Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet Skrifter i Samling Band 2 - Aasentunet

aasentunet.no
from aasentunet.no More from this publisher
19.11.2012 Views

118 Skrifter i Samling II Sagers Afgjørelse. Men hvor behageligt overraskedes jeg ikke, da denne Mand kom mig imøde som den blideste og elskværdigste, man nogensinde kunde tale med, og behandlede mig, ikke som en ubekjendt Fremmed, men som en fortrolig Ven. Nu undredes jeg ikke over, at Børnene paa nogle Steder i Tydskland havde sagt til ham, da han vilde forlade dem: «Ach bleiben Sie doch bei uns!» – Han forklarede, at den lange Forsømmelse af min Sag var kun hans Skyld, da en Mængde af Forretninger, samt hans Forflytning fra Hovedstaden og senere huuslige Sorger havde hindret ham fra at foranstalte det Nødvendige. Han leverede mig Brevet fra Selskabets Direktion til mig, og lovede strax at udvirke Udfærdigelsen af den Plan, som i dette Brev er omtalt. Derhos gav han mig ogsaa tilbage det Haandskrift, som jeg i forrige Aar havde overleveret i Bergen, med Anmodning om, at jeg nu vilde vedføie de Rettelser, som jeg forhen havde ønsket; dog yttrede han den Mening, at det nu kunde beroe med hvad der var gjort, og at en Udgivelse af dette Skrift nu maaskee var mindre tjenlig, da et større Arbeide kunde være ivente; og det var ogsaa mit eget Ønske, at Skriftet under nuværende Omstændigheder ikke skulde udgives. Tillige bad han mig om at forfatte en Plan efter mit eget Ønske om Udvidelsen af det Arbeide, hvortil Begyndelsen er gjort med bemeldte Haandskrift. Dernæst underrettede han mig om Byens Mærkværdigheder, og da han ikke selv havde Leilighed til at vise mig disse, skrev han nogle Ord til Hr. S– 1 , om at denne Mand vilde give mig Anledning til en nærmere Betragtning af disse og især af Domkirken. Med denne Anbefaling gik jeg nu til S-. Brevet, som jeg medbragte, forskaffede mig en venlig Modtagelse 1 Digteren Conrad Nicolai Schwach (1793-1860) dengang assessor i Trondhjems stiftsoverret, sekretær i videnskabs-selskapet i Trondhjem.

Skrifter i Samling II hos denne Mand. Han bad mig om at blive hos ham denne Aften, og jeg havde nu den sjeldne Lykke at kunne tale med en udmærket og anseet Mand, som ei alene besidder en rigt begavet og ophøiet Aand, men tillige en Munterhed og Omgjængelighed, der forjager al Frygt. S– er ganske alene i sit Huus, og kun en Tjenestepige besørger hans Huusholdningsager. Denne Omstændighed var meget beleilig for mig, som et Ørkenens Barn, der ikke kjender en eneste Paragraf af Lovene for den fornemme Levemaade; thi nu behøvede jeg ikke at ængstes for en Kreds af elegante Folk, som vilde bevogte mig fra alle Sider, og formodentlig, saasnart jeg var ude af Døren, briste i Latter over denne Fremmedes Person og Adfærd. Jeg har forhen været paa denne Pinebænk, og jeg synes endnu at føle den Gysen, som igjennemfoer mig, da jeg i forrige Sommer befandt mig paa visse Steder, og bemærkede, at adskillige Øienpar var rettede imod mig, som om de vilde undersøge hvad der dog skulde være ved denne Person. Saalænge man kan gjøre, som man seer, at Andre gjøre, gaar det endda an; men naar man skal gjøre Noget uden Anviisning, maatte det være et Vidunder, om man just af et Instinkt skulde træffe paa det Rette; og derfor nødtes jeg da ogsaa til at gjøre alt paa en Slump, skjønt i den sikkre Formening at det aldrig vilde gaae upaa-anket hen, hvorledes det endog skeede, og at mit Eftermæle for det første vilde blive en Præken over de Ord: «Aa Hæge Gud faag en Taask!» Men som sagt, nu var Intet at frygte; den Mand, som sad lige overfor mig, vilde ikke regne det saa nøie; han vilde formodentlig, som Bonden siger, «ha’paa Ollaa Skyn». Jeg vilde ønske, at jeg kunde erindre hvert Ord, som jeg denne Aften hørte; men det gaar saa besynderlig: man mindes hvad man skulde glemme, og glemmer hvad man skulde mindes. Jeg har hørt offentlige Taler, som jeg 119

118 <strong>Skrifter</strong> i <strong>Samling</strong> II<br />

Sagers Afgjørelse. Men hvor behageligt overraskedes<br />

jeg ikke, da denne Mand kom mig imøde som den<br />

blideste og elskværdigste, man nogensinde kunde tale<br />

med, og behandlede mig, ikke som en ubekjendt Fremmed,<br />

men som en fortrolig Ven. Nu undredes jeg ikke<br />

over, at Børnene paa nogle Steder i Tydskland havde<br />

sagt til ham, da han vilde forlade dem: «Ach bleiben<br />

Sie doch bei uns!» – Han forklarede, at den lange<br />

Forsømmelse af min Sag var kun hans Skyld, da en<br />

Mængde af Forretninger, samt hans Forflytning fra<br />

Hovedstaden og senere huuslige Sorger havde hindret<br />

ham fra at foranstalte det Nødvendige. Han leverede<br />

mig Brevet fra Selskabets Direktion til mig,<br />

og lovede strax at udvirke Udfærdigelsen af den Plan,<br />

som i dette Brev er omtalt. Derhos gav han mig<br />

ogsaa tilbage det Haandskrift, som jeg i forrige Aar<br />

havde overleveret i Bergen, med Anmodning om, at<br />

jeg nu vilde vedføie de Rettelser, som jeg forhen<br />

havde ønsket; dog yttrede han den Mening, at det<br />

nu kunde beroe med hvad der var gjort, og at en<br />

Udgivelse af dette Skrift nu maaskee var mindre tjenlig,<br />

da et større Arbeide kunde være ivente; og det<br />

var ogsaa mit eget Ønske, at Skriftet under nuværende<br />

Omstændigheder ikke skulde udgives. Tillige<br />

bad han mig om at forfatte en Plan efter mit eget<br />

Ønske om Udvidelsen af det Arbeide, hvortil Begyndelsen<br />

er gjort med bemeldte Haandskrift. Dernæst<br />

underrettede han mig om Byens Mærkværdigheder,<br />

og da han ikke selv havde Leilighed til at vise mig<br />

disse, skrev han nogle Ord til Hr. S– 1 , om at denne<br />

Mand vilde give mig Anledning til en nærmere Betragtning<br />

af disse og især af Domkirken.<br />

Med denne Anbefaling gik jeg nu til S-. Brevet,<br />

som jeg medbragte, forskaffede mig en venlig Modtagelse<br />

1 Digteren Conrad Nicolai Schwach (1793-1860) dengang assessor<br />

i Trondhjems stiftsoverret, sekretær i videnskabs-selskapet i Trondhjem.

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!