læs artiklen her

Vi har følt os meget alene
Der er lang vej og en verden til forskel fra Afghanistan til Danmark. Selvom Nadia og Darmal
Mukamil efterhånden er glade for at bo blandt danskerne, har de følt sig meget alene.
Af: Lisa Merete Kristensen
”Jeg savner min familie. Vi er vant til at leve i et samfund, hvor hele familien lever samlet, og her
er vi helt alene. Vi er fire mennesker, der kun har hinanden,” siger
Nadia Mukamil konstaterende.
Hun og Darmal kom til Danmark fra Afghanistan den 6. juni sidste år. Med sig havde de deres
datter Mariam på fire og en lille ny på vej. Darmal er udstationeret for FN, og familien bor i en
fremlejet lejlighed i Københavns Nordvestkvarter. Her skal de bo i halvandet år.
”Nogle gange, når jeg bliver ensom, sætter jeg et videobånd hjemmefra på,” siger Nadia og
smiler, som om hun selv synes, det er en lidt fjollet måde at gense sit hjemland på. Hun har været
nødt til at sige sit job i en nødhjælpsorganisation op, selvom hun var meget glad for det. Nu går hun
hjemme hele dagen, men håber på snart at kunne gøre brug af sin Mastergrad i Danmark.
Det er lørdag eftermiddag, og Nadia går frem og tilbage mellem køkkenet og stuen for at sikre
sig, at der er te, småkager og frugt nok på bordet. Hun er iført stribet kjole, perfekt makeup og det
lange sorte hår er slået ud. Kjolen er fra H og M, som er blevet én af hendes yndlingsbutikker.
Følte sig alene
Darmal og Nadia er begge højtuddannede, og var velorienterede om livet i Europa, før de tog af
sted. De er vant til at rejse og møde fremmede kulturer, men det har alligevel været en omvæltning
at falde til i det danske samfund.
”Vi er fra en asiatisk kultur, hvor menneskesyn og værdier – alting – er anderledes. Nu, hvor vi er
i Danmark, står vi virkelig ansigt til ansigt med de forskelle,” mener Nadia; ”I starten følte vi os
meget alene, og vidste ikke hvem vi skulle tale med.”
Hun er bekymret for andre medfølgende ægtefæller, som ikke kan engelsk.
”Darmal arbejder hele dagen. Det er mig, der tager børnene til lægen og har kontakt til
børnehaven. Men hvad hvis jeg ikke kunne engelsk; hvordan skulle jeg så klare det?”
Missede en scanning
Og trods gode engelskkundskaber, er sproget den største forhindring.
Da Familien Mukamil ankom til Danmark, var Nadia højgravid, og selvom Darmal kunne spørge
sine kolleger på kontoret om hjælp til praktiske ting, var det ikke alt han følte, han kunne dele med
kollegerne. Han ville ikke være til besvær, og især brevene fra hospitalet var svære at overskue.
Familien var i tvivl om betalingen af lægebesøg, og derudover var alle indkaldelser til scanning og
undersøgelser på dansk.
”Vi missede et par scanninger, fordi vi ikke var klar over, at vi skulle møde op,” siger Darmal
alvorligt. ”De er flinke til at hjælpe på mit arbejde, men der er jo meget travlt sådan et sted, og der
er altså ikke tid til at oversætte alle mine breve.”
De mener begge, at det ville være rart at lære dansk. Ofte kommer der en konvolut fra Mariams
børnehave, eller en rudekuvert fra telefonfirmaet. Det gør dem utrygge, for de ved ikke, om det kan
være noget alvorligt.
Fjernsynet er tændt på Disney Channel og larmer en del, til Nadias store irritation.

”Hvad laver Anders?” spørger Mariam pludselig på dansk, mens hun peger mod den velkendte
and på skærmen. Hun har gået i dansk børnehave i fire måneder nu og blander ind i mellem sit
modersmål med dansk.
”Jeg er så stolt af hende,” griner Nadia og krammer sin datter kærligt.
”Jeg ville ønske, at jeg kunne tale med hende på dansk, så hun kunne øve sig herhjemme,” siger
hun. Mariam skal starte i dansk skole til næste år.
Hvad laver I dog i Danmark?
Nadia og Darmal holder kontakt med familie og venner hjemmefra ved hjælp af internettet. Af og
til kan dem derhjemme godt undre sig over, hvordan parret kan holde ud at bo i Danmark.
”Nadia havde en karriere, I havde en Mercedes Benz, et flot hjem og hele jeres familie i
nærheden. Hvad laver I dog i Danmark?” spørger de hende. Nadia griner lidt, for hun kan godt se,
hvad de mener. Den fremlejede lejlighed med de gamle møbler virker langt fra det liv, de havde
hjemme.
Parret er dog glade for oplevelsen, selvom de klart svarer ja til spørgsmålet, om de kunne bruge
mere hjælp.
”Efter seks måneder, har vi fået det lidt nemmere, for man finder lige så stille ud af det. Vi ved
da, hvor man kan købe ind, og vi kan finde hospitalet,” griner Nadia.