årets dyrefoder kåret for tredje år i tr orijen 80.20 ... - DynamicPaper

18
MagaSinET HUND & HUND c FEbruar 2012
orange refleksbukser. De blev helt brune
på bagdelen!”
Desværre havde jeg min lillefinger lidt
uheldigt om snoren, så det kostede en <strong>for</strong>stuvning,
da sheriffen satte i gear.
”Hvor der schæferhandles, der spildes.
Ofte en pjokfinger,” fastslog schæferen ubekymret.
Schæferen bryder sig heller ikke om alt
<strong>for</strong> målbare vindstyrker. Og vi har ikke haft
andet. Det nedsætter muligheden <strong>for</strong> at retningsbestemme
duft og lyde, siger han. Det
gør ham lige lovlig agtpågivende, n<strong>år</strong> vi g<strong>år</strong>
tur. Og det er altså ikke en <strong>for</strong>del, n<strong>år</strong> man
i <strong>for</strong>vejen er af schæfersherifslægt og der<strong>for</strong>
ejer hele verden og alting.
Så de seks måneders efter<strong>år</strong>, som vi indtil
videre har haft her i Nordskåne, har ikke
været nogen udelt <strong>for</strong>nøjelse. Schæferen har
faktisk været så utilfreds med regnen, at han
flere gange har stillet sig på verandaen med
snudeskaftet mod himlen og gøet ad Gud.
Jeg selv har knapt så fine <strong>for</strong>bindelser, jeg
nøjes med at gø ad meteorologerne på tv.
Selvom vi <strong>for</strong>etrækker en snevinter, er det
naturligvis heller ikke uden problemer. N<strong>år</strong>
man har schæfer.
Da schæferen nu husker så fantastisk d<strong>år</strong>ligt,
og jeg er sådan en hensynsløs pjokle-
der, så udfører jeg gerne et stort nummer
hver vinter, n<strong>år</strong> den første sne er faldet. Første
gang, hvor schæferen g<strong>år</strong> snusende ind
under et lille træ, der tynges tungt af sne, så
strækker jeg benet frem og sparker til stammen.
Sekundet efter er han hvid schæfer og
dobbelt så stor. Så ryster han sig og ser sig
overrasket omkring, mens jeg st<strong>år</strong> og fløjter
uskyldigt.
Det gjorde jeg også sidste <strong>år</strong>; men dagen
efter tog schæferen en frygtelig hævn.
Vi gik med lang snusesnor, som jeg kalder
det, i den lille skovbevoksning imellem
banen og vores lille krageslot (det var dengang
hvor der stadig stod træer). Schæferen
var dybt optaget af en duft og trak i snoren.
I stedet <strong>for</strong> at rive irriteret den modsatte vej,
stoppede jeg og holdt snoren stram, indtil
han søgte øjenkontakt, og følte mig som en
meget tålmodig og velovervejet hundejer.
Schæferen sendte mig et vurderende blik,
og jeg burde allerede dér have anet uråd.
Så sprang han dramatisk baglæns over på
min højre side, bagom og frem i én hurtig
bevægelse. Han stoppede nådigt, da snoren
lå stramt omkring mine knæ og kikkede
bagud.
”Har du lyst til en kolbøtte?” sagde hans
milde schæfersmil.
”Nu skal jeg sige dig noget, schæfer, du
…”
På det tidspunkt kom der en kat slentrende
ti meter fremme på tværs af hans schæferkurs.
Det kan man jo ikke lade passere
som schæfersherif, så han skød frem som et
missil. Jeg slog en dobbeltkolbøtte og <strong>for</strong>etog
derefter adskillige rulninger i sneen.
I takt med at jeg mere og mere lignede
en snebold, blev vægten trods alt <strong>for</strong> meget
<strong>for</strong> firspringsschæferen. Han stoppede
modvilligt. Katten var <strong>for</strong>mentlig <strong>for</strong> længst
<strong>for</strong>svundet. Ud <strong>for</strong> mit ene øje var der et
lille hul i sneen, hvor jeg kunne se, at sværvægtsweileren
kom ind i billedet fra højre
med den ældre mand i snor.
”Hvad laver I?” spurgte weileren.