Create successful ePaper yourself
Turn your PDF publications into a flip-book with our unique Google optimized e-Paper software.
Avanceret<br />
Dine<br />
Søgning - viden.jp.dk<br />
Nyheder Erhverv Kul<strong>tur</strong> Opinion Sport Blitz Forbrug Viden Århus TV Foto Radio Mobil Guide Arkiv<br />
Sitemap |<br />
søgning |<br />
Søg i hele viden.jp.dk<br />
dokumenter<br />
Søg<br />
Rummet Klimaet Galathea 3 JP Explorer Videnbank Multimedie Mediarium Undervisning Quiz og spil Kontakt<br />
Søgning Kort E-Avisen JP arkiv Landefakta Landeportrætter Aktuel Na<strong>tur</strong>videnskab<br />
Vejledning<br />
Sitemap<br />
Dine dokumenter<br />
Videnbank<br />
Thilde Bech Bruuns weblog<br />
Thilde Bech Bruun er ph.d.-studerende på Geografisk Institut ved<br />
Københavns Universitet. Sammen med sine kolleger ville hun forsøge at<br />
fastslå, hvad der er af størst betydning for overlevelsen og<br />
landbrugsproduktionen på Salomonøerne: klimaændringer, nedbrydning<br />
af jorden, udvandring, beskæftigelsesmuligheder, verdensmarkedets<br />
dynamik eller en kombination af alle disse faktorer.<br />
Gå til oversigt over indlæg<br />
20-12-2006 kl. 12:33<br />
<strong>Helvede</strong> på <strong>havet</strong> - <strong>Tikopia</strong> <strong>tur</strong> re<strong>tur</strong><br />
Strandede i Lata<br />
Jeg og den resterende del af <strong>Tikopia</strong>holdet er lige ankommet til Honiara efter at have været<br />
strandede 4 dage i Lata, som med sine 2000 indbyggere med stor sandsynlighed er den<br />
mindste og kedeligste provinshovedstad i hele verden. Sdr. Vilstrup lidt udenfor Haderslev<br />
er nok det nærmeste man indenfor min referenceramme rent stemningsmæssigt kommer på<br />
en dansk parallel til dette sted. Lata er den østligste by man kan flyve til i Salomonøerne<br />
og således ikke ligefrem et trafikalt knudepunkt og vi strandede på stedet fordi Solomon<br />
Airlines havde glemt at sejle brændstoffet til lørdagsflyveren derud. Bandsat uheldigt.<br />
Turen til <strong>Tikopia</strong><br />
Under det ufrivillige ophold i Lata havde vi masser af tid til at behandle al den data der blev<br />
indsamlet på <strong>Tikopia</strong>, som vi efter at være gået grueligt meget ondt igennem faktisk nåede<br />
frem til og tilmed havde et fantastisk ophold på. For at begynde med det onde så endte vi<br />
med at sejle hele vejen fra Honiara til <strong>Tikopia</strong> på Syvendedagsadventisternes yacht, hvilket<br />
tog fire dage. Yachten var sikkert en gang for længe siden et udmærket fartøj, men nu er<br />
den meget meget slidt, beskidt, fyldt med kakerlakker og alt for lille til de 13 mennesker<br />
som vi var ombord.<br />
Vi var dog så glade og lettede over at kunne komme afsted til <strong>Tikopia</strong> at vi stævnede ud af<br />
Honiara opfyldte af optimisme og uden at lægge mærke til diverse kosmetiske detaljer<br />
såsom manglen på sovepladser, den insisterende stank fra dieselmotoren,<br />
ferskvandsreservernes tvivlsomme renhed og vi kunne jo på daværende tidspunkt ikke<br />
vide, at det ville regne ind i kahytterne. Optimismen holdt hele den første dag – vi blev fulgt<br />
på vej af en stor flok delfiner, der var masser af flyvefisk og for mit eget vedkommende<br />
kammede optimismen over i overstadighed da jeg hen under aften fangede en wahoo på<br />
godt en meter på mine nyindkøbte håndliner, som der blev fisket flittigt med under hele<br />
<strong>tur</strong>en. På andendagen nåede vi ud på det åbne hav, hvor vi blev kastet omkring af nogle<br />
lumske kæmpedønninger, så man intet kunne foretage sig udover at sidde helt stille og<br />
forsøge at undgå at blive søsyg. Solen bagte ned og man måtte vælge mellem at krybe<br />
sammen i skyggen på agterdækket, hvor dønningerne var værst og hvor den stinkende<br />
udstødning fra dieselmotoren gjorde luften så tyk og fedtet, at den var svær at indånde eller<br />
at sidde på fordækket, hvor luften var friskere og vipperiet var mindre voldsomt, men hvor<br />
der ikke var nogen form for beskyttelse mod den brændende ækvatoriale sol, der havde frit<br />
spil fra en helt blå himmel.<br />
Selv overlevede jeg dagen ved at sidde musestille og tænke på folk der antageligt havde<br />
haft det værre end jeg – især koncentrerede jeg min opmærksomhed om Kunta Kinte og<br />
hans medslavers <strong>tur</strong> over Atlanten liggende lænkede på hylder af uhøvlede brædder samt<br />
om Mobergs udvandrere, der i ugevis var stuvet sammen i et lastrum, hvor de var syge og<br />
så vidt jeg husker levede af fordærvede fødevarer.<br />
Resten af dagene på skibet flyder mere eller mindre sammen og jeg husker dem kun fra<br />
hinanden på hvilke fisk der blev fanget. På tredjedagen fangede vi en sailfish på omkring<br />
2,5 meter, hvilket var sejl<strong>tur</strong>ens absolutte højdepunkt. Selvom vi var 4 personer om at holde<br />
fast i håndlinen og om at få hevet dyret ombord – jeg og vores 3 lokale assistenter – så fik<br />
jeg på mærkværdig vis hele æren for fangsten, vel nok fordi historien er bedst sådan. I<br />
hvert fald var fisken stor og den blev aflivet ved at skibskokken stak armen ind gennem<br />
dens gæller og hev hjertet ud på den – jeg har personligt aldrig set noget lignende – men<br />
http://viden.jp.dk/videnbank/soeg/default.asp?cid=19754[20-10-2010 11:23:14]
Søgning - viden.jp.dk<br />
effektivt var det.<br />
<strong>Tikopia</strong><br />
Om formiddagen på dag 4 tonede kon<strong>tur</strong>en af en kegleformet ø frem i horisonten og efter<br />
en del timers yderligere sejlads hvorunder det for alvor kom til at stå klart hvor uendeligt<br />
langsomt vi sejlede begyndte man at kunne skimte træklædte bjergsider, sandstrande og<br />
efterhånden også en lille hær af outriggere med folk der lå og fiskede på revet. Vi kastede<br />
anker udenfor revet og brugte hele eftermiddagen på at få bugseret al vores grej i land –<br />
dels med assistance fra de tilstedeværende outriggere og dels i den til yachten hørende<br />
halvflade gummibåd.<br />
Stranden var fyldt med nysgerrige <strong>Tikopia</strong>nere og en enkelt bagbundet havskilpadde.<br />
Førstnævnte var påfaldende tilbageholdene og det var tydeligt at mærke, at det ikke var<br />
hver anden dag der kom fremmede til øen. Havskilpadden lod sig ikke anfægte af vores<br />
ankomst men var så travlt optaget af at holde fluer væk fra øjne og mund at man snildt<br />
kunne have listet en satellitsender på den.<br />
<strong>Tikopia</strong> regeres af fire høvdinge med hver deres distrikt og vi ankom ifølge med broderen til<br />
en af disse. Jeg havde på forhånd været en anelse bekymret for den ekstremt hierarkiske<br />
og formelle struk<strong>tur</strong> der er på <strong>Tikopia</strong>, som regnes for den mest traditionelle ø på disse<br />
kanter, men vi havde i den grad gavn af denne struk<strong>tur</strong> der bevirkede at al indkvartering,<br />
logistik og ansættelse af feltassistenter blev ordnet på ingen tid. Da de praktiske ting var på<br />
plads og vi havde øvet os i udøvelsen af de formaliteter der er forbundet med ethvert<br />
besøg på <strong>Tikopia</strong>, begav vi os op til høvdingen af den landsby hvor vi skulle bo. Eftersom<br />
vi kom ifølge med dennes bror var vi på forhånd accepteret som gæster på øen, men<br />
såfremt vi var kommet alene havde besøget hos høvdingen været en yderst alvorlig sag,<br />
idet det slet ikke er ualmindeligt at gæster bliver sendt væk hvis de ikke har kunnet<br />
retfærdiggøre deres tilstedeværelse på øen.<br />
Proceduren i forbindelse med introduktionen hos høvdingene på <strong>Tikopia</strong> er som følger: Du<br />
kravler ind i høvdingens hus og hen til høvdingen, der typisk har placeret sig midt i dette<br />
siddende på gulvet selvfølgelig. Du foregiver at ville kysse høvdingens højre knæ, men<br />
inden du når så langt griber han om dit hoved, fører det op til sit, gnider sin næse mod sin<br />
og snuser derefter til dit ansigt, mens han aer dig på ryggen. Herefter bakker du – stadig<br />
kravlende - væk fra høvdingen og placerer dig som en del af en kreds af de øvrige<br />
besøgende i en passende afstand omkring ham – du må aldrig vende ryggen til høvdingen<br />
og dit hoved må aldrig være højere oppe end hans. Man overrækker sine medbragte gaver<br />
og forklarer sit forehavende på øen, konverserer lidt hvorpå man bakker kravlende ud af<br />
døren. Denne procedure var vi igennem hos alle fire høvdinger og det er muligvis noget af<br />
det mest grænseoverskridende jeg nogensinde har været med til, men besøgene forløb<br />
problemfrit og vores ophold på øen blev accepteret af alle høvdingerne.<br />
Efter veloverståede formaliteter begyndte vi på en uhørt effektiv forskningsindsats blandt<br />
andet bestående af en spørgeskemaundersøgel<br />
Indlæg i weblog<br />
Problemer på Salomonøerne<br />
Jordbund og ildmyrer på<br />
Fødselsdag med hajer<br />
Lavtryk i Lata<br />
Mens vi venter på <strong>Tikopia</strong><br />
<strong>Helvede</strong> på <strong>havet</strong> - Tikopi<br />
Billeder fra verdens ende<br />
Billeder fra verdens ende<br />
Billedserie<br />
http://viden.jp.dk/videnbank/soeg/default.asp?cid=19754[20-10-2010 11:23:14]
Søgning - viden.jp.dk<br />
Edward - En af de fire<br />
tikopianske høvdinger.<br />
Foto: Thilde Bech Bruun<br />
Vis billedserie<br />
Forskerprofil<br />
Thilde Bech Bruun<br />
Thilde Bech Bruun er ph.d.-studerende<br />
på Geografisk Institut ved Københavns<br />
Universitet. Sammen med sine<br />
kolleger forsøger hun at fastslå, hvad<br />
der er af størst betydning for<br />
overlevelsen og<br />
landbrugsproduktionen på<br />
Salomonøerne: klimaændringer,<br />
nedbrydning af jorden, udvandring,<br />
beskæftigelsesmuligheder,<br />
verdensmarkedets dynamik eller en<br />
kombination af alle disse faktorer.<br />
Forskningsprojekt<br />
Bæredygtig brug af ressourcer<br />
JP Undervisning - Morgenavisen Jyllands-Posten - Rådhuspladsen 37 - 178<br />
http://viden.jp.dk/videnbank/soeg/default.asp?cid=19754[20-10-2010 11:23:14]
Change language