VIKOM-bladet 1:2010

VIKOM-bladet 

1:2010 

VIDeNSCeNter OM KOMMuNIKatION Og MultIPle fuNKtIONSNeDSÆttelSer HOS BØrN Og uNge uDeN et taleSPrOg 

”Det er fedt at hoppe 

op til Jacob i boldene 

og kaste dem sammen." 

Side 6 

Snoezelen – det handler om nærvær 

Side 13 

Hvad er empowerment? 

Side 23 

Computer og leg

VIKOM-bladet nr. 1. maj 2010 

© VIKOM – Videnscenter om Kommunikation 

og Multiple Funktionsnedsættelser 

hos Børn og Unge uden et Talesprog og 

forfatterne 

Synspunkter, der kommer til udtryk i 

interview, kommentarer o.l. er ikke nødvendigvis 

dækkende for videnscentret. 

VIKOM 

Kongevejen 256 

2830 Virum 

Tlf. 4511 4180 

e-mail: vikom@servicestyrelsen.dk 

www.vikom.dk 

Telefontider: 

Mandag-torsdag 9-12 og 13-15 

Fredag 9-12 

Redaktion 

Tina Harmon (ansvh.) 

Centerleder 

tha@servicestyrelsen.dk 

Karen Torp-Pedersen (red.) 

Journalist og informationsmedarbejder 

ktp@servicestyrelsen.dk 

Mette Christensen 

Faglig centermedarbejder 

mec@servicestyrelsen.dk 

OBS! 

Studentermedhjælper 

Magnus Graae 

mag@servicestyrelsen.dk 

Design: Datagraf 

Forsidefoto: Jakob Rusberg i Snoezelhuset 

i Solbo, Resenbro 

ISSN: 1601-5398 

Nyhedsbrevet kan frit kopieres med 

kildeangivelse 

Leder 

VIKOM flytter 1. juli. 

Adressen bliver offentliggjort 

på vikom.dk snarest muligt. 

Skal vi byde robotterne 

velkomne i omsorgssektoren? 

” 

Menneskelig 

kontakt kan 

ikke erstattes 

af teknologiske 

hjælpemidler 

Sådan lød meldingen fra socialminister 

Benedikte Kiær, da hun gæstede 

Servicestyrelsen mandag den 27. 

april. Men ministeren fremhævede 

samtidig, at velfærdsteknologi kan 

bidrage til, at mennesker med plejebehov 

får den hjælp og omsorg, der 

er nødvendig for, at tilværelsen kan 

opleves tryg, værdig og meningsfuld. 

Velfærdsteknologien er i rivende 

udvikling. Et af de nye tiltag er 

robotter, som kan hjælpe ældre og 

mennesker med funktionsnedsættelser 

til at være mere selvhjulpne 

og uafhængige af andre menneskers 

hjælp til rengøring og personlig, 

kropslig pleje. I fremtiden kan vi 

overlade mange praktiske gøremål 

til robotter. Vi har allerede set robotstøvsugere, 

badekabiner og vasketoiletter, 

hvor rengøring foregår 

automatisk. Men ud over mekaniske 

hænder, finder robotterne vej ind i 

omsorgsrelationer. Robotsælen Paro 

er et eksempel på en social robot, der 

reagerer med lyd og bevægelse, når 

den bliver nusset og talt til. Erfaringer 

fra plejehjem viser, at nogle ældre 

demente mennesker bliver i bedre 

humør, når de aer Paro. 

I takt med anvendelsen af velfærdsteknologi 

og robotter, rejser der 

sig en række etiske spørgsmål: Kommer 

sociale robotter til at supplere 

eller erstatte menneskelig kontakt? 

Hvilke omsorgsopgaver ønsker vi 

sociale robotter skal overtage? Og er 

det forsvarligt at understøtte de allermest 

sårbare mennesker i at indgå 

i sociale relationer til robotter, der 

foregiver at have et indre liv og som 

eksempelvis ligner kæledyr? 

Etisk Råd lancerede i 2007 hjemmesiden 

homoartefakt.dk for at få 

danskerne til at tage stilling til, hvor 

grænserne skal gå mellem mennesker 

og robotter. I publikationen 

’Sociale Robotter’ præsenterer Etisk 

Råd nu deres holdning til de mange 

dilemmaer, vi kommer til at stå overfor 

i takt med, at flere opgaver skal 

varetages af robotter. Rådet opfordrer 

til, at vi cementerer og udvikler 

stærke faglige og menneskelige 

standarder i omsorgssektoren, at beslutninger 

om at anvende teknologi 

i konkrete plejesammenhænge sker 

i et forum, hvor dem, der har brug 

for plejen er repræsenteret. Og så 

opfordrer de os til, at vi igangsætter 

egentlige forskningsforsøg, så sociale, 

etiske og samfundsmæssige hensyn 

overvejes, før relationsteknologien 

implementeres i dagligdagen. 

Børn og unge med multiple funktionsnedsættelser 

vil hele deres liv 

have brug for, at andre mennesker 

hjælper dem med deres personlige 

pleje, med spisning og daglige gøremål. 

Omsorgen fylder meget i børnenes 

og familiernes liv og er omdrejningspunkt 

for meget af det daglige 

samvær. Børnene er sarte i forhold 

til forskellige sansepåvirkninger, og 

omsorgsgiveren må hele tiden tilpasse 

sig barnets aktuelle tilstand og 

tempo for at hjælpe det med at regulere 

sine kropsfunktioner og komme 

i følelsesmæssig balance. Barnets 

mulighed for en positiv udvikling er 

afhængig af kærlig omsorg og den 

tætte følelsesmæssige kontakt. Det 

ansvar kan vi ikke overlade til robotter 

uden indre liv og mulighed for 

at etablere gensidige relationer. Men 

velfærdsteknologi, der let kan integreres 

i omsorgsgivernes håndtering 

af barnet og lette det hårde fysiske 

arbejde, hilser vi mere end velkommen! 

Tina Harmon 

Centerleder i VIKOM 

Læs mere på www.homoartefakt.dk 

og www.etiskraad.dk 

2 VIKOM-bladet 1 / 2010

OBS! VIKOM flytter 1. julI. 

Adressen bliver offentliggjort på vikom.dk 

snarest muligt. 

INdHOLd 

” 

…at snoezle er ikke 

noget, man gør 

alene, men noget 

man gør sammen 

med andre” 

Snoezelen 

På Solbo har de mere end tyve års 

erfaring med Snoezelen. 

s. 6 

11 Snoezelhuset er for hele 

familien 

13 Empowerment og 

mennesker med multiple 

funktionsnedsættelser 

20 En computer kan udvide 

den sociale værktøjskasse 

23 ”Vi har fået udfyldt 

et tomrum i legen” 

25 Vi ses på Skype 

31 Spastisk lammelse 

behøver ikke være en 

hindring for et godt 

ungdomsliv 

34 Herre i eget hus 

35 Ferietips 

s. 25-30 

4 Nyt fra VIKOM 

38 Kort nyt 

39 Bogomtaler 

1 / 2010 VIKOM-bladet 3

nyt fra VIKOM 

Af Tina Harmon, Centerleder i VIKOM 

LEVs metodeudviklingsprojekt 

– Skolegang med mening for alle 

VIKOM er tilknyttet projektet Metodeudviklingsprojektet 

– Skolegang med mening for alle. Projektet er etableret af 

LEV og er bl.a. finansieret af Undervisningsministeriet. 

Projektets formål er at udvikle et redskab i form af en 

hjemmeside, der kan understøtte dialogen mellem forældre, 

skole og barn om barnets undervisning. Her vil man 

afstemme forventningerne til skolegangen. Målgruppen 

er familier med skolebørn med udviklingshæmning – med 

særligt fokus på børn med multiple funktionsnedsættelser 

og deres lærere. 

I projektet deltager Rosenvængets Skole i Viborg, som 

bidrager med videoillustrationer og beskrivelser af god 

praksis. 

Projektet startede i efteråret 2009 og forventes afsluttet 

i september 2010. 

Du kan læse mere om projektet på LEVs hjemmeside 

www.lev.dk/index.php?id=44. Du kan også kontakte 

projektansvarlig konsulent Dan R. Schimmel på 

drs@lev.dk 

Familier med børn 

med handicap 

Handicapenheden 

gennemfører 

i samarbejde 

med VIKOM en undersøgelse, 

der belyser 

ressourcer og belastninger 

i familier, der har 

et barn med handicap. Her 

stiller man skarpt ind på: 

– forældres og søskendes 

situation. 

– familiernes adgang til – og 

brug af diverse støttetilbud 

som for eksempel krisefaglig 

bistand. 

Samarbejdet med VIKOM betyder 

desuden, at der er særligt 

fokus på vilkårene for familier, 

der har et barn med multiple 

funktionsnedsættelser. Undersøgelsen 

gennemføres dels som en spørgeskemaundersøgelse 

blandt familier i målgrupperne 

(i udvalgte kommuner), dels via et mindre 

antal kvalitative interview. Selve spørgeskemaundersøgelsen 

iværksættes i sommeren 

2010, og den samlede undersøgelse 

forventes afsluttet ultimo 2010. 

Yderligere oplysninger 

Konsulent Leif Olsen, Servicestyrelsen 

Mail: lfo@servicestyrelsen.dk 

Centerleder Tina Harmon, VIKOM 

Mail: tha@servicestyrelsen.dk 


Af Mette Christensen, Faglig centermedarbejder 

Stadig få pladser 

på VIKOMs kursus 

i kommunikation 

og samspil 

Du kan stadig nå at tilmelde 

dig til VIKOMs kursus i kommunikation 

og samspil med 


funktionsnedsættelser uden 

talesprog. Kursets formål er 

på grundlag af det nye spædbarnsparadigme 

og samspilsteori 

at formidle den nyeste 

viden om samspil, kommunikation 

og sprog. 

Kurset er et landsdækkende 

kursus, der består af 3 internatmoduler 

hver af 2 dages 

varighed. Kurset finder sted i 

skoleåret 2010/2011 i Nyborg. 

Målgruppen er fagfolk, der 

arbejder med mennesker med 

multiple funktionsnedsættelser 

uden et talesprog indenfor 

undervisnings-, social- og 

sundhedssektoren. 

Læs mere om kurset og tilmeld 

dig på VIKOMs hjemmeside 

www.vikom.dk/ 

Tilmeldingsfristen er 18. juni 

2010. Deltagerne optages efter 

først-til-mølle-princippet. 

Temadag om 

læsning og skrivning med 

dr. Caroline Musselwhite 

Hvordan kan man gribe arbejdet med sprog, læsning og skrivning 

an, når det gælder børn med omfattende funktionsnedsættelser, 

som bruger alternativ og supplerende kommunikation? Det har Dr. 

Caroline Musselwhite fra USA en masse gode og praktiske ideer til. 

Den 2. november 2010 kommer hun til Hellerup og holder temadag 

om emnet i et samarbejde mellem VIKOM og Hjælpemiddelinstituttet. 

På temadagen vil Caroline fortælle om, hvad man kan gøre, for 

at børn og unge med omfat tende funktionsnedsættelser aktivt kan 

deltage i undervisningen. Caroline kommer ind på arbejdet med 

sprog, læsning, læseforståelse, skrivning og afkodningsfærdigheder. 

Hun vil endvidere vise, hvordan man kan anvende for skellige former 

for høj - og lavteknologi for at støtte eleverne. Fokus vil være på 

en tilpasset og balanceret undervisning, hvor alle elever kan deltage. 

Temadagen vil veksle mellem forelæsning, praktiske eksempler, 

videoklip og aktiv deltagelse fra tilhørerne. 

Målgruppen er forældre, lærere, pædagoger i skole- , fritids- og 

botilbud, talepædagoger, tera peuter samt IKT- ansvarlige i tilbud, der 

beskæfti ger sig med denne børne- og ungegruppe. 

Læs mere om temadagen på VIKOMs hjemmeside www.vikom.dk 

Tilmelding foregår på Hjælpemiddelinstituttets hjemmeside 

www.hmi.dk/page388.aspx?recordid388=29. 

Der er tilmeldingsfrist 20. oktober 2010. 

Det er hensigten, at temadagen vil blive fulgt op af en workshopdag 3. november 

2010 (også i Hellerup), hvor deltagerne kan hjælpe hinanden med at 

implementere viden, dele ideer og producere bøger og undervisningsmaterialer. 

Hold øje med VIKOMs hjemmeside ang. tilmelding til workshopdagen 

– eller send en mail til vikom@servicestyrelsen.dk, hvis du ønsker at 

få besked på mail. 


Snoezelen 

handler om fysisk og 

følelsesmæssigt nærvær 

På Solbo har de 

mere end tyve 

års erfaring med 

Snoezelen. De har 

gennemført flere 

projekter med 

Snoezelpædagogik, 

og de har gode 

erfaringer, som de 

gerne deler 

I 

35 år har børn, unge og voksne 

med funktionsnedsættelser udforsket 

sig selv og verden med 

Snoezelen. Sansekonceptet blev 

til, da en gruppe pædagoger i Holland 

lagde hovederne sammen 

for skabe nogle rammer for fysisk 

og psykisk handicappede, som i 

deres hverdag ikke kunne opnå 

tilstrækkelige sanseoplevelser. Ordet 

Snoezelen er sammensat af to 

hollandske ord ”snuffelen” og ”doezelen”, 

som betyder henholdsvis 

at snuse og at døse. Snoezelhusene 

er indrettet således, at brugerens 

sanser stimuleres og vækkes, eller 

at han eller hun får ro og slapper 

af. Det første Snoezelhus kom til 

Danmark i slutningen af 80’erne i 

Resenbro ved Silkeborg, og siden er 

der skudt flere huse op rundt om i 

Danmark. 

Snoezelen har igennem tiden 

inspireret langt ud over området 

mennesker med handicaps, og 

målgruppen er udvidet til også at 

omfatte psykiatrien og ældreområdet. 

På Humboldtuniversitetet 

i Berlin forskes blandt andet i 

Snoezelens effekt i forhold til unge 

studerendes indlæringsevne. I nogle 

sammenhænge anvendes Snoezelen 

terapeutisk med et behandlingsmæssigt 

sigte eller med fokus 

på udvikling gennem de forskellige 

sansestimulerende effekter, 

som et Snoezelhus rummer. Andre 

gange bruger man Snoezelen med 

sigte på en æstetisk oplevelse eller 

samspil. Snoezelen er udbredt 

i mange forskellige lande, derfor 

spiller kultur og pædagogiske 

tilgange alt sammen ind på Snoezelen. 

Dette er en af grundene til, 

at der aldrig er blevet formuleret 

en egentlig Snoezelpædagogik. Der 

er derfor mange muligheder med 

Snoezelen og vidt forskellige syn 

på, i hvilke sammenhænge man 

kan benytte sig af det. Alligevel er 

der enighed om, at Snoezelen ikke 

kan stå alene, men at det skal være 


Af Poul Svejstrup, Afdelingsleder på Kvisten 

– Solbos døgnafdeling og kursusleder i VIKOM 

Foto: Lone Marie Bitszh 

Laura 3 år (t.v.) og 

Sarah 5 år (t.h.) på 

opdagelse i Solbos 

Snoezelhus. 

et supplement til andre oplevelser 

og indsatser. Det er også vigtigt at 

påpege, at det at snoezle ikke er 

noget, man gør alene, men noget 

man gør sammen med andre. 

Snoezelen på Solbo 

– børnene tager initiativet 

På Solbo har vi haft adgang til 

Snoezelen i mere end 20 år. Fra 

1992 til 1994 gennemførte vi et 

pædagogisk projekt, hvor vi forsøgte 

at indkredse Snoezelens 

muligheder og begrænsninger som 

tilbud til børn med varigt nedsat 

funktionsevne. Projektet blev 

grundstenen til Solbos udvikling 

af den pædagogiske praksis med 

udgangspunkt i kommunikation 

på et relationistisk grundlag. 

Projektet dokumenterede gennem 

adskillige videoobservationer, 

at børnene var fokuserede på relationen 

til den voksne, og at børnene 

i høj grad var initiativtagere til 

kontakten. På det tidspunkt rakte 

det langt ud over, hvad vi havde 

forventet, og det førte til, at vi 

begyndte at undersøge kontakten 

i andre sammenhænge uden for 

Snoezelhusets rum. Der var langt 

mere interaktion og kommunikation 

i spil, end vi havde forventet, 

og opdagelsen skabte i høj grad 

grobund for kritisk refleksion 

over den pædagogiske praksis, som 

dengang var præget af træning og 

stimulation uden væsentlig inddragelse 

af barnets perspektiv. 

Undersøgelsen viste, at børnene 

tilsyneladende havde større lyst 

til at være i kommunikation, når 

man opholdt sig i Snoezelhusets 

rum, idet vi her så længere kommunikationsforløb 

med færre og 

kortere pausereaktioner. Kommunikationsforløbene 

var som regel 

præget af stor intensitet og glæde. 

6 


6 

…at snoezle ikke er noget, man 

gør alene, men noget man gør 

”sammen med andre” 

Det handler alene om 

oplevelsen og samværet 

Hvorfor personalet havde en bedre 

kontakt med børnene i Snoezelhuset, 

er der mange forklaringer 

på. En af dem er, at de forskellige 

effekter i rummene kan tilrettelægges 

efter det enkelte barn. Man 

kan ganske enkelt forme og afgrænse 

sansestimuli. På den måde 

får barnet en oplevelse af tryghed 

og mestring, og Snoezelen bliver 

en udfordrende opdagelsesrejse 

i trygge omgivelser. Barnet kan 

have tillid til, at der ikke er skjulte 

hensigter eller krav om indlæring. 

Det handler udelukkende om 

samværet, hvor man deler en oplevelse 

i et kommunikativt fællesskab. 

Da Snoezeloplevelsen for de 

flestes vedkommende handler om 

fysisk og følelsesmæssigt nærvær 

samt glæde ved den sansemæssige 

påvirkning, er det vigtigt at 

understrege, at det meningsskabende 

i vid udstrækning erkendes 

på et følelsesmæssigt plan. Og på 

Foto: Courtesy of FlagHouse, Inc. 

sigt er det med til at præge individets 

umiddelbare møde med 

omverden. Per Lorenzen skriver i 

sin seneste bog ’Kommunikation 

med uvanliga barn (2009)’, ”også 

disse børns muligheder for positiv 

udvikling henger sammen med nær 

følelsesmæssig kontakt med andre 

mennesker, kjærlighetsfull omsorg, 

deltagelse i felles aktiviteter, samspill 

og kommunikation”. Med dette citat 

kunne man efter min bedste 

overbevisning beskrive den gode 

Snoezeloplevelse vel vidende, at 

citatet er taget ud af en anden 

sammenhæng. 

Stemningen skærper sanserne 

Et andet væsentligt kriterium, 

for at personalet oplever en stærk 

kontakt med barnet, ligger i den 

enkelte omsorgspersons relationskompetence. 

Og her kan Snoezelomgivelserne 

skærpe trygheden, 

stemningen og vores rettethed, 

således at vi i højere grad udstråler 

ro og nærvær. Dette kan i sig selv 

forstærke barnets lyst til at være 

i kontakt. I sin seneste bog bruger 

Per Lorenzen udtrykket ’barnets 

udtryksfuldhed’. Herigennem understreger 

han vigtigheden af, at 

vi overskuer og opfatter barnets 

stemninger og emotioner, og at 

dette tillægges betydning, når 

vi tolker og responderer barnet, 

for at barnet kan føle sig mødt og 

anerkendt. 

Æstetiske oplevelser 

er grundlæggende for trivsel 

På Solbo har vi fra starten lagt 

vægt på at Snoezelen danner rammen 

om den æstetiske oplevelse. 

En æstetisk oplevelse definerer 

vi som det, vi umiddelbart med 

vores krop og sanser oplever som 

værdifuldt. Altså et individuelt og 

subjektivt anliggende som ikke 

kan eller skal gøres til mål ud over 

oplevelsen i sig selv. På denne måde 

værdisætter vi Snoezelen som 

oplevelse for oplevelsens skyld – 

lysten og glæden er målet i sig selv. 

Dette udsagn har foranlediget, at 

der i nogle kredse er opstået en 

opfattelse af, at Snoezelen står i 

et modsætningsforhold til læring 

og derfor ikke har undervisningsmæssig 

og dannelsesmæssig relevans. 

Men i en relationistisk optik 

rummer Snoezelen væsentlige 

dannelsesmæssige muligheder og 

kvaliteter. 

Viderudvikling af Snoezelen på Solbo 

På Solbo har vi drøftet, hvorvidt en 

mere systematisk tilgang kunne 

give mening eller ej. For vi blev 

klar over, at vores samspil i Snoezelhuset 

nemt bliver til rutiner, 

som indimellem begrænser vores 

åbenhed i forhold til at se nye muligheder 

og være refleksive i vores 


Barnet kan have tillid til, at der ikke er skjulte hensigter eller 

krav om indlæring. Det handler udelukkende om samværet, 

”hvor man deler en oplevelse i et kommunikativt fællesskab” 

praksis. Vi besluttede derfor at 

igangsætte en proces med henblik 

på at skærpe bevidstheden blandt 

medarbejderne, som skulle give 

børn og voksne nye oplevelsesmuligheder 

i Snoezelhuset. 

Vi valgte at arbejde med børn 

og pædagoger i Solsikken, som er 

Solbos specialbørnehave. 

Vi satte os følgende mål: 

• Øget fokus på børnenes indbyrdes 

samvær i Snoezelhuset. 

• Pædagogerne skal observere det 

enkelte barns opmærksomhedsfokus 

og oplevelse i Snoezelhuset 

og beskrive dette. 

• Vi skal få overblik over, hvad der 

er det enkelte barns grundlæggende 

præferencer i forhold til 

meningsfulde oplevelser i Snoezelhuset. 

Fase 1 – pædagogen skal 

vække barnets nysgerrighed 

Til at begynde med skærpede vi 

bevidstheden om den rolle, vi som 

medarbejdere har i forhold til barnets 

oplevelse af at være i Snoezelhuset. 

Derudover ville vi skærpe 

bevidstheden om de forskellige effekter 

og muligheder i de forskellige 

rum samt introducere effekterne 

for barnet på en ny måde. Og 

ikke mindst ville vi vække barnets 

nysgerrighed. 

For at sikre projektets afvikling 

blev der udarbejdet en køreplan 

for, hvilke børn der var sammen 

med hvilke voksne i de forskellige 

rum i projektets første fire uger. 

Solsikken er i Snoezelhuset hver 

mandag formiddag. 

I personalegruppen aftalte man, 

at de første ca. 20 minutter i Snoezelhuset 

var reserveret projektet. 

Dørene til de enkelte rum var lukkede, 

og man måtte først forstyrres, 

når døren blev åbnet igen. 

På denne måde kunne både 

børn og medarbejdere få ro og tid 

til fordybelse og sansning. Som 

redskab til observation brugte vi 

et skema, som blev udfyldt umiddelbart 

efter det enkelte samvær 

med hvert enkelt barn. 

Skemaerne blev brugt til at få 

overblik over, hvilke rum og effekter 

det enkelte barn følte sig 

tilpas udfordret i. På baggrund af 

informationerne delte vi børnene 

op i mindre samspilsgrupper til 

brug for fase 2. 

Fase 1 blev afsluttet med en evaluering, 

hvor deltagerne forud havde 

udfyldt et evalueringsskema. 

Herudfra konkluderede vi, at fase 1 

havde medført: 

• Øget fokus på og refleksion over 

pædagogens rolle 

• Registrering af børnenes individuelle 

oplevelser og udfordringer 

• Øget bevidsthed om Snoezelhusets 

muligheder i forhold til det 

enkelte barn 

• Mere alsidig brug af de forskellige 

rum i Snoezelhuset 

Hvad er Solbo? 

Fase 2 – fokus på den gode 

oplevelse børnene imellem 

I fase 2 var der fokus på ’den gode 

oplevelse’ og på at styrke samværet 

og samspillet mellem børnene. Aftalerne 

om lukkede døre var som i 

fase 1 også gældende i fase 2. 

Målet for den voksne var at 

styrke barnet i dets relationer 

med andre børn således, at det var 

fysisk muligt for barnet at indgå i 

samspil, og at det enkelte barn var 

tilpas udfordret. 

Desuden skulle medarbejderen 

have fokus på, hvordan man med 

kropssprog, stemmeføring, udstråling 

og anerkendelse kunne påvirke 

barnets stemning og oplevelse 

af at kunne mestre et meningsskabende 

samspil med et andet barn. 

I denne fase valgte vi at bruge 

videoanalyse til observation og 

dokumentation af samspilssituationer. 

Den løbende evaluering af fase 

2 bestod i at analysere videoklip 

med henblik på at justere på samspilsrammerne, 

som medarbejderne 

tilrettelagde fra gang til gang. 

Den endelige dokumentation og 

evaluering af børnenes indbyrdes 

Solbo er en børneinstitution i Resenbro ved Silkeborg. Målgruppen 

er børn og unge med varigt nedsat funktionsevne. 

Solbo består af to døgnafdelinger og specialbørnehaven 

Solsikken. I 1989 fik Solbo sit Snoezelhus. Huset er først og 

fremmest et tilbud til børnene, som har tilknytning til Solbo, 

men huset udlejes også til andre brugere med funktionsnedsættelser. 

Læs mere på www.snoezelnet.dk eller www.solbo.dk 

6 


6 

samspil og medarbejderens rolle 

foregik ved at udvælge konkrete 

videoklip, der dokumenterede 

det enkelte barns udvikling af 

opmærksomhed og initiativer i 

samspil med andre børn. 

Processen resulterede i flere gode 

forløb, hvor vi fra gang til gang 

så en udvikling i forhold til intensiteten 

i børnenes indbyrdes opmærksomhedsfokus. 

Efterhånden 

udviklede rollerne sig i en retning, 

hvor de voksne gradvist kunne 

træde et skridt tilbage og i højere 

grad overlade samspilsarenaen 

til børnene. De voksnes funktion 

er ikke udspillet eller overflødig, 

men der er nærmere udviklet en 

ny dimension, hvor rollen i højere 

grad end tidligere handler om at 

understøtte børnenes samspil ved 

at tolke og forstærke børnenes 

initiativer. 

Medarbejderne i Solsikken har 

gennem projektet fået genopfrisket 

Snoezelhusets muligheder. Alle 

rummene og mulighederne i de 

enkelte rum bliver nu udnyttet. 

” 

Efterhånden udviklede 

rollerne sig i en retning, 

hvor de voksne gradvist 

kunne træde et skridt 

tilbage og i højere 

grad overlade samspilsarenaen 

til børnene.” 

Generelt oplever man nu en mere 

fokuseret indsats fra medarbejderne 

i forhold til at hjælpe børnene 

med at opsøge og udvikle samspil 

i Snoezelhuset. Alle medarbejdere, 

som har deltaget i projektet, har 

nu indsigt i de enkelte børns særlige 

behov for støtte i forhold til 

forskellige sansepåvirkninger og 

social inkludering. Projektet har 

medført, at alle er blevet bedre 

til at tilrettelægge aktiviteter, så 

personalet mestrer balancen mellem 

tryghed og udfordringer, hvor 

barnet er tilpas udfordret. 

I Snoezelhuset får børnene 

mulighed for at være sammen 

med andre børn, som de af forskellige 

grunde ellers ville have 

svært ved at indgå i samspil med. 

Det kan skyldes forskellige funktionsnedsættelser, 

højde, alder, 

temperament, tempo eller funktionsniveau. 

Men disse forskelle 

udelukker ikke meningsfuldt samspil 

og muligheden for at etablere 

nye venskaber. Som medarbejder 

blev det tydeligt, hvor vigtigt det 

er, at vi skaber mulighederne for 

dette udviklende samvær gennem 

bevidst tilrettelæggelse 

af rammerne. Til det formål er 

Snoezelhuset en god og berigende 

platform, hvor man har mange 

muligheder for en aktivitetstilrettelæggelse, 

som tilgodeser det 

enkelte barns behov og bygger bro 

imellem mennesker uafhængigt af 

funktionsnedsættelse. ◗ 


Af Karen Torp-Pedersen, 

Journalist og Informationsmedarbejder i VIKOM 

Snoezelhuset er 

for hele familien 

VIKOM var med, da jakob 

og hans mor besøgte 

Snoezelhuset i Silkeborg. 

De bruger husets faciliteter 

til leg og samspil 

Boldene fyger om ørerne på 

Jakobs mor. Hun må hele 

tiden dukke sig, når boldene 

fra hendes niårige søn kommer 

flyvende igennem luften. Jakob 

sidder på hug over boldbassinet i 

Solbos Snoezelhus. Inden længe 

har han tømt halvdelen af bassinets 

bolde. Han hviner hver gang, 

han slynger en af dem bag over sig. 

Det har han gjort de sidste otte 

år, for Jakob har været fast gæst i 

Snoezelhuset, siden han startede i 

dagpleje, da han var et år. Dengang 

kom han der en gang om måneden, 

men da han som toårig startede 

i børnehave, blev det en gang 

om ugen. Og siden hen har familien 

også taget huset i brug sammen 

med Jakobs to yngre brødre Philip 

og Christian. 

”Vi har fået en introduktion til 

huset på et tre timers kursus, hvor 

vi fik at vide, hvordan det fungerer, 

og hvilke muligheder man har 

i de forskellige rum,” siger Jakobs 

mor Lone Rusberg. 

Dengang drengene var små, 

havde de meget glæde af, at være 

i Snoezelhuset sammen. Nu trækker 

Solbos legeplads mere i Jakobs 

søskende på fem og syv år. Men 

de har stadig alle glæde af at ligge 

i det hvide rum på madrasserne 

og kigge på boblerørene og se 

’Pippi’, ’Emil fra Lønneberg’ eller 

Anders And på dvd’en. Det er et af 

de steder, hvor hele familien har 

glæde af de samme aktiviteter. I 

legelande, Tivoli, Legoland eller 

lignende forlystelser bliver Jakob 

overvældet af lydene og indtrykkene 

fra hujende børn, larmende 

karruseller og mange mennesker. 

”Det er for stressende for Jakob. 

Han kører helt op, og han kan ikke 

komme ned igen. Han kan slet 

ikke sortere i de mange sanseindtryk. 

I Snoezelhuset er alle forstyrrende 

elementer væk, og så får 

Jakob ro,” siger Lone Rusberg. 

”det er fedt at 

hoppe op til 

ham i boldene 

og kaste dem 

sammen. Han 

kan også godt 

lide at kaste 

med sand, men 

det gider jeg jo 

ikke. Men jeg gider 

godt det her 

med bolde. Vi 

kan jo ikke spille 

fodbold eller 

håndbold med 

ham, som jeg 

kan med Jakobs 

brødre.” Siger 

Lone rusberg 

der er mor til 

Jakob på snart 

ti år. 

6 


Kort om Angelman Syndrom 

Personer med Angelman Syndrom 

har forsinket psykomotorisk 

udvikling med manglende 

sprogudvikling, epilepsi, rykvise 

bevægelser og karakteristiske latterudbrud. 

Børnene udvikler ikke 

talesprog ud over tilegnelse af 

ganske få ord, men de fleste kan 

igennem lyde og gestik udtrykke 

glæde og ubehag. Personer med 

Angelman Syndrom er overfølsomme 

for sollys pga. deres lyse hud. 

Nogle kan få behov for at bruge 

kørestol pga. for stramme muskler 

i benene. En del børn sover meget 

lidt. De falder sent i søvn og 

vågner ofte i løbet af natten eller 

tidligt om morgenen. 

Kilde Angelmanforeningen i Danmark. 

Læs mere på www.angelman.dk 

”En anden fordel 

ved at komme her 

i Snoezelhuset er, 

at man slipper for 

andre menneskers 

nysgerrige blikke. 

Det er ikke altid, 

jeg kan overskue at 

blive kigget på. Her 

i Snoezelhuset slipper 

vi for alle blikkene,” 

siger Lone 

Rusberg. 

6 

Og ro er altafgørende for Jakob, 

som har Angelman Syndrom. 

”Børn med Angelman sover 

generelt dårligt, men Jakob sover 

faktisk godt, og jeg tænker tit, at 

Snoezelen har spillet ind på Jakobs 

søvnrytme. Han får ro i kroppen, 

når han har været her.” 

Når det er svært at nå hinanden 

Når Jakob er rolig og afslappet, er 

det også lettere for forældrene at få 

kontakt med ham. 

”Sommetider kan jeg godt føle, 

at det er svært at nå Jakob, fordi 

han let bliver distraheret. Når vi 

er her i Snoezelhuset, er det lettere 

for os at nå hinanden, for her er en 

helt anden intimitet i forhold til 

verden derude. Når jeg går herfra, 

så har jeg en følelse af, at jeg har 

mødt Jakob på en helt anden måde. 

Jeg siger tit til mig selv – der fik jeg 

dig Jakob,” udbryder Lone. 

Det er også lettere for Jakob at 

koncentrere sig, når andre overflødige 

sanseindtryk er taget væk. 

Han kan ligge og kigge på at boblerne 

i rørene skifter farve og det 

psykedeliske lysshow, der flyder ud 

over væggen. Så griber han efter 

sin mor og smiler til hende. 

”I forhold til kommunikation, 

så er det genialt at være her, for så 

er han meget koncentreret. Det er 

her, jeg når længst med ham,” siger 

Lone og kravler op på den gule madras 

med de indbyggede højtalere. 

Hun ligger sig ind til Jakob, og 

han kryber ind i sin mors favn. De 

lytter til musikken. Jakob griner 

hver gang, basen vibrerer under 

ham. 

”Alle siger, at Jakob er en meget 

rolig Angelman. Han vandrer ikke 

hvileløst rundt, og så sover han 

som sagt godt. Min opfattelse er, at 

når Jakob bliver stimuleret med legen 

i kuglebadet, og når han ligger 

på den her madras med et tæppe 

over sig og mærker sin egen krop, 

så får han en stærkere fornemmelse 

for den,” siger Lone og fortæller, 

at børnehaven også brugte 

Snoezelhuset, hvis Jakob havde en 

dag, hvor han var urolig. ◗ 


Af ph.d. Sissel Sollied, førsteamanuensis ved Høgskolen 

i Harstad og medlem af VIKOMs faglige råd. 

Oversat af Mette Christensen, faglig centermedarbejder 

Empowerment og 



Empowerment-begrebet bruges på mange måder. Når det handler 

om mennesker med multiple funktionsnedsættelser, må empowerment 

tænkes i forhold til mennesket med funktionsnedsættelser sammen med 

de nære omgivelser for at blive meningsfuldt. 

” 

Empowerment 

bruges i dag 

ofte i forhold til 

individer og grupper 

i særlige afmagtspositioner 

– indvandrere, 

homoseksuelle, 

stofmisbrugere, 

mennesker med 

psykiske lidelser 

og mennesker 

med funktionsnedsættelser. 

Denne artikel kredser om 

begrebet empowerment 

– forstået og anvendt i forhold 

til VIKOMs fokusgruppe og 

fagområde. Eksemplerne er hentet 

fra et forskningsprojekt knyttet til 

gruppevejledning omkring unge 

med omfattende funktionsnedsættelser 

og kommunikationsvanskeligheder. 

Empowermentbegrebets rødder 

Jeg opfatter empowermentbegrebet 

som et ikke særligt præcist 

og noget uklart begreb. Begrebet 

anvendes ofte synonymt med bemyndigelse, 

myndiggørelse, selvstændighed 

eller mægtiggørelse. 

Men det er for eksempel kompliceret 

at fremhæve selvstændighed 

som et centralt mål i forhold til 

mennesker med livslange og omfattende 

behov for omsorg. Det 

virker indlysende, at begrebet må 

tydeliggøres og defineres inden 

for rammerne af den kontekst, det 

skal forstås i for at fungere meningsfuldt. 

Askheim & Starrin (2007) knytter 

empowermentbegrebet til 

frigørelsesbevægelser i den tredje 

verden, til den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, 

til kvindebevægelsen 

og til forskellige 

former for græsrods- og selvhjælpsorgansationer. 

Empowermentbegrebet 

står på mange måder for 

et paradigmeskifte i socialfagligt 

arbejde. Begrebet bruges i dag ofte 

i forhold til individer og grupper af 

individer i særlige afmagtspositioner. 

Indvandrere, homoseksuelle, 

stofmisbrugere, mennesker med 

psykiske lidelser og mennesker 

med funktionsnedsættelser er eksempler 

på dette. I dag ser vi også, 

at begrebet knyttes til en mangfoldighed 

af aktører med delvist 

modstridende ideologiske ståsteder. 

Begrebets oprindelige betydning 

6 


” 

for 

Mennesket med multiple funktionsnedsættelser vil 

altid være afhængig af hjælp og støtte fra en anden 

at kunne opnå personlig udvikling og livskvalitet. 

6 

kan derfor være i fare for at blive 

udvandet og utydeligt – noget som 

komplicerer brugen af det. 

På rejse gennem tiden 

Jane Adams nævnes som en af 

empowermentbegrebets skabere 

(Aude 2000). Omkring sidste århundredeskifte 

arbejdede den 

bevægelse, hun var tilknyttet, med 

fattige emigranter og hjemløse 

i Chicago. Bevægelsen opfattede 

fattigdom som samfundsskabt og 

problematiserede de individualiserede 

og egenskabsbestemte forklaringer. 

Det officielle fattigdomsvæsen 

med dets kontrolfunktioner 

blev kritiseret. 

I halvfjerdserne blev empowermentbegrebet 

i større grad 

knyttet til marxistisk ideologi og 

fokuserede på undertrykkelse og 

udbytning (Faureholm 1999). Der 

blev etableret en modmagt mod 

dette gennem organisering af 

interessegrupper. Freire (1974) var 

optaget af forholdene mellem undertrykkelse 

og frigørelse. Hans 

hovedmål blev udtrykt gennem 

den frigørende pædagogik, hvis 

hovedmål var dialog og bevidstgørelse. 

Forståelse af sammenhænge 

blev set som betydningsfuldt for, 

at mennesker kunne organisere 

sig i fælles kamp for systemændring. 

Et begreb mange kan bruge 

Jeg finder, at begrebet er noget 

mindre i brug i firserne, men mere 

anvendt i halvfemserne i socialpolitisk 

og omsorgspolitisk sammenhæng. 

I dag ser vi empowerment 

anvendt inden for forskellige ideologier 

i bred sammenhæng. 

Askheim og Starrin (2007) foreslår 

en skelnen mellem: 

• empowerment som etablering af 

modmagt 

• en markedsorienteret tilnærmelse 

• en terapeutisk position 

• som liberal styringsstrategi. 

Modmagt handler om styrkelse af 

enkeltindivider og gruppers kamp 

for at ændre betingelserne, som 

placerer dem i en afmagtssituation. 

Samfundsforholdene ses som 

menneskeskabte, og ændring af 

disse forhold sker på samme måde 

gennem menneskers handlinger. 

Paolo Freires (1974) bog om de undertryktes 

pædagogik er i denne 

sammenhæng en af de vigtige inspirationskilder. 

Bevidstgørelse og frigørelse 

står som centrale begreber. 

Bevidstgørelsesprocesserne 

sker kollektivt, og metoden, hvis 

jeg kan udtrykke det sådan, er 

dialogen. De engelske disabilityaktivister 

(Oliver 1990, 1996) 

medvirkede til at skabe en klar 

distinktion mellem impairment 

og disability. Denne skelnen har 

haft betydning for både FN’s og 

WHO’s drøftelser og definition 

af funktionsnedsættelsesbegrebet. 

Impairment henviser til de 

kropslige forudsætninger, funktionsnedsættelsen, 

mens disability 

henviser til udformningen af de 

samfundsmæssige rammer, som 

kan føre til undertrykkelse. Aktivisterne 

placerer de professionelle 

som delagtige i undertrykkelsesprocessen. 

Majoritetssamfundets 

brug af undertrykkende begreber 

kritiseres for at marginalisere 

og stigmatisere grupper af mennesker. 

Gennem modmagt kan 

grupperne selv afstigmatisere 

begreberne ved selv at begynde 

at bruge dem. Som eksempler på 

dette fremhæver Askheim & Starrin 

den danske ”galebevægelse” og 

den norske stiftelse ”rettferd for 

tapere”. 

Den markedsorienterede tilnærmelse 

tager udgangspunkt i 

forestillingen om det selvstændige 

og frie individ. Individet løftes 

frem som kompetent og i stand til 

at tage vare på sig selv og sine interesser 

uafhængigt af andre. Når 

empowermentbegrebet anvendes 

i en sådan forståelsesramme, kan 

det for eksempel fungere som slagord 

i USA’s højreliberale stater og i 

velfærdspolitikken i New Labour 

i Storbritannien. Ret til individuel 

valgfrihed bliver en målsætning. 

Dette kobles op mod reducering 

af statslig styring med indførelse 

af markedsmodeller på velfærdsområdet 

– noget som fremhæves 

som en måde at gøre ydelserne 

mere brugerorienterede og af højere 

kvalitet. I Norge ser vi denne 

debat finde sted i blandt andet 

ældreomsorgen. Behov for modernisering 

af den offentlige sektor 

fremhæves, og processen knyttes 

til ”New Public Management”. 

Brugere af offentlige ydelser skal 

opfattes som kunder med det frie 

valg som ideal, hvor omkostningseffektivisering 

er i kundens interesse 

(Askheim & Starrin 2007). 

Kritikerne af denne forståelse 

hævder, at grundlæggende vilkår 

i populationen som helhed 

som ulig købekraft og forskellige 

andre begrænsninger i gruppers 

mulighed for at fungere i kunderollen, 

underkommunikeres og 

underbetones. I denne sammenhæng 

nævnes mennesker med 

demens, mennesker med udviklingshæmning 

og mennesker med 


Ph.d. Sissel Sollied, 

førsteamanuensis ved 

Høgskolen i Harstad 

og medlem af VIKOMs 

faglige råd. 

psykiske lidelser som en meget lidt 

købestærk gruppe på markedet. 

Kritikken peger på faren for øget 

ulighed med marginalisering af de 

svage grupper. Brugerindflydelse 

fjerner ikke klientperspektivet, og 

brugere beskrives som modtagere 

af ydelser. Konsekvensen bliver, at 

empowermentbegrebets politiske 

aspekt mørklægges og forsvinder. 

En terapeutisk position tager 

udgangspunkt i individet og 

fremhæver, at modmagtsetablering 

starter med en styrkelse af 

individet. Det handler om bevidstgørelse 

både af egne ressourcer 

og om de barrierer, som hindrer 

selvstændighed og myndiggørelse 

i eget liv. Dette ses som en forudsætning 

for at kunne bekæmpe 

barriererne. Perspektivet kritiseres 

for at tilsløre magtdimensionerne 

i de strukturelle og politiske forhold 

ved at fravælge det kollektive 

aspekt. Afmagt risikerer at blive 

privatiseret, når det frakobles det 

kollektive. Individuelle løsninger 

fremstår som et individuelt ansvar 

”… vi må se relationen 

mellem mennesket 

med multiple funktionsnedsættelser 

og 

den anden som den 

mindste enhed, der 

kan bemyndiges” 

for at sørge for ændring gennem 

selvudvikling, terapi etc. 

”Buttom-up” perspektivet kan 

også tilsløres af en oversættelse 

af empowerment til ord som bemyndigelse 

og myndiggøre, fordi 

de signalerer, at magten ikke er erhvervet 

gennem egen indsats, men 

er givet af nogen. Det kan ligge en 

antydning af patriarkalsk forståelse 

i begreberne, hvor nogen af 

deres gode vilje har afgivet noget 

af deres magt til de afmægtige – 

for nu at sætte det på spidsen. 

Liberal styringsstrategi fokuserer 

blandt andet på forholdet mellem 

den professionelle og modtageren 

af en ydelse. Individet ses som 

selvstændigt og ansvarligt, hvor 

den professionelle hjælpers rolle 

handler om at støtte individet i at 

tage de egentlige kvaliteter i brug, 

som mennesker er i besiddelse af. 

Dette sker gennem en bevidstgørelsesproces, 

hvor individet støttes 

i at opdage sit eget potentiale for at 

kunne fungere som en kompetent 

samfundsborger. Kritikerne peger 

på, at dette indbefatter en bestemt 

opfattelse af, hvad en kompetent 

samfundsborger er, og at dette kan 

indbefatte en underkastelse af en 

definition skabt af andre. 

Et aktuelt eksempel på professionelles 

oplevelse af manglende 

myndighed er Willigs (2009) undersøgelse 

af pædagogers arbejdsvilkår 

i Århus, hvor han problematiserer 

følgevirkningen af ”New 

Public Management”. Pædagogerne 

peger på, at professionsidentiteten 

trues af overstyring, når de frarøves 

anledningen til demokratisk 

6 


6 

medindflydelse. Omkostningsreducering 

og rationalisering gennem 

hyppige reformer medfører 

en kontinuerlig tilstand, hvor 

pædagogerne tvinges til at gå på 

kompromis med deres egen faglighed. 

Forsøg på modmagt gennem 

individuel eller kollektiv kritik 

og forsøg på ændringer modsvares 

med sanktioner og opleves 

som klart uønsket. Willig (2009) 

beskriver dette som et demokratiproblem, 

hvor ytringsfriheden 

er i fare, frakoblet den levede og 

erfarede virkelighed. Umyndiggørelsesprocessen 

fører til en følelse 

af afmagt og handlingslammelse, 

og dette beskrives og eksemplificeres 

som en sygdomsskabende 

faktor. 

empowerment på flere niveauer 

Litteratur knyttet til empowermentbegrebet 

handler ofte om tre 

forskellige niveauer; det personlige 

niveau, det interpersonelle niveau 

og lokalsamfundet. Faureholm 

(1999) beskriver de tre niveauer på 

denne måde: 

• Det specifikt personlige og 

intrapsykiske plan, hvor empowerment 

sigter mod at frigive, 

udvikle og styrke menneskers 

egent kapacitet for vækst og kreativ 

bearbejdning af handlingsændringer 

i hverdagslivet. 

• Det gruppemæssige og relationsorienterede 

plan, hvor empowerment 

sigter mod det kollektive 

samarbejde og fællesskaber. Her 

beskrives, diskuteres og vurderes, 

hvad der virker hindrende for 

vækst i hverdagen. Endvidere 

udformes handlemuligheder i forhold 

til ændringer. 

• Det (lokal)samfundsmæssige, 

hvor empowerment sigter mod 

at reflektere, bevidstgøre og aktivere 

fælles handlinger med henblik 

på at ændre de betingelser i 

miljøet, der reducerer borgernes 

handlemuligheder i deres hverdag 

(Faureholm 1999, s.53). 

Psychological empowerment 

Community 

empowerment 

Empowerment 

deficit 

1 2 3 4 5 

Personal 

development 

Mutual 

support 

groups 

Issue 

identification 

and campaigns/ 

community 

organization 

Participation in 

organizations/ 

coalition advocacy 

7 

Collective 

political + 

social action 

Degree in sucess 

in gaining control 

over resourses 

7 

Health 

Sense of 

community 

Fig.: Model of the critical components of community empowerment and the process by which it may be achieved (rissel, 1994, s 43) 


Praktisk og meningsfuld brug af 

empowermentbegrebet på VIKOMs 

fagområde 

Jeg har ladet mig inspirere af en 

model af Rissel (1994) som udgangspunkt 

for den anden del af 

min artikel (se fig. side 16). 

Modellen har jeg hentet fra 

den sundhedsfaglige sektor. 

Yderpunkterne er afmagt og 

sundhed. Processen mellem disse 

yderpunkter beskrives i fem trin. 

Denne procesbeskrivelse gør jeg 

brug af, men foreslår, at vi her ser 

på afmagt og kommunikation og 

livskvalitet som yderpunkter for 

vores fagområde. Modellen er delt 

op i fem beskrevne områder, hvor 

punkt 1 er nærmest på manglende 

empowerment og 5 er tættest på 

grad af succes i forhold til at opnå 

ressourcekontrol. 

1. Personlig udvikling 

2. Indbyrdes støttegrupper 

3. Sagsidentifikation og kampagner, 

fællesskabsorientering 

4. Deltagelse i organisationer, støtteforeninger 

5. Kollektive politiske og sociale 

handlinger/aktioner 

” 

Der blev udviklet en 

fællesskabsfølelse 

mellem professionelle 

og forældre, og en 

sådan alliance har mulighed 

for at fremstå 

med større styrke end 

hver især alene.” 

Rissels model deler niveauer for 

empowerment ind i tre områder 

med udgangspunkt i punkterne 

fra 1 til 5. 

• Psykologisk empowerment 

• Fællesskabsfølelse 

• Fællesskabs-/samfundsmæssig 

empowerment 

Psykologisk empowerment strækker 

sig fra personlig udvikling, støttegrupper, 

fællesskabsorganisering 

og deltagelse i organiserede grupper, 

modellens trin 1-4. 

Fællesskabsfølelse handler om indbyrdes 

støttegrupper, fællesskabsorientering, 

deltagelse i organisationer, 

modellens trin 2-4. 

Fællesskabs-/samfundsmæssig empowerment 

omfatter hele processen 

1-5 og går over i grader af opnåelse 

af ressourcekontrol. 

Relationen mellem et menneske 

inden for VIKOMs fokusgruppe og 

støttepersonerne 

Med støtteperson mener jeg i denne 

sammenhæng både professionelle 

og nære relationer, som har 

fokus på udviklingsstøtte. Hvis jeg 

tager udgangspunkt i hovedpersonerne 

i en sådan relation, er det 

kompliceret at bruge begrebet psykologisk 

empowerment i traditionel 

betydning. Som før nævnt ved 

vi, at selvstændighed og kontrol 

over eget liv må defineres inden 

for en ramme, hvor det er givet, at 

mennesket har behov for støtte til 

de fleste funktioner og områder i 

sin livsverden. 

Vi kan ofte i mindre grad 

rådføre os grundigt med hovedpersonerne 

på grund af kommunikationsvanskelighederne, 

og vi 

kan heller ikke forestille os en traditionel 

form for selvstændighed 

i livsudfoldelsen. Mennesket med 


vil altid være afhængig af hjælp 

og støtte fra en anden for at kunne 

opnå personlig udvikling og livskvalitet. 

Mit forslag er derfor, at vi 

må se relationen mellem mennesket 


og den anden som den mindste 

enhed, der kan bemyndiges. 

Hvis vi tager udgangspunkt i 

den professionelle samspilspartner, 

vil kvaliteten på tilbuddet til mennesket 

med funktionsnedsættelse 

hænge sammen med fagligt kundskabsniveau 

og evne til empati og 

refleksion – noget som får direkte 

betydning for livskvaliteten til 

den, det drejer sig om. 

Udviklingsbetingelser 

præget af mange brud 

I min doktorgradsafhandling 

(Sollied 2009) pointerede de professionelle 

og forældrene, hvordan 

rammevilkår får konsekvens for 

muligheden for empowermentudvikling 

af relationen. Nedskæringer 

og snævre økonomiske 

rammer medfører blandt andet, at 

medarbejderstaben sammensættes 

af mange små stillinger for at 

kunne dække vagtplanen. Dette 

hindrer effektivt, at man lærer 

hinanden godt at kende og får 

kontinuitet i relationen. Færre 

professionelle oparbejder praksiserfaring 

over tid, og udviklingsbetingelserne 

præges af mange 

brud, starten forfra igen og igen og 

manglende stabilitet og sammenhæng. 

Økonomiske nedskæringer 

medfører også, at uddannet fagkompetence 

fravælges til fordel for 

billigere ufaglært eller assistentud- 

6 


6 

dannet personale. Personalet udtrykker, 

at kompetenceudvikling 

ikke bliver prioriteret for det personale, 

som arbejder med denne 

gruppe. 

I interviewene påpeger fagfolk og forældre 

ensomhed og sårbarhed, når fællesskab i et 

større fagmiljø er fraværende. Måske bliver 

fællesskabet og alliancerne i de små grupper 

for svage til at danne en reel modmagt mod 

”nedskæringer og nedprioriteringer? 

Faglig kompetence trues 

af markedsgørelse 

Med hensyn til behov for faglig 

kompetence fremstår dette som en 

ond cirkel. Hvis kommunerne ikke 

efterspørger faglig kompetence i 

tilbuddene, vil færre satse på denne 

type udannelse – på trods af de 

ansattes indsigt i nødvendigheden 

af øget kompetence og interesse i 

at skaffe sig denne. Dette fører igen 

til, at uddannelsesinstitutionerne 

ikke prioriterer at give tilbud om 

uddannelse og kompetenceløft 

på dette specifikke område. Uddannelsesinstitutionerne 

er også 

underlagt omkostningseffektivisering 

og efterspørgsel på markedet. 

På samme måde, som Willig (2009) 

påpeger, at ”New Public Management” 

medfører et demokratiproblem, 

som truer den grundlæggende 

ytringsfrihed, kan man trække 

en parallel til, at tænkningen 

medfører en stor afstand mellem 

virkelighedens praksis og de rettigheder, 

som er udtrykt i lovteksterne. 

En sådan udvikling er også 

et demokratiproblem, hvor grundlæggende 

menneskerettigheder er 

i fare. Det synes, at sådanne rammebetingelser 

må ændres for at 

en relation kan blive psykologisk 

empowered. 

Forældre besidder 

tavs værdifuld viden 

Erfaringerne fra forskningsprojektet 

(Sollied 2009) viste, at den 

kundskab, som professionelle og 

forældre besad, var forskellig. 

Forældrene besad en form for 

tavs viden, som hovedsagligt blev 

bekræftet gennem videovejledningen, 

men personalet beskrev dette 

som en udvidet og øget viden for 

deres del. Processen afdækkede, at 

den kundskabsbank, som de nære 

relationer besidder, i lille grad inddrages 

systematisk i udformningen 

af tilbuddet 

til barnet. 

Anerkendelse 

af denne viden 

kan siges 

at give empowerment 

til 

forældrene og 

sandsynliggøre, 

at deres 

kundskab efterspørges. 

Punkt 2 og 3 i Rissels model 

handler om organisering af støttegrupper 

og fælles organisering 

i forhold til en sag. At arbejde i 

tværfaglige grupper, hvor forældre 

er inkluderet, kan placeres inden 

for disse rammer. 

Fællesskabsfølelse mellem 

forældre og professionelle 

Udvidet forståelse af kommunikationen, 

og hvordan man kan 

understøtte udviklingen af denne, 

fremstod som et fælles forhold 

(issue identification) i grupperne 

omkring unge med multiple funktionsnedsættelser 

i projektet. I 

løbet af processen opstod en bevægelse 

mod modellens punkt 4 og 5, 

synliggjort af forsøg på at overføre 

ny viden til ledelsesniveauet. Der 

blev udviklet en fællesskabsfølelse 

(sense of community) mellem 

professionelle og forældre, og en 

sådan alliance har mulighed for 

at fremstå med større styrke end 

hver især alene. 

Projektet, jeg refererer til (Sollied 

2009), bevægede sig aldrig over 

i den del af Rissels (1994) model, 

hvor rammerne blev ændret. En 

udvikling mod punkt 5 hindres 

effektivt af barrierer, som jeg har 

nævnt knyttet til mange små stillinger, 

manglende fagkompetence 

og tilfældig inddragelse af forældrekompetencen. 

Et mere kontroversielt 

spørgsmål knytter sig til 

princippet om inkludering af alle 

børn i deres lokale skoler i Norge. 

I interviewene påpeger fagfolk og 

forældre ensomhed og sårbarhed, 

når fællesskab i et større fagmiljø 

er fraværende. Måske bliver fællesskabet 

og alliancerne i de små 

grupper for svage til at danne en 

reel modmagt mod nedskæringer 

og nedprioriteringer? 

Mennesker i afmagtspositioner 

Rissel (1994) hævder, at forskellige 

svage undergrupperinger i særlige 

afmagtspositioner kan fremstå 

ekstra afhængige af andre og derfor 

synliggør specifikke barrierer 

mod fællesskabsempowerment. 

Jeg tror, at mennesker med omfattende 

funktionsnedsættelser og 

kommunikationsvanskeligheder 

og deres støttepersoner kan fremstå 

sådan. Sådanne grupper kan 


have behov for mere aktiv støtte 

og etablering af konkrete rammeværk 

for at komme i bevægelse 

mod øget empowerment. 

Om rollen, som en vejleder kan 

have i en sådan sammenhæng, siger 

Rissel (1994), at det at gøre folk 

i stand til at øge deres kontrol over 

situationen kan indeholde forslag 

til handlinger, men at overtage 

er antitesen til enhver empowermentproces. 

Det er derfor en balancegang 

som kontinuerligt må 

overvejes. Med Rissels (1994) model 

som udgangspunkt kan man opnå 

en realistisk indsigt i mulighederne 

for empowermentudvikling 

i relation til vores fokusgruppe, for 

eksempel gennem vejledning. Modellen 

giver også indsigt i dette arbejdes 

begrænsninger. Ændring af 

rammer kræver gruppealliancer, 

pressionsgrupper, fagforeninger, 

politiske partier og interesseorganisationer 

for at få gennemført 

ændringer gennem fælles politiske 

og sociale handlinger (community 

empowerment). Psykologisk empowerment 

og fællesskabsfølelse 

beskrives som byggesten i en sådan 

proces. ◗ 

Sådan får du 

fat i afhandlingen 

Artiklen tager udgangspunkt 

i Sissels Ph.D. afhandling fra 

2009 ”Undring og ubehag – et 

blikk på effekten av veiledning 

i spesialpedagogisk praksis”. 

Hele afhandlingen kan downloades 

på: www.ub.uit.no/munin/bitstream/10037/2451/3/ 

thesis.pdf 

Litteratur 

Aude, J. (2000). 

Selvstyret gruppearbejde: 

empowerment i praksis. 

Fredrikshavn: Dafolo forlag. 

Askheim, O.P & Starrin, B. (2007) 

Empowerment : i teori 

og praksis. 

Oslo: Gyldendal Akademiske. 

Faureholm, J. i samarbejde med Lis 

Lynge Brønholt og Mogens Blæhr. 

(1999). 

Forældrekompetence i udsatte 

familier : empowerment i praksis. 

Århus: Systime Forlag. 

Freire, P.( 1974). 

De undertryktes pedagogikk. 

Oslo: Gyldendal. 

Oliver, M. (1990) 

The politics of disablement : 

a sociological approach. 

New york: St.Martin’s Press. 

Oliver, M ( 1996) 

Understanding disability : 

from theory to practice. 

Basingstoke: Macmillian 

Rissel, C. (1994) 

Empowerment; the holy grail of health 

promotion? I: 

Health Promotion International, vol.9, 

no.1, s .39 - 46. 

Sollied, S. ( 2009) 

Undring og ubehag – et blikk på effekten 

av veiledning i spesialpedagogisk 

praksis. 

Tromsø: Universitetet i Tromsø, SV-fak, 

Institutt for pedagogikk. 

Willig, R. (2009). 

Umyndiggørelse: et essay om kritikkens 

infrastruktur. 

København: Hans Reitzels Forlag. 




En computer kan 

udvide den sociale 

værktøjskasse 

På Strandparkskolen 

skal børnene have flere 

sociale strenge at spille 

på. Derfor har to af 

eleverne fået computer 

med føleskærm og Rolltalk. 

Det giver børnene 

nye muligheder for 

socialt samvær 

Kaja Kristensen er kursusleder i VIKOM 

Jeg er tørstig”. Et nyttigt udsagn 

til at dække et behov, 

men ringe når det kommer til 

samtale. Mange børn og unge med 


kommunikerer via kropssprog, 

mimik og kommunikationshjælpemidler 

– og de bliver forstået. 

Ikke desto mindre oplever børnene 

og de nærmeste begrænsninger, 

når det kommer til socialt samspil, 

hvor man deler oplevelser, følelser 

og interesser. 

”Vi har alle brug for social kontakt 

og samspil med andre, hvor vi 

også selv sætter noget i gang,” siger 

Kaja Kristensen, der er lærer på 

Strandparkskolen i København. 

Derfor har hun og kollegaen 

Anne Grethe Engel samt forældrene 

i 2. V på Strandparkskolen 

kastet sig over Rolltalks og computer 

med føleskærm. Julius har fået 

en stor computer med føleskærm 

og softwaren Programsnedkeren, 

og Sebastien har fået en Rolltalk. 

Begge drenge kommunikerer godt 

med deres kropssprog, og de kan 

give udtryk for behov og afvise 

aktiviteter eller tilbud. Men begge 

drenge har manglet udvidede 

sociale aktiviteter, hvor de selv er 

ved roret. 

”Succeskriteriet handler ikke 

kun om at vælge en aktivitet – er 

jeg sulten, tørstig eller skal jeg 

på toilettet. De skal også få den 

oplevelse, at de selv bestemmer og 

tager initiativ,” siger Anne Grethe 

Engel. 

Derfor har klasselærerne og 

drengenes forældre brændende 

ønsket at give Julius og Sebastien 

flere sociale handlemuligheder. 

Det har de nu fået på deres computer 

med føleskærm og Rolltalk. Her 

er der nemlig lagt spil ind, sange, 

billeder af familien, klassekammeraterne 

og lærerne. 

”På den måde kan vi tale om 

personer og begivenheder, der ligger 

ud over en her-og-nu situation. 

Og så får de et ordforråd, der kan 

udvide samtalen,” siger Kaja Kristensen. 

De skal have adgang 

til motiverende aktiviteter 

Det er formiddag i 2. V, og Julius og 

Anne Grethe Engel har netop sat 

sig ved Julius’ computer. Før han 

fik computeren, har Julius brugt en 


talebøf og lært at sætte ting i gang. 

Julius har brug for meget plads, 

så han fik en stationær computer 

med føleskærm. Uden på skærmen 

er der monteret et plexiglas-skjold 

med to huller for at gøre det mere 

overskueligt for ham. I øjeblikket 

er han optaget af spillene på computeren 

– særligt et psykedelisk 

lysshow, som han selv sætter i gang 

ved at trykke på skærmen. Hver 

gang en ny farveplamage flyder 

over skærmen, lyser Julius op i et 

bredt smil. Før i tiden fejede han 

det meste af sit bord, men det gør 

han ikke længere. Nu trykker han 

bevidst ind i hullerne og kigger 

forventningsfuldt på Anne Grethe 

Engel og computeren. 

”Der er sket et eller andet med 

Julius. Der er kommet en stærkere 

kontakt med ham og større nærvær,” 

siger Anne Grethe Engel. 

I takt med at Julius' og de voksnes 

kontakt er blevet stærkere, er 

deres forståelse af hinanden blevet 

større. Når Julius ikke gider at sidde 

ved computeren længere, lægger 

han armene ned langs siden og 

retter blikket mod de voksne. 

Julius og Anne Grethe bliver 

afbrudt i samspillet om lysshowet, 

rolltalk og lignende computere 

er et udvidelsesapparat til 

samtale, og ikke en erstatning 

for anden kommunikation. 

Her underholder Sebastian 

og Julius begge otte år hinanden 

med computeren. de går 

i 2. V på Strandparkskolen. 

6 

1 / 2010 VIKOM-bladet 

21

Succeskriteriet handler ikke kun om at vælge en 

aktivitet – er jeg sulten, tørstig eller skal jeg på 

toilettet. De skal også få den oplevelse, at de selv 

”bestemmer og tager initiativ” 

6 

da Sebastien dukker op i døren til 

klasseværelset. Hans øjne er rettet 

stift mod computeren og farvespillet 

på skærmen. Lynhurtigt møver 

han sig igennem lokalet i sin walker 

og stiller sig hen ved siden af 

Julius. 

De to drenge smiler, når Julius 

sætter gang i den psykedeliske 

underholdning. Drengene læner 

hovederne tæt mod hinanden og 

griner begejstret. 

”Der er ingen tvivl om, at når 

drengene har noget, der interesserer 

dem, bliver de vågne og opmærksomme. 

Det er så vigtigt, at 

de hele tiden får adgang til udfordrende 

aktiviteter,” fortæller Kaja 

Kristensen. 

Socialt fluepapir 

Sebastiens Rolltalk består af fire 

dele – skole, fritidshjem, hjem, musik 

og spil. Så kan Sebastian, hans 

lærere og hjælpere klikke sig ind 

på billeder og snakke om familien 

eller ferier. 

”Man kan ikke køre med det 

samme lag i flere måneder. Sebastien 

skal have fyldt nyt på. Det 

skal skiftes ud, ellers mister han 

interessen,” fastslår Anne Grethe 

Engel. 

I øjeblikket er Sebastien glad 

for programmet ’Abrakadabra’, 

som indeholder musik og spil. Men 

spillene får hård konkurrence fra 

fotografierne – særligt billederne 

fra familiens tur til Caribien. På 

mange af billederne optræder Sebastien 

i poolen. 

”Han kan underholde hele 

klassen og tiltrække de andres 

opmærksomhed. På længere sigt, 

kan han bruge Rolltalken til at 

skabe kontakt på den øvrige del af 

skolen, når den bliver monteret på 

hans walker. Der er vi ikke nået 

til endnu, men det kommer,” siger 

Kaja Kristensen. 

rolltalk tager tid 

Både elever og lærere på Strandparkskolen 

har været glade for 

Rolltalkprojektet i klassen, men 

det tager tid at implementere i undervisningen 

og i dagligdagen. Og 

lærerne fortæller, at de godt kunne 

klædes bedre på til at betjene den 

nye teknik – især Programsnedkeren. 

Men når det så er sagt, er det 

umagen værd. 

”Det ville være drømmescenariet, 

hvis de alle kunne få computer 

med føleskærm eller Rolltalk,” 

siger Kaja Kristensen. ◗ 

KOrt OM rOlltalK: 

En computer med omverdensstyringsprogram for mennesker med 

funktionsnedsættelser. Ved hjælp af computeren og softwaren Programsnedkeren 

er det muligt at opbygge talesider, sende sms’er, åbne 

døre, styre fjernbetjeningen, regulere lys, ”tale”, sende mails, manøvre 

en kørestol, tage foto, afspille iPod og opdatere kalender. Computeren 

kan styres med mus, 0/1-kontakt, tryk på skærmen eller med øjenbevægelser. 

Og som navnet røber, kan den monteres på en kørestol. 

Rolltalk er udviklet og produceret af Falck Igel i Norge. Læs mere på 

www.rolltalk.dk 


” Vi har fået udfyldt 

et tomrum i legen” 

Mange forældre til børn med multiple funktionsnedsættelser 

mangler input i leg og samspil. 

en computer kan åbne op for nye muligheder 



Sebastien på otte år har multiple 

funktionsnedsættelser. 

Han har ikke noget talesprog, 

men han har altid haft let ved at 

påkalde sig de voksnes opmærksomhed. 

Han tager fat i sine forældre, 

hvis han vil noget, og han er 

tydelig i sin mimik og gestik. 

I familien har det heller ikke 

været vanskeligt at dele oplevelser. 

Sebastian har mange interesser 

- han kan godt lide at tumle på 

gulvet, svømme, danse, spille på 

instrumenter, og så jubler han, 

når familien synger eller blæser 

sæbebobler. Disneys Baby Einstein 

er et hit ligesom cykelturene i 

ladvognen, når familien tager ud 

til nærmeste sø og fodrer ænder. 

Men de har alle ønsket at få flere 

muligheder for sociale oplevelser 

sammen – særligt Sebastien. 

”Han har manglet udfordringer 

i leg, og jeg har kunnet mærke på 

”det er skønt at se, at han 

har en interesse, som han 

kan vokse med. det har 

ændret vores syn på ham, 

at han faktisk godt kan 

nogle ting selv,” siger Frøjdis 

rodies, der er mor til Sebastien 

på otte år. 

6 


” 

Han bliver så stolt og glad, når folk kommer 

hen og ser, hvad han har gang i på skærmen 

6 

ham, at han har ønsket aktiviteter 

med mere spræl i. Han er meget 

glad for ting og aktiviteter med lys 

og larm,” fortæller Sebastiens mor 

Frøjdis Rodies. 

Derfor har Sebastien altid søgt 

hen til familiens computer, når 

den har været tændt. Nu har han 

fået sin egen – en Rolltalk med 

føleskærm, som blandt andet indeholder 

spil og billeder af familien. 

Den kan han både bruge sammen 

med sin familie og alene. 

”Det kan være vanskeligt i en 

familie med tre børn under otte 

år, at aktiviteter hele tiden skal 

være voksenstyrede. Derfor søgte 

vi efter hjælpemidler, han selv 

kan sætte i gang, og som ikke hele 

tiden kræver input fra en voksen,” 

siger Frøjdis Rodies. 

Computeren kan bryde isen 

Frøjdis og Sebastien sidder med 

computeren, og han vælger spillet 

’Abrakadabra’. Når han trykker på 

frøen, kvækker den, og trykker 

han på køkkenet, syder og bobler 

det på det lille komfur på skærmen. 

Han griber begejstret ud efter 

Frøjdis, hver gang frøen gaber op. 

”Han tog imod sin Rolltalk med 

åbne arme bogstaveligt talt. Nu 

tror han, at alle skærme kan noget, 

når han trykker på dem. Så han 

bliver lidt skuffet, når han trykker 

på Tv’et derhjemme, og der ikke 

rigtig sker noget,” siger Frøjdis og 

griner. 

Det er ikke kun Sebastien, der 

har glæde af Rolltalken. De to yngre 

søskende Rasmus og Julie Lilou 

strækker hals, hver gang Sebastien 

sætter spillene i gang. 

”Julie Lilou er tre år, så hun 

elsker gentagelser, så de kan sidde 

rigtig længe ved Rolltalken og 

underholde hinanden,” fortæller 

Frøjdis Rodies. 

Ud over at familien har udvidet 

repertoiret med nye legemuligheder, 

har Sebastien også fået lettere 

ved at komme i kontakt med 

gæster i hjemmet, for Rolltalken 

kan bryde isen i kontakten til besøgende. 

”Han bliver så stolt og glad, når 

folk kommer hen og ser, hvad han 

har gang i på skærmen. Når man 

ikke kender Sebastien, er det lettere 

for fremmede at snakke med 

ham og møde ham, når man kan 

tale om det spil, han er i gang med 

eller de billeder, der ligger fremme 

på skærmen. Det bliver naturlig 

tale frem for tavshed,” siger Frøjdis 

Rodies. 

rolltalk er en lang proces 

Rolltalken med føleskærm er 

blevet et naturligt redskab for Sebastien 

og hans familie, men det 

har taget tid at komme i gang. Fra 

familien søgte om Rolltalk som 

hjælpemiddel, til at den kom med 

posten, gik der et lille års tid. Derfor 

råder Frøjdis Rodies alle til at 

søge i god tid. 

”Det tager også tid af få føling 

med den og lære at bruge Programsnedker. 

Det er særligt svært 

af få lagt billeder og musik ind.” 

Men det er besværet værd. 

”Vi har fået udfyldt et tomrum 

med en ny hobby – computer. Jeg 

kan mærke det på hans begejstring. 

Når computeren kommer 

frem, lyser hans ansigt op. Han 

kan vokse med sin Rolltalk, og 

den kan tilpasses hans udvikling, 

så den kan følge ham altid,” siger 

Frøjdis Rodies. ◗ 


Af Hanna Fritzson, Kommunikationsmedarbejder 

på Kommunikationscentret i Hillerød 

Vi ses på 

Skype 

På Skovbo har de sat alle sejl ind for, at børnene skal 

have videokontakt med forældrene flere gange om 

ugen. Det bliver realiseret i et projekt om implementering 

af teknologi. 

På børneinstitutionen Skovbo 

i Galten bor 37 børn og unge 

med betydelige funktionsnedsættelser 

og stærkt begrænset 

verbalsprog. Her er pædagogerne 

centrale personer i børnenes liv 

– og i deres kommunikation med 

omverdenen. Men hvordan får 

”Katja” mulighed for at vælge makrel 

i tomat, som er hendes yndlingsmad? 

Og hvordan sørger man 

for, at børnenes daglige samvær 

ikke blot består af mennesker, som 

vil forsvinde ud af deres liv, men at 

man får plejet kontakten til børnenes 

familie og skabt relationer, der 

kan vare ved? Gennem en projektperiode 

på tre år skal personalet på 

Skovbo arbejde på i endnu højere 

grad at lade computeren blive børnenes 

kommunikationsredskab. 

Skovbo har i mange år arbejdet 

med Boardmaker, i en periode med 

mailprogrammet Herbor, og gjort 

sig nogle erfaringer med Skype. 

”Nogle af vores medarbejdere 

har taget en IKT-uddannelse, så da 

vi i efteråret 2009 fik mulighed for 

at deltage i et IAT-projekt, fandt 

vi det naturligt at gå det skridt videre,” 

siger Gunner Dalgaard, som 

er forstander på Skovbo. 

Projekt Implementering Af 

Teknologi (IAT) er et nationalt 

udviklingsprojekt, iværksat af 

Socialt Udviklingscenter (SUS), 

Kommunikationscentret i Hillerød 

og IT-universitetet – med projektledelse 

af SUS. I løbet af tre år skal 

Skovbo og fire andre specialtilbud 

i Danmark implementere udvalgte 

teknologier til kommunikation, 

fritidsbeskæftigelse og til fastholdelse 

af sociale netværk hos mennesker 

med betydelige psykiske og 

fysiske funktionsnedsættelser. 

6 


Jacob på Skype med familien. 

6 

Kommunikationen skal sikres 

Personalet på Skovbo ser projektet 

som en hjælp til at få en mere 

præcis målsætning for arbejdet 

med IKT. På en døgninstitution er 

implementering af redskaber til 

kommunikation vigtig og stiller 

krav om god systematik og koordinering. 

Rullende arbejdsskemaer 

og skiftende personaler betyder, 

at medarbejderne skal kunne gå 

ind og tage over for hinanden. At 

det er ”Pernille” og ikke ”Mette”, 

der er på arbejde, må ikke være det 

afgørende, når det kommer til det 

enkelte barns mulighed for kommunikation 

og social deltagelse. 

”Hvis ikke man kan kommunikere 

og komme i kontakt med sit 

netværk, så er man meget dårligt 

stillet. Det er virkelig den største 

gave, vi kan give disse børn – at de 

har mulighed for at snakke med 

deres venner og familie og have et 

så stort netværk som muligt,” siger 

tovholder Sirid Laurberg. 

I alt har projektet på Skovbo syv 

tovholdere fordelt på tre afdelinger: 

Blæksprutten for børn og unge 

med nedsat funktionsevne og 

autisme, Lærken for børn og unge 


og Sommerfuglen, som huser 

børn og unge fra begge målgrupper 

i aflastning. 

fokus på relationer 

Når ledelse og tovholdere skal forklare, 

hvad IKT-projektet på Skovbo 

handler om, kredser samtalen 

om tre tematikker. Relationer, 

kommunikation og medbestemmelse. 

Dele af det pædagogiske 

arbejde, som ikke kan ses adskilt, 

mener Gunner Dalgaard og forklarer 

projektets afsæt: 

”Kommunikation er helt afgørende 

for dét at have valg og 


medindflydelse, for at have relationer 

og opbygge dem, og for at 

have indf lydelse på relationer. Vi 

skal sætte fokus på kommunikationen 

hos disse børn, fordi den 

ikke kommer af sig selv. Det er os, 

der er nødt til at skabe de rammer, 

der skal til. Det er os, der skal give 

børnene mulighed for at skabe 

livskvalitet.” 

Teknologi-screening en øjenåbner 

I IAT-projektets opstart blev alle 

børn først screenet for, hvilke 

muligheder for kommunikationsteknologi, 

de hver især havde, og 

hvilke teknologier personale og 

forældre mente, at der var behov 

for. Det viste sig at være en nødvendig 

øjenåbner for alle parter, at 

projektet stillede skarpt på, hvad 

kommunikationsteknologi egentlig 

er og kan bruges til. 

”I forbindelse med IAT-projektet, 

er IKT blevet et kommunikationsmiddel 

for børnene. Og det 

er en ny vinkel for mig. En rigtigt 

spændende vinkel,” siger tovholder 

fra afdelingen Blæksprutten, Marete 

Hollænder. Tidligere har hun 

mest betragtet IKT som et redskab 

til læring, fortæller hun. 

Ifølge Tim Pedersen, som er far 

til Kevin, der bor på Lærken, er det 

ikke kun personalet, der kan trænge 

til mere viden på området. 

”Som forælder er man heller 

ikke altid klar over de muligheder, 

teknologien byder på. Jeg blev da 

lidt overrasket over at blive spurgt, 

om Kevin fx kunne tænke sig en 

mobiltelefon. Man tænker ikke i 

de baner. Man tænker behandling, 

rutiner og hverdag, sådanne ting. 

Og kommunikation er noget, der 

foregår mellem institution, forældre 

og hospital,” siger han. 

Makrellen som ikke bliver væk 

Screeningsresultaterne viste et 

behov for teknologi, der kunne 

være med til at fastholde børnenes 

sociale netværk. Det viste sig også, 

at der var behov for en forenklet 

systematik og bedre koordinering 

af de redskaber, der allerede 

anvendes i kommunikationen: 

digitalbilleder, pcs-symboler og 

kommunikationsmapper. 

På Skovbo har en del af børnene 

brug for dagsskemaer for at få et 

overblik over, hvad dagen byder 

på. Det er afgørende, at skemaerne 

bliver opdateret hver dag. I køkkenet 

hænger individuelle mapper 

med madsymboler, som børnene 

kan vælge ud fra. Hver afdeling 

har flere fællescomputere, der er 

beregnet til børnene. 

Alle billedsymboler printes ud, 

lamineres og sættes op. Det fungerer 

efter hensigten, men er meget 

omstændeligt og tidskrævende. 

Kommunikationen er også sårbar i 

perioder med vikardækning. 

Med iværksættelsen af IATprojektet 

er ønsket fra ledelsens 

side at forenkle og sikre adgangen 

til kommunikationsværktøjerne – 

uanset hvem, der er på arbejde. 

”Hvis en medarbejder glemmer 

at sætte skemaerne op til næste 

dag, har barnet ikke en chance for 

at få et overblik i sin dagligdag, 

men hvis det kører elektronisk 

på en computer, bliver det ikke 

glemt,” siger Lis Bach, afdelingsleder 

for Blæksprutten. Hun mener, 

at det samme kunne gælde madmapper 

og andre valgmapper: 

”Så undgår vi situationer, hvor 

et barn pludselig ikke får makrel i 

tomat den dag, fordi billedet med 

makrellen er blevet væk. Det er jo 

ikke fair.” 

Individuelle opsætninger 

på fælles computer 

Derfor skal fællescomputerne i 

fremtiden spille en langt mere 

central rolle, end hvad de gør i 

dag. Tovholderne forestiller sig, at 

alt, hvad der har med det enkelte 

barn at gøre, skal lægges ud på den. 

Med Programsnedkeren til hjælp – 

software, der gør det nemt at lave 

individuelle opsætninger med en 

let overskuelig brugerflade. Det 

giver hurtig adgang til billeder af 

familie og venner; spil og musik, 

barnet kan lide; forprogrammerede 

dagsskemaer osv. Computeren 

skal udstyres med touchskærm, så 

barnet selv kan vælge aktivitet. 

Skype til den enkelte 

På fællescomputerne skal der også 

ligge individuelle opsætninger af 

programmet Skype. Med over 100 

millioner brugere på verdensplan, 

er Skype efterhånden blevet et udbredt 

værktøj for internettelefoni. 

Også i Danmark har mange husstande 

Skype installeret på pc’en. 

Fordelen med Skype er, at opringningen 

understøttes med webcam, 

så begge parter kan se hinanden, 

når de taler sammen. Talesprog er 

dermed ikke en forudsætning for 

kommunikation. Når der er tale 

om særlige behov, er betjeningen 

dog et minus. Det almindelige Skype 

har en brugerflade, der er alt 

for kompleks til at kunne betjenes 

af børnene på Skovbo. 

Brugervenlig Skype 

Men fremtiden tegner lys. I IATprojektet 

afprøves en ny udgave 

af Skype: CanConnect, som er 

udviklet i Canada af CanAssist, 

en afdeling under University of 

Victoria, og som i forbindelse med 6 


CaNCONNeCt SySteMKraV 

6 

IAT-projektet er blevet oversat til 

dansk. I CanConnect er der lagt 

vægt på en visuel brugerflade, som 

kun viser kontaktpersonerne, når 

de er online, og man kan ringe til 

dem. Samtidig er brugerfladens 

design oplagt til at betjenes med 

en touchskærm. 

Skype skal være installeret 

på den computer, hvor man 

ønsker at køre CanConnect. 

Brugeren skal have en Skypekonto, 

da CanConnect henter 

sine oplysninger fra Skype. 

Computeren skal også have et 

webkamera. Ellers er der kun 

de krav til udstyr, som eventuelle 

særlige betjeningsformer 

kræver, for eksempel øjenudpegning. 

Almindelig 

Skype brugerflade 

for valg 

af kontaktperson. 

CanConnect’s 

brugerflade 

for valg af 

kontaktperson. 

Særlige værktøj til almene behov 

Kommunikationscentrets IKTkonsulent 

Michael Hjort-Pedersen, 

som er projektleder for projektet 

på Skovbo, siger om CanConnect 

og screeningerne fra IAT-projektet: 

”For en gangs skyld lader det til, 

at den kompenserende teknologi 

kan være på omgangshøjde med 

den teknologi, vi alle bruger. Efter 

screeninger på Skovbo og de fire 

andre botilbud har vi fået et klart 

billede af, at mennesker med store 

funktionsnedsættelser naturligvis 

også gerne vil have adgang til 

samme typer teknologier, som du 

og jeg har – Skype, mobil, mail mv. 

Men mange har rent faktisk ikke 

reel adgang til disse teknologier. 

Samtidig kan vi konstatere, at 

mennesker med kommunikationshandicap 

endda ville kunne profitere 

markant mere af teknologier 


til kommunikation, end de fleste 

andre.” 

godnat på Skype 

CanConnect skal i første omgang 

introduceres for Camilla og Phillip, 

som begge er 13 år og bor på 

afdelingen Blæksprutten. De har 

allerede brugt almindelig Skype i 

op til et år. 

Skype kom på banen, fordi Camillas 

mor gerne ville kunne sige 

godnat til Camilla. Da dette kom 

Filips forældre for øre, ville de også 

gerne afprøve Skype med deres 

søn. ”Det betyder noget for forældrene 

at få lov til at sige godnat til 

deres barn. Det kan være, at der 

ikke er tid eller overskud til et besøg 

i hverdagen, men så kan man 

alligevel være en del af hinandens 

dagligdag fem minutter en gang 

imellem,” forklarer Marete Hollænder, 

som hjælper børnene med 

at skype. 

Da børnene skulle introduceres 

for Skype, lagde Marete først og 

fremmest vægt på, at stunden 

foran computeren skulle være en 

god oplevelse: 

”Filip havde popcorn med, når 

han sad ved computeren, fordi det 

signalerer noget, der er hyggeligt. 

Camilla er helt vild med æbler, så 

det fik hun med. Nu er disse ting 

ikke nødvendige mere, der er nok 

motivation i bare at se mor og far.” 

Samtale med kropssprog 

Camilla har faste ugedage, hvor 

hun på skift skyper med far og 

mor. 

”Camilla har sit hjælpeskema, 

som hun holder op foran webkameraet. 

Så har hun noget at tale 

ud fra og kan fortælle, at hun for 

eksempel har været ude og cykle. 

Ellers handler det om at kigge på 

hinanden og vinke. Forældrene 

er gode til at spørge ind: ’Nåh, du 

har nattøj på? Har du været i bad?’ 

Nogle gange kommer der ikke så 

mange ord. Bare det at se på hinanden 

betyder rigtigt meget. Det 

er vigtigt, at ens forældre er en del 

af ens hverdag, så man kan bevare 

den gode relation,” siger Marete 

Hollænder. 

Ikke en film 

På grund af psykisk funktionsnedsættelse 

eller autisme kan børnene 

have en meget konkret forståelse 

af virkeligheden. Personale og forældre 

var derfor spændte på, om 

børnene ville forstå logikken bag 

internettelefoni. At det, der foregår 

på skærmen, er en interaktion her 

og nu, og ikke en film, der bliver 

afspillet. 

Men selv efter få gange, er det 

tydeligt, at de børn, der indtil videre 

har afprøvet Skype, er med 

på, hvad der sker. Kevin, som er en 

nysgerrig og udadvendt ung mand 

på 16 år, har blot prøvet Skype to 

gange sammen med far og mor. 

”Kevin forstår, at vi er til stede 

på skærmen, og at vi kan kommunikere 

på afstand. Det foregår 

ved hjælp af kropssprog og lyde. 

Når Kevin laver en lyd, så giver vi 

en respons med det samme. Han 

synes, det er helt vildt, og det er 

super dejligt,” fortæller Tim Pedersen, 

Kevins far. 

Lærke Kaas, projekttovholder 

på Lærken, istemmer. Hun kan 

mærke en forandring hos Kevin, 

når han er på Skype. 

”Normalt er Kevin lidt af en 

mekaniker – han elsker at pille 

ved små ting. Men den første gang 

sad han i ti minutter helt stille og 

kiggede. Virkelig koncentreret. Og 

langsomt kom kroppen med, med 

klap. Potteplanten og webcam’en 

ovenpå skærmen lod han helt 

være. Han fokuserede på det, der 

foregik på skærmen,” siger hun. 

Selvbestemmelse 

Mere selvbestemmelse og højere 

grad af selvstændighed er en 

vigtig del af filosofien bag IATprojektet. 

Håbet er, at Kevin og de 

andre børn på sigt selvstændigt 

vil kunne ringe op via Skype ved 

hjælp af touchskærme på fællescomputerne. 

Hvor langt man kan 

nå, vides ikke. Men det vigtigste, 

er, at tage udgangspunkt i det enkelte 

barns ressourcer. Og ikke at 

afskrive uprøvede muligheder på 

forhånd. 

Specialdesignet computer 

En dreng, der især ville kunne få 

glæde af de udvidede muligheder, 

teknologien giver, er Jakob, som 

bor på afdelingen Lærken. Jakob 

er spastisk lammet og sidder i kørestol. 

Med kinden styrer han en 

0/1-kontakt, der gør ham i stand til 

at spille musik på afdelingens stationære 

computer. Når musikken 

standser efter 15 sekunder, trykker 

han igen. Og igen. Jakob kan nemlig 

godt lide musik, og han har selv 

fundet ud af, at han blot skal holde 

knappen inde, bare en lille smule 

længere, hvis teknikken driller. 

Personalet fornemmer, at Jakobs 

impressive sprog er mere udviklet, 

end hvad han er i stand til at 

udtrykke. Vil teknologien vise, at 

det er muligt for et barn som Jakob 

at få større selvbestemmelse? Det 

vil tiden vise. I løbet af projektet 

skal Jakob øve sig i at bruge en 

specialtilpasset computer, som kan 6 


6 

monteres på en kørestol og som 

kan betjenes af selv personer med 

stærkt begrænset førlighed. Med 

Programsnedkerens funktioner 

i opsætningen kan computeren 

blive et talerør for Jakob, uanset 

hvor han færdes. 

fælles ansvar 

Projektgruppen har et ønske om, 

at de udvalgte teknologier bliver 

100 procent integreret i børnenes 

hverdag. Dette lykkes ikke, medmindre 

al personale på Skovbo 

tager ansvar for, at teknologien 

bliver brugt. 

De enkelte medarbejderes personlige 

holdninger må ikke være 

afgørende for, hvad der er vigtigt, 

og hvad der er mindre vigtigt. Derfor 

skal formål og arbejdsmetoder 

først tales igennem. 

Og det er her tovholderne kommer 

på banen. De skal tage teten, 

give ideer videre og vise mulige 

veje. 

arbejdet med 

implementering af IKt 

Projektkonsulenten Michael Hjort- 

Pedersen afholder projektarbejdsdage, 

hvor de syv tovholdere løser 

konkrete arbejdsopgaver, bl.a. for 

at lære Programsnedkerens funktioner. 

Opgaven som tovholder er 

sat i system, og der er tydelige forventninger 

til, hvad den enkelte 

skal. Tovholderne får en lønmæssig 

kompensation for det ansvar, 

de påtager sig i forbindelse med 

projektet, og der bliver sat ekstra 

tid af til opgaven. De holder egne 

arbejdsdage mellem møderne med 

projektkonsulenten, de udarbejder 

manualer i programmet, informerer 

løbende om projektet på personalemøder 

og sørger for at klæde 

den øvrige personalegruppe på til 

opgaven. Og så er der løbende evalueringer. 

Ledelsens filosofi er, at der 

skal arbejdes i et tempo, hvor hele 

personalegruppen kan nå at følge 

med. ”Det gør ikke noget, at det tager 

tid. Det må bare ikke gå i stå,” 

siger forstander Gunner Dalgaard. 

netværket skal med 

Af samme grund har man valgt, så 

tidligt som muligt at få den tredje 

part med – netværket. Langt de 

fleste forældre har været positivt 

indstillede over for projektet. Men 

forældrene kan, ligesom personalet, 

føle sig overvældet, når de nye 

teknologier skal implementeres. 

”Måske er der problemer med 

installationen, måske er netforbindelsen 

langsom. Vi er nået til den 

konklusion, at hvis det her skal 

køre, så kan det være nødvendigt, 

at vi tager hjem til forældrene 

og med fælles indsats får Skype 

installeret og webkameraet og 

lyden til at fungere,” siger Gunner 

Dalgaard. ◗ 




Spastisk lammelse behøver ikke 

være en hindring for et godt ungdomsliv 

jeppe på 20 år er elev på egmont Højskolen 

– et ophold der har modnet ham, styrket hans 

humoristiske sans og klædt ham på til voksenlivet. 

diagnoser er uinteressante. Det 

er det, man har inde i sig som 

menneske, der er interessant. 

Den indstilling blev byggestenene 

for Egmont Højskolens forstander 

Oluf Lauth, da man tog de første 

spadestik til højskolen – Danmarks 

første højskole for de ’vandrette’ 

og de ’uunderviselige’. Der er sket 

meget siden, den første forstander 

måtte krænge sig ud af sit mærkat 

som spastiker og fik stillet til udsigt 

at blive førtidspensionist som 

23-årig. Sådan gik det heldigvis 

ikke. I stedet tog han en udannelse, 

og han har siden banet vejen for, 

at unge mennesker med handicap 

skal have en plads i samfundet. 

En af de unge, som kæmper videre 

i forstanderens ånd, er, Jeppe 

Forchhammer på 20 år. Han er født 

med cerebral parese uden talesprog 

og kommunikerer med Bliss. 

”Man kan godt leve et fedt liv, 

selvom man er spastiker,” slår han 

fast. 

Jeppe har lavet sin helt egen 

hjemmeside ’spassermanden.dk’. 

Her vil han fortælle omverden, at 

selv om man sidder i kørestol, er 

man ikke handlingslammet. 

Spassermanden.dk 

skal aflive myter 

Ideen til hjemmesiden får han en 

dag, da han møder en familie i 

Tivoli, som er nysgerrige efter at 

vide, hvordan livet mon udfolder 

sig med spastisk lammelse. Og om 

det i det hele taget er et godt liv. 

”De spurgte mig om meget. Mine 

interesser, hvordan jeg klarede 

tilværelsen, hvor meget jeg skulle 

have hjælp til,” fortæller Jeppe 

Forchhammer. 

Efter mødet med familien beslutter 

han sig for at aflive myter 

om unge med spastisk lammelse. 

Et liv som mange har holdninger 

til, men mangler reelt kendskab 

til. Især forestillingen om, at det er 

et dårligt liv, vil Jeppe gerne gøre 

op med. Metoden er humor. 

”Jeg er overbevist om, at hvis 

man prøver at se tingene fra en 

skæv vinkel, så forstår folk at 

grine. Med en humoristisk tilgang 

kan man nedbryde grænser og fordomme,” 

siger han. 

Derfor blev det den direkte og 

omstridte titel – spassermanden. 

”Nogen synes den er fed, og 

andre bliver fornærmede. Men helt 

Jeppe Forchhammer på 20 år har lavet sin egen hjemmeside 

Spassermanden.dk 

ærligt, så synes jeg, det er fedt at 

fornærme, for så får man da nogle 

reaktioner i det mindste,” fortæller 

Jeppe Forchhammer. 

Han husker særligt en episode 

på en forældre-venne dag, hvor en 

af fædrene til en elev bliver forarget 

over Jeppes bil, hvor der også 

står spassermanden på siden. 

”Han fandt det direkte usmageligt,” 

siger Jeppe Forchhammer. 

6 


Foto: Stevie Kørvell 

Egmont Højskolen huser 160 elever og 80 ansatte. 

Højskolen er for alle – alle med og uden et handicap 

6 

Selv mener han, at vi skal holde 

op med at være så berøringsangste 

i forhold til det at have et handicap. 

”Det handler om at vise hensyn, 

men ikke om at overbeskytte os.” 

På sin hjemmeside fortæller 

han om en episode fra sin børnehave, 

hvor personalet udviste misforstået 

omsorg. 

”Jeg kan ikke gå, så da jeg var 

lille, havde jeg en pil, som jeg 

kunne gå rundt i. Hvis jeg drillede 

de andre i børnehaven, så låste de 

andre mine hjul. Det var et stort 

problem for de vokse. Øj hvorfor?,” 

skriver Jeppe Forchhammer på sin 

hjemmeside. 

Eleverne bliver klædt 

på til udfordringer 

Foruden humoren og gåpåmodet 

har Jeppe også forberedt sig på 

voksenlivet i sine tre år på Egmont 

Højskolen. Han har lært at styre 

BPA – Borgerstyret Personlig Assistance, 

så han kan komme til at bo 

for sig selv en dag. Og så har han 

prøvet kræfter med mediefaget. 

I øjeblikket er han ved at lægge 

sidste hånd på en dokumentarfilm 

om sit liv som Jeppe. 

”Jeg har fået nye input og prøvet 

en masse, jeg ikke troede, var muligt,” 

fortæller Jeppe Forchhammer 

og slår fast 

”Intet er umuligt, hvis man vil 

det nok.” 

Og viljen har ledt ham mange 

steder hen – Japan, Ungarn, Kina 

og Tanzania. På den sidste tur til 

Afrika har Jeppe besøgt flere børnehjem 

og en masailandsby, hvor 

børnene blev omskåret. For ud for 

rejsen har Jeppe været med til at 

indsamle penge til flere børnehjem 

for HIV- og AIDS ramte børn 

i Afrika. 

Skolen har i sin spæde start 

lagt vægt på rejserne. Dels kunne 

den første forstander godt lide det 

søde rejseliv, og dels er rejserne 

” 

Jeg er overbevist om, at 

hvis man prøver at se tingene 

fra en skæv vinkel, 

så forstår folk at grine. 

Med en humoristisk tilgang 

kan man nedbryde 

grænser og fordomme” 

en udfordring for eleverne, så de 

indstiller sig på de vanskeligheder, 

de møder rundt omkring i verden 

og i livet. 

”Skolen er indrettet efter alle 

kunstens regler i forhold til kørestolsbrugere. 

Eleverne skal opleve, 

at den øvrige verden ikke er 

indrettet sådan, og overvinde de 

barrierer, det medfører. Rejsen er 

en læring i at møde det fremmede 


KOrt OM egMONt HØjSKOleN 

Højskolen er for alle – alle med og uden et handicap. Højskolens 

rødder går tilbage til 1956, da Oluf Lauth blev forstander 

for Holsatia Højskole. I forbindelse med en ombygning fik 

skolen 1 million fra Egmont H. Petersens fond, og derefter tog 

skolen navneforandring til Egmont Højskolen. I 1972 gik den 

første forstander af, og tre andre har igennem tiden siddet i 

forstanderstolen, inden sønnen Ole Lauth overtog i 1991. Læs 

mere på www.egmont-hs.dk 

og det uforudsigelige. En rejse kræver 

kreativitet, tålmodighed og 

ind imellem udholdenhed. På den 

måde lærer eleverne meget om, 

hvem de selv er,” siger forstander 

Ole Lauth. 

godt at flytte fra de gamle 

De trygge rammer er Jeppe Forchhammer 

ikke ked af at komme 

væk fra, og barndomshjemmet er 

han også glad for at have givet slip 

på. Det har ændret meget på relationen 

til forældrene, at de ikke 

længere bor under samme tag. 

”Nu er de hundrede procent mine 

forældre og ikke mine hjælpere. 

Da jeg boede hjemme var det mere 

uklart,” siger Jeppe Forchhammer, 

og fortsætter: 

”Det er hyggeligere at være 

sammen med dem nu, når vi ikke 

bor sammen. Vi har fået et andet 

forhold sammenlignet med dengang, 

jeg boede hjemme. Nu ser jeg 

dem kun i ferierne, og når jeg er 

tvunget til at tage hjem,” siger han 

med et skælmsk, ironisk smil. 

Den rå humor er noget, han har 

med hjemmefra, men som han har 

slebet videre på i de tre år på Egmont 

Højskolen. 

udannelse i sigte 

Foruden humoren har fællesskabet, 

den kulturelle mangfoldighed, 

det nære samvær og det 

ligeværdige møde også medvirket 

til, at Jeppe ser mulighederne 

frem for begrænsningerne. Og den 

livsindstilling bliver fremelsket på 

højskolen, fra den dag eleven står 

på gårdspladsen med sin kuffert, 

til han rejser igen. 

”En klog mand lærte mig for 

mange år siden altid at tænke 

’almindeligt’ først. Mangler du 

livsmod, fordi du har en funktionsnedsættelse 

eller fordi, du 

er menneske? Er modløsheden 

handicapbetinget, må vi på skolen 

bruge alle kræfter på at kompensere. 

Men der skal være en flig af 

livsvilje et eller andet sted. Vi skal 

give mod til de, der mangler det, 

og understøtte de, der bestræber 

sig på det,” siger forstanderen. 

Efter sommerferien vil Jeppe 

gerne læse fysik og kemi på HF, 

men først skal han på Skanderborg 

Festival og Roskilde Festival. 

Læs mere om Jeppe på 

www.spassermanden.dk ◗ 


Herre i eget hus 

Bosted på Bornholm tester teknologi, der skal give 

beboerne større frihed og medbestemmelse 

Af Karen Torp-Pedersen, Journalist og Informationsmedarbejder i VIKOM 

14 beboere på Nexøhuset skal i 

fremtiden ikke længere vente på, 

at pædagogen tænder for Tv’et, 

radioen eller hjælper med at lægge 

puslespillet. I stedet skal beboerne 

med en enkelt bevægelse, blink 

eller et pust sætte en aktivitet i 

Kort om projektet 

Projektet med teknologi, der 

giver beboerne adgang til 

at handle selv, løber over en 

periode på 14 måneder. ABTfonden 

støtter projektet med 

1,6 mio. kr. Beboerne tester 

selvaktivering ved hjælp af puste-, 

råbe- eller lyd-interface, 

bevægelsessensorer, touchskærme 

og 0/1-kontakter. 

Projektet tester i alt tre typer 

teknologiske løsninger: lyd og 

billede, elektroniske aktiviteter 

med brug af el-kontakter 

og computerbaserede pusleog 

vendespil til touchskærm. 

Læs mere om projektet på 

www.abtfonden.dk og 

www.bolig.hmi.dk 

gang. I øjeblikket tester personale 

og beboere ny teknologi, der skal 

give beboerne mere medbestemmelse 

og selvstændighed. 

”Vi mener, at det er altafgørende 

for beboernes livskvalitet, at 

de får alle tænkelige muligheder 

for medbestemmelse. Det er ikke 

alle, der har mulighed for at give 

udtryk for, hvilke aktiviteter de 

har lyst til, og det betyder, at de må 

vente på, at pædagogen har tolket 

deres behov. Det skal vi have ændret, 

derfor må vi finde nye muligheder 

for medbestemmelse for 

beboerne,” siger Jeanette Bech, der 

er forstander på Nexøhuset. 

Teknologien skal skræddersys 

De fleste af beboerne på Nexøhuset 

har multiple funktionsnedsættelser, 

og de har alle brug for hjælp 

til personlig pleje og forplejning. 

Der ud over har de også brug for 

hjælp til at dyrke interesser og 

vælge mellem forskellige aktiviteter. 

Nogle er svagtseende, blinde, 

hørehæmmede og sidder i kørestol. 

Mens andre er mobile og har lidt 

håndkræfter. Fælles for dem alle 

er, at de har brug for hjælp til selvhjælp, 

og at de har vidt forskellige 

plejebehov. Derfor findes der ingen 

fællesløsninger – kun individuelle. 

”Vi vil teste, om man kan 

skræddersy eksisterende teknologi, 

så en beboer uden håndkræfter 

kan tænde for sin radio ved enten 

at puste eller nikke med hovedet. 

Så kan han eller hun selv vælge 

kanalen, og beboeren behøver heller 

ikke at vente på pædagogen,” 

siger forstanderen. 

Hvordan teknologien skal tage 

sig ud ved de endnu ikke, men 

beboerne vil i fremtiden få mere 

medbestemmelse i eget liv ved 

hjælp af mobil teknologi og computer. 

◗ 


Af Karen Torp-Pedersen, Journalist og Informationsmedarbejder i VIKOM 

ferietips 

Feriemuligheder for familier 

med et barn med multiple 


At pakke bilen og køre til Rivieraen eller 

sætte sig op i et fly mod sydlige himmelstrøg 

er ikke sådan lige til, hvis man har 

et barn med multiple funktionsnedsættelser. 

Meget ofte bliver ferien holdt derhjemme, 

fordi rammerne andre steder ikke 

er tilpasset hjælpemidler og kørestole. 

Dansk Handicapforbund har dannet sig et 

overblik over handicapvenlige feriesteder. 

Sommerhuse i Danmark 

Der er flere muligheder for at leje et 

sommerhus, hvor der er plads til hele familien 

– også barnet med handicap. Tjek: 

www.sologstrand.dk 

www.cimbria-ferie.dk 

www.hbf.dk 

www.christravel.dk 

Læs mere på 

www.danskhandicapforbund.dk 

fin badestrand. Læs mere om Klitgaarden 

på klitgaarden.fundanemt.com/ 

index.php eller ring på tlf. 98 96 81 99. 

Sønderjylland: I en gammel slægtsgård, 

der ligger mellem Øster Højst og Ravsted 

i den tidligere Løgumkloster kommune, 

har man etableret ferielejligheder. Til 

gården hører 20 hektar jord og to hektar 

skov. Se mere på 

www.lundensbondegaardsferie.dk 

eller ring på tlf. 73 77 51 15. 

Bornholm: Handicapegnet feriebolig på 

en gård med heste, katte, høns og påfugle. 

Se www.ferieboligbornholm.com 

Rejsearrangører 

Enkelte firmaer tilbyder rejser til handicapegnede 

feriesteder i ind- og udland. 

Feriecentre i Danmark 

Ønsker familien et bredere udbud af aktiviteter, 

er der også flere fericentre, som 

har nogle gode rammer for en familie 

med forskellige behov. Tjek: 

www.folkeferie.dk/da 

www.dronningensferieby.dk 

www.slettestrand.dk 

www.pindstrupcentret.dk 

Jyttes Handy Rejs arrangerer rejser med 

hjælpere. Tjek www.jytteshandyrejs.dk 

eller tlf. 66 18 03 40 

Tigerbus arrangerer liftbusrejser til 

Tyskland, Slovenien og Holland. 

www.tigerrejser.dk eller tlf. 70 22 22 56. 

HandiTours ApS er specialist i handi caprejser 

til Afrika, Spanien, Kreta, Holland, 

krydstogter med mere. 

Se www.handitours.dk 

Pindstrup Centret på Djursland er et af de steder, 

hvor der er plads og gode rammer for forskellige 

behov. Læs mere på www.pindstrupcentret.dk 

www.liftbusrejser.dk eller tlf. 66 11 31 31 

/40 10 25 53. 

Ryks Tilgængelighedsbase 

Her kan du skabe dig et overblik 

over overnatningsmuligheder, 

seværdigheder, butikker osv. 

Se www.tbasen.dk. 

Bondegårdsferie i Danmark 

Hjørring: Ved Hjørring kan man bo Liftbusrejser arrangerer rejser til 

på Klitgården, knap en kilometer fra en Tyskland og Belgien. Se mere på 

6 


ferietips 

6 

De deler ferien op 

”Vi har haft Andreas med til 

udlandet, da han var 5 1 /2 år 

gammel. Vi havde en ven med 

som hjælper, men det var hårdt, 

da vi ikke synes, det er ferie, 

når Andreas er med. Han sover 

dårligt om natten og kræver 

mandsopdækning om dagen. Vi 

prioriterer derfor den ene uge 

med Andreas i Danmark med 

Angelmanforeningen, og så 

tager vi selv sydpå alene med 

pigerne.” 

Familien Kok, Humlebæk. 

Kilde Angelman Bladet 

Danmarks officielle turistside 

Danmarks nationale turismeorganisation 

VisitDenmark, har hjemmesiden 

www.visitdenmark.com. Klik 

på ’Inspiration’ og derefter ’Tilgængelighed’, 

hvor du får et overblik over handicap 

egnede steder. 

ferie i Norden 

norgE: På Norges Handikapforbund 

www.nhf.no er der mange rejsetips 

til Norge. Du kan for eksempel leje en 

handicapegnet hytte i Sogn og Fjordane. 

Se mere på www.gloppen-camping.no 

eller hytter i Grindbutunet 

www.grindbutunet.no 

SVErigE: På hjemmesiden 

www.turismforalla.se er der gode tips 

til ferier og links til handicapvenlige 

steder i andre lande. 

udland 

franKrig: 

www.parisonwheels.com 

www.accessholidays.com 

SpaniEn: 

www.accessiblebarcelona.com 

www.laspiedras.co.uk 

www.oasis-holidays.com 

tHaiLand: 

www.handicapsite-thailand.com 

japan: 

www.tesco-premium.co.jp/aj/index.htm 

uSa: 

I Orlanda tæt på Disneyland kan 

du bo i handicapegnede villaer 

www.access-villas.co.uk/index.html. 

Til de der er interesserede i delfinsvømning 

tjek www.dolphins.org 

’BYttE BoLig’: Du kan bytte bolig med 

andre familier i verden. Læs mere om 

ordningen på www.independentliving. 

org/vacaswap.html 

Dagsudflugter 

tiLgÆngELigHEdSBaSEn: 

På www.tbasen.dk eller 

www.godadgang.dk kan man læse om 


de steder, som er certificeret efter turismens 

mærkningsordning. 

SKoV og naturStYrELSEn fremstiller 

vandreturskort. Nogle skovstier er 

egnede for kørestolsbrugere. Du kan få 

kortene på bibliotekerne eller downloade 

dem på www.friluftskortet.dk 

Flere feriemuligheder se også 

www.spastikerforeningen.dk/ferie 

www.lev.dk 

www.familienet.dk 

www.danskhandicapforbund.dk 

De tager hjælperen med 

LEjE af HjÆLpEmidLEr 

www.danskplejeteknik.dk 

www.falckhjaelpemidler.dk 

LEjE af SmÅ BuSSEr mEd Lift 

www.vestergaard.com 

www.hertzdk.dk 

www.havdrupautoudlejning.dk 

www.avis.dk 

”Vi kører i campingvogn og overnatter på Autohof undervejs gennem Tyskland og 

Østrig, og det går bare rigtig godt. Der er stor forskel på mentaliteten i de forskellige 

lande. Frankrig og Italien er klart de mest handicapvenlige lande, vi har været 

i. Oliver stortrives, når vi er afsted. Vi har altid hjælpere med. Kommunen betaler 

de ekstra omkostninger, vi har på campingpladserne, samt den almindelige løn, 

som hjælperen ville have fået, hvis vi var hjemme. Resten gør de af egen vilje.” 

Familien Bugge, Ishøj. Kilde Angelman Bladet. 

Kun endags-ture 

”Vi har ikke haft Louisa med til 

udlandet. Det ville ikke være nogen 

ferie for nogen af os. Et er, at 

man har ferie, noget andet er at 

holde ferie. Louisa har været med 

i sommerhus, men hun bryder sig 

ikke om det. Hun vil meget hellere 

blive hjemme, hvis hun selv kunne 

bestemme. Sidst var vi to dage 

afsted i Legoland, hvor vi skulle bo 

på Hotel Legoland. Det var så forfærdeligt, 

at jeg tilbød at køre hjem 

med hende klokken to om natten. 

Louisa hader overnatninger uden 

for hjemmet/børnehuset. Hun 

bliver meget ked af det og meget 

forvirret, så det er bare så synd at 

have hende med. Hun elsker endags-ture, 

så det er det, vi gør med 

hende. Når Louisa holder ferie, er 

vi hjemme. Det er det, hun elsker.” 

Familien Lindsted, Nyborg. 

Kilde Angelman Bladet 


kort nyt 

Multiple funktionsnedsættelser 

på ”God social praksis” 

godsocialpraksis.dk 

Nu kan du finde eksempler på god social 

praksis inden for VIKOMs område på portalen 

www.godsocialpraksis.dk 

I forbindelse med lancering af tema 

om børn og unge med handicap er der 

blevet offentliggjort 36 nye eksempler. 

Temaet omfatter eksempler, der sætter 

fokus på praksis i forhold til børn med 

multiple funktionsnedsættelser uden 

talesprog. Du kan bl.a. læse om: 

• Småbørnstilbuddet – et vejledningstilbud 

bygget op om samvær og fælles 

oplevelser til forældre og småbørn 

(Kommunikationscentret, Region Hovedstaden) 

• Kommunikation – en særlig tværfaglig 

opgave omkring børn i specialbørnehave 

(Specialbørnehaven Platanhaven, 

Odense Kommune) 

• Historiefortælling som metode til at 

kommunikere med børn uden talesprog 

(Børnehuset, Svendborg Kommune) 

• Snoezelen som platform for udviklingshæmmede 

børns samspil (Børnehjemmet 

Solbo, Silkeborg Kommune) 

Til temaet hører også nogle mere overordnede 

artikler, hvor VIKOM har bidraget 

med artiklen "Kommunikation og 

- slip din viden løs 

Politik | Forvaltningsledelse | Sagsbehandling | Leverandørydelse | Evaluering 

børn med multiple funktionsnedsættelser 

– ny viden og nye muligheder”. 

Portalen www.godsocialpraksis.dk 

indeholder eksempler på god praksis 

inden for Servicelovens område. Her kan 

politikere, forvaltningsledelser, sagsbehandlere, 

leverandører og personer med 

evalueringsopgaver orientere sig om alt 

fra behandling til pædagogiske indsatser 

inden for alle sociale områder – herunder 

handicapområdet. Basen administreres 

af Servicestyrelsen. 

Se www.godsocialpraksis.dk 

Nu kan børn og unge med cerebral parese 

i Region Syddanmark deltage i opfølgningsprogrammet 

CPOP. 

Programmet er udviklet i et samarbejde 

mellem ortopædkirurger, 

fysioterapeuter, ergoterapeuter og børneneurologer. 

CPOP udspringer 

af det svenske 

program CPUP, som 

har eksisteret i den 

sydlige del af Sverige 

siden 1994. 

Her følger man 

børn med cerebral parese 

og cerebral parese lignende symptomer 

igennem barnets opvækst. Fysioterapeuter 

og ergoterapeuter undersøger og 

registrerer grovmotorisk og finmotorisk 

funktion, ledbevægelighed og spasticitet. 

Det samme gælder for hofter og ryg, som 

kontrolleres regelmæssigt. Og så registreres 

behandlinger og operationer. 

På den måde sikrer man sig, at ændringer 

i barnets tilstand bliver opdaget, 

og at man hurtigere kan iværksætte forebyggede 

behandlinger. Resultatet er, at 

antallet af svære kontrakturer, 

fejlstillinger 

og skolioser mindskes, 

og at hofteluksationer 

kan forebygges. 

Fire børneafdelinger 

deltager i projekter 

– en i Esbjerg, Sønderborg, 

Kolding og Odense. Børn mellem 

nul og seks år kan deltage i projektet. 

Læs mere om programmet og deltagelse 

på www.cpop.dk 

Nyt opfølgningsprogram 

for børn med spastisk lammelse Nyt politikpapir 

om 

rettighed til 

kommunikation fra leV 

Et udvalg i landsforeningen LEV 

har arbejdet med et nyt politikpapir 

om rettighed til kommunikation 

for mennesker med udviklingshæmning, 

som er særligt 

kommunikativt sårbare. 

I skrivende stund har politikpapiret 

været til høring og 

afventer nu hovedbestyrelsens 

godkendelse sidst i maj, hvorefter 

det vil blive offentliggjort. 

Hold øje med LEV’s hjemmeside 

www.lev.dk for at læse politikpapiret. 


Af Tina Harmon, Centerleder i VIKOM 

bøger 

Ny bog af Birgit Kirkebæk 

BOgANMELDELSE 

I sin nye bog formidler dr.pæd., Birgit 

Kirkebæk de erfaringer, hun har fået 

igennem en sammentænkning af handicaphistorien 

og nutidig specialpædagogisk 

praksis. Det handler ikke alene om 

at tage udgangspunkt i almen- og specialpædagogisk 

teori. De direkte berørtes 

erfaringer må inddrages, og de relationelle 

aspekter skal danne afsæt for det 

pædagogiske arbejdes mål og indhold. 

Bogen sætter fokus på specialpædagogens 

position som henholdsvis almægtig 

og afmægtig. Når specialpædagogen 

bliver usikker, bliver hendes identitet 

som både menneske og fagperson berørt. 

I den situation er det fristende at lade 

almagten tage over og træde ind i rollen 

som ekspert med viden om vedtagne metoder 

og programmer. Bliver specialpædagogen 

derimod i afmagtspositionen, 

bliver det nødvendigt at give rum for 

uvidenhed, nysgerrighed og åbenhed. 

Og den position åbner op for nye indsigter 

og handlemuligheder. 

Den specialpædagogiske indsats bliver 

i stigende grad styret af krav om evidens, 

Dr.pæd. Birgit Kirkebæk er medlem 

af VIKOMs faglige råd 

best practice og øget kontrol. I den sammenhæng 

peger Birgit Kirkebæk på, at 

pædagogens personlige ansvar altid må 

gå forud for enhver kontrol og pålagt 

procedure. Det relationelle aspekt bliver 

negligeret, når der ikke skabes rum for 

specialpædagogens selvstændige tænkning, 

kritiske potentiale og personlige 

didaktiske tænkning. Hvis specialpædagoger 

bliver umyndiggjort i forhold til 

deres eget fagområde, bliver specialpædagogikken 

udhulet. 

Hvert kapitel i bogen indledes med en 

række spørgsmål til relevante overordnede 

emner. Der afsluttes med en sammenfatning, 

en opgave til eftertanke samt 

en liste over anvendt litteratur. Bogen 

henvender sig til studerende, pædagoger, 

lærere, socialrådgivere og andre, der 

professionelt beskæftiger sig med mennesker, 

der opfattes som anderledes. 

ALMAGT OG AFMAGT 

– SPeCIALPÆdAGOGIKKeNS 

HOLdNINGer, HANdLINGer 

OG dILeMMAer 

Af Birgit Kirkebæk 

ISBN: 978-87-500-4115-3 

UdGIVer: AKAdeMISK FOrLAG, 2010 

OMFANG: 224 SIder 

PrIS: 269 Kr. 

BeSTILLING: www.akademisk.dk 

I ANLedNING AF UdGIVeLSeN arrangerede 

Forskningsprogrammet ”Social- og Specialpædagogik i inkluderende 

perspektiv” ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole en forelæsning, 

hvor dr.pæd., Birgit Kirkebæk præsenterede nogle af bogens pointer. 

Læs Birgit Kirkebæks forelæsning på: www.vikom.dk/wm151124 


øger 

Af Kirsten delfour, Kommunikationsvejleder på 

Kommunikationscentret region Hovedstaden og kursusleder i VIKOM 

Ny svensk bog om Bliss 

BYGGe OCH ANVÄNdA SPråK. 

BLISS I AKK. 

Af Boel Heister Trygg 

ISBN:978-91-633-3652-2 

UdGIVer: SÖdrA reGIONeNS 

KOMMUNIKATIONS- 

CeNTrUM, MALMÖ 2009. 

SPrOG: SVeNSK 

OMFANG 96 SIder 

PrIS: 150 SKr + POrTO 

BeSTILLING www.sokcentrum.se 

Med bogen følger en svensk 

Bliss-tavle i papir. der vil på 

et senere tidspunkt blive 

udgivet en film af samme navn. 

BOgANMELDELSE 

SÖK, Södra regionens Kommunikationscentrum 

har udgivet bogen Bygga och använda 

språk. Bliss i AKK. Bogen er skrevet 

af logopæd Boel Heister Trygg. 

Det er første gang jeg ser en bog på et 

nordisk sprog, der grundigt og alligevel 

letforståeligt gennemgår og forklarer, 

hvad Bliss er, og hvorfor Bliss i modsætning 

til andre symbolsamlinger skal 

betragtes som et egentligt sprog. En af 

bogens vigtige kvaliteter er, at den understreger, 

at Bliss kan være en vigtig 

kommunikationsmulighed for rigtig 

mange og kan bruges på mange måder. 

Det afgørende er, at man får stillet Bliss 

til rådighed, og at omgivelserne gør sig 

umage for at være gode rollemodeller. 

Forfatteren er opmærksom på, at andre 

symboler umiddelbart kan være lettere 

at lære betydningen af end de enkelte 

Bliss-symboler. Alligevel mener hun, 

at det er meget vigtigt at tage hensyn 

til, hvor åbent det symbolsystem man 

vælger er, og hvor mange udtryksmuligheder 

det giver. 

Naturligvis er der forskel på, hvordan 

forskellige mennesker bruger Bliss og i 

hvilken udstrækning. Og der er forskel 

på, hvordan den enkelte bruger Bliss i 

forskellige faser af sit liv. Ligesom at der 

er forskel på, hvordan mennesker taler 

dansk alt efter, om de lige har lært de 

første ord – eller om de fremlægger et 

forskningsprojekt på universitetsniveau. 

Når man starter med at lære Bliss, skal 

det være i en naturlig sammenhæng, 

ligesom man normalt lærer sig sprog. 

Det vigtige i denne fase er, at man ikke 

stiller krav til kommunikationsform, og 

at miljøet omkring den kommende Blissbruger 

anvender Bliss som en naturlig 

del af kommunikationen – i lighed med 

den måde man lærer at bruge talesproget 

på. 

Senere kan der være behov for mere 

specifik undervisning i Bliss, hvor man 

får mulighed for at lære at udtrykke sig 

mere nuanceret, med længere sætninger, 

flere ord og mere avanceret brug 

af de grammatiske muligheder i Blisssystemet. 

Nøjagtig på samme måde som 

undervisning i dansk. 

Forfatteren understreger, at en Blissbruger 

ikke kommunikerer i et vakuum. 

Og det gør vi andre for den sags skyld 

heller ikke. Samtalepartneren har stor 

betydning for hvor god kommunikationen 

bliver, uanset om man skal lære 

talesprog eller Bliss. 

Bogen er meget praksisorienteret og 

tager blandt andet fat i overvejelser om 

udformningen af den første Bliss-tavle, 

hvordan man kommer i gang med at 

bruge Bliss, og hvordan man kan arbejde 

videre med at udbygge Bliss som kommunikationsmåde. 

Jeg håber, at fagfolk og andre interesserede 

på VIKOMs område vil læse bogen, 

grundigt overveje mulighederne med 

Bliss og begynde at tænke i, hvordan 

man kan komme i gang med opbygning 

af velfungerende Bliss miljøer. ◗ 


Af Laust Torp Jensen, lærer på Vestermarkskolen i Aars og kursusleder i VIKOM 

Norsk antologi om børn med 


Boganmeldelse 

Torshov Kompetensesenter i Oslo har 

lavet bogen i samarbejde med den norske 

M-pedagogikkforening. Bogen er redigeret 

af seniorrådgiver cand. pæd. Turid 

Horgen. Hun deltog bl.a som oplægsholder 

på Vikoms kursuslederkursus i 

Horsens i 2009. Artiklerne er skrevet i 

perioden fra 2000 til 2008 af fagpersoner 

fra Torshov og andre lignende norske 

kompetencecentre. 

Bogens 20 artikler er delt op i fem 

kategorier: 

• Språkkultur – vilje til å forstå og bli 

forstått 

• Miljø – for glæde leg og samspil 

• Planarbeid – et arbeidsredskap 

• Muligheter – fra barnehage, skole og 

bolig 

• Fagmiljø – møtepunkter og modeller for 

utvikling 

De fleste af artiklerne tager afsæt i praksis, 

i konkrete læringssituationen og problemstillinger 

som kompetencecentrene 

har været involveret i i forhold til børn, 

unge og voksne med de mest omfattende 

funktionsnedsættelser. 

”I artiklerne i boka vil dere møte Une, 

Andreas, Marius og Oda, Kaja og Jacob, 

Bjørg og mange flere. De er glade og og 

lei seg ordentlig, andre ganger greier de 

ikke å være oppmerksomt tilstede rettet 

mod omverdenen. De lærer hele tiden 

om seg selv og om å være seg selv – akkurat 

som oss andre det også”, skriver Turid 

Horgen i en indledende artikel. 

Det vil blive for omfattende at omtale 

alle artiklerne, de er alle både interessante 

og relevante, men enkelte kan trækkes 

frem, fordi de hver på deres måde umid- 

delbart kan læses som et indspark i forhold 

til konkrete sider af den pædagogiske 

praksis på skoler og institutioner for børn 

og unge med multiple funktionsnedsættelser. 

Det gælder artiklen ’Et miljø for felles 

glede om brugen af Snoezelen-miljøerne’. 

Her flytter man fokus fra det individuelle 

til det fælles, fra den enkeltes oplevelse til 

den fælles oplevelse. I den sammenhæng 

er Snoezel-miljøerne en platform for samspil, 

kommunikation og fælles glæde. 

Artiklen ’Er datamaskinen noe for 

Tove?’ introduceres med ordene: "Vi håper 

å belyse, at når vi leter etter hjelpemidler 

i kommunikasjon, må vi først sette fokus 

på nettopp kommunikation, hva det er og 

hvordan vi kan skape og utvikle den i et 

miljø". 

Fokus er på mennesket, ikke på maskinen. 

Å måle det umålelige beskæftiger sig 

med elevplaner – ”individuelle oplæringsog 

deltagelsesplaner” IODP, som det kaldes 

i Norge. Om begrebet mål som ”trenger 

en omdefinering”, om evaluering og om 

IODP i spændingsfeltet mellem praksis og 

cirkulærebestemmelser. 

Muligheter er en spændende bog at 

læse. I de 20 artikler, der hele tiden har 

mennesker med multiple funktionsnedsættelser 

i fokus, berøres et stort felt af interesse 

for ansatte inden for området: det 

pædagogiske/psykologiske, netværksproblematikken, 

inkludering/ekskludering, 

etik, skolepolitik, udvikling af faglige 

miljøer osv. 

Bogen er skrevet ud fra norske forhold 

selvfølgelig. Det skal siges, at det ikke er 

nogen ulempe, tværtimod, det giver en 

god baggrund for perspektivering af de betingelser, 

der er gældende i dansk praksis. 

Muligheter – utviklende og 

glade dager når eleven har 

MULTIFUNKSJONSHemning 

Red. Turid Horgen 

ISBN: 978-82-92594-07-0 

UdgIVER: Torshov Kompetense- 

Senter, Oslo. 2009. 

Omfang: 308 sider 

Pris: 200Nkr + porto 

Kan bestilles hos boghandleren 

eller ved henvendelse til 

Torshov Kompetensesenter 

email: torshov@statped.no 

www.statsped.no/torshov 

tlf: 0047 22901700 


øger 

Af Mette Christensen, Faglig centermedarbejder i VIKOM 

Svensk udgivelse om ”Talking Mats” 

BOgOMTALE 

Hjälpmedelinstitutet i Sverige har udgivet 

en bog og en film om metoden 

Talking Mats (på svensk samtalsmatta). 

Bogens titel er Samtalsmatta. Svenske erfarenheter 

av metoden. 

Talking Mats er et redskab til en 

struktureret samtale om et bestemt emne, 

som anvendes sammen med mennesker 

med funktionsnedsættelser og kommunikative 

udfordringer. Man anvender 

en måtte med en visuel skala øverst samt 

nogle relevante symboler, som kan placeres 

på måtten under skalaen. 

Talking Mats kan hjælpe mennesker 

med funktionsnedsættelser til at udtrykke 

deres mening om et bestemt emne, 

til at foretage valg, til at reflektere over 

eget liv eller til at finde værdier og sætte 

mål for en indsats. Talking Mats kan også 

bruges som et redskab til brugerundersøgelser. 

Talking Mats er ikke et personligt 

kommunikationshjælpemiddel. 

I bogen beskrives metoden, og den 

indeholder også erfaringer fra et svensk 

forskningsprojekt. Filmen indeholder 

klip af samtaler med Talking Mats med 

mennesker med forskellige former for 

funktionsnedsættelser. ◗ 

SAMTALSMATTA. SVeNSKe erFAreNHeTer AV MeTOdeN 

Af Ulrika Ferm, Maja Sigurd Pilesjö 

og Maria Tengel Jöborn 

ISBN: 978-91-85435-74-6 

UdGIVer: HJÄLPMedeL- 

INSTITUTeT I VÄLLINGBY, 

SVerIGe.2009 

SPrOG: SVeNSK 

PrIS: 150 SKr + POrTO 

BeSTILLING: BOGeN INKL. FILM 

KAN BeSTILLeS På 

www.hi.se/sv-se/Publicerat/ 

Funktionsnedsattning/Tal-- 

och-spraksvarigheter/Samtalsmatta/ 

Talking Mats er udviklet i Skotland 

af Joan Murphy, som er 

forsker inden for alternativ og 

supplerende kommunikation. 

Læs mere på www.talkingmats.com 

Kommunikationscenteret 

i Hillerød udbyder kurser i 

Talking Mats. Se mere på 

www.kc-hil.dk

VIKOM-bladet 1:2010

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?