Da hyrdedrengen skulle i skoven

More documents

Recommendations

Info

160165170175180185190195200205210I det samme hørtes et par stilfærdige træskos listen over staldstenene; Stafen vendte sig om også drengens mo'r, en lille krumbøjet kvinde med et blegt, godlidende ansigt. »Godmorgen!« sagdehun og kiggede under hovedklædet forbi Stafen ind til sønnen, der endnu sad smågrædendepå sengestakken. »Nå, du har fået fødderne til gulvet; ja, a er såmænd gået herhen med et parnye hoser til dig; for du skal nok til storhed i dag.« Hun så småleende op i Stafens tvære ansigt;men da hun havde vekslet et par øjekast med ham og sønnen, forstod hun straks stillingen og sa:»Ja, det kan måske sig være vanskeligt nok at undvære ham sådan en hel dag.« »A, det bliver dernok ikke taget noget hensyn til i vore tider,« svarede Stafen med en grim mund vridning. »Det ersnart kun på lønningsdagen, te en husbond ved, om han har nogen tjenestefolk, eller han har ingen.Tho a ville ha, te han skulle trække et par høveder ud, inden han tog til det; det tykkes a ikkekunne være hans ære for nær, når han så forresten får den hele dag at slå dank i 36 . Tho toget gårda først om et par timer eller sådan; og selvom han også tog ved mulen af et par avner og flyttedeet par kobbel får, inden han kom til stormen – væk fra det hele ‐så kunne han vel endda nå,hvad han skulle. A skal såmænd ikke forlange urimelige ting af knægten; bare han endda ville takalvene med sig om i Sønderheden; og det er da ikke alting af hans vej.«»Ja, med Guds hjælp så når han vel også at få det udrettet; når han så må være fri,« sagde denstille An Mari; »men så må du virkelig skynde dig, bitte Jens!«Stafen, der nu havde opnået sit, forsvandt uden farvel ud af stalden, mens Jens begyndte at klædesig på. »Kom du nu ud til vandtruget og få dig vasket ordentlig ren; pas endelig på ørerne!«formanede An Mari.»Det er endda svært, så blanke du har fået dem, fortsatte hun og pegte hen på Jenses sko, somhan omhyggeligt havde børstet aftenen i forvejen og stillet hen foran sengen.»Tror du nu ikke, det klogeste ville være at ta dem og de nye hoser på nakken, så længe du har atgøre med kreaturerne; helsen får du dem jo helt smudsket til af dug og skidt.«Få minutter efter havde Jens allerede fået kalvene koblet ud og holdt nu på stenbroen medstrømperne og de små blanke sko i en snor over skuldrene. Han var formelig blevet helt nydelig itøjet, som han stod der i al sin nyvaskethed. Et splinternyt slips, som moderen havde haft i lommentil ham, fik ham hvert øjeblik til i selvfølelse at skele ned under hagen. For sidste gang gikAnn Mari bag om sønnen og gav ham et kraftigt løft i trøjekraven. ‐‐ Jens' madmor kom ud af gangdøren med en sirlig melmadspakke i hånden.Kalvene stod og småsov i rebene, løftede kun nu og da et forben for at bortstampe fluerne.»I skal endda ha tak for drengen, at han fik lov at komme med de andre; det er da en sær skønhedfor ham,« sa Ann Mari.»Ja,« svarede Sidsel Mari, og la hånden på sit fremstående underliv, »de har det godt i vore tider,æ tjenest'folk, det er ikke som i en anden si ungdage! Nu sker de snart ensdan ret, hvad enten deer gårdmandsbørn eller husmandsknægte. Og når en tænker ved det, så skulle der vel gerne værelidt forskel på fremmede og så ens egne.Sådan tykkes da a!»Nå, her har du din melmad,« sa hun med en rask overgang. »Æder du det ikke hver krumme, såtar du det vel med dig hjem igen.‐ Kom så af sted med høvderne: og skik dig vel; det spørges mindstl«Jens tog mod smørrebrødet og satte kalvene i gang.Moderen fulgte stilfærdigt efter. Uden for porten slog hun det stribede forklæde til side og joghånden ned i sin skørtelomme.»Ja, Stafen gav dig velsagtens ikke noget til turen?« spurgte hun og begyndte at opvikle et stykkeavispapir.»Ne‐ejl«»Nej, det tænkte a godt nok.‐ Her er en enlig 25 øre, som vor far gav mig med til dig.5
215220225230235240245250255260Han er jo selv i mosen; du kommer lige der forbi! Du skulle nikke ud til ham fra toget; det vil hanblive glad ved.Og pas så godt på æ bitte skilling, mit barn; tho en har jo få af dem. Og lad mig så se, du holder afdit tøj! Nå, farvel, bitte Jens! Og kom nu vel af sted med det!«Jens drog videre med sit kalvekobbel.Morgenhimlen var blå som en drøm. Dueflokke fløj hjemad fra brakmarkerne og vendte de hvidevinger i luften; kalvenes spor lå bag dem som lange, dunkle striber i duggen.Gårdfolkene begyndte allerede at køre deres børn til stationen. De morgenkåde hestespand søgteraskt ind på hinanden, indtil vognene dannede en uafbrudt række. De frisklakerede vognfadingerglimtede; de små gårdmandsdøtre i de klare kjoler og med flagrebånd i hattene sad i agestoleneog tiskede, nyfigne som ællinger, der lige er komne ud af skallen. Bagved dem, holdende sigfast ved agestolenes ryglæn, stod tjenestedrengene og slingrede for at holde balancen, når hjuleneslog hårdt ned i en halde 37 .Et af spændene 38 havde en klarinet i vognen; den rødblissede spillemand blæste med oppustedekinder de skingre toner ud i den duggede morgen.Da denne vogn slingrede forbi de dorske dyr i kalvekoblet, vågnede de pludselig op, gjorde etfust 39 til siden og stødte til Jens, så skoene slog ham om ørerne. Et par af vognens småpiger bøjedesig ud over agestolen, pegede efter ham og opslog en lys, drillende latter; en dinglende tjenestedreng,der følte sig ovenpå, vendte sit fregnede fjæs imod ham og råbte: »Du kommer forsildig!«Jens havde selv gået og tænkt på det hele tiden. –Det var da også urimeligt, som de kalve kunne gå og stryge skanker; en kunne jo knapt slæbe demud af flækken.Jens greb nu pisken og lod den falde et par gange over de brogedes knortede rygge. Men dermedvar det gode forhold ulægelig brudt. Trækkalven stod stædig som en stolpe. Jens gik fremefter,lagde tøjret over akslen og trak af al magt; kalvens hals syntes at forlænge sig til det dobbelte;dens øjne lukkede sig i en art religiøs selvpinsel oven over de skærende klaptræer; en lang regnbuefarvettråd hang ned fra dens saglende mule; kun i en slags stram et march bevægede den sigfremad med stive knæ og udadvendte, strittende klove.‐ Sveden haglede ned over Jenses pande; nu var den sidste vogn forsvunden bag stationsbakken;dette måtte jo blive hans fuldstændige undergang!Ophidset og udaset drejede han sig om med løftet svøbe. Men kalvene, der alle gik på den ondestesamvittighed, styrtede nu som efter en fælles aftale baglæns i grøften, huggede i klaptræerneog stødte i rebene, så et af forbindelsestøjrene smak midt over.To kalve sprængte bort fra koblet og begravede sig under en hånsk brølen i naboens havreager.Jens tudskræbte af fortvivlelse og vrede.En gal kælling i knæsid, broget underskørt kom fægtende og skældende ud fra et gårdsled i nærhedenog såede en syndens sæd af eder og forbandelser ud over de brede agre:»Satan skal stent 40 i din hals, din mogede dreng, kan du ikke holde ved dine høveder!«De onde ord mangedobledes ved at kastes tilbage fra huslængerne.Jens styrtede på bare fødder skrækslagen efter kalvene, bugtende sig hen over agrenes hvide flintesten.De våde havreaks rammede med et slag deres dug igennem hans bukselår; kun kalvenesører var synlige over havretoppene, med deres lange, begærlige tunger skummede de langvejskernerne af strået.Kællingen blev ved at halse sønderslidende.Jens' øjne stod ham hjælpeløst ud af hovedet; da så han med et Fisker‐Thames gå forbi med vejen;Thames smed straks sin medegaj og vadede ind i havren; ved forenede anstrengelser fik deomsider kalvene ved mulen; Thames forlod ikke sin lille ven, før koblet stod fæstet på agren.6
Page 2 and 3: Achton Friis:Hjorddreng ved Haderup
Page 4 and 5: 556065707580859095100105sætningern
Page 8 and 9: 265270275280285290295300305»Gud be

Da hyrdedrengen skulle i skoven

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?