Da hyrdedrengen skulle i skoven

556065707580859095100105sætningerne faldt fra hinanden i lutter afbrudte stumper, og Stafen faldt over hver lille ytring forsig og smadrede den som en æggeskal; han løftede sin stemme mod loftet og lod den fuld af bebrejdelserulle hen over Jenses hoved, mens purken af bar skamfuldhed var nær ved at forsvinde isin egen hue.»I skoven! Siger du! I skoven? På udflugt? Du! Her lige foran høstens tid! Jow, det kunne vist ikkevære så galt! Så var den tid dreven af! ‐ ‐Og det sætter læreren i jer! Derfor gi'r en ham offer 10 ogløn og – hes og her! ‐for at han skal lære jer at stille fordringer til husbonden! I kan gøre en detbroget nok selv. Jow, a har længe set, hvad det var for en person. Havde en så endda beholdt dengamle. Han kunne sgu holde en tone i kirken langt længere end den her sølle 11 spirris, og en gravskrift,som gamle Pallesen kunne sætte sammen, kommer den her, fanden glo mig, aldrig til atgøre magen til i hans dage. Og så var den gamle da et menneske, en kunne snakke med; han kunneda sætte sig ind i, te når en husbond holdt en tjenestedreng og gav ham kost og løn og ‐hes ogher ‐så var det ikke for at lade ham sidde i skolen og drive, men for at han da kunne gøre en bittekrumme nytte i gården. Men kom til den her og bed ham om at lade drengen være fri for skolen inogle dage, hvad mon han svarer en: »Dette kan jeg sandelig ikke indlade mig på, hr. Stafen Ajlgaard!« ‐Nej, det kan han ikke indlade sig på! Sådan en sølle vigtig stegel! 12 ‐Og så kommer hannu her og forlanger, te en skal gi afkald på drengen her midt i den allertravleste sommertid; detvar endda, hvad det var, om det havde været en ‐æh ‐vinterdag, a vil sige.«»A, du er da en sær sølle en til at stå og hjavle 13 op!« afbrød nu pludselig Sidsel Mari og løftede idet samme en gryde kogende kartofler af ilden, så vandet blarpede 14 ned over de flammende hedetørv.»Ville du måske ha, at læreren skulle gøre skovtur med børnene en vinterdag? Hvordankan du nu stå og sige sådan noget tombet snak; der er da heller ikke mindste sædding 15 ved dintale mere! A ser vel, det ikke er nemt at omvære drengen en hel dag ud, men for andre deresskyld, så kan en jo da ikke nægte det. A hørte da også, te Wolles tjenestedreng skulle med ‐‐«»Niels Krænsens skal også med,« fremstødte nu Jens, der havde fattet mod ved madmoderenslidt uventede undsætning. »Han skal op at køre med Jens Vistisen.«»A hold du mig din mund, din morris! 16 « sa Stafen og gjorde en truende bevægelse hen imodhjorddrengen, der blev så lille af angst, at han var nær ved at forsvinde under bordpladen. SidselMari fortsatte: »Som a siger; vi vil ikke ha nogen udstand 17 med læreren for den ting, nu en stårog snart selv har børn, en skal ha i skole. Så finder en vel udvej til at undvære ham.«»Ja, dine udveje dem kender a,« svarede Stafen hverregal 18 , »så kan en anden en selv få for sig atrende efter høvderne. For te du eller pigerne skulle læ'en en hånd‐‐‐«»Ja, tho det kommer en da vel om ved,« sa Sidsel Mari beroligende, »når du nu kunne la være ala æ gall 19 ta overhånd.« Stafen drejede sig påny fuldladet mod hjorddrengen: »Det er sært, enikke også er bleven udkommanderet til at køre dig til stationen; må du gå? må du vel gå, min fa'r?Skal en ikke ha fjedervognen ud? Eller kalechen, ‐det kunne da alligevel være så meget rarere!Og det gælder jo bare om at forlange; en husbond ‐han er jo ikke til andet end til at opfylde, hvadhans tjenestefolk behager at finde på. Det kan en jo høre på vor mor, om en ikke kan få det atvide andre steder; hun holder med det; hun tykkes, det er helt hwell 20 , når en knægt kan forlange‐ ‐ ‐«»A kunne du nu ikke få noget andet at bestille end stå her og bruge kæve!« svarede Sidsel Maritruende. »Lod en dig råde til enhver tid, så blev en da snart skammet for hele sognet. Hvad trordu, folk ville sige, hvis vi var de eneste, der holdt deres dreng hjemme fra skovturen! ‐ ‐A gå frabordet, sådan en kan få vandet hældt fra kartoflerne,« afsluttede Sidsel Mari myndigt, mens hunmasede ind på livet af Stafen med den kogende gryde ved ørerne.Med megen træskolarm rykkede Stafen bort fra vasken, og da han nu var kommen i rav 21 , gik hanud af huset, så de jernbeslåede træskobeder 22 raspede 23 i bryggersstenene.Kort efter indtraf så det foran skildrede attentat mod vinduesruderne, der endte med Stafensflugt gennem vesterhuset.Lidt efter kom han til syne på grønningen bag den hvide ladevæg; her var der et par tøjrede kreaturer,som skulle rokkes 24 af sted.3