Endelige opsætning:Layout 1 - Socialstyrelsen

følgende vender tilbage til sit oprindelige miljø.
Ofte kan de unge selv pege på, hvilke dele af
deres netværk, det er realistisk og relevant at
inddrage - også under de tidlige faser i ungdomssanktionsforløbet.
Det viser forskning og undersøgelser
Inddragelse af unge sanktionsdømte og deres
forældre
På baggrund af Socialministeriets undersøgelse
af retssikkerhedslovens § 4 peger Nielsen og
Uggerhøj (2005) 210 på, at serviceloven har tydeliggjort
betydningen af inddragelse og forhold
med betydning for borgernes generelle retssikkerhed
i undersøgelsesfasen, handleplansfasen,
afgørelsesfasen og opfølgningsfasen.
Undersøgelsen viste desuden, at det er væsentligt
at have klare og gennemskuelige retningslinjer,
hvad angår forholdet til den unge og
familien. At skabe en ’ligeværdig’ samtale ved at
undertone magtforholdet risikerer i værste fald
at medføre tvivl hos de involverede om rettigheder
og pligter.
Socialforskningsinstituttet kommer i undersøgelsen
af kommunernes implementering af
ændringer i serviceloven frem til, at hovedparten
af de unge 15-19-årige deltager i samtaler,
inden der iværksættes en foranstaltning.
Undersøgelsen viser imidlertid også, at det sker
i færre tilfælde, når problemet er den unges
egen problematiske adfærd. 211 Flere af de unge,
der indgik i Kofoed m.fl. (2005)’s 212 kvalitative
undersøgelse, oplever at være dårligt informeret
og ikke at blive inddraget i planlægningen.
Højland (2003) peger i sin undersøgelse på, at
grundighed i arbejdet med at undersøge og forstå
klientens vurderinger og oplevelser er en forudsætning
for, at magtudøvelsen ikke krænker
klientens integritet. 213
En rapport fra ekspertgruppen om ungdomssanktionen
peger på, at manglende inddragelse
ofte medfører en negativ holdning til ungdomssanktionen,
og de unge bliver til modspillere i
stedet for medspillere. 214 Rapporten konkluderer
dette på baggrund af en gennemført udredning
af 25 afsluttede ungdomssanktionsforløb.
Kofoed med fleres (2005) undersøgelse viser, at
særligt opholdet i fase 1 er vanskeligt for de
unge at se mening i. Behandlingsmodstanden
hos de unge som et centralt problem ved tvangsbehandling
er tidligere fremført af blandt andet
Levin (1997, 1998) 215 Han påpeger, at der er risiko
for kontraproduktivitet, da tvang ofte avler
modstand og uvilje. For at ændre kurs, har de
unge stærkt brug for motivation.
Ekspertgruppen om ungdomssanktionen anfører
ligeledes – med henvisning til internationale
erfaringer – at der er større chance for positiv
behandlingseffekt, når indsatsen tager udgangspunkt
i den enkelte unges behov og de risikofaktorer,
der kan behandles. Det forudsætter en
vis balance mellem kontrol og autonomi, samtidig
med at de unge involveres i beslutninger og
planer. 216
Claezon (2004b) har i et kvalitativt studie undersøgt
unges, forældres og sagsbehandleres per-
180 K A P I T E L 1 2