Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

60 Skrifter i Samling II
tænke paa dette, – og slike Ting burde man betænke
meget vel; – men jeg troer, at det maatte
kunne gaae an, ja jeg mener, at det vilde vist være
godt. Jeg vil tale med hende om dette, eller rettere,
jeg vil kalde hende hid og saa kan du selv tale med
hende. Jeg syntes jeg saa hende borte i Gaarden.
(Han raaber) Inga, Inga, kom hid! (Til Aamund.) Jeg
maa sige, jo mere jeg tænker paa dette, des bedre
synes jeg om det; – saaledes som Sagerne nu staae,
vilde det være meget godt. (Til Inga, idet hun kommer
ind). Hør, Inga, her er en Mand, som vil tale med
dig. (Han sætter sig i en grublende Stilling).
NITTENDE SCENE.
Inga. Hermann. Aamund.
AAMUND (til Inga). Dat var nokot som eg vilde tala
med deg um, og dat lyt eg gjera dat kortaste, som
eg kann. Fyre dat fyrste maa eg spyrja, um du
heve nokon Kjæraste.
INGA (ængstelig). Nei.
AAMUND. Og fyre dat andre maa eg spyrja, um
du vil hava meg til Kjæraste.
INGA (seer paa Faderen, og da denne sidder i Tanker og ikke
bemærker hende svarer hun med nogen Bevægelse): Nei. (Pause.)
HERMANN (reiser sig). Hvorledes var det? – Men,
det er sandt: hun veed jo ingen Ting. – Om Forladelse,
der er noget, som jeg har glemt at fortælle
hende. (Afsides.) Det var da ogsaa en forskrækkelig
Hast; man kan jo ikke faae Tid til at tænke efter
nogen Ting. (Gaaer tilside og taler sagte med Inga).
AAMUND (ved sig selv). Dat kann væl vera dat same,
kvat du heve gløymt elder inkje gløymt; eg vil inkje
hava annat Svar en dat, som ho kann giva med sin
eigen gode Vilje. – Aa, dat var harmelegt! Dan
Gjenta kjem eg seint til aa gløyma. Og eg, som
trudde so stødt, at dar inkje var nokot i Vegen!
Nei, dat kann ingen skyna desse Kvendi. Du Olav