60 år i arbejde for Flyvevåbnet - Flyvevåbnets Historiske Samling

af krigsfanger. Det, man gik mest op i, var, hvad
vi ikke måtte fortælle udover navn, nummer og
grad.
Hvordan 2. Deling blev belemret med flyverløjtnant
II af reserven Petersen, kan jeg ikke gøre
rede for. Vi fik den opfattelse, at han hadede
mathelever. De øvrige befalingsmænd, som også
råbte og skreg efter os, passede blot deres arbejde
i tidens ånd. Petersen lagde sit eget private
hjerte i sagen. Feltøvelserne - det vil sige øvelser
i bevægemåder - foregik i området ude "Øst for
Gedhus", som det hed, og med det lidet flatterende
tilnavn "Tyrens Røvhul". Navnet kom af et fugtigt
område, som mathelever med befalingsmændenes
store entusiasme kravlede igennem.
Vi kunne ikke få orlov før den tredje søndag i
trøjen. Flyvevåbnet ville ikke risikere, at vi ikke
kunne opføre os militært anstændigt, når vi var
uden for hegnet. Ikke noget med at sende folk
udenfor, der ikke vidste, hvordan en slipseknude
skulle sidde, for slet ikke at tale om korrekte pressefolder
i bukserne og de dobbelte pressefolder
på ærmerne af battledressets bluse. Da vi nu ikke
kunne komme hjem på orlov, skulle tiden gå med
noget andet. Dette noget var tvungen gudstjeneste
i Flyvestation Karups kirkesal. Her holdt feltpræsten
gudstjeneste for os to søndage i træk.
Det var vistnok frivilligt, men efter det, vi havde
lært de første fire dage i tjenesten, ville selv den
mest hårdnakkede muslim ikke drømme om at
sige nej-tak til invitationen til at deltage i søndagsgudstjenesten.
Hen mod jul satte frosten ind. Til flyverløjtnant
II af reserven Petersens store ærgrelse kunne
matheleverne ikke uden videre blive våde. I stedet
løb vi så nogle gange hen over isen, indtil den
brast. Flyverløjtnanten var lykkelig, nu kunne
matheleverne blive våde, altså kravlede vi rundt
mellem isflagerne. Flyverløjtnanten havde gjort
regning uden vært. En sælsom, meget lokal epidemi
brød ud på FORSK. Én efter én blev matheleverne
syge og måtte på infirmeriet. Det blev så
galt, at vi, der blev syge til sidst, endte på et
nødinfirmeri i en tom eskadrillebygning ude ved
flyvestationens skydebane. Her kunne vi så, uden
særligt tilsyn, ligge og lytte til jetmotorernes larm.
Epidemien vakte lægelig interesse. Der kom et
hold læger fra Københavns Militærhospital. Vi
blev udspurgt om, hvad der gik forud for sygdommen,
og alle fortalte om turen i Tyrens Røvhul.
Hvad der skete eller ikke skete, forblev skjult for
matheleverne. Men da vi kom tilbage fra jule- og
nytårsorloven, så var flyverløjtnant II af reserven
Petersen væk. Rygtet ville vide, at han var blevet
fyret for den sag med isflagerne. Foran geleddet
stod flyverløjtnant H. Mogensen. Det eneste, vi
vidste om ham, var, at han havde tilnavnet "Blod
Mogensen" og vistnok havde tjent fem år i Fremmedlegionen.
Med sin let snøvlede stemme lod
18
han os vide, at han nu havde fået den tvivlsomme
fornøjelse ”at skulle gøre soldater ud af d'herrer".
Vi blev ikke ladt i tvivl om, at han ikke havde megen
tro på, at det kunne lykkes, men han ville da
for skams skyld prøve.
Mogensen var Petersens modsætning. Han
var en god soldat. Han huskes som en officer, der
var streng, men retfærdig. Pludselig skulle befalingsmændene
have feltudrustning på, når vi i vintermørket
drog på bivuaktur. Alle havde feltmæssig
udrustning på, når der skulle løbes, og det
med Mogensen forrest. Hvem f…… ville give op
overfor sådan en chef - ikke os. Ånden på
FORSK blev en ganske anden.
Vi priste hver dag vort held. 1. Deling måtte
trækkes med fenrik H. Lund. Af statur en lavstammet
herre, der måtte døje den tort at skulle se op
til de fleste af matheleverne. Af psyke var han
meget ilter, og han udnyttede enhver lille forseelse
til at bruge sin - i forhold til den fysiske størrelse
- kolossale stemmepragt. Fenrik Lund havde
en yndlingsaversion. "Aversionen" hed 365 432,
en glad og festlig københavner, der benyttede
enhver lejlighed til at prikke til fenrikken. Jubelnummeret
kom den dag, vi havde måludpegning
ude "Øst for Gedhus". 432 råbte med høj, klar
stemme: "Lige for, 200 m, to fingersbredder til
højre: lille lund!". Fenrik Lund rasede og truede
med lov og dom, men 432 grinede bare; han havde
udført en lovlig tjenstlig befaling, givet af en
foresat; han havde gennemført en korrekt måludpegning;
måske var det en lille overdrivelse at
kalde de to fyrrebuske for "lille lund". Lund søgte
en dag at hævne sig på 432. Han ville sparke
ham bagi. Nu var det vinter, og stillepladsen foran
bygningen var isglat. 432 hørte ikke til de mindste,
tværtimod. Det vil sige, at den legemsdel,
Lund ønskede at sparke ham i, sad relativt højt i
forhold til Lunds korte ben. Da venstrebenet nåede
en vis højde og stadig ikke havde truffet sit
mål, og 432 var i bevægelse fremad, ja, så forlod
Lunds højre ben Terra Firma, og han landede på
ryggen med et brag. Det var den dag, der blev
grinet meget på et tidspunkt, hvor det ikke burde
være sket. Lund var rasende og ville sætte 432 i
fængsel, men det var kaptajnløjtnant Flintholm
åbenbart ikke enig med ham i. 432 vendte tilbage
til geleddet og var om nogen "dagen helt".
Persisk marked
Lunds næstkommanderende var oversergent P.
Lykke, og den anden gruppefører i 1. Deling var
sergent Engmann. Vi betragtede dem kun på afstand
og var glade for det. Råberiet oppe på første
sal var altid betydeligt værre end nede i stueetagen,
hvor vi boede. Helt galt var det under
"Persisk Marked"; det vil sige, at alle løb ud i gården
med deres personlige udrustningsdele for at
få dem talt op. Somme tider med én enkelt gen-