Domstolenes praksis over for personer med etnisk - Juridisk Institut ...

Domstolenes praksis
over for personer
med etnisk minoritetsbaggrund
Af professor, dr.jur. JENS VEDSTED-HANSEN
Afdelingen for Retslære, Juridisk Institut
Aarhus Universitet *
Mens etnisk minoritetsbaggrund i forhold til domstolene ofte drøftes
med henblik på behandlingen af straffesager, belyser denne artikel
domstolspraksis på nogle andre områder, der har særlig betydning for
denne befolkningsgruppe. I udvisningssager har domstolenes rolle
ændret sig væsentligt, siden de med udlændingeloven af 1983 fik kompetence
til at træffe sådanne afgørelser. Efter beskrivelse af den tidlige
udvisningspraksis under den nye lov omtales lovændringer sidst i
1990'erne og den betydning, disse har haft for domstolenes afvejning i
konkrete sager såvel som for deres retskildeanvendelse. Derpå drøftes
praksis i familiesammenføringssager, hvor der består en særlig adgang
til domstolsprøvelse af visse administrative afgørelser. I lyset af
domstolenes forholdsvis markante praksis på de nævnte sagsområder
knyttes der afslutningsvist nogle kritiske bemærkninger til deres tilsyneladende
utilbøjelighed til at beskæftige sig med visse asylrelaterede
sager.
1. Minoritetsbaggrund og domstolsbehandling
Spørgsmål vedrørende domstolenes praksis over for personer med etnisk
minoritetsbaggrund har ofte været drøftet med hovedvægten - eller
med udelukkende sigte - på strafferetlige sager. 1 Denne artikel har
et andet og for så vidt bredere sigte, idet dog en betydelig del af det
følgende omhandler domstolspraksis med hensyn til udvisningspørgsmål,
der som bekendt helt overvejende opstår i tilknytning til straffesager
(jf. afsnit 2). 2 Derefter drøftes domstolenes rolle i nogle andre
* Artiklen er en bearbejdet udgave af et oplæg holdt på Dansk Kriminalistforenings
temadag om Etniske minoriteter og retssystemet den 31. januar 2001.
1 Smh. hertil debatten på det 35. nordiske juristmøde med udgangspunkt i Erik
Møses - i sig selv ganske bredt dækkende - referat: Skal innvandrernes spesielle
bakgrunn tas hensyn til i rettsanvendelsen Jf. Forhandlingerne ved Det 35. nordiske
juristmøtet i Oslo 18.-20. august 1999, s. 755-93.
2 Kompetencen til at træffe afgørelse om udvisning som følge af strafbart forhold
med hjemmel i udlændingelovens §§ 22-24 er ved lovens § 49 henlagt til domstolene.
Kun udlændinge, som har opholdt sig i Danmark i indtil 6 måneder, kan udvises
administrativt i tilfælde af mindre alvorlig kriminalitet, jf. § 25 a, stk. 1. For disse
udvisninger samt visse andre administrative afgørelser om udvisning er der adgang
RETTID 2001 14

sagstyper, som ligeledes er af stor praktisk betydning for de etniske
minoriteter. Med denne betegnelse refererer jeg først og fremmest til
udlændinge, idet de omhandlede sagstyper alle har hjemmel i udlændingeloven
og dermed forudsætter, at de direkte berørte personer ikke
har dansk statsborgerskab. I de sager om familiesammenføring, som
behandles i afsnit 3, kan den eller de herboende meget vel være danske
statsborgere, men som følge af sagernes karakter - afspejlet i det
forhold, at det ansøgende familiemedlem er udlænding - vil de pågældende
danskere da ofte have udenlandsk baggrund og i den forstand
høre til en etnisk minoritetsgruppe.
Under hensyn til den udsatte stilling, som udlændinge befinder
sig i på grund af deres enten manglende eller usikre opholdsret her i
landet, blev der med udlændingeloven af 1983 - foruden den i sig selv
væsentlige retsgaranti, der ligger i at udvisningssager normalt behandles
af domstolene i tilknytning til afgørelsen af strafspørgsmålet -
etableret særlige processuelle garantier i to forskellige typer af sager
om opholdstilladelse. Det drejer sig dels om adgangen til domstolsprøvelse
i visse tilfælde af afslag på familiesammenføring (jf. afsnit
3), 3 dels om klageordningen i asylsager, til hvis behandling der blev
oprettet et uafhængigt organ, Flygtningenævnet. 4
Selvom Flygtningenævnet almindeligvis betegnes som domstolslignende,
vil det ikke blive drøftet nærmere i denne sammenhæng,
dels fordi der er tale om netop et quasijudicielt organ, dels fordi
klageorganet behandler en nok så speciel sagstype, som ikke umiddelbart
belyser danske domstoles praksis over for de etniske minoriteter.
Domstolenes behandling af nogle asylrelaterede sager kan derimod
have en vis interesse i så henseende, hvorfor jeg til sidst kort vil berøre
opgavefordelingen mellem Flygtningenævnet og domstolene, herunder
spørgsmålet om domstolsprøvelse af nævnets afgørelser (jf. afsnit
4).
2. Domstolenes praksis i udvisningssager
Samtidig med, at kompetencen til at udvise udlændinge på grund af
kriminalitet ved udlændingeloven af 1983 blev flyttet fra administrativt
regi - hvilket i praksis navnlig betød politiet - til domstolene, fik
udvisningsbestemmelserne i den nye lov en mere overskuelig opbygning.
De blev baseret på den såkaldte trappestigemodel, hvorefter muligheden
for udvisning blev trinvist reduceret i takt med opholdstiden i
Danmark - og således at anerkendte flygtninge umiddelbart blev platil
domstolsprøvelse for EF-udlændinge og nordiske statsborgere, se nærmere om
betingelserne herfor i § 52, stk. 1, nr. 3 og 4.
3 Jf. udlændingelovens § 52, stk. 1, nr. 1 og 2, som omfatter opholdstilladelser efter
§ 9, stk. 1, nr. 3 (mindreårige børn) og nr. 4 (forældre over 60 år til danske eller
nordiske statsborgere samt flygtninge). Den særlige domstolsprøvelsesordning er
nærmere behandlet i Jens Vedsted-Hansen: Opholdsret og forsørgelse, 1997, kapitel
6.
4 Jf. udlændingelovens §§ 53-58.
RETTID 2001 15

ceret i den bedst beskyttede kategori af udlændinge, dvs. dem med
mere end syv års ophold her i landet. Reguleringsmodellen var i sig
selv udtryk for et proportionalitetsprincip: jo længere tids ophold og
dermed stærkere tilknytning til landet, desto strengere krav til udvisningsgrunden
i den aktuelle hjemmelsbestemmelse, jf. 1983-lovens §§
22-25. Dette generelle proportionalitetsprincip blev suppleret af nogle
nærmere angivne humanitære hensyn, som ifølge udlændingelovens §
26 skulle iagttages ved den konkrete vurdering i hver enkelt udvisningssag.
Netop det toleddede proportionalitetsprincip blev grundlag for
en temmelig markant praksis fra domstolenes side, da de begyndte at
udøve kompetencen til at træffe afgørelser om udvisning efter de nye
lovbestemmelser. 5 Med en vis - men dog nogenlunde forsvarlig - forenkling
kan man sige, at selv i tilfælde af alvorlig kriminalitet blev
hensynet til gerningsmandens herboende ægtefælle og eventuelle børn
tillagt ganske stor betydning - og ofte overvægt i forhold til de udvisningsbegrundende
hensyn. Især hvis de pårørende var danske statsborgere
eller af andre grunde savnede tilknytning til den tiltaltes hjemland,
ville disse § 26-hensyn normalt have en sådan gennemslagskraft.
Der var dog én vigtig undtagelse herfra: sager vedrørende narkotikakriminalitet,
hvor domstolene kun i ekstraordinære tilfælde ville lade
afvejningen falde ud til fordel for de humanitære hensyn. 6
De generelle synspunkter, der lå bag domstolenes udvisningspraksis,
blev særdeles klart formuleret af Højesterets flertal i en sag
om legemsbeskadigelse med døden til følge, hvor den tiltalte idømtes
6 års fængsel:
“Det fremgår af forarbejderne til udlændingelovens § 26, nr. 2, at der ved afgørelsen
af spørgsmål om udvisning må tillægges hensynet til tiltaltes danske
familie væsentlig betydning. I det foreliggende tilfælde vil en overflytning til
tiltaltes hjemland medføre en vidtrækkende ændring i tiltaltes hustrus og
barns livsforhold. Tiltaltes alvorlige forbrydelse ... er ikke udslag af international
eller i øvrigt organiseret eller planlagt kriminalitet. Under de således
foreliggende omstændigheder finder disse dommere det bedst stemmende
med hovedhensynene bag lovbestemmelserne, at tiltalte ikke udvises.” 7
Året før var Højesteret kommet til et tilsvarende afvejningsresultat i
en sag om drabsforsøg, som rent strafferetligt tangerer nogle af de
spørgsmål, som kan siges at have relation til den tiltaltes og offerets
tilhørsforhold til en etnisk eller national minoritetsgruppe. Det skuddrama
i maj 1982, som straffesagen omhandlede, var en lokal udløber
af den tids konflikter i Tyrkiet mellem den politiske venstrefløj og en
højreekstremistisk organisation kaldet De Grå Ulve - hvilket så vidt
vides var baggrunden for, at nævningedommen udmålte straffen til 4
5 Generelt om praksis efter udlændingelovens § 26, se Betænkning nr. 1326/1997
om udvisning, s. 389–96, samt Gunnar Homann i Udlændingeret, 2. udgave, 2000, s.
662-75.
6 Se f.eks. UfR 1984.776 HKK og UfR 1989.186 HD.
7 UfR 1985.355 HD (min kursivering).
RETTID 2001 16

års fængsel under anvendelse af straffelovens § 85. 8 Om udvisningsspørgsmålet
udtalte Højesterets flertal:
“Da (tiltalte) har opholdt sig her i landet siden den 5. september 1976, og da
(tiltalte) siden den 6. november 1976 har samlevet i ægteskab med en kvinde,
der kun har boet i Danmark, som han har et barn med, og som ønsker at fortsætte
samlivet, findes der allerede under hensyn til bestemmelsen i udlændingelovens
§ 26, nr. 2, ikke at være grundlag for udvisning efter … § 23, nr.
3.” 9
Mindretallet var enig i resultatet, men foretog en mere tydelig og konkret
afvejning af sagens særlige omstændigheder over for de udvisningsbegrundende
hensyn:
“Under hensyn til varigheden af (tiltaltes) ophold her i landet og de omstændigheder,
hvorunder kriminaliteten er begået, findes der ikke at være grundlag
for udvisning i medfør af udlændingelovens § 23, nr. 3.” 10
Med ændringerne i udlændingelovens udvisningsbestemmelser i
1996 11 og 1998 12 er også domstolenes rolle undergået en væsentlig
forandring. Lovændringerne indebar i dobbelt forstand, at trappestigemodellen
knækkede. For det første blev selve hjemlen til udvisning
udvidet ved visse - siden 1998 endog ganske mange - lovovertrædelser,
idet enhver ubetinget frihedsstraf efter de opregnede i alt 26 straffelovbestemmelser
og to særlovbestemmelser kan danne grundlag for
udvisning. 13 Modsat princippet i den tidligere trappestigemodel gælder
dette uanset straffens længde og uanset udlændingens opholdstid her i
landet - altså en slags dansk “one strike - and you’re out!” som kriminalpolitisk
program i forhold til denne persongruppe. For det andet
blev den humanitære klausul i udlændingelovens § 26 stækket i netop
de sager, hvor den udvidede udvisningshjemmel finder anvendelse,
idet der her skal foreligge afgørende modhensyn, for at udvisning kan
undlades. 14
Idet man samtidig fra lovgiverside forudsatte, at internationale
forpligtelser skal overholdes også på dette område, satte lovændringerne
domstolene i noget, der vel med rimelighed kan betegnes som et
8 Baggrunden for anvendelse af bestemmelsen i straffelovens § 85 er ikke nærmere
beskrevet i den i UfR trykte dom, men blev offentligt kendt gennem dagspressens
omtale af skuddramaet i maj 1982.
9 UfR 1984.555 HK (min kursivering).
10 Anf. st. (min kursivering).
11 Lov nr. 1052 af 11. december 1996.
12 Lov nr. 473 af 1. juli 1998.
13 Jf. udlændingelovens § 22, nr. 4-6, som affattet ved lov nr. 473 af 1. juli 1998. Se
om disse bestemmelser Gunnar Homann i Udlændingeret, 2. udgave, 2000, s. 618-
25.
14 Jf. udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 4-6.
RETTID 2001 17

dilemma. På den ene side havde lovgivningsmagten tydeligt signaleret
et ønske om markant skærpet udvisningspraksis og tilvejebragt ganske
rigelig hjemmel hertil. På den anden side skulle retsanvenderne drage
omsorg for, at Danmark heller ikke i fremtiden ville høre til de faste
leverandører af klagesager vedrørende udvisning ved Den Europæiske
Menneskeretsdomstol i Strasbourg. Ud fra den efterhånden lange række
af Højesteretsdomme, der har taget stilling til udvisningsspørgsmål
efter de skærpede lovbestemmelser, kan man formentlig uden større
forbehold konkludere, at domstolene har taget udfordringen på sig og
allerede i vidt omfang løst den utaknemmelige opgave, de blev stillet.
Efter at Højesteret i maj 1999 var fremkommet med mere generelle
præmisser for den proportionalitetsvurdering, som Den Europæiske
Menneskeretskonventions artikel 8 indebærer, 15 har de underordnede
instanser vistnok rettet praksis ind - hvilket synes at have været en betydelig
justering i forhold til den temmelig håndfaste anvendelse af
den udvidede udvisningshjemmel, som by- og landsretter oprindeligt
havde lagt sig på.
Dilemmaet lever imidlertid videre. Forløbet har rejst kontroversielle
spørgsmål om forholdet mellem lovgivningsmagt og domstole,
om ansvaret for og betydningen af internationale standarder i forhold
til national dansk lovgivning. 16 Det principielle dilemma viser sig helt
konkret ved den måde, hvorpå domstolene træffer afgørelse i de sager,
der er omfattet af de nye udvisningsbestemmelser. Mens man tidligere
kunne nøjes med at foretage en afvejning af de udvisningsbegrundende
hensyn over for de humanitære hensyn i udlændingelovens § 26,
må afgørelserne nu træffes under direkte henvisning til internationale
normer, dvs. artikel 8 i Menneskeretskonventionen og den praksis fra
Menneskeretsdomstolen, der knytter sig hertil. Det sidstnævnte er givetvis
en mere kompliceret juridisk øvelse, og det er næppe heller nogen
ubetinget lykkelig placering for den internationale menneskeretsbeskyttelse
i forhold til den nationale minoritetsdiskurs og de tildels
reelle samfundsproblemer, denne afspejler.
3. Domstolsprøvelse i familiesammenføringssager
Udlændingeloven af 1983 gav domstolene en ny rolle ikke alene i de
ovenfor omtalte sager om udvisning på grund af strafbart forhold, men
tillige i kraft af den særlige adgang til domstolsprøvelse af administrative
afgørelser, som blev etableret med lovens § 52. Denne prøvelsesordning
omfatter - foruden visse administrative udvisninger af EFudlændinge
og nordiske statsborgere 17 - administrative afgørelser, der
indebærer nægtelse eller ophør af familiesammenføring med mindre-
15 Jf. UfR 1999 1390 og 1394 HD, smh. hertil UfR 1999.271 HD. Se herom Gunnar
Homann i Udlændingeret, 2. udgave, 2000, s. 676-77.
16 Jf. hertil Jens Vedsted-Hansen: Er politiske skøn blevet henlagt til Højesteret,
Juristen 2001, s. 44-48.
17 Udlændingelovens § 52, stk. 1, nr. 3 og 4, jf. §§ 25 a og 25 b.
RETTID 2001 18

årige børn og gamle forældre. 18 Afgrænsningen til disse familierelationer
kan virke tilfældig, men bygger formentlig på en forestilling om,
at der i de nævnte sagstyper kan opstå bevisspørgsmål - navnlig vedrørende
ansøgerens alder og familierelation til herboende - som der
kan være behov for at få vurderet af domstolene med de bevisførselsmuligheder,
der følger heraf. 19 Den særlige prøvelsesordning skal
derfor ses i sammenhæng med lovforarbejdernes forudsætning om, at
kravene til dokumentation af familieforholdene i sådanne sager må
stilles under hensyntagen til eventuelle mangler ved personregistreringen
i ansøgerens oprindelsesland. 20 Så vidt vides indebar domstolskontrollen
i tiden efter 1983-lovens ikrafttræden en ganske væsentlig
modifikation af den form for bevisvurdering, som udlændingeadministrationen
tidligere havde praktiseret.
Af både teoretiske og praktiske grunde skal det fremhæves, at
den særlige prøvelsesordning i henhold til udlændingelovens § 52 ikke
udelukkende omfatter bevisspørgsmål. De senere års stramninger af
adgangen til familiesammenføring er i vidt omfang blevet gennemført
som supplerende, ofte skønsmæssige betingelser i tillæg til lovens oprindelige
betingelser for opholdstilladelse, der alene drejede sig om
forholdsvis objektive alders- og familieforhold. I takt hermed har det
fået stigende betydning, at domstolskontrollen tillige omfatter den
administrative vurdering af, om sådanne supplerende betingelser skal
stilles i det konkrete tilfælde, og om de i så fald er opfyldt. Ikke
mindst i den sammenhæng er det desuden vigtigt, at prøvelsesordningen
utvivlsomt indebærer kompetence for domstolene til at foretage
tilbundsgående efterprøvelse af de indbragte administrative afgørelser.
21 Betydningen af domstolskontrol med de supplerende betingelser
blev første gang illustreret i nogle sager om forsørgelsesbetingelser i
forbindelse med tilladelse til familiesammenføring, som blev behandlet
af Østre Landsret i 1989. 22 Landsretskendelserne var ganske vist
relativt intetsigende med hensyn til selve hjemmelsgrundlaget for de
stillede forsørgelsesbetingelser, idet man i stedet tilsidesatte de af Justitsministeriet
meddelte afslag på grund af manglende udøvelse af det
pligtmæssige skøn, der var en forudsætning for betingelsesfastsættelsen
- altså en klassisk forvaltningsretlig figur, som dog her fik sjæl-
18 Udlændingelovens § 52, stk. 1, nr. 1 og 2, jf. § 9, stk. 1, nr. 3 og 4.
19 Om baggrunden for afgrænsningen af sagstyperne i udlændingelovens § 52, se
Jens Vedsted-Hansen: Opholdsret og forsørgelse, 1997, s. 263-70.
20 Jf. Betænkning nr. 968/1982 om udlændingeloven. Udkast til ny udlændingelov, s.
202. Den praktiske betydning af denne forudsætning er sandsynligvis blevet reduceret
i kraft af anvendelsen af DNA-test som bevismiddel, se herom UfR 1990.277
ØLK og undersøgelseshjemmelen i udlændingelovens § 40 c.
21 Jf. hertil Jens Vedsted-Hansen: Opholdsret og forsørgelse, 1997, s. 260-62 og s.
270-72.
22 UfR 1989.775 ØLK. Kendelserne er nærmere omtalt i Jens Vedsted-Hansen,
anf.st. s. 298-311.
RETTID 2001 19

dent vidtrækkende gennemslag i prøvelsen. Til gengæld blev det med
disse kendelser klart, at supplerende betingelser som integreret del af
den administrative afgørelse er genstand for prøvelse under § 52-
ordningen.
Dette er senere blevet bekræftet i andre sager, hvoraf navnlig en
kendelse afsagt af Højesteret i oktober 1996 er interessant - ikke blot
fordi det var den første Højesteretsafgørelse om denne type spørgsmål,
men tillige på grund af den nok så selvstændige afvejning, der her førte
Højesteret til at tilsidesætte det administrative skøn vedrørende forsørgelsesbetingelsen.
Den kærende i sagen var en 80-årig iransk
mand, som kort efter sin ægtefælles død havde taget ophold hos sin
herboende søn. Højesteret udtalte herom:
“Kærendes søn her i landet er kærendes eneste barn og er som flygtning
forhindret i at genforenes med kærende i hjemlandet. På denne baggrund, og
når tillige henses til kærendes alder og helbredstilstand og det om hans
personlige forhold i øvrigt oplyste, finder Højesteret, at der foreligger
sådanne særlige omstændigheder, at en opholdstilladelse ikke bør betinges af,
at kærendes søn godtgør at være i stand til at forsørge kærende.” 23
Som sagt har de supplerende betingelser for familiesammenføring i de
forløbne år fået en mere fremtrædende plads i lovgivning og praksis,
senest gennem indførelse af krav om rådighed over egen bolig samt et
særligt tilknytningskrav. 24 Navnlig fordi der er væsentlige skønselementer
i denne del af afgørelserne - og dermed formentlig også mulighed
for politisk bestemte skift i administrativ praksis - kan adgangen
til domstolsprøvelse i henhold til udlændingelovens § 52 vise sig
betydningsfuld ud fra praktiske såvel som principielle betragtninger.
En speciel situation på familiesammenføringsområdet, som havde
visse lighedstræk med udvisningssagerne, forelå i en sag om inddragelse
af en 13-årig drengs opholdstilladelse. Drengen var i 1989
kommet til Danmark med henblik på at leve her i landet sammen med
et ægtepar, som angiveligt var hans forældre. Efter ægteparrets skilsmisse
i 1992 fremkom der oplysninger om, at han ikke var deres barn,
hvilket blev bekræftet ved en DNA-undersøgelse. Mens byretten stadfæstede
den administrative afgørelse om inddragelse af drengens opholdstilladelse
på grund af den udviste svig, fandt Østre Landsret efter
det oplyste om drengens alder, herunder ved opnåelsen af opholdstilladelsen,
om hans tilhørsforhold til det danske samfund og varigheden
af opholdet her i landet, at betingelserne for inddragelse ikke var opfyldt.
25 Landsretten henviste til udlændingelovens § 19, stk. 3 og 5 (nu
stk. 2 og 4), hvoraf sidstnævnte bestemmelse foreskriver anvendelse
af de i § 26, stk. 1 angivne hensyn i også ved afgørelser om inddragelse
af opholdstilladelse. Der var således tale om en prøvelse af afvej-
23 UfR 1996.1616 HK.
24 Udlændingelovens § 9, stk. 10 og 11. Se herom Jens Vedsted-Hansen: Skærpede
betingelser for familiesammenføring, Juristen 2001, s. 161-72.
25 UfR 1996.1422 ØLD.
RETTID 2001 20

ningen af inddragelsesgrunde over for humanitære hensyn, som i og
for sig svarede ganske nøje til den afvejning, som domstolene selv foretager
i henhold til § 26 i relation til udvisningsspørgsmål. På den
baggrund forekommer hverken prøvelsesintensiteten eller afvejningsresultatet
synderligt overraskende.
4. Afsluttende om domstolenes profil - med et forbehold vedrørende
asylrelaterede sager
Som nævnt indledningsvist vil jeg ikke her komme ind på den klageordning,
som asylsager er undergivet i form af behandling i det domstolslignende
Flygtningenævn. Forholdet mellem dette nævn og domstolene
giver derimod anledning til visse overvejelser, der samtidig
kan tjene som afsæt for en konklusion på det, jeg allerede har sagt om
domstolenes rolle i andre typer af sager vedrørende udlændinge.
Der har siden gennemførelsen af udlændingeloven af 1983 hersket
nogen uenighed om, hvorvidt lovens § 56, stk. 7 - ifølge hvilken
Flygtningenævnets afgørelser er “endelige” - er en endelighedsklausul
i relation til domstolsprøvelse, eller bestemmelsen alene indebærer
endelighed i administrativt regi, dvs. afskærer indbringelse af nævnets
afgørelser for ressortministeriet. Da det i 1997 kom til en formel afgørelse
af dette spørgsmål, valgte Højesterets flertal at tilslutte sig den
førstnævnte fortolkning af bestemmelsen. 26 Flertallet drog tilmed heraf
den temmelig usædvanlige konsekvens, at man ganske afviste at
behandle den mod Flygtningenævnet anlagte sag. Afgørelsen forekommer
mig at være af særdeles tvivlsom rigtighed, i hvilken forbindelse
det er en ringe trøst, at den blev truffet af et flertal på fire mod
tre dommere. 27 Ud over de juridiske indvendinger, der kan rettes mod
flertalsafgørelsen, er det nærliggende at befrygte, at den heraf følgende
afskærmning af Flygtningenævnet imod ekstern kontrol kan have
negative følger for hele den danske asylprocedure og i særlig grad for
den tillid, som denne procedure og ikke mindst dens klageordning har
behov for og i vidt omfang fortjener.
Det er nærliggende at opfatte højesteretsflertallets vurdering af
endelighedsklausulen som i væsentlig grad båret af en slags procesøkonomisk
hensyn, ifølge hvilket man simpelthen ikke ønskede at se
et ubekendt antal asylsager for landets domstole i fremtiden. For så
vidt kan reaktionen give visse mindelser om den kompetencestrid, der
var tilløb til i begyndelsen af 1990'erne med hensyn til en anden asylrelateret
sagstype. Striden drejede sig om vurderingen af selve udsendelsesspørgsmålet
i forhold til flygtninge med asyl i Danmark, som
26 UfR 1997.1157 HD.
27 Jf. hertil Kim U. Kjær: “En grov tilsidesættelse af grundlovens klare ord” - om en
endelighedsklausul, dens rækkevidde og konsekvenser, Juristen 1998, s. 45-55, samt
Jens Vedsted-Hansen i Udlændingeret, 2. udgave, 2000, s. 476-80. Med sin seneste
afgørelse, UfR 2001.861 HD, synes Højesteret at have modificeret rækkevidden af
flertallets fortolkning af udlændingelovens § 56, stk. 7 i 1997-dommen, idet alene
spørgsmål vedrørende Flygtningenævnets bevisbedømmelse nu anses for afskåret fra
domstolsprøvelse.
RETTID 2001 21

var blevet udvist på grund af strafbart forhold. Mere konkret var
spørgsmålet, hvilken instans der skal have ansvaret for at beslutte, at
en udvist kriminel flygtning skal tåle udsendelse med risiko for alvorlige
overgreb i hjemlandet. Domstolene forsøgte at undvige problemet
ved at henvise til Flygtningenævnets kompetence som allersidste instans
i så henseende i henhold til bestemmelsen i udlændingelovens §
31. Heroverfor stod Flygtningenævnets pointering af, at domstolene
måtte forholde sig til dette spørgsmål som integreret led i vurderingen
efter udlændingelovens § 26, hvilket dog i næste omgang blev mødt
med en nok så afvisende reaktion fra domstolsside. 28
Nu er kompetenceproblemet blevet løst ved en særlig procedure
for Flygtningenævnet. 29 Sammen med Højesterets oprindelige stillingtagen
til spørgsmålet om domstolskontrol med Flygtningenævnet efterlader
forløbet omkring udsendelsesvurderingerne imidlertid et indtryk
af, at der trods alt er grænser for, hvad domstolene ønsker at beskæftige
sig med i asylrelatede sagstyper. Dette udgør efter min opfattelse
en skramme i den ellers ganske flotte profil, danske domstole har
opnået i relation til beskyttelsen af de etnisk minoriteter på selve udlændingelovens
område. Hermed er der tilvejebragt en vigtig, omend
langtfra tilstrækkelig, forudsætning for et bredere integrationsmæssigt
bidrag fra retssystemet.
28 Jf. UfR 1990.507, 1991.580 og 1992.269 HD.
29 Jf. udlændingelovens § 49 a, indsat ved lov nr. 473 af 1. juli 1998. Se nærmere
herom Gunnar Homann i Udlændingeret, 2. udgave, 2000, s. 683-85.
RETTID 2001 22