Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

Skrifter i Samling II
hos denne Mand. Han bad mig om at blive
hos ham denne Aften, og jeg havde nu den sjeldne
Lykke at kunne tale med en udmærket og anseet
Mand, som ei alene besidder en rigt begavet og ophøiet
Aand, men tillige en Munterhed og Omgjængelighed,
der forjager al Frygt. S– er ganske alene i
sit Huus, og kun en Tjenestepige besørger hans
Huusholdningsager.
Denne Omstændighed var meget beleilig
for mig, som et Ørkenens Barn, der ikke kjender
en eneste Paragraf af Lovene for den fornemme
Levemaade; thi nu behøvede jeg ikke at ængstes for
en Kreds af elegante Folk, som vilde bevogte mig
fra alle Sider, og formodentlig, saasnart jeg var ude
af Døren, briste i Latter over denne Fremmedes Person
og Adfærd. Jeg har forhen været paa denne
Pinebænk, og jeg synes endnu at føle den Gysen,
som igjennemfoer mig, da jeg i forrige Sommer befandt
mig paa visse Steder, og bemærkede, at adskillige
Øienpar var rettede imod mig, som om de
vilde undersøge hvad der dog skulde være ved denne
Person. Saalænge man kan gjøre, som man seer, at
Andre gjøre, gaar det endda an; men naar man skal
gjøre Noget uden Anviisning, maatte det være et
Vidunder, om man just af et Instinkt skulde træffe
paa det Rette; og derfor nødtes jeg da ogsaa til at
gjøre alt paa en Slump, skjønt i den sikkre Formening
at det aldrig vilde gaae upaa-anket hen, hvorledes
det endog skeede, og at mit Eftermæle for det
første vilde blive en Præken over de Ord: «Aa Hæge
Gud faag en Taask!» Men som sagt, nu var Intet
at frygte; den Mand, som sad lige overfor mig, vilde
ikke regne det saa nøie; han vilde formodentlig, som
Bonden siger, «ha’paa Ollaa Skyn». Jeg vilde ønske,
at jeg kunde erindre hvert Ord, som jeg denne Aften
hørte; men det gaar saa besynderlig: man mindes
hvad man skulde glemme, og glemmer hvad man
skulde mindes. Jeg har hørt offentlige Taler, som jeg
119