Da hyrdedrengen skulle i skoven

Achton Friis:Hjorddreng ved Haderup.Tegnet 1902Jeppe Aakjær og Achton Friis besøgteofte de fattigste landarbejdere oghusmænd på de store hedeområdersyd for Skive.Aakjær nedskrev deres fortællingermedens Friis tegnede dem og naturenomkring dem.DA HYRDEDRENGEN SKULLE I SKOVEN(1905)Året efter udgivelsen af ”Vredens Børn” i 1904,kom novellen ”Da hyrdedrengen skulle i skoven”.Novellen er trykt førstegang i Arbejdernes Julealbumi 1905. Den kom i entysk udgave i 1910.Billedet på forsiden er det første billedeman kender af Jeppe Aakjær.Det er taget på Staby Højskole, hvorhan gik i 1882, 15 år gammel.Novellen er en af Aakjærs mest læste. Den hører med til Aakjærs social tekster, hvor hanfremstiller vilkårerne for gårdens hjorddreng. Han var der af nød. Familien han kom fra, havdesjældent råd til at have ham hjemme, hvis alle munde skulle mættes. Ofte var sådan en hjorddrengkun 8 til 9 år gammel, når han blev sendt hjemmefra.Omkring år 1900 havde man ikke elektricitet på landet, og indhegning af markerne var umulig.Kreaturerne skulle derfor ’tøjres’ med et reb til en pløk i jorden. Det område kreaturernekunne græsse på var begrænset, og de måtte flyttes ret ofte.Om forår og sommer kom hjorddrengen op klokken 4 ‐ 5 om morgenen og skulle have kreaturerneud ind klokken 7. Så skulle de have mad, før afgang tilskole klokken 8 ‐ dog kun hver anden dag!Skolevejen kunne godt være 5 til 6 km., hvilket var på gåben.Klokken 12 fik de fri fra skole, og måtte igen flytte kreaturer tilsent om aftenen.Indimellem flytningen skulle de lave lektier, gå til gården for atfå mad og hjælpe til med andet.Arbejdsdagen kunne nemt være på 16 timer.

5101520253035404550Det var ellers et kønt hus, der lå på Ajlgård den sommermorgen, her er tale om. Stafen, gårdens50‐årige ejer og husbond, kom i skjorteærmer halsende ud af bryggersdøren, stumlede 1 over enzinkspand, der stod henkastet på stenbroen, vendte sig i sit raseri mod spanden og kylede denunder en række hule eder mod stuehuset, så et af køkkenvinduerne sank klirrende i støvet.I næste nu stod Stafens værdige viv truende i dørkarmen:»Men Gud spar og bevar en i Jesu navn end da, er mennesket bleven vidløs! 2 «Sidsel Mari var nærved at tude.»Tykkes du ikke, Stafen, te du har ære af, som du opfører dig imod dine egne sager? To af debedste ruder helt smaddergruttet 3 , å ve endda! 4 «Sidsel Mari gav sig med besvær til at samle skårene op i sit forklæde, mens hun bestandig brugtemund. Stafen holdt sig stadig ude i omkredsen. Egentlig var han godt flov over sin handling ogaldeles rasende over den udgift, han ville få med rudernes fornyelse. Det var også fandens, somhan var kommen af sted! Naturligvis havde han ikke sigtet mod ruderne, men imod brøndrammen,og det hele var bare beregnet på at lave en smule spektakel og give de forbandede kvindfolken gavnlig forskrækkelse.Sidsel Mari blev ved at lade munden gå; Stafen brølede til sit forsvar: »Ja, hvi satan sætter så sådanneforbandede malorriser 5 « (her sigtedes til tjenestepigerne) ‐»a siger: hvi sætter de sagernesådan, te en skal ha det at brække både arme og ben over! De var ikke bedre værd, sådanneskravindler, end en gik hen og tog en slavl 6 og lagde dem over deres bælle, så de kunne synke veddet!Her går det og vender og trender, vender og trender! Det kan ikke få den ene skank om den anden;men lad det komme ud, lad det komme til rend, så skal a helsen love for, der kan kommeflyvt i skørterne! Om der bliver noget udrettet i gården eller ikke, det er ikke det, det står på; nej,få tiden dreven af, og lønnen pilket fra en, sådan det kan komme til strolen efter sin egen kommers,det er det, det gælder om; så er det snart det samme, om det er bitte eller stor, for husbonden‐han skal ruineres! ‐Og du holder med det! Du tykkes, det skal føjes! ‐Nu står en så her imorgen igen og har ingen hjorddreng. Om kreaturerne bejser ad helvede til, hvad gør det, baredrengen morer sig. Jow, åh jow! Han skal på ferietur; han skal i skoven, når en anden må gå vedarbejdet. Det er lærerne deres påfund nu om dage; det er helsen en god opdragelse at gi sådanen køter! Ah, hvor skulle det tæ'skes!« Stafen svang armen vildt over sit hoved.Men nu havde Sidsel Mari fået et kærkomment angrebspunkt og råbte hen imod manden tværsover gårdens brede, friskduftende mødding: »Ja, du er helsen den rette god karl til at tale om opdragelse,sådan som du opfører dig og smadder dine egne vinduesruder af ene, bar vidløshed!Skulle ikke et gammelt menneske skamme sig ved at gøre, hvad en knap nok ville tiltro en skødesløs7 knægt. Føj for en væsen endda!«Men forinden de sidste ord nåede frem, havde pokker allerede taget ved Stafen ud af risthusdøren8 .Det, der var gået forud for denne scene, var følgende: Efter davren var hyrdedrengen kommenfrem med det budskab fra den nye skolelærer, at denne næste dag agtede sig i Bedingholms skovmed alle børnene; turen skulle foregå med tog og koste en bagatel af så og så meget; lærerenhåbede, at ikke blot gårdmandsbørnene, men også tjenestedrengene og helst alle uden undtagelsemåtte kunne få tilladelse til at deltage i udflugten, som jo havde været forberedt længe, ogsom det havde kostet megen umage at få i stand.Læreren vidste nok, at det var første gang noget sådant forsøgtes i hans skole, mens det i andre,mindre gammeldags egne var en sagt ret 9 , at børnene mindst én gang hver sommer skulle ha enudflugt til en naturskøn plet i nærheden. Alt dette havde læreren fremført for børnenes forældreen søndag ved kirken og havde også opnået de flestes godkendelse; men uheldigvis havde Stafenikke været til stede og ville vel også vanskeligt ha ladet sig omvende til degnens synspunkt.Bitte Jens stod nu her og skulle tale sin og degnens sag overfor sin strenge og tvære husbond; hanfølte, at han gjorde det så usigelig dårligt, så bitte og bange som han var. Stemmen skjalv, og2

556065707580859095100105sætningerne faldt fra hinanden i lutter afbrudte stumper, og Stafen faldt over hver lille ytring forsig og smadrede den som en æggeskal; han løftede sin stemme mod loftet og lod den fuld af bebrejdelserulle hen over Jenses hoved, mens purken af bar skamfuldhed var nær ved at forsvinde isin egen hue.»I skoven! Siger du! I skoven? På udflugt? Du! Her lige foran høstens tid! Jow, det kunne vist ikkevære så galt! Så var den tid dreven af! ‐ ‐Og det sætter læreren i jer! Derfor gi'r en ham offer 10 ogløn og – hes og her! ‐for at han skal lære jer at stille fordringer til husbonden! I kan gøre en detbroget nok selv. Jow, a har længe set, hvad det var for en person. Havde en så endda beholdt dengamle. Han kunne sgu holde en tone i kirken langt længere end den her sølle 11 spirris, og en gravskrift,som gamle Pallesen kunne sætte sammen, kommer den her, fanden glo mig, aldrig til atgøre magen til i hans dage. Og så var den gamle da et menneske, en kunne snakke med; han kunneda sætte sig ind i, te når en husbond holdt en tjenestedreng og gav ham kost og løn og ‐hes ogher ‐så var det ikke for at lade ham sidde i skolen og drive, men for at han da kunne gøre en bittekrumme nytte i gården. Men kom til den her og bed ham om at lade drengen være fri for skolen inogle dage, hvad mon han svarer en: »Dette kan jeg sandelig ikke indlade mig på, hr. Stafen Ajlgaard!« ‐Nej, det kan han ikke indlade sig på! Sådan en sølle vigtig stegel! 12 ‐Og så kommer hannu her og forlanger, te en skal gi afkald på drengen her midt i den allertravleste sommertid; detvar endda, hvad det var, om det havde været en ‐æh ‐vinterdag, a vil sige.«»A, du er da en sær sølle en til at stå og hjavle 13 op!« afbrød nu pludselig Sidsel Mari og løftede idet samme en gryde kogende kartofler af ilden, så vandet blarpede 14 ned over de flammende hedetørv.»Ville du måske ha, at læreren skulle gøre skovtur med børnene en vinterdag? Hvordankan du nu stå og sige sådan noget tombet snak; der er da heller ikke mindste sædding 15 ved dintale mere! A ser vel, det ikke er nemt at omvære drengen en hel dag ud, men for andre deresskyld, så kan en jo da ikke nægte det. A hørte da også, te Wolles tjenestedreng skulle med ‐‐«»Niels Krænsens skal også med,« fremstødte nu Jens, der havde fattet mod ved madmoderenslidt uventede undsætning. »Han skal op at køre med Jens Vistisen.«»A hold du mig din mund, din morris! 16 « sa Stafen og gjorde en truende bevægelse hen imodhjorddrengen, der blev så lille af angst, at han var nær ved at forsvinde under bordpladen. SidselMari fortsatte: »Som a siger; vi vil ikke ha nogen udstand 17 med læreren for den ting, nu en stårog snart selv har børn, en skal ha i skole. Så finder en vel udvej til at undvære ham.«»Ja, dine udveje dem kender a,« svarede Stafen hverregal 18 , »så kan en anden en selv få for sig atrende efter høvderne. For te du eller pigerne skulle læ'en en hånd‐‐‐«»Ja, tho det kommer en da vel om ved,« sa Sidsel Mari beroligende, »når du nu kunne la være ala æ gall 19 ta overhånd.« Stafen drejede sig påny fuldladet mod hjorddrengen: »Det er sært, enikke også er bleven udkommanderet til at køre dig til stationen; må du gå? må du vel gå, min fa'r?Skal en ikke ha fjedervognen ud? Eller kalechen, ‐det kunne da alligevel være så meget rarere!Og det gælder jo bare om at forlange; en husbond ‐han er jo ikke til andet end til at opfylde, hvadhans tjenestefolk behager at finde på. Det kan en jo høre på vor mor, om en ikke kan få det atvide andre steder; hun holder med det; hun tykkes, det er helt hwell 20 , når en knægt kan forlange‐ ‐ ‐«»A kunne du nu ikke få noget andet at bestille end stå her og bruge kæve!« svarede Sidsel Maritruende. »Lod en dig råde til enhver tid, så blev en da snart skammet for hele sognet. Hvad trordu, folk ville sige, hvis vi var de eneste, der holdt deres dreng hjemme fra skovturen! ‐ ‐A gå frabordet, sådan en kan få vandet hældt fra kartoflerne,« afsluttede Sidsel Mari myndigt, mens hunmasede ind på livet af Stafen med den kogende gryde ved ørerne.Med megen træskolarm rykkede Stafen bort fra vasken, og da han nu var kommen i rav 21 , gik hanud af huset, så de jernbeslåede træskobeder 22 raspede 23 i bryggersstenene.Kort efter indtraf så det foran skildrede attentat mod vinduesruderne, der endte med Stafensflugt gennem vesterhuset.Lidt efter kom han til syne på grønningen bag den hvide ladevæg; her var der et par tøjrede kreaturer,som skulle rokkes 24 af sted.3

110115120125130135140145150155Den røde plag kunne længe ikke komme sig af sin forbavselse, da den i dag i stedet for de sædvanligekærtegn fik et rasende stød i klaptræerne 25 ; og ronnivædderen 26 , der ellers havde frit slagalle vegne, og hvis fripostige 27 , halvt kammeratlige dunk i Stafens rummelige buksebag aldrig forhenvar bleven taget ilde op, blev i dag lønnet med køllen mellem øjnene foruden et rasende:»Kan du holde dig ved en side, dit lådne spøgelse!« Med ryggen i en vred bue og armene krogedesom til ørefigner gled Stafen videre over grønagrene.Samme dag hen imod aften stod lille Jens nede ved strømmen og renskurede sine brune ben,mens svalerne svittede over sivene og viben larmede over engdraget. ‐En ældre mand med opsmøgedebukser kom ind over kærene med en vippende medegaj 28 over skulderen; ud foran Jensstandsede han på de nøgne, gammelmandstynde fodballer og sagde oprømt: »Ih ser vi til æ bitteka'l! Det kan a minsæl lide, te du får de små lankener 29 gjort rene. I går jo ellers med greblag 30 påjer der i Ajlgård; men sig mig, hvordan kan det være, te du gør dig så snøg 31 i aften? Skal du ad æby?«»A skal til skovfest i morgen. Det skal alle skolebørnene. Der skal også en spillemand med. Og vormelmad skal vi ha med os, for vi kommer ikke hjem før med æ sidst tog,« sagde Jens og sparkedei bækken så vandet strittede.»Ih nej da, hvad hører a!« udbrød Fisker‐Thames. »Det er helsen no andet end at sidde hjemmeved et fad sure vælling! Skal det så koste noget?«»Ja‐a, for hvem der har råd til det; men a skal nu ikke gi noget; det har degnen sagt, for min mo'rhar været ved ham.«»Nå!« ‐Har Stafen så givet sit minde til det?« spurgte Thames.»Ja, sådan da!« svarede Jens undvigende.»Ja, a kan sgu nok tænke, te det har holdt jævn hårdt,« sa Thames flirende 32 , »men tho det kandu jo ta dig let, når du har fået lov. Ih, død og kritt! ‐Så skal I vel være tidlig til farts?« »Ja, vi skalmed morgentoget; for vi skal om ved tre stationer! «Jens svimlede ved tanken om så lang en udfærd.»Ja sågi skal I vel så! Ja, ja, min dreng, lad mig så se, du ikke ligger på det grønne øre; for toget‐det venter mi'sæl ikke på nogen.«Thames svippede videre med sin medegaj.Stafen Ajlgaard havde aldrig så snart næste dags morgen åbnet staldkammerdøren og ladet sinsprukne stemme gjalde, før Jens sad lysvågen på sengestakken og strakte hånden ud efter stadstøjet,som han aftenen i forvejen omhyggeligt havde henlagt på skrinet ved siden af sengen.»Nå, du skal i det nye tøj lige med det samme,« sagde Stafen, »tho a troede, du ville vente, til duhavde fået høvderne ud.«Her styrtede en sten ned i Jenses hjerte. Han havde håbet så inderligt, at han i dag skulle værebleven fri for kreaturerne; thi skulle han først til slæben med dem op i udmarkerne, kunne tidenlet løbe fra ham, ikke at tale om, at han fik sit nye tøj griset til.Jens sad et øjeblik ubeslutsom midt mellem det nye og det gamle tøj; i fortvivlelse over valgetbegyndte han stille at flæbe.»Nå, så du skulle til at pibe over det!« larmede Stafen. »Jow, a kender det! I er nogle stredde 33karle! Så du ville ha væltet dig lige af sengen og i toget; jow, det havde jo været lige så behageligt!Så kunne en anden en selv ha stået ved det og selv gjort det hele; blot du kan komme ad døren!«Jenses tårer faldt stærkere og stærkere, mens Stafen blev mere og mere galhovedet; til sidstgjorde han en truende drejning hen imod den nøgne dreng og råbte: »Vil du holde mig din mund,din usle mjatt 34 , heller a skal lære dig til det! Skal du sidde her og skræbe 35 over at trække et parkreaturer ud, når der både er een og to timer til toget går! Se du nu at få bukserne over lårene ogkom ud og få begyndt, mens tid er. Du får sgu huske, min fa'r, te du er ude at tjene og ikke merekan krykke i ly bag din mors skørter.«4

160165170175180185190195200205210I det samme hørtes et par stilfærdige træskos listen over staldstenene; Stafen vendte sig om også drengens mo'r, en lille krumbøjet kvinde med et blegt, godlidende ansigt. »Godmorgen!« sagdehun og kiggede under hovedklædet forbi Stafen ind til sønnen, der endnu sad smågrædendepå sengestakken. »Nå, du har fået fødderne til gulvet; ja, a er såmænd gået herhen med et parnye hoser til dig; for du skal nok til storhed i dag.« Hun så småleende op i Stafens tvære ansigt;men da hun havde vekslet et par øjekast med ham og sønnen, forstod hun straks stillingen og sa:»Ja, det kan måske sig være vanskeligt nok at undvære ham sådan en hel dag.« »A, det bliver dernok ikke taget noget hensyn til i vore tider,« svarede Stafen med en grim mund vridning. »Det ersnart kun på lønningsdagen, te en husbond ved, om han har nogen tjenestefolk, eller han har ingen.Tho a ville ha, te han skulle trække et par høveder ud, inden han tog til det; det tykkes a ikkekunne være hans ære for nær, når han så forresten får den hele dag at slå dank i 36 . Tho toget gårda først om et par timer eller sådan; og selvom han også tog ved mulen af et par avner og flyttedeet par kobbel får, inden han kom til stormen – væk fra det hele ‐så kunne han vel endda nå,hvad han skulle. A skal såmænd ikke forlange urimelige ting af knægten; bare han endda ville takalvene med sig om i Sønderheden; og det er da ikke alting af hans vej.«»Ja, med Guds hjælp så når han vel også at få det udrettet; når han så må være fri,« sagde denstille An Mari; »men så må du virkelig skynde dig, bitte Jens!«Stafen, der nu havde opnået sit, forsvandt uden farvel ud af stalden, mens Jens begyndte at klædesig på. »Kom du nu ud til vandtruget og få dig vasket ordentlig ren; pas endelig på ørerne!«formanede An Mari.»Det er endda svært, så blanke du har fået dem, fortsatte hun og pegte hen på Jenses sko, somhan omhyggeligt havde børstet aftenen i forvejen og stillet hen foran sengen.»Tror du nu ikke, det klogeste ville være at ta dem og de nye hoser på nakken, så længe du har atgøre med kreaturerne; helsen får du dem jo helt smudsket til af dug og skidt.«Få minutter efter havde Jens allerede fået kalvene koblet ud og holdt nu på stenbroen medstrømperne og de små blanke sko i en snor over skuldrene. Han var formelig blevet helt nydelig itøjet, som han stod der i al sin nyvaskethed. Et splinternyt slips, som moderen havde haft i lommentil ham, fik ham hvert øjeblik til i selvfølelse at skele ned under hagen. For sidste gang gikAnn Mari bag om sønnen og gav ham et kraftigt løft i trøjekraven. ‐‐ Jens' madmor kom ud af gangdøren med en sirlig melmadspakke i hånden.Kalvene stod og småsov i rebene, løftede kun nu og da et forben for at bortstampe fluerne.»I skal endda ha tak for drengen, at han fik lov at komme med de andre; det er da en sær skønhedfor ham,« sa Ann Mari.»Ja,« svarede Sidsel Mari, og la hånden på sit fremstående underliv, »de har det godt i vore tider,æ tjenest'folk, det er ikke som i en anden si ungdage! Nu sker de snart ensdan ret, hvad enten deer gårdmandsbørn eller husmandsknægte. Og når en tænker ved det, så skulle der vel gerne værelidt forskel på fremmede og så ens egne.Sådan tykkes da a!»Nå, her har du din melmad,« sa hun med en rask overgang. »Æder du det ikke hver krumme, såtar du det vel med dig hjem igen.‐ Kom så af sted med høvderne: og skik dig vel; det spørges mindstl«Jens tog mod smørrebrødet og satte kalvene i gang.Moderen fulgte stilfærdigt efter. Uden for porten slog hun det stribede forklæde til side og joghånden ned i sin skørtelomme.»Ja, Stafen gav dig velsagtens ikke noget til turen?« spurgte hun og begyndte at opvikle et stykkeavispapir.»Ne‐ejl«»Nej, det tænkte a godt nok.‐ Her er en enlig 25 øre, som vor far gav mig med til dig.5

215220225230235240245250255260Han er jo selv i mosen; du kommer lige der forbi! Du skulle nikke ud til ham fra toget; det vil hanblive glad ved.Og pas så godt på æ bitte skilling, mit barn; tho en har jo få af dem. Og lad mig så se, du holder afdit tøj! Nå, farvel, bitte Jens! Og kom nu vel af sted med det!«Jens drog videre med sit kalvekobbel.Morgenhimlen var blå som en drøm. Dueflokke fløj hjemad fra brakmarkerne og vendte de hvidevinger i luften; kalvenes spor lå bag dem som lange, dunkle striber i duggen.Gårdfolkene begyndte allerede at køre deres børn til stationen. De morgenkåde hestespand søgteraskt ind på hinanden, indtil vognene dannede en uafbrudt række. De frisklakerede vognfadingerglimtede; de små gårdmandsdøtre i de klare kjoler og med flagrebånd i hattene sad i agestoleneog tiskede, nyfigne som ællinger, der lige er komne ud af skallen. Bagved dem, holdende sigfast ved agestolenes ryglæn, stod tjenestedrengene og slingrede for at holde balancen, når hjuleneslog hårdt ned i en halde 37 .Et af spændene 38 havde en klarinet i vognen; den rødblissede spillemand blæste med oppustedekinder de skingre toner ud i den duggede morgen.Da denne vogn slingrede forbi de dorske dyr i kalvekoblet, vågnede de pludselig op, gjorde etfust 39 til siden og stødte til Jens, så skoene slog ham om ørerne. Et par af vognens småpiger bøjedesig ud over agestolen, pegede efter ham og opslog en lys, drillende latter; en dinglende tjenestedreng,der følte sig ovenpå, vendte sit fregnede fjæs imod ham og råbte: »Du kommer forsildig!«Jens havde selv gået og tænkt på det hele tiden. –Det var da også urimeligt, som de kalve kunne gå og stryge skanker; en kunne jo knapt slæbe demud af flækken.Jens greb nu pisken og lod den falde et par gange over de brogedes knortede rygge. Men dermedvar det gode forhold ulægelig brudt. Trækkalven stod stædig som en stolpe. Jens gik fremefter,lagde tøjret over akslen og trak af al magt; kalvens hals syntes at forlænge sig til det dobbelte;dens øjne lukkede sig i en art religiøs selvpinsel oven over de skærende klaptræer; en lang regnbuefarvettråd hang ned fra dens saglende mule; kun i en slags stram et march bevægede den sigfremad med stive knæ og udadvendte, strittende klove.‐ Sveden haglede ned over Jenses pande; nu var den sidste vogn forsvunden bag stationsbakken;dette måtte jo blive hans fuldstændige undergang!Ophidset og udaset drejede han sig om med løftet svøbe. Men kalvene, der alle gik på den ondestesamvittighed, styrtede nu som efter en fælles aftale baglæns i grøften, huggede i klaptræerneog stødte i rebene, så et af forbindelsestøjrene smak midt over.To kalve sprængte bort fra koblet og begravede sig under en hånsk brølen i naboens havreager.Jens tudskræbte af fortvivlelse og vrede.En gal kælling i knæsid, broget underskørt kom fægtende og skældende ud fra et gårdsled i nærhedenog såede en syndens sæd af eder og forbandelser ud over de brede agre:»Satan skal stent 40 i din hals, din mogede dreng, kan du ikke holde ved dine høveder!«De onde ord mangedobledes ved at kastes tilbage fra huslængerne.Jens styrtede på bare fødder skrækslagen efter kalvene, bugtende sig hen over agrenes hvide flintesten.De våde havreaks rammede med et slag deres dug igennem hans bukselår; kun kalvenesører var synlige over havretoppene, med deres lange, begærlige tunger skummede de langvejskernerne af strået.Kællingen blev ved at halse sønderslidende.Jens' øjne stod ham hjælpeløst ud af hovedet; da så han med et Fisker‐Thames gå forbi med vejen;Thames smed straks sin medegaj og vadede ind i havren; ved forenede anstrengelser fik deomsider kalvene ved mulen; Thames forlod ikke sin lille ven, før koblet stod fæstet på agren.6

265270275280285290295300305»Gud bevares endda, hvor hun tog på!« sagde Thames og nikkede hen ad den kant, hvor denkortskørtede skrussi 41 nu skævlede hjemad mod gården.»Det var sgi enkekonen! Ja hun er mi'sæl ikke sød at ta morgenkys ved!«Lidt efter tilføjede han: »Nå, Stafen kunne ikke lade dig slippe i dag hellere! Nej a kender det! Aville jo tro, du kunne komme tidlig nok, når du nu skynder dig!«Thames optog sin vandring mod åen med den vippende medegaj pegende fremefter.En snes alen fra Jens standsede han og lyttede; jow, det var lokomotivfløjten; det måtte være ankomsten!»Bitte Jens, a tror du kommer til at rende alt det, du kan! ‐ ‐ ‐Har de nu ikke synd af at lade etbarn komme for sildig, der kun en gang om året har en bitte glæde!« mumlede han hen for sig oggik hovedrystende videre.Og Jens rendte ud af karsken bælg; i begyndelsen syntes han, at han kunne ta en bakke i to, trespring; senere blev han mere slap i haserne; nu og da fik han et svirp over tåen af en flintesten;det fik ham bare til at kaste bedre i for at dulme smerten.Nu havde han nået den brede stationsbakke; han gik næsten på næsen, sådan løb han. Her hvorsynet fremefter var spærret, gav angsten for at komme for sent ham vinger:»A kommer ett med! a kommer ett med!« hviskede han uhørligt for hvert spring. Den grønneskov med fjorden omkring, de glade kammerater, legen, dansen, musikken, den dampende kaffeog den liflige hvedekage ‐alt tyktes han nu forsvandt bag røgen af det bortdampende lokomotiv.Fortumlet af åndenød kom han op på bakkens top; der var intet tog at se, og der var så uhyggeligtdødt dernede.»A kommer ett med! a kommer ett med,« jog det bestandig igennem hans hoved. Endnu var derdog en mulighed for, at toget kunne stå skjult bag den røde stationsbygning. ‐Jow, surenmæ! røg det ikke op over taget?Jens løb, som havde han ild under fodballerne, mens de løshængende sko ustandselig knaldedesammen bag hans hoved. Nu svingede vejen til højre og røbede, at den røg, der havde indgivetham håb, stammede fra et nabohus.»A kommer ett med, a kommer ett med!« stønnede han grædende, mens han svingede ind påperronen med en rød tåge for øjnene.A så tomt der var her! Hønsene gik roligt inde mellem de blanke skinner. Stationsklokkens lædertampsvang blødeligt frem og tilbage i morgenbrisen. Jens'es øjne videde sig ud til en unaturligstørrelse, mens han så fremefter langs de tomme skinner og løftede blikket højere og højere modden håbløse horisont.Stationsforstanderen, en mager mand med et barskt ansigt, var kommen ud på perronen: »Skulledu ha været med i skoven?« »Ja,« sa Jens og hulkede, som så han først nu sin skuffelse i heledens omfang. »Ja, den der vil med toget, han må sørge for at komme i tide,« sagde forstanderen,som læste han op af et reglement. »Ja men a skuld først ha kalvene ud!« hulkede Jens. »Er det sådig, der tjener Stafen Ajlgaard?« Jens bejaede det. »På lærer Pedersens indtrængende anmodninglod jeg toget holde i fem minutter over sædvanlig tid; man havde nok set dig undervejs ‐menda du endnu ikke var ankommen ‐ ‐ ‐« Nu var også forstanderens hustru kommen til:»Herregud, er han kommen for sen!« Hun kiggede ned i hans forgrædte ansigt. »Kom ind til migog få en kop kaffe!« Den rare frue bød ham også kage. Jens sad på den yderste kant af den finesofa og turde knap se op for generthed, mens han under små hikkende lyde slubrede koppentom.310Et øjeblik efter lukkede den venlige frues dør sig bag Jens'es nøgne hæle.7

Noter:1 snublede2 tosset3 helt knust4 å fy endda.5 Klodsede kvindfolk6 Slavl = slagel: den kortere, sværere stang paa en plejl, hvormed man slaar paa kornet under tærskning; plejlslagel;tidligere ofte brugt som stok, (forsvars)vaaben.7 Uartig8 Rystehus (halmen rystes)9 Fast regel10 Man skulle give læreren en gave (pligt til)11 Lille tynd person12 Stædig fyr13 Råbe op14 Skvulpe15 Mening16 Bitte pjok17 Uenighed18 Hurtigt gal19 Hidsighed20 Udmærket21 I gang22 Stykle på bunden23 Rev larmende24 Flyttes25 Træ i tøjret26 Avlsvæder27 Frigjort28 Fiskestang29 Ben30 Tykt lag snavs31 Fin32 Små grinende33 Solide34 Lille pjok35 Græde (flæbe)36 Gå og drive den af37 Hul i vejen38 En person, der spænder heste for vognen.39 Spring40 Sprøjte41 Gammel hæslig kone (fruentimmer)8