Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

nokon skal koma i Vegen fyre meg; for eg heve sett
dat Ordet ut yver Bygdi, at dat er avgjort med oss
tvau, og heile Grendi trur, at me er Festarfolk og
skal snart hava Bryllaup. Men no lyt eg tala fiint med
Faderen ogso og faa han til aa samtykkja fyre Aalvore;
for han er so leid med di, at han segjer berre:
dat hastar inkje, og me kann talast um dat ein annan
Gong, og meir slikt. Eg vil inkje vita av slikt, eg
vil hava ei Vissa; for dat er so mangt, som kann
koma paa, maa vita. – Men dar seer eg, han kjem
reikande; no lyt eg nøyta meg; for eg seer, han er
i Godlaget sitt, so blid og fiin, at d’er reint ofsalegt;
dat maa vera dette gode Vedret, som gjerer dat; for
han er liksom Solskinfuglen: han syng berre i Solskinet
og inkje oftare.
ANDEN SCENE.
Hermann og Trond.
Skrifter i Samling II
HERMANN. Naa, er det du Trond, som er ude og
gaaer?
TROND. Ja, eg gjekk og saag ut yver Marki, eg
tykjer d’er so hyggjelegt te sjaa paa Grødet, kor
veent dat stend baade paa Aakr og Eng; d’er ein
stor Hugnad.
HERMANN. Ja, det kan ikke negtes, her staaer et
vakkert Grøde; faae vi bare en god Høst, saa vil
der blive noget af dette.
TROND. Dat seer no veent ut allstad i Aar, men
so er dat daa ingenstad slikt som her likevæl; dat
syner seg dar, som er Folk, som kann driva Jordi;
dat verd annat Slag, en dar, som ho inkje er
drivi. (Afsides.) Eg lyt no gjøla fyre han nokot, maa
vita.
HERMANN. Aa ja, – man skulde troe det; imidlertid
har jeg dog ikke seet den Fremgang, som jeg
ventede; der maa være noget galt med Jordbunden,
hvad det nu er. Jeg syntes meget godt om dette en
21