Da hyrdedrengen skulle i skoven

265270275280285290295300305»Gud bevares endda, hvor hun tog på!« sagde Thames og nikkede hen ad den kant, hvor denkortskørtede skrussi 41 nu skævlede hjemad mod gården.»Det var sgi enkekonen! Ja hun er mi'sæl ikke sød at ta morgenkys ved!«Lidt efter tilføjede han: »Nå, Stafen kunne ikke lade dig slippe i dag hellere! Nej a kender det! Aville jo tro, du kunne komme tidlig nok, når du nu skynder dig!«Thames optog sin vandring mod åen med den vippende medegaj pegende fremefter.En snes alen fra Jens standsede han og lyttede; jow, det var lokomotivfløjten; det måtte være ankomsten!»Bitte Jens, a tror du kommer til at rende alt det, du kan! ‐ ‐ ‐Har de nu ikke synd af at lade etbarn komme for sildig, der kun en gang om året har en bitte glæde!« mumlede han hen for sig oggik hovedrystende videre.Og Jens rendte ud af karsken bælg; i begyndelsen syntes han, at han kunne ta en bakke i to, trespring; senere blev han mere slap i haserne; nu og da fik han et svirp over tåen af en flintesten;det fik ham bare til at kaste bedre i for at dulme smerten.Nu havde han nået den brede stationsbakke; han gik næsten på næsen, sådan løb han. Her hvorsynet fremefter var spærret, gav angsten for at komme for sent ham vinger:»A kommer ett med! a kommer ett med!« hviskede han uhørligt for hvert spring. Den grønneskov med fjorden omkring, de glade kammerater, legen, dansen, musikken, den dampende kaffeog den liflige hvedekage ‐alt tyktes han nu forsvandt bag røgen af det bortdampende lokomotiv.Fortumlet af åndenød kom han op på bakkens top; der var intet tog at se, og der var så uhyggeligtdødt dernede.»A kommer ett med! a kommer ett med,« jog det bestandig igennem hans hoved. Endnu var derdog en mulighed for, at toget kunne stå skjult bag den røde stationsbygning. ‐Jow, surenmæ! røg det ikke op over taget?Jens løb, som havde han ild under fodballerne, mens de løshængende sko ustandselig knaldedesammen bag hans hoved. Nu svingede vejen til højre og røbede, at den røg, der havde indgivetham håb, stammede fra et nabohus.»A kommer ett med, a kommer ett med!« stønnede han grædende, mens han svingede ind påperronen med en rød tåge for øjnene.A så tomt der var her! Hønsene gik roligt inde mellem de blanke skinner. Stationsklokkens lædertampsvang blødeligt frem og tilbage i morgenbrisen. Jens'es øjne videde sig ud til en unaturligstørrelse, mens han så fremefter langs de tomme skinner og løftede blikket højere og højere modden håbløse horisont.Stationsforstanderen, en mager mand med et barskt ansigt, var kommen ud på perronen: »Skulledu ha været med i skoven?« »Ja,« sa Jens og hulkede, som så han først nu sin skuffelse i heledens omfang. »Ja, den der vil med toget, han må sørge for at komme i tide,« sagde forstanderen,som læste han op af et reglement. »Ja men a skuld først ha kalvene ud!« hulkede Jens. »Er det sådig, der tjener Stafen Ajlgaard?« Jens bejaede det. »På lærer Pedersens indtrængende anmodninglod jeg toget holde i fem minutter over sædvanlig tid; man havde nok set dig undervejs ‐menda du endnu ikke var ankommen ‐ ‐ ‐« Nu var også forstanderens hustru kommen til:»Herregud, er han kommen for sen!« Hun kiggede ned i hans forgrædte ansigt. »Kom ind til migog få en kop kaffe!« Den rare frue bød ham også kage. Jens sad på den yderste kant af den finesofa og turde knap se op for generthed, mens han under små hikkende lyde slubrede koppentom.310Et øjeblik efter lukkede den venlige frues dør sig bag Jens'es nøgne hæle.7