Højskolen - en fedterøvsfri zone

Højskolen - en
fedterøvsfri zone
Bevar højskolerne som de er. Det er den klare
udmelding fra Ole Finnerup, der efter 31 år
har lagt arbejdet på Ryslinge Højskole bag
sig. Men helt farvel kommer han nok aldrig til
at sige. RYSLINGE RETUR mødte han under et
besøg på højskolen til en snak om minderne og
håb for fremtiden.
Tekst Anders McCulloch [E2003]
Foto Thomas Thomsen [Fotolærer]
”Højskolen er eksamesfri og derfor
også fedterøvsfri. Det er det, der
gør den fascinerende.”
60-årige Ole Finnerup tager en kort
pause, stryger sin venstre hånd over
sit veltrimmede skæg og retter på
de runde briller, mens blikket hviler
på de tunge skyer udenfor. Han
rømmer sig og fortsætter:
”Hele det pres, der ligger i forholdet
mellem en lærer og en elev
i gymnasiet, det er ikke til stede
på en højskole. Her er der ingen
elever, der siger noget for at fedte
sig til nogle fordele hos en lærer.”
Tidligere lærer på Ryslinge Højskole
Ole Finnerup er ikke tvivl
om, hvad det er, der gør højskolen
unik. Gennem sine 31 år som lærer
på Ryslinge Højskole har det altid
stået klart for Ole, at det var de
eksamensfrie rammer, der gav mulighed
for personlig udvikling, det
intense sociale miljø og det stærke
sammenhold blandt eleverne. I dag
frygter han for højskolernes
fremtid og mener, at
det kan blive et tab
for kommende generationer,
hvis de
grundtvigianske
skoler gøres til
hf-alternativer.
Kulturchok
Ole startede som
lærer på Ryslinge
Højskole i 1975.
Forinden havde
han undervist på
et gymnasium i
København i to år.
Men både højskoletraditionen
og bevidstheden
om, hvad
højskolen var og
gav det danske samfund,
fascinerede og
tiltrak Ole. Selv har
han aldrig gået på
højskole, men han
havde ofte oplevet
sin mor lyse op,
når hun fik besøg
af sine gamle
højskolevenner.
Ole sagde derfor
farvel til gymnasieelevernes
blankpolerede
æbler. På højskolen
fandt han
hurtigt ud af, at
kulturen og det
sociale miljø var
helt anderledes end
det han havde været
vant til som lærer i
gymnasiet.
”Det gik op for mig, at hvis folk var
søde, så var de det af natur. Der
var ingen skjulte dagsordener. Hvis
folk var dovne, så var de ærligt
dovne. Hvis de var hjælpsomme og
medvirkende, så var de det ud af et
ærligt hjerte,” forklarer han.
Ole husker specielt de første år
som lærer. Det var en tid hvor
elevernes klædedragt, hårlængde
og politiske holdninger var meget
ens. Men også en tid hvor autoritet
var et fyord.
”Man blev mødt med stor åbenhed,
når folk startede. Men modstanden
mod en vis forstanderattitude
ytrede sig gerne efter fuldstændig
faste rytmer i de første år. For
eleverne var det liv eller død om at
få formuleret sig. Det handlede for
dem om at adskille deres årgang
10

Blå bog:
Ole Finnerup
Født 1946
Ansat som lærer på Ryslinge Højskole fra 1975 til 2006.
Uddannet på Københavns Universitet i 1974 med dansk som
hovedfag og kunsthistorie som sidefag.
Bor på Ærø sammen med sin kone Anette, der også har været
lærer på Ryslinge.
fra forældrenes attituder og holdninger.
I vore dage bliver man som
lærer meget mere opfattet som et
behageligt medmenneske,” siger
han.
Sammenhold og udvikling
Ole retter ryggen og læner sig frem
i stolen. Lyden af klaverspil fra
foredragssalen ovenover rammer
loftet og forplanter sig i rummet.
Han kigger op, smiler og fortsætter
så med at fortælle om sine erfaringer
som lærer
på Ryslinge Højskole.
Selvom ungdommen
har ændret
sig, og elevernes
opfattelser
i dag er helt anderledes,
end da
Ole startede, så
har den personlige
udfoldelse og
det stærke sam-
“Jeg tror, det er bremsende
for folks udvikling
og oprindelige personlige
kvaliteter, når de
er nødt til at tage hensyn
til at skulle sige de
rigtige ting og opføre sig
på en bestemt måde”
menhold altid
været fællesnævnere
i de 31 år, Ole har arbejdet
som lærer på Ryslinge Højskole. Og
sammenholdet er for Ole også en af
livsnerverne på skolen.
”Det er sammenhold, som styrkes
af usynlige ting. At en stille person
pludselig bryder igennem og afslører
sider, som vedkommende
ikke en gang selv har oplevet
tidligere eller troet på, det tror jeg
er sådan en usynlig ting. Og det har
noget at gøre med, at højskolen er
eksamensfri,” siger han.
Og netop det, at højskolen er
eksamensfri, er ifølge Ole helt
afgørende for højskolen og
dens identitet. Det er der
den blandt andet adskiller
sig fra gymnasiet. Og det
skal den blive ved med,
hvis det står til Ole.
”Jeg tror, det er bremsende
for folks udvikling og oprindelige
personlige kvaliteter, når
de er nødt til at tage hensyn til at
skulle sige de rigtige ting og opføre
sig på en bestemt måde, som det
jo på en måde er tilfældet i gymnasiet,”
understreger han.
Frygt for fremtiden
Derfor bekymrer det også Ole, når
snakken går på at gøre højskolen
uddannelsesforberedende. Han
mener nemlig, at de unge derved
mister et værdifuldt
identitetssted, hvor
der netop er mulighed
for personlig
udfoldelse, og at
Danmark i sidste
ende vil blive fattigere.
”Et fedterøvsfrit
miljø under de
her særlige højskolevilkår,
der appellerer
til det hele
menneske, dem ser
man ikke mange andre
steder i det danske samfund. I
gymnasier vil der altid være mere
rundsave på albuerne. Og hvis højskolerne
gøres til HF-alternativer,
så forsvinder det særlige liv, der
eksisterer på en højskole, for så er
vi inde på en glidebane med hensyn
til forberedelse, konkurrence
og eksamen.”
Ole mener derfor også, at højskolen
skal holde fast i sine oprindelige
traditioner. At gå den anden
vej kan nemlig i sidste ende give
bagslag.
”Højskolens opgave er at være et
alternativ de fællesskaber og sammenhænge,
der er andre steder.
Hvis højskolerne gør sig til et slags
gymnasium, så kommer vi til at ligne
de andre steder alt for meget.
Højskolen skal være sig selv, uden
at være sig selv nok.”
Ole Finnerup
Ole Finnerup om sit
liv på højskole
Hvordan har du oplevet det at
være højskolelærer?
Det har på sin vis været hårdt
at arbejde her. Det omfatter
hele livet. Man bor, arbejder og
har kollegaer og omgangskreds
samme sted. Når folk bliver afskediget
ufrivilligt, så mister de
både kollegaer, omgangskreds,
job og bolig samtidig. Det er den
barske bagside. Derfor skal man
også have en forstående familie,
når man er højskolelærer – eller
også skal man være enlig.
Hvorfor så højskolelærer i så
mange år?
Fordi højskolen byder på stor
variation inden for det enkelte
hold og inden for et årsforløb.
Man kører aldrig fast. Det, at
man kan påvirke sit eget miljø
og vælge nye fag at undervise i,
betyder også meget. Det er en
stor variationsmulighed, som gør,
at man bliver her. Så skal jeg da
heller ikke lægge skjul på, at jeg
er lidt af en tryghedsnarkoman.
Det er dejligt at være et sted,
man kender godt.
Er du aldrig brændt fast?
Hver tredje måned er man enormt
træt. Der er sådan en rytme, der
kommer to gange under et hold,
hvor man tænker: Nej, nu skal jeg
væk herfra, ud af højskolen. Det
bliver for meget, og det bliver totalt.
Men man kommer altid igennem
den fase.
Hvordan er det ikke at være en
fast del af højskolen længere?
Jeg kommer stadigvæk til at sige
højskolen vi i stedet for højskolen
de gør et eller andet. Jeg føler
mig stadig meget knyttet til stedet
og identificerer mig meget
med Ryslinge Højskoles skæbne.
Jeg ville blive forfærdelig ked
af det, hvis den skal skære ned
eller lukke. Det ville være et hug
i min identitet, hvis det går skidt
med Ryslinge. Jeg kan selvfølgelig
sige til mig selv: ”Ole nu har du
tjent dine penge og arbejdet på
det sted i så mange år, nu må det
være slut.” Men der er nok på
mange måder tale om en livslang
forlovelse.
Hvad vil du gerne huskes for?
Hvis jeg skal sige det lidt abstrakt,
så vil jeg gerne huskes for
at have bidraget til det fælles,
samfundsmæssige centralnervesystem.
Altså, at man har prøvet
at gøre sig selv og hinanden opmærksom
på, hvad der er det
gode centrum i vores samfund.
Derfor vil jeg også gerne huskes
for at have været en del af den
højskole, hvor man er opmærksom
på hinanden.
11