Da hyrdedrengen skulle i skoven

110115120125130135140145150155Den røde plag kunne længe ikke komme sig af sin forbavselse, da den i dag i stedet for de sædvanligekærtegn fik et rasende stød i klaptræerne 25 ; og ronnivædderen 26 , der ellers havde frit slagalle vegne, og hvis fripostige 27 , halvt kammeratlige dunk i Stafens rummelige buksebag aldrig forhenvar bleven taget ilde op, blev i dag lønnet med køllen mellem øjnene foruden et rasende:»Kan du holde dig ved en side, dit lådne spøgelse!« Med ryggen i en vred bue og armene krogedesom til ørefigner gled Stafen videre over grønagrene.Samme dag hen imod aften stod lille Jens nede ved strømmen og renskurede sine brune ben,mens svalerne svittede over sivene og viben larmede over engdraget. ‐En ældre mand med opsmøgedebukser kom ind over kærene med en vippende medegaj 28 over skulderen; ud foran Jensstandsede han på de nøgne, gammelmandstynde fodballer og sagde oprømt: »Ih ser vi til æ bitteka'l! Det kan a minsæl lide, te du får de små lankener 29 gjort rene. I går jo ellers med greblag 30 påjer der i Ajlgård; men sig mig, hvordan kan det være, te du gør dig så snøg 31 i aften? Skal du ad æby?«»A skal til skovfest i morgen. Det skal alle skolebørnene. Der skal også en spillemand med. Og vormelmad skal vi ha med os, for vi kommer ikke hjem før med æ sidst tog,« sagde Jens og sparkedei bækken så vandet strittede.»Ih nej da, hvad hører a!« udbrød Fisker‐Thames. »Det er helsen no andet end at sidde hjemmeved et fad sure vælling! Skal det så koste noget?«»Ja‐a, for hvem der har råd til det; men a skal nu ikke gi noget; det har degnen sagt, for min mo'rhar været ved ham.«»Nå!« ‐Har Stafen så givet sit minde til det?« spurgte Thames.»Ja, sådan da!« svarede Jens undvigende.»Ja, a kan sgu nok tænke, te det har holdt jævn hårdt,« sa Thames flirende 32 , »men tho det kandu jo ta dig let, når du har fået lov. Ih, død og kritt! ‐Så skal I vel være tidlig til farts?« »Ja, vi skalmed morgentoget; for vi skal om ved tre stationer! «Jens svimlede ved tanken om så lang en udfærd.»Ja sågi skal I vel så! Ja, ja, min dreng, lad mig så se, du ikke ligger på det grønne øre; for toget‐det venter mi'sæl ikke på nogen.«Thames svippede videre med sin medegaj.Stafen Ajlgaard havde aldrig så snart næste dags morgen åbnet staldkammerdøren og ladet sinsprukne stemme gjalde, før Jens sad lysvågen på sengestakken og strakte hånden ud efter stadstøjet,som han aftenen i forvejen omhyggeligt havde henlagt på skrinet ved siden af sengen.»Nå, du skal i det nye tøj lige med det samme,« sagde Stafen, »tho a troede, du ville vente, til duhavde fået høvderne ud.«Her styrtede en sten ned i Jenses hjerte. Han havde håbet så inderligt, at han i dag skulle værebleven fri for kreaturerne; thi skulle han først til slæben med dem op i udmarkerne, kunne tidenlet løbe fra ham, ikke at tale om, at han fik sit nye tøj griset til.Jens sad et øjeblik ubeslutsom midt mellem det nye og det gamle tøj; i fortvivlelse over valgetbegyndte han stille at flæbe.»Nå, så du skulle til at pibe over det!« larmede Stafen. »Jow, a kender det! I er nogle stredde 33karle! Så du ville ha væltet dig lige af sengen og i toget; jow, det havde jo været lige så behageligt!Så kunne en anden en selv ha stået ved det og selv gjort det hele; blot du kan komme ad døren!«Jenses tårer faldt stærkere og stærkere, mens Stafen blev mere og mere galhovedet; til sidstgjorde han en truende drejning hen imod den nøgne dreng og råbte: »Vil du holde mig din mund,din usle mjatt 34 , heller a skal lære dig til det! Skal du sidde her og skræbe 35 over at trække et parkreaturer ud, når der både er een og to timer til toget går! Se du nu at få bukserne over lårene ogkom ud og få begyndt, mens tid er. Du får sgu huske, min fa'r, te du er ude at tjene og ikke merekan krykke i ly bag din mors skørter.«4