Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

aasentunet.no
from aasentunet.no More from this publisher
19.11.2012 Views

126 Skrifter i Samling II havde været Huuslærer. Manden maa nok have tænkt paa Grundlovens Ord: «Embedsmænd, som i Naade afskediges, beholde deres forrige Titel og Rang;» men da nu Rummet paa Billetten var forlidet til Titelen, skrev han derpaa blot «Lærer». Jeg saae ikke, om han skrev ligedan paa Passageerlisten; gjorde han det, saa paraderer nu formodentlig mit Navn i Trondhjems Aviser iblandt de afgaaede Passagerer med denne besynderlige Titel. Jeg synes kun lidet om baade den kortere og den længere Titel af dette Slags, og er glad ved at blive den kvit; det Begreb, som den udtrykker, forekommer mig at maatte vække Had og Modvillie hos nærmeste Vedkommende, og det af den simple Aarsag, at Menneskets naturlige Lyst til Frihed ikke taaler anden Belærelse eller Lære end en venskabelig Underretning, som gives leilighedsviis og uden nogen Slags Myndighed. Da jeg denne Aften endelig kom tilbage fra en Vandring til det øverste af Byen, mødte jeg i en Gade en ung velklædt Mand, som hilsede mig venlig og bad om at faae tale med mig. Han sagde, at han havde været med paa Dampbaaden, hvor han havde set mig og havt Lyst til at tale med mig, skjønt vi ikke kjendte hverandre, men at han, som han udtrykkede sig, dengang havde følt sig «for stor til det». Han forklarede, at han var meget ulykkelig og en stor Synder, som søgte Trøst, men ikke vidste at finde den hos noget Menneske. Jeg mindede ham om, at der, naar Menneskenes Trøst svigter, dog endnu er en Trøst for os, som vi ikke skulde forsømme at henvende os til. Dette syntes kun lidet at berolige ham, og det sluttede jeg forud; thi jeg vidste, at der gives Tilstande, hvori Trøsten af et høiere Væsen kun synes at kunne meddeles os ved Mennesket. Imidlertid syntes jeg at bemærke at han havde drukket lidt; dog maatte der vist være

Skrifter i Samling II Noget, som laae paa hans Samvittighed, men derom kom det ikke til nærmere Forklaring. Han vedblev kun at beklage sin Sjæls ulykkelige Forfatning, og fortalte under Graad og Taarer, at han altid sørger og græmmer sig derover og veed ingen Trøst at finde, hvorfor han vilde spørge mig, skjønt fremmed og ubekjendt, om jeg ikke vidste noget Raad at give ham. Jeg sagde, at det var mig vanskeligt, da jeg slet ikke kjendte til hans Anliggender, og at jeg ikke vidste andet at raade ham end at han for det Første skulde søge Omgang med gode og forstandige Mennesker, hvorefter jeg, da det allerede var langt paa Aften, tog Afsked med ham. Den omtalte Mistanke om Drukkenskab gjorde, at dette Optrin ikke rørte mig saa meget, som det ellers vilde have gjort; thi jeg tænkte nok paa, hvor nær Fordærvelsens Vei ligger os, og hvor meget de ere at beklage, som, efterat være komne ud paa samme, vel kaldes tilbage af en indre Stemme, men nu see sig forskudte af dem, som alene kunde styrke dem i den bedre Beslutning. Man bør vel ikke have Omgang med de Slette, men man bør heller ikke bortstøde dem, saafremt der endnu er Glimt af Haab; man bør tænke: «Hvad du er, kunde jeg have været.» Det blev ikke Alle givet at faae en Opdragelse, som kun indprentede Dyd og Orden; det blev heller ikke alle givet, at leve i gode Forholde, at faae sine naturlige og billige Ønsker opfyldte, og at undgaae det hvorved Lidenskaberne sættes i voldsom Bevægelse. Hvor mange Mennesker maae ikke paa Forvildelsernes Vei indsamle den Viisdom, som de forud skulde have; hvor mange af os maae ikke udholde en stedsevarende Kamp for at forhverve sig den Dyd, som Andre have faaet for Intet? Man beklage den Faldende, men man fordømme ham ikke; vi see Menneskenes Handlinger, men vi see ikke, hvad der drev dem dertil. 127

126 <strong>Skrifter</strong> i <strong>Samling</strong> II<br />

havde været Huuslærer. Manden maa nok have tænkt<br />

paa Grundlovens Ord: «Embedsmænd, som i Naade<br />

afskediges, beholde deres forrige Titel og Rang;»<br />

men da nu Rummet paa Billetten var forlidet til<br />

Titelen, skrev han derpaa blot «Lærer». Jeg saae<br />

ikke, om han skrev ligedan paa Passageerlisten;<br />

gjorde han det, saa paraderer nu formodentlig mit<br />

Navn i Trondhjems Aviser iblandt de afgaaede Passagerer<br />

med denne besynderlige Titel. Jeg synes kun<br />

lidet om baade den kortere og den længere Titel af<br />

dette Slags, og er glad ved at blive den kvit; det<br />

Begreb, som den udtrykker, forekommer mig at<br />

maatte vække Had og Modvillie hos nærmeste<br />

Vedkommende,<br />

og det af den simple Aarsag, at Menneskets<br />

naturlige Lyst til Frihed ikke taaler anden Belærelse<br />

eller Lære end en venskabelig Underretning,<br />

som gives leilighedsviis og uden nogen Slags Myndighed.<br />

Da jeg denne Aften endelig kom tilbage fra en<br />

Vandring til det øverste af Byen, mødte jeg i en<br />

Gade en ung velklædt Mand, som hilsede mig venlig<br />

og bad om at faae tale med mig. Han sagde,<br />

at han havde været med paa Dampbaaden, hvor<br />

han havde set mig og havt Lyst til at tale med<br />

mig, skjønt vi ikke kjendte hverandre, men at han,<br />

som han udtrykkede sig, dengang havde følt sig<br />

«for stor til det». Han forklarede, at han var meget<br />

ulykkelig og en stor Synder, som søgte Trøst, men<br />

ikke vidste at finde den hos noget Menneske. Jeg<br />

mindede ham om, at der, naar Menneskenes Trøst<br />

svigter, dog endnu er en Trøst for os, som vi ikke<br />

skulde forsømme at henvende os til. Dette syntes<br />

kun lidet at berolige ham, og det sluttede jeg forud;<br />

thi jeg vidste, at der gives Tilstande, hvori Trøsten<br />

af et høiere Væsen kun synes at kunne meddeles os<br />

ved Mennesket. Imidlertid syntes jeg at bemærke<br />

at han havde drukket lidt; dog maatte der vist være

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!