Da hyrdedrengen skulle i skoven

5101520253035404550Det var ellers et kønt hus, der lå på Ajlgård den sommermorgen, her er tale om. Stafen, gårdens50‐årige ejer og husbond, kom i skjorteærmer halsende ud af bryggersdøren, stumlede 1 over enzinkspand, der stod henkastet på stenbroen, vendte sig i sit raseri mod spanden og kylede denunder en række hule eder mod stuehuset, så et af køkkenvinduerne sank klirrende i støvet.I næste nu stod Stafens værdige viv truende i dørkarmen:»Men Gud spar og bevar en i Jesu navn end da, er mennesket bleven vidløs! 2 «Sidsel Mari var nærved at tude.»Tykkes du ikke, Stafen, te du har ære af, som du opfører dig imod dine egne sager? To af debedste ruder helt smaddergruttet 3 , å ve endda! 4 «Sidsel Mari gav sig med besvær til at samle skårene op i sit forklæde, mens hun bestandig brugtemund. Stafen holdt sig stadig ude i omkredsen. Egentlig var han godt flov over sin handling ogaldeles rasende over den udgift, han ville få med rudernes fornyelse. Det var også fandens, somhan var kommen af sted! Naturligvis havde han ikke sigtet mod ruderne, men imod brøndrammen,og det hele var bare beregnet på at lave en smule spektakel og give de forbandede kvindfolken gavnlig forskrækkelse.Sidsel Mari blev ved at lade munden gå; Stafen brølede til sit forsvar: »Ja, hvi satan sætter så sådanneforbandede malorriser 5 « (her sigtedes til tjenestepigerne) ‐»a siger: hvi sætter de sagernesådan, te en skal ha det at brække både arme og ben over! De var ikke bedre værd, sådanneskravindler, end en gik hen og tog en slavl 6 og lagde dem over deres bælle, så de kunne synke veddet!Her går det og vender og trender, vender og trender! Det kan ikke få den ene skank om den anden;men lad det komme ud, lad det komme til rend, så skal a helsen love for, der kan kommeflyvt i skørterne! Om der bliver noget udrettet i gården eller ikke, det er ikke det, det står på; nej,få tiden dreven af, og lønnen pilket fra en, sådan det kan komme til strolen efter sin egen kommers,det er det, det gælder om; så er det snart det samme, om det er bitte eller stor, for husbonden‐han skal ruineres! ‐Og du holder med det! Du tykkes, det skal føjes! ‐Nu står en så her imorgen igen og har ingen hjorddreng. Om kreaturerne bejser ad helvede til, hvad gør det, baredrengen morer sig. Jow, åh jow! Han skal på ferietur; han skal i skoven, når en anden må gå vedarbejdet. Det er lærerne deres påfund nu om dage; det er helsen en god opdragelse at gi sådanen køter! Ah, hvor skulle det tæ'skes!« Stafen svang armen vildt over sit hoved.Men nu havde Sidsel Mari fået et kærkomment angrebspunkt og råbte hen imod manden tværsover gårdens brede, friskduftende mødding: »Ja, du er helsen den rette god karl til at tale om opdragelse,sådan som du opfører dig og smadder dine egne vinduesruder af ene, bar vidløshed!Skulle ikke et gammelt menneske skamme sig ved at gøre, hvad en knap nok ville tiltro en skødesløs7 knægt. Føj for en væsen endda!«Men forinden de sidste ord nåede frem, havde pokker allerede taget ved Stafen ud af risthusdøren8 .Det, der var gået forud for denne scene, var følgende: Efter davren var hyrdedrengen kommenfrem med det budskab fra den nye skolelærer, at denne næste dag agtede sig i Bedingholms skovmed alle børnene; turen skulle foregå med tog og koste en bagatel af så og så meget; lærerenhåbede, at ikke blot gårdmandsbørnene, men også tjenestedrengene og helst alle uden undtagelsemåtte kunne få tilladelse til at deltage i udflugten, som jo havde været forberedt længe, ogsom det havde kostet megen umage at få i stand.Læreren vidste nok, at det var første gang noget sådant forsøgtes i hans skole, mens det i andre,mindre gammeldags egne var en sagt ret 9 , at børnene mindst én gang hver sommer skulle ha enudflugt til en naturskøn plet i nærheden. Alt dette havde læreren fremført for børnenes forældreen søndag ved kirken og havde også opnået de flestes godkendelse; men uheldigvis havde Stafenikke været til stede og ville vel også vanskeligt ha ladet sig omvende til degnens synspunkt.Bitte Jens stod nu her og skulle tale sin og degnens sag overfor sin strenge og tvære husbond; hanfølte, at han gjorde det så usigelig dårligt, så bitte og bange som han var. Stemmen skjalv, og2