Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

Skrifter i Samling II
eller mindre anseelige Monumenter. Synet af et saadant
Samlingssted for Levningerne af Rige og Fattige,
Lykkelige og Ulykkelige, Ædle og Uædle, kan vække
til alvorlige Betragtninger over Livet og over de jordiske
Tings Forgjængelighed.
Jeg fulgte tilbage med S-, og var nu atter en
Stund hos ham. Da han skulde ud i Forretninger,
fortsatte jeg mine Betragtninger af Byen og Bylivet,
eensom og alene som sædvanlig. Jeg var inde i
mange Kramboder, og bemærkede mangesteds en
livlig Handel, især med Bønder fra Omegnen. At
endog de Ringeste af Byens Folk ansee sig for lidt
mere end de som boe paa Landet, syntes jeg at
mærke ved følgende Leilighed. Paa en Krambod
stod en Flok Bønder ved Disken, og bagenfor disse
stode to Fruentimmere af simpel Stand, som det
syntes. Den ene af dem sagde høit til den anden:
«Vi faar bie, til Bønderne ere færdige.» En af disse
vendte sig, saa paa den Talende og sagde: «Æ trur,
du æ int stort meir ell Bonne du hell, kva Stadsmadamm
du tist naa vær.» Hun svarede, at hvor
ringe hun var, saa var hun dog af Byens Folk.
Dette forandrede dog ikke Modpartens Anskuelse;
imidlertid vendte han tilbage til sin Forretning, og
saaledes endte Striden uafgjørende.
Den trondhjemske Almues Sprog adskiller sig fra
de sydligere Dialekter ved sine forkortede Ord, især
ved den hyppige Bortkastelse af E’et i Ordenes Endelser.
Saaledes siger man ved Trondhjem: Gryt,
Klokk, drikk, lær, Gutann, Hestann, stør, finar, o. s. v.
istedetfor vore Distrikters: Gryte, Klokke, drikke, lære,
Gutanne, Hestanne, større, finare. Man udtaler ogsaa
et dobbelt L og N i de Ord, som skulde have ld
og nd, f. Ex.: halle, kallar, Lann, Vinn, Hunn, o. s. v.
istedetfor halde, kaldare, Land, Vind, Hund. Denne
Sammenblanding af de Ord, som bør have et D i
Enden, med dem som ikke bør have det (f. Ex. Fjell,
121