Endelige opsætning:Layout 1 - Socialstyrelsen

overgang fra sikret til åbent regi, således at alle
involverede tager ansvar for kontinuiteten.
Senest før udslusning eller hjemgivelse ved overgang
til fase 3 skal der igen afholdes netværksmøde,
og handleplanen bør atter justeres. Ofte
kan det være relevant at holde et netværksmøde
mellem disse to yderpunkter, hvor der følges op
på igangsat behandling, uddannelse og beskæftigelse
og det vurderes, om planer og mål skal
justeres.
Det viser forskning og undersøgelser
Forløbet i fase 2
Fra det tidspunkt, hvor sanktionen blev en
mulighed og frem til i dag, har forløbet af fase 2
været genstand for undersøgelser og for kvalificeret
faglig debat.
De kvalitative og kvantitative undersøgelser fra
Socialforskningsinstituttet Kofoed, Lene m.fl.
(2005) 147 og Justitsministeriet (2004b, 2006b) 148
samt sagsgennemgang fra Teori- og Metode centret
(Hansen og Zobbe 2005) 149 tegner samlet et
billede af ungdomssanktionens fase 2 som noget
usammenhængende. Inten -tionerne om målrettet
behandling og forberedelse til integration i
et almindeligt hverdagsliv ser kun i ringe grad
ud til at blive indfriet.
Manglende sammenhæng begrundes blandt
andet i mange institutionsskift og tilbageførsler
til sikret institution. 150 Anbringelsesstederne er
ofte valgt, fordi der er plads og ikke efter pædagogiske
kriterier. 151 Institutionerne har ofte en
del personaleskift, og i de gennemførte undersøgelser
ser det også ud til, at der kun i ringe
grad bliver iværksat målrettede behandlingsforløb.
152
Behandling under institutionsophold
En af de mest tilbundsgående analyser af betingelserne
for at gennemføre socialpædagogisk
behandling under institutionsophold af utilpassede
unge, der har begået kriminalitet, er den
svenske socialforsker Claes Levins afhandling fra
1998. På baggrund af et langvarigt feltarbejde
på en institution i det sydlige Sverige indkredser
Levin nogle vanskeligheder, som genfindes i
større eller mindre grad i andre undersøgelser
af åbne institutioner:
Modstandskulturen
De unge, der indgik i Levins undersøgelse, udviste
en indædt modstand mod behandling. De
opfattede den som plagsom, og de forsøgte at
unddrage sig behandling i det omfang, det var
muligt – blandt andet gennem rømning.
En af de helt centrale strategier gik ud på at
skabe en modstandskultur baseret på asociale
værdier. Dermed blev de mere uerfarne unge
socialiseret ind i misbrug og kriminalitet. Levin
mener, at denne modstandskultur er en af de
væsentligste grunde til, at ophold på den pågældende
institution kun havde negativ – eller i
bedste fald – ingen effekt for de unge.
Denne bivirkning er et velkendt fænomen fra
fængsler og ungdomsinstitutioner. Der findes
dokumentation for, at risikoen for, at der udvikles
en negativ ungdomskultur, stiger med tre for-
142 K A P I T E L 1 0