Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet - Aarhus ...

Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet - Aarhus ... Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet - Aarhus ...

specialer.sam.au.dk
from specialer.sam.au.dk More from this publisher
27.01.2015 Views

Rasmus Sylvester Iversen - 20021479 Institut for Økonomi, Aarhus Universitet Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet Kandidatafhandling Nemlig de organisatoriske kompetencer som angår sikring af dynamiske forbedringer indenfor virksomhedens aktiviteter (Collis, 1994). Der synes at være en parallel mellem bidrag indenfor denne retning indenfor kompetencelitteraturen, og det Schulze (1994) kalder processkolen, som ikke er ligevægtsorienteret og anskuer markederne som værende dynamiske og fokuserer på skabelsen af nye rentgenererende ressourcer. Indenfor denne kompetencekategori nævner Collis (1994) blandt andet Amit & Schoemaker (1993), som definerer kompetencer som ”repeated process or product innovations, manufacturing flexibility, responsiveness to market trends and short development cycles” (Amit & Schoemaker, 1993:35). Endvidere er dynamic capabilities placeret indenfor denne kategori, og DCA vil i det efterfølgende blive behandlet som den dynamiske overbygning til traditionel RBV. 6.2 Redegørelse af DCA 6.2.1 De overordnede teoretiske fundamenter for DCA DCA udspringer som en kritik af RBV for blandt andet at fokusere for meget på virksomhedens ressourcebeholdning, og hvilke strategiske muligheder denne giver anledning til. Teece & Pisano (1994) og Teece et al. (1997) grundlægger DCA ved at påpege, at det ikke er de virksomheder, som har den største ressourcebase, som vinder. I hvert fald ikke i omskiftelige omgivelser. Her er vinderne de virksomheder, som er mest innovative, fleksible og tilpasningsdygtige i forhold til ændringer i omgivelserne (Teece & Pisano, 1994) 14 . Endvidere kan man sige, at DCA, som så mange andre centrale bidrag indenfor kompetencelitteraturen 15 , også bygger på evolutionsteorien, hvorfra man inddrager organisatoriske rutiner (Nelson & Winter, 1984). DCA forsøger at udvide RBV til dynamiske markeder (Teece et al., 1997). Som følger heraf bliver en yderligere inspirationskilde den østrigske skole med Schumpeter (1934). Det er netop i en schumpetersk verden med markeder, som er præget af schumpeterske stød, det vil sige creative destructions og hyperkonkurrence, som hele tiden redefinerer markederne og brancherne, at virk- 14 Det at forfatterne indenfor DCA – litteraturen eksplicit påpeger, at DCA kan anses som en reaktion mod den manglende dynamik i traditionel RBV, understøtter, at DCA anskues som den dynamiske overbygning til traditionel RBV. Derfor vil der ikke være et sammenholdningsafsnit af RBV og DCA, som det var tilfældet med Porter (1980) og Porter (1990) i afsnit 5.2. 15 Bl.a. Kogut & Zander (1992), som med deres combinative capabilities af mange anskues som grundlæggerne af the Knowledge Based View of the firm, inddrager også organisatoriske rutiner i deres teoriopbygning.

Rasmus Sylvester Iversen - 20021479 Institut for Økonomi, Aarhus Universitet Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet Kandidatafhandling somhedernes evne til kontinuert at innovere og tilpasse sig omskiftelige omgivelser, er central. Disse tre teoretiske fundamenter for DCA er illustreret i nedenstående figur. Figur 6.1. De teoretiske fundamenter for DCA. 6.2.2 Definition af dynamic capabilities Med DCA forsøges der at overføre RBV til dynamiske markeder. I disse markeder er det ikke virksomhedens beholdning af ressourcer og kompetencer, som i sig selv er afgørende for skabelsen af KF, men i højere grad virksomhedens evne til at innovere og tilpasse sig de dynamiske omgivelser. Det er denne evne, som indenfor litteraturen betegnes som dynamic capabilities (DC). Hvad der præcist ligger i sådan en organisatorisk kompetence, er det absolut ikke nemt at finde et entydigt svar på. Som det er tilfældet ved den generelle kompetencelitteratur, er der ogindenfor DCA – litteraturen lige så mange definitioner, som der er forfattere på området (Collis, 1994). Trods denne definitionsjungle synes der at være relativ opbakning til Teece et al.’s (1997) DC – definition. Med udgangspunkt i Nelson & Winters (1982) syn på organisationen som bestående af et sæt gensidigt afhængige rutiner, som langsomt udvikles over tid, defineres DC som ”the firm’s ability to integrate, build, and reconfigure internal and external competences to address rapidly changing environments” (Teece et al., 1997:516). En anden central bidragsyder indenfor DC – litteraturen, Eisenhardt & Martin (2000), læner sig op ad denne definition og forklarer, at DC skal forstås som virksomhedens evne til at manipulere med dens ressourcer og kompetencer for både at matche og skabe

Rasmus Sylvester Iversen - 20021479<br />

Institut for Økonomi, <strong>Aarhus</strong> Universitet<br />

<strong>Statiske</strong> <strong>og</strong> <strong>dynamiske</strong> <strong>tilgange</strong> <strong>indenfor</strong> <strong>strategifeltet</strong><br />

Kandidatafhandling<br />

Nemlig de organisatoriske kompetencer som angår sikring af <strong>dynamiske</strong> forbedringer <strong>indenfor</strong> virksomhedens<br />

aktiviteter (Collis, 1994). Der synes at være en parallel mellem bidrag <strong>indenfor</strong> denne<br />

retning <strong>indenfor</strong> kompetencelitteraturen, <strong>og</strong> det Schulze (1994) kalder processkolen, som ikke er<br />

ligevægtsorienteret <strong>og</strong> anskuer markederne som værende <strong>dynamiske</strong> <strong>og</strong> fokuserer på skabelsen af<br />

nye rentgenererende ressourcer.<br />

Indenfor denne kompetencekategori nævner Collis (1994) blandt andet Amit & Schoemaker (1993),<br />

som definerer kompetencer som ”repeated process or product innovations, manufacturing flexibility,<br />

responsiveness to market trends and short development cycles” (Amit & Schoemaker,<br />

1993:35).<br />

Endvidere er dynamic capabilities placeret <strong>indenfor</strong> denne kategori, <strong>og</strong> DCA vil i det efterfølgende<br />

blive behandlet som den <strong>dynamiske</strong> overbygning til traditionel RBV.<br />

6.2 Redegørelse af DCA<br />

6.2.1 De overordnede teoretiske fundamenter for DCA<br />

DCA udspringer som en kritik af RBV for blandt andet at fokusere for meget på virksomhedens<br />

ressourcebeholdning, <strong>og</strong> hvilke strategiske muligheder denne giver anledning til. Teece & Pisano<br />

(1994) <strong>og</strong> Teece et al. (1997) grundlægger DCA ved at påpege, at det ikke er de virksomheder, som<br />

har den største ressourcebase, som vinder. I hvert fald ikke i omskiftelige omgivelser. Her er vinderne<br />

de virksomheder, som er mest innovative, fleksible <strong>og</strong> tilpasningsdygtige i forhold til ændringer<br />

i omgivelserne (Teece & Pisano, 1994) 14 .<br />

Endvidere kan man sige, at DCA, som så mange andre centrale bidrag <strong>indenfor</strong> kompetencelitteraturen<br />

15 , <strong>og</strong>så bygger på evolutionsteorien, hvorfra man inddrager organisatoriske rutiner (Nelson &<br />

Winter, 1984).<br />

DCA forsøger at udvide RBV til <strong>dynamiske</strong> markeder (Teece et al., 1997). Som følger heraf bliver<br />

en yderligere inspirationskilde den østrigske skole med Schumpeter (1934). Det er netop i en<br />

schumpetersk verden med markeder, som er præget af schumpeterske stød, det vil sige creative<br />

destructions <strong>og</strong> hyperkonkurrence, som hele tiden redefinerer markederne <strong>og</strong> brancherne, at virk-<br />

<br />

14 Det at forfatterne <strong>indenfor</strong> DCA – litteraturen eksplicit påpeger, at DCA kan anses som en reaktion mod den manglende dynamik i<br />

traditionel RBV, understøtter, at DCA anskues som den <strong>dynamiske</strong> overbygning til traditionel RBV. Derfor vil der ikke være et<br />

sammenholdningsafsnit af RBV <strong>og</strong> DCA, som det var tilfældet med Porter (1980) <strong>og</strong> Porter (1990) i afsnit 5.2. <br />

15 Bl.a. K<strong>og</strong>ut & Zander (1992), som med deres combinative capabilities af mange anskues som grundlæggerne af the Knowledge<br />

Based View of the firm, inddrager <strong>og</strong>så organisatoriske rutiner i deres teoriopbygning.

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!