saa at man ikke vil erkjende nogen
Overherre eller nogen Befaling. Den Anden har allerede
sin Fordømmelsesdom skreven i Skriftens Ord:
«Ve dem, som sige om det Onde godt!» Den bestaar
deri, at man overalt vil give enhver Synd,
enhver Udskeielse et mildt og undskyldende Navn.
Saaledes bliver selv det Uforsvarlige forsvaret, selv
den herskende Last anseet for en ubetydelig Svaghed.» –
Jeg vilde høre Aftensang i en anden Kirke, men
da jeg hverken vidste i hvilken Kirke eller paa hvilken
Tid den skulde holdes, blev dette forsømt.
Længe gik jeg siden og fordrev Tiden med at see
paa de i tusindviis omspadserende og kjørende Damer
og Herrer i deres «elegante» Dragt, som nu, da det
var Søndag og Solskin, viste sig i al sin Herlighed.
– Men kan Dannelsen ikke trives uden at være
omgiven af saa megen Stads? Kan den «gode» Opdragelse
ikke holde sig uden i en saa glimrende
Indpakning? Imidlertid er Stadsen ikke det Værste:
man betragte disse fornemme Manerer, denne evige
Letten paa Hatten, denne Bukken og Skraben med
al den øvrige Skik og Seremonie; hvorledes maa
dette forekomme et Naturens Barn? Og naar nu et
81