Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

Skrifter i Samling II
i Bakken, du hadde Rett i dat, som du sagde: «dei
giva deg goda Voner og svika deg sidan braadt».
Men dat er sant: Ho er inkje lastande fyre dette;
– maa inkje ei Gjenta hava Lov til aa vera blid og
snild imot ein Kar, utan at han skal tru, at ho vil
hava han? – Men eit er vist og sant: dat var tregelegt;
dat var syrgjelegt! (Falder i Tanker).
HERMANN (til Inga). Saaledes er det. Det var bare
denne Sag om Gaarden her og intet andet. Jeg har
siden lært ham bedre at kjende, og saaledes har jeg
nu de bedste Tanker om ham; det er en Mand som
man kan komme godt overens med, en meget fornuftig
Mand, en prægtig Karl. Jeg har endog havt
Beviser paa, at han har en udmærket Tænkemaade,
eller rettere sagt: en ædel, en nobel Karakteer.
INGA. Aa! dat var ei Synd, at eg inkje skulde
vita dat.
HERMANN. Det er vist ikke for seent endda. Jeg
skal forklare ham Sagen, og saa tænker jeg nok, han
kommer igjen.
INGA (glad). Ja, daa vil eg no sagte svara Ja.
HERMANN. Ja, gjør det, Barn! Du skal faa raade
dig selv nu som før. (Vender sig til Aamund). Det var,
som jeg formodede: der var en Misforstaaelse under.
Hun havde bare hørt, at du skulde være min Uven,
og at der var en forfærdelig Strid imellem os, saa
at det maatte ende med Undergang og Ødelæggelse;
men ellers havde hun intet hørt om, hvor det egentlig
hang sammen. Deraf havde hun da gjort sig den
Tanke, at du maatte være reent en farlig Fyr. Nu
veed hun bedre Besked, og saa tænker jeg nok, at
hun ikke har meget imod dig. Jeg har endog en
liden Mistanke om, at hun har havt et godt Øie til
dig fra det første, hun saa dig.
AAMUND. Nei, er dat mogelegt, at dat kann vera
sant? (Til Inga). So var dat kanskje inkje so reint av
Hjarta, at du svarade Nei?
61