Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

46 Skrifter i Samling II
– Stakkels uskyldige Barn, du veed ikke, hvor ondskabsfulde
Folk der findes i Verden. Hør nu engang:
Har han været snild og venlig imod dig?
INGA. Ja, han heve voret so inderlege snild.
HERMANN. See saa! Det er netop et Beviis paa
at han har havt ondt i Sinde. Veed ikke du, hvem
han er, saa veed nok han, hvem du er; det kan du
lide paa.
INGA. Nei, han veit inkje, kven eg er.
HERMANN. Saa, det har han ogsaa indbildt dig!
Jo, det maa være en af de rette Karlene, ret en rigtig
Rovfugl. Det er ikke nok med, at han vil ødelægge
os paa den ene Maade, han vil gjøre det paa
den anden ogsaa, for at vor Ydmygelse skal blive
saa fuldkommen, som det er muligt. Aa, usalige
Time, da det Menneske kom her paa Land!
INGA. Men kvat skal no alt dette hava paa seg?
Kvat Mann kann dat vera, elder kvat heve han med
oss?
HERMANN. Stakkels Barn, jeg kvider for at sige
dig det. Du faaer tidsnok vide det. Vi faae nok alt
for god Leilighed til at kjende den Mand, baade jeg
og du, desværre. (Gaaer).
TRETTENDE SCENE.
INGA (alene.) Nei no veit eg daa inkje meir korkje
att elder fram, og endaa heve eg høyrt so myket,
at eg heve inkje stor Hug te høyra meir. Eg heve
mest kunnat merka, at dat var nokot, som inkje var
rett voret. Men kann dat vera rimelegt, at ein Mann
kann vera so snild og endaa vera ein Fant? Eg
kann inkje tru, at dat er alt so galet som han Far
segjer; men nokot galet maa dat vera, og nokot storgalet
ogso. So myket er vist, at eg fær inkje meir
tenkja, som eg heve tenkt; dei Tankarne lyt eg driva
og gløyma, so framt eg berre kann. Og hadde eg
no havt nokon, som eg kunde ganga til og fortelja