Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

Skrifter i Samling II
denne Overlevering; og da jeg siden blev indført i
Selskabets Musæum, fandt jeg, at den var indbragt
her. – Medens jeg var hos S– traadte en gammel
Mand ind med det Ærinde, at da han havde lovet
Adjunkt Kraft, Foged L– og Flere at vise dem
Videnskabernes Selskabs Natural– og Kunstsamlinger,
vilde han anmode S– om, at han, saafremt han
havde Leilighed dertil, vilde ledsage dem, naar de
denne Dags Eftermiddag begav sig dertil. Tiden blev
bestemt til Kl. 3, og jeg blev tilbuden at blive med,
hvilket var mig en stor Fornøielse.
Da jeg kort derefter gik igjennem Munkegaden,
hørte jeg bagenfor mig pludselig en uordentlig, høi
og brølende Sang. Jeg saae tilbage og blev vaer en
Mand, der sad paa en stor og smuk Hest, og var
saa fuldkommen beruset, at hans Legeme hældede
til alle Sider, og syntes hvert Øieblik at skulle falde.
En Mængde Mennesker havde flokket sig omkring
ham; men istedetfor at lade Hesten gaae sin Vei,
svingede han den bestandig med Bidslet, saa at den
stedse maatte gaae i en ringagtig Bevægelse. En
Smaagut, som blev opmærksom derpaa, greb en stor
Huggespone og slog paa Hesten, formodentlig for
at faae den til at løbe og kaste sin elendige Rytter
af. Men Dyret var fornuftigere end Mennesket; under
sin uophørlige Kredsgang vedligeholdt Hesten saa
megen Rolighed og Ligevægt som nogensinde muligt,
og det samme Optrin vedvarede saalænge at jeg blev
kjed af at see derpaa og gik min Vei. Jeg kom ihu,
at jeg forrige Aar i Bergen havde seet en Mand i
omtrent samme Forfatning med en Hest, som under
idelige Stød og Slag af sin Herre, for at den skulde
sætte sig i en anseelig Holdning, stod paa det store
Torv med opstrammet Tømme og sønderrevne Mundviger
og med et Udtryk i Øinene som hentydede
paa stille Fortvivlelse. Hvor uforskammet behandles
dog ikke disse ædle Dyr, og hvilket Tyrannie udøver
123