Ændring i Styrelsen - Spillemandskredsen.dk

Spillemandskredsen”De kunne ha’brændt Berlin af”Indtryk fra spillemandsuddannelsen i Bjerringbro, nedfældet afen debutant, som drog af sted med store betænkeligheder.Pludselig havde man alligevel gjort det: Meldt sig tilårets spillemandskursus i Bjerringbro.Forud var gået måneders overvejelse med etapebeslutninger,hvor tommelfingeren vendte skiftevis op og ned.For jo - som en årgang 1950’er med spillemandsmusiksom passion bare den sidste halve snes år, trængteman til at teste formen uden for de vante reservater.Og her var så muligheden for i en overordentlig koncentreretform, fjernt fra andre daglige forpligtelser ogindbyggede overspringshandlinger at nørde en uge itræk – næsten i døgndrift.Men, helt ærligt – syv døgn i en delvis ukendt socialsammenhæng med folk, der for manges vedkommendekendte hinanden som Bjerringbro-veteraner gennemflere – ofte mange - år og dertil spillemæssigt måttebefinde sig på et noget højere niveau end én selv …Med andre ord: En uge på sidelinjen med luftviolinkunne blive en rigtig lang én!Vel var vi flere førstegangs-kursister på Nørgaards Højskole,men min egen oplevelse var dog, at jeg landedemidt i en fætter- og kusinefest. På den gode måde, hvorfolk med fælles tidligere oplevelser og erfaringer somen naturlig ting lukkede nye familiemedlemmer ind ikredsen og hjalp til rette, socialt såvel som spillefagligt.På vej til Bjerringbro nagede det nok lidt, at spillemandskursetkolliderede med fodbold-VM. Men selv engammel fodboldtosse måtte hurtigt erkende, at kampenom bolden tabte stort til kampen for scottish, polonaiseog sønderhoning. For som én sagde: ”Vi leversgu i en lukket verden – man kunne nok brænde Berlinaf, uden at vi ville opdage det.”Ja, en indkapslet højskoleverden med fælles morgensangså fuldtonet stemningsfuldt, at klumpen i halsenpressede sig på, fælles aftensang og der imellem fordybelsei niveaudelt instrumentundervisning, diskuterendekreativitet i gruppespil og dansespil. Rytmik-timermed øvelser, hvor voksne mennesker ”uvoksent” trampederundt, aktiverende pinde, bolde og trommer i sælsommetakter under afsyngelse af ”Højt på en gren enkrage” og ”Mariehønen Evigglad”. Pædagogflip? Nej,musikpædagogisk genialt og sjovt.Udfordringerne stod i kø for selv de dygtigste – tror jeg- og meningen med sådan et kursus er vel også, at kursisternemed et moderat pres tvinges til at hente desidste ressourcer frem fra instrumentkassen.Niveaudelinger – javel – men det tjener kursusledelsenog lærerkræfterne til stor ære, at de – set over kantenaf mine nodepapirer – formåede at udfordre og samlebåde de dygtigste og mindre øvede, så ingen følte sigfor god og ingen for dårlig.Samarbejdet med danseinstruktørkurset, dansepraktikken,som sideløbende blev afviklet, var stærkt inspirerendeog udviklende – for begge parter, tror jeg. Forhvem er det egentlig, der afgør, hvordan en dansemelodiskal spilles for at respektere både spillemanden ogdanselederen? Et spørgsmål, der traditionelt har væretkilde til uenighed i mange foreninger – men som bliverdet i mindre grad frem over, hvis forbilledlige kursuserfaringerfra Bjerringbro mellem spillemænd og danselederomsættes i praksis. For det indlysende svar er naturligvis:Samarbejde og gensidig respekt.Legestuerne, de fælles, de gruppevise - og de hen pånatten improviserede, akkompagneret af sang og bægerklang– sammenfattede for mig, hvad det hele drejersig om: At kunne levere brugsmusikken, skabe pulsen,så spillet bliver mere end bare toner fra et stykkenodepapir. Stort at kunne deltage i – og til tider baresuge til sig af! Og når pigerne og drengene fra ungdomslinjenså dukkede op til legestuerne og med legendevirtuositet gav den fuld skrue, var begejstringen komplet– også for udsigten til spillemandsmusikkens fremtid.De fælles orkester-øvninger for alle spillefolk med enafsluttende sveddryppende koncert for et stort publikuminkluderende mange gæster ude fra, var en særligoplevelse, hvor tre af de bærende lærerkræfter lagdearm med hver sit arrangement. Sværhedsgraden var forskellig,og for et enkelt værks vedkommende måske rigeligambitiøst lagt op tiden taget i betragtning. MenOK, vi kom igennem – måske med en indbygget indirekteopfordring til at komme igen næste år!Tak til Mogens, Bent, Johnnie, Christopher, Birgit, Jesperog sikkert flere, som i kraft af deres overskud, mu-14 Trin & Toner ∙ Nummer 9 ∙ September 2010