60 år i arbejde for Flyvevåbnet - Flyvevåbnets Historiske Samling

sødne - metoder blev taget i brug.
Den første lønningsdag var en skuffelse. Vi fik
kun løn pr. dag. og det vil sige - for tirsdag, onsdag
og torsdag - skaldede 12 kroner. Vi havde
fået at vide, at lønnen var 28 kr. om ugen og havde
aldrig tænkt over, at der var noget, der hed løn
pr. dag. I indkaldelsespapirerne stod der, at vi
skulle medbringe et par sorte sko. De kom i militærsproget
til at hedde "små sko". Derudover
skulle vi medbringe en kraftig foldekniv og skobørste
samt en børste til at smøre sværte på
med. Ikke alle havde husket skobørsten, så den
måtte man købe - der gik hurtigt svind i de 12 kroner.
Vi var nogle få, der havde en smule penge
med hjemmefra; dem lærte vi at passe godt på.
Besøgene på KFUM's Soldaterhjem i Gedhus eller
i Tutten blev få i den kommende uge. Det var
lidt surt. Til gengæld var "Fætter Guf" glad. Han
havde penge med hjemmefra, som han lånte ud.
Det kostede 25 øre at låne en krone i en uge. Det
hedder vist nok åger. Det generede ikke Fætter
Guf; han tjente tykt på dem, der havde svært ved
at holde styr på deres økonomi. Til gengæld var
han meget lidt velset blandt kammeraterne; men
han blev tålt, fordi han var nødvendig for flere.
Det sjove
Ind imellem blev der plads til grinet. 365 787 Lillebror
blev også kaldet ”Amagerkaneren”, noget
han selv var stolt af, han kom nemlig fra Amager.
Han havde som sædvanlig problemer med at klare
eftersynet om lørdagen. Flyverløjtnant Mogensen
kom ind på stuen og ville se spisebestikket.
Lillebrors spisebestik kunne vel ikke betegnes
som eksemplarisk rent, men dog rent.
"Hvordan fanden er det, det spisebestik ser
ud?" ville Mogensen vide, uden at han derfor ventede
et svar. Lillebror startede på en længere
bortforklaring af den smule kartofler, der sad mellem
to tænder på gaflen. Mogensen stirrede vantro
på ham. Hvad var det? Manden svarer! Så
stak han sit ansigt tæt hen til Lillebrors og spurgte
med høj stemme: ”Ved De ikke, at der står i Bibelen,
at Deres tale skal være ja, ja, nej, nej, og at
alt andet er af det onde?" Lillebror sendte flyverløjtnanten
et troskyldigt blik og sagde så med sin
udprægede københavnske accent: "Naaj, det vidste
jeg ikke, hr. flyverløjtnant, for den læser jeg
aldrig". Den gode flyverløjtnant nærmest løb ud af
stuen. Han var kommet i den situation, at han var
nødt til at smile, noget han ellers aldrig gjorde.
Lillebror kom til at fylde utroligt meget i hverdagen.
En anden oplevelse med ham knytter sig
igen til en lørdag formiddags trængsler. Vi havde
spist til middag og stod og ventede på at skulle
aftræde. Københavnerbussen holdt allerede uden
for porten og ventede. Lillebror skulle som sædvanligt
ikke hjem. Han havde mere end almindeligt
store problemer med at få de 28 kr. om ugen
20
til at slå til, pengene så at sige "fossede" ud mellem
fingrene på ham. Nu stod han igen og måtte
se langt efter bussen, troede han og vi andre. Det
var lidt synd for ham.
Pludselig kom oversergent Sørensen buldrende
ind på stuen. "Hvor skal De hen i weekenden?",
spørgsmålet blev rettet direkte til Lillebror.
Han sank et eller andet; hvad var der nu galt?
Han fik stammet "Ingen steder, hr. oversergent".
Sørensen så truende på Lillebror. Så stak han
hånden frem og sagde: "Her har De 30 kr., og så
vil jeg fandeme ikke se Dem her igen før søndag
aften, min herre; er det forstået?". Lillebror blev
helt skæv i hovedet og fik stammet et "Javel, hr.
oversergent". Vi andre gloede tåbeligt på hinanden.
Hvad var det, der var sket? Vel var Sørensen,
af en oversergent at være, en flink fyr, men
at give Lillebror 30 kroner og nærmest smide ham
ud af kasernen, det var utroligt. Sørensen havde
scoret 1000 point i ét skud.
Selv oversergenter viste sig at være sårbare.
Oversergent Sørensen brækkede sin højre arm.
Honnørarmen. Det gav anledning til megen moro
blandt 2. Delings personel. Sørensen mente ikke,
at en brækket arm var grund nok til at blive hjemme
fra arbejde. Man kunne vel nok kommandere,
fordi man havde armen i gips. Det fungerede,
som det skulle. Problemet var bare, at når vi kom
marcherende hjem fra eksercits på "Lille Plads" -
for uindviede er det marken, der dengang lå nord
for Flyvertaktisk Kommando (FTK) - så skulle vi
gennem vagten, og det med oversergent Sørensen
i spidsen. Første gang var vi meget spændte
på, hvorledes han ville klare det med at gøre honnør
for vagten. Det gjorde han såmænd ved at
begå generalforbrydelse nummer 1. Han hilste
med venstre hånd. Det var den slags, vi troede
man blev stillet for en krigsret for; men vores
oversergent havde klaret den.
Ude på "Lille Plads" kunne tiden gå med discipliner
som ”At lade og aflade gevær”. En laderamme
med otte eksercerpatroner skulle proppes
ned i det genstridige Garand GV M/50. Det var
ikke nogen ufarlig funktion, hvad masser af blå
tommelfingre i tidens løb har vidnet om. Laderammen
blev stoppet ned i geværet. Nu gjaldt det bare
om at hive tommelfingeren til sig, inden bundstykket
kom rasende frem med stor hastighed.
Hvis laderammen ikke var fyldt korrekt op med de
otte patroner, kunne det gå helt galt. Så kunne
der ske det, at hele molevitten røg ovenud, og
patronerne spredtes for alle vinde. Hvad der kan
gå galt, må gå galt, siger Murphy. Det gjorde det
også for sjællænderen, 365 780, en lang, godmodig
bønnestage, der ellers ikke ødelagde befalingsmændenes
hverdag; men den dag gik det
galt. Pling! sagde det, og patronerne spredtes for
alle vinde. Sørensen var ikke i sit bedste humør.
Han for hen til 80 og gloede ham rasende ind i