60 år i arbejde for Flyvevåbnet - Flyvevåbnets Historiske Samling

22
holde geværet i armene.
Fysiske udfoldelser
Rekruttens fysik skal bygges op. Det skete på flere
måder. FORSK sørgede ganske grundigt for,
at vores fysik blev bygget op. Der var fire metoder,
som alle blev brugt flittigt: Marchture, løbeture,
gymnastikken og endelig feltbanen. Når man
hele sit liv har været en traumatisk oplevelse for
de stakkels gymnastiklærere, der på et par skoler
- med ildhu, skal det siges - havde forsøgt at lære
en håbløs elev at slå kraftspring, springe over
hest og andre sære gymnastiske gøremål, er der
vel intet at sige til, at Flyvestation Karups enfant
terrible på det gymnastiske område, fenrik Kranker,
ret hurtigt blev bragt til samme niveau af traume
efter at have oplevet undertegnedes ubehjælpsomme
forsøg i gymnastiksalen. Fenrikken
var en rank, flot mand med bølget hår og en lille
kommandostok af bambus. Han var det, mange
mathelever opfattede som en plageånd. Når man
havde iført sig det af Flyvevåbnet udleverede
gymnastiktøj og Tretårn gummisko, så alle lige
rædselsfulde ud. Stoffet var billigt, pasformen
elendig og farverne gyselige. Så gik det ellers
over stok og sten ind i gymnastiksalen under fenrik
Krankers høje kommandoråb. Gik det ikke
kvikt nok, så var fenrikken der med et velrettet rap
af sin lille "kommandostok". Det kunne få selv undertegnede
til at oppe sig. Efter således at have
svedt en lille times tid med alle de kendte øvelser
fra fjederhop på stedet til spring over hest og balancegang
på bommen, for ikke at glemme baglæns
opsving over bommen, så var det tid til at
"bade". Når ”bade” er sat i gåseøjne, er det, fordi
der ikke var tale om bad, men afspuling i iskoldt
vand. Afspulingen foregik i et djævelsk apparat,
udtænkt af en rekruthader. Apparatet var en lang
gang, som i midten havde en cementkegle ca. 50
cm høj. Oven på keglen lå der et 2" vandrør, som
der med få cm’s mellemrum var boret huller i.
Samme rørkonstruktion fandtes nede ved gulvet i
livhøjde og lidt over hovedhøjde. Alle hullerne var
rettet således, at de ramte delinkventen alle steder
på kroppen. Så blev der lukket op for det kolde
vand. Alle ca. 50 mand stod, som Gud havde
skabt dem, og så var det bare med, med skrævende
ben på grund af cementkeglen, at komme
igennem denne "Djævelens Dal" så hurtigt som
muligt. Fenrik Krankers glæde over gymnastikkens
velsignelser gjorde, at vi altid var sent på
den, så badetiden blev forkortet til det mindst mulige.
Det betød, at aftørring og påklædning foregik
under høje råb fra vore befalingsmænd om, at vi
havde travlt. Det kolde vand blev nødtørftigt tørret
af. Halvvåde kom vi i uniformen og var klar til at
træde an ude foran gymnastiksalen.
En dag skete katastrofen. Jeg havde glemt
mine Tretårn gummisko. Himlens sluser åbnede
sig, og ild og svovl i form af fenrikkens ordflom
flød ned over staklen. "De får præcis ti minutter til
at hente de gummisko", lød ordren. Gode råd var
dyre; hvad ville der ske, hvis det ikke blev nået.
Turen hjem til FORSK var på ca. tre kilometer.
Ingen havde endnu klaret seks kilometer på ti minutter,
til fods vel at mærke. For anden gang denne
formiddag åbnede himlen sig. Denne gang
kom åbenbaringen i form af en chauffør fra kostforplejningen.
Han blev sat ind i den prekære situation.
Også han havde klare erindringer om fenrik
Kranker, så han sagde: "Hop ind, vi når det!" Turen
til FORSK og tilbage blev gjort på rekordtid,
og da de ti minutter var udløbet, kunne undertegnede
melde sig tilbage til en noget overrasket fenrik,
der bestemt ikke syntes om, at den af ham
indgåede aftale var overholdt. Og det uden at delinkventen
havde fået sved på panden. Det affødte
naturligvis en ny skideballe for at have snydt og
i øvrigt være alt det, der gjorde fenrikkers liv uudholdeligt.
Det var en dejlig oplevelse.
Omme bag gymnastiksalen lå feltbanen. Her
var det oversergent Sørensen, der "opmuntrede"
os, når vi fræsede hen over forhindringerne. Meningen
med det, vi lavede, var mere indlysende
end det, der foregik i gymnastiksalen, men derfor
ikke mindre anstrengende. Selvfølgelig gik der
"sport" i at komme først igennem feltbanen. Det
lykkedes aldrig for undertegnede at komme først,
men altid at komme igennem. Her øvede vi også
kast med håndgranater mod døre og vinduer og
meget andet; det havde dog en mening. Ind imellem
foretog vi en øvelse der hed "Harehop". Det
foregik i løst sand med geværet liggende over
nakken. Vi fik at vide, at det skulle være godt for
lårmusklerne, jo-tak, det kunne i hvert fald mærkes
i kroppen bagefter.
Skydebanen
Der blev marcheret en del på FORSK. Transport
med lastbiler fandt så at sige aldrig sted. Skulle
man på skydebanen, som lå ude i flyvestationens
nordvestlige hjørne, ja, så var det den naturligste
ting af verden, at vi skulle marchere derud. Det vil
sige, når fenrik Lund stod for marchen derud, så
foregik det i løb. Ganske vist var afstanden til skydebanen
kun knap fire kilometer. Men det kunne
fenrikkens hørelse ændre dramatisk på. Det skete
jævnligt, at han hørte, at vi "tabte trittet". Når den
slags uhyrligheder sker i et velordnet forsvar, er
der kun et at gøre: "Svingning til venstre og til
venstre" og tilbage for at hente trittet dér, hvor det
blev tabt. Med en rimelig høj puls nåede vi frem til
skydebanen. Nu skulle det vise sig, om alle øvelserne
med sigtekasserne nede på Store Plads
havde båret frugt, og om øvelserne i våbenbetjening
sad, hvor de skulle. Lige pludselig var det
alvor; det var ikke længere øvelsespatroner, der
blev puttet i kammeret. Den første skydning fore-