Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

Skrifter i Samling II
Den 22de reiste jeg saaledes over fra Solvorn til
Nagløren, og derfra 1/2 Miils Søvei til Sogndalsfjæren,
et meget betydeligt Strandsted, hvor jeg nu
havde tænkt at opholde mig. Veien fra Solvorn er
meget slem, og det var en Lykke, at jeg ikke havde
givet mig ud paa den mod Natten. Den har meget
høie og bratte Bakker; paa et Sted gaar den tværs
igjennem en høi Bakke eller over en høi Klippe, som
tæt ved Siden af Veien gaar lodret ned i en skrækkelig
Afgrund, hvorigjennem en Elv løber. Denne Udsigt
fra Veien vilde være endnu mere gyselig, dersom
ikke endeel store Furretræer i den nederste Rand af
Veien havde dannet som et naturligt Rækværk over
dette svælgende Dyb.
Ved den inderste Deel af Sogndalsfjorden er Landet
endnu bratliggende og ubehageligt; men ved
Aabningen af det egentlige Sogndal faar det et andet
Udseende. Imellem lave og skraat opstigende Fjelde
har man her en bred Dal, som er næsten overtækket
med Huse eller Gaarde, imellem hvilke Sogndalsfjæren
udmærker sig ved sin anseelige Størrelse.
Ogsaa i Fjæren skulde i disse Dage holdes Høstthing,
og Gjæstgiveren, som tillige var Thingvært,
kunde ikke bevæges til at tage imod mig. Opsøgelsen
af et bekvemt Opholdssted og et passende Logis
forekommer mig altid som den største Ubehagelighed
ved disse Reiser paa fremmede Steder, hvor man
ikke kjender et eneste Menneske. I Leirdal havde
jeg havt et slet og alligevel kostbart Herberge; i
Sogndal saae det ikke ud til at blive bedre. Efter
adskillig Spørgen frem og tilbage slap jeg endelig
ind hos en Strandsidder, og hos ham kom jeg siden
til at forblive, uagtet jeg senere erfarede, at denne
Mand var en overgiven Drukkenbolt, og saaledes en
meget besværlig Huusvært. Imidlertid viste man mig
dog megen Behjælpelighed blandt andet under en
Sygdom, som angreb mig men lykkeligviis snart gik
137