Poul Borum_ Hvad et digt er.pdf

Poul Borum: Hvad et digt er
Hvad er et digt?
Døgnets nyheder 28. oktober 2000
I 1994 var poeten og poesi-formidleren Poul Borum i Radio
Sokkelund. Intervieweren, Merere Nissen, spurgte: Hvad er et
digt?
Poul Borum:
Det har mange navne, og det er fornuftigt at vide, hvad man
taler om. Normalt taler vi om digte, og digte er poesi – vers.
De er skrevet på vers, dvs. det modsatte af prosa. Ordet 'vers'
kommer af det latinske versus: Det, der vender om – altså:
Linjen vender om, før den er fyldt helt ud. Så det er meget
nemmere at skrive digte, der behøver man ikke at fylde linjen
helt ud!
Men det er altså en kunstnerisk udtryksform, som man givet
har haft helt fra de ældste tider i sange, besværgelser,
ritualer, vuggesange, krigssange, kampsange og alt sådan
noget. Og egentlig har det vel altid handlet om de samme
grundtemaer: Mennesker i verden, ensomhed, kærlighed, liv
død, naturen, omgivelserne – alt det, vi stadigvæk skriver
digte om. Det er en kunstnerisk udtryksform, som nogle
mennesker behersker, fordi de har et kunstnerisk talent, og
som mange flere kan sætte pris på, kan opleve, fordi det
handler om noget, som vedkommer dem, og det foregår i et
sprog, som de forstår. Man skal lære konventionerne at kende
ligesom i alt andet, – ligesom når man skal spille skak, eller
hvad man nu skal spille – eller fodbold – man skal kende
reglerne. På samme måde er der nogle elementære ting, man
skal vide om poesi, om digte. Det er en kunstnerisk
udtryksform, dvs. det er litteratur, det bruger sproget,
bogstaverne, lydene, ordene, sætningerne på en bevidst
kunstnerisk måde. Og det er jo egentlig det første argument,
man kan bruge, for at poesi er nyttig, nemlig at den bruger
sproget bevidst; og vi kan jo alle sammen blive enige om, at
det er bedre at være bevidst end ubevidst – det er bedre at
vide, hvad man gør, tænke over hvordan man lever og
hvordan man skal leve, osv. Også dét medvirker poesien til.
Det er derfor mennesker har skrevet og læst poesi i alle de
tusinder af år. Og det er selvfølgelig ikke anderledes i dag.
Samtidig er vi alle historiske væsener og det vil sige, at
litteraturen udvikler sig – ikke på den måde, at den bliver
bedre – men på den måde, at den hele tiden bliver
anderledes; hver gang en ny betydelig digter kommer til,
ændrer han hele litteraturen. Som den engelske digter og
kritiker Eliot sagde engang: Ethvert nyt stort værk ændrer al
den foregående litteratur, så vi læser den på en anden måde.
Derfor er det vigtigt, at vi hele tiden også læser den
foregående litteratur. Der er mange – specielt unge
mennesker – der dyrker poesi, dyrker lyrik og så læser nogle
ganske få af deres næsten jævnaldrende. Det er utrolig
vigtigt, at man læser bredt og meget og klassikere og
udenlandsk poesi. Der er så meget at hente. Der er sådan en
http://krabat.menneske.dk/_forfatter/Hvad_er_et_digt.html[06-10-2009 14:46:01]

Poul Borum: Hvad et digt er
rigdom i det, så man faktisk altså kunne sætte et digt op på
spejlet hver aften, og så mens man barberer sig om morgenen
– hvis man hører til den del af menneskeracen, der gør det –
så kunne man lære det udenad: Så havde man dagens digt at
gå rundt med i hovedet. Det var da en meget god måde at
bruge digte på, ét til hver dag. Hvorfor skulle der ikke være
det? Jeg har aldrig set det. Men det burde kunne eksistere, og
så kunne man også gemme nogle af bladene, hvis man ville.
Digte har en kunstnerisk funktion – dvs. de har ikke nogen
funktion. De er unyttige – de kan ikke bruges til noget. Men
det er jo også en moderne måde at at se det på, fordi digte
har jo selvfølgelig i andre perioder været brugt, f.eks.
belærende digte – didaktisk poesi, som man kaldte det
tidligere. Og det finder man ind imellem endnu også, f.eks. i
propaganda, som vi ikke i dag anser for rigtig poesi. Men det
findes også i sange og salmer, som jo udpræget er brugspoesi,
og som samtidig – det ved vi jo fra dansk litteratur – kan
være stor poesi. Altså Grundtvig og Kingo, osv. Det, som gør
digte til noget specielt, er altså denne særlige brug af sproget
– det er det samme sprog, som vi alle sammen taler, bare
brugt mere bevidst og ofte efter nogle helt specielle regler,
som gælder for poesien, f.eks. og først og fremmest
versformen, eventuelt med rim – det har der været i mange
århundreder, og der er stadig mange, der bruger rim – som er
en måde at fastholde noget på, bygge noget op, strukturere
noget; men det kan lige så godt gøres i urimede digte, som
man har gjort de sidste halvandethundrede år – flere og flere
digtere gør det – hvor det er selve spændingen mellem
sætningen og verslinien, som giver digtet form. Altså det, at
en sætning brydes af ved hjælp af en verslinje og der derved
opstår en anden form, som er lige så svær at beherske. Det er
lige så svært at skrive såkaldte frie vers. Og hvis det ikke
lykkes, så bliver det det, som man i 70'erne fandt på at kalde
knækprosa. Der var jo en periode dér, hvor litteraturen
ligesom domineredes, i hvert fald i det ydre – i medierne – af
forfattere, som mente, at det var nok at have en hel masse at
sige, og så måtte formen passe sig selv. Men den går bare
ikke. Hvis man skal beskæftige sig med litteratur, med kunst,
er man nødt til at beskæftige sig med form. Og det
spændende for digteren og for kunstneren er jo – som en
anden stor digter, franskmanden Paul Valéry, har sagt det:
Det, som for andre er form, er for digteren indhold. Det er en
formel opgave, man sætter sig til, når man skriver, og så
kommer der somme tider noget ud af det, hvor man måske
overrasker sig selv ved at sige noget, man ikke vidste – og
ikke vidste, at man kunne sige. På samme måde som man
måske også overrasker læseren. Vores litteraturoplevelse er jo
i det hele taget en mærkelig blanding af noget, vi genkender,
og noget nyt, vi får at vide – og både det at genkende og det
at få noget nyt at vide er nogle væsentlige menneskelige
kvaliteter, som litteraturen kan give os, og som poesien kan
give os, på deres særlige måde. Hvis jeg skulle illustrere det,
så ville jeg gøre det med et digt af en stor moderne
portugisisk digter, Jorge de Sena hedder han, som døde i
1978, og som jeg er ved at læse i øjeblikket, på svensk. Et
digt fra 1953 – et kærlighedsdigt, som hedder: Fremstrakte
hænder, som handler om – tja – alt det ukendte, alt det man
ikke ved, og som indgår som en væsentlig del af en
kærlighedsoplevelse, af et kærlighedsforhold:
En dag talte du til mig,
og træerne døde gren for gren af
tørke.
Det var blomster, husker jeg.
http://krabat.menneske.dk/_forfatter/Hvad_er_et_digt.html[06-10-2009 14:46:01]

Poul Borum: Hvad et digt er
Det var gader, det husker jeg også.
Og tomme
trapper.
Nej, du talte ikke til mig. Det
var mig der spurgte,
mens jeg dirrende kyssede
dig, hvor gammel du var
og hvad du hed.
Du havde intet navn,
eller havde du et,
men det var ikke dit.
Og din alder, dine hænder
i mine.
*Teksten er Merete Nissens båndudskrift af en udsendelse i Sokkelund Radio
1994, hvor hun fik dette lange svar på hvad et digt er. Udskriften har tidligere
været bragt i tidsskriftet Banana Split nr. 12/13. 1997.
Som kontrast, læs eventuelt Senturas korte oversigt over "lyrikslagteren".
http://krabat.menneske.dk/_forfatter/Hvad_er_et_digt.html[06-10-2009 14:46:01]