Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet - Aarhus ...

Rasmus Sylvester Iversen - 20021479
Institut for Økonomi, Aarhus Universitet
Statiske og dynamiske tilgange indenfor strategifeltet
Kandidatafhandling
Bartons (1992) kernerigiditet, hvor DC nærmest blot er alle de organisatoriske kompetencer, som
ikke er kernerigide. Dette betyder reelt, at DC her bliver kendetegnet ved at være alt det dynamiske,
som formår at rekonfigurere sig, og disse kan så per definition ikke være rigide. Da rigiditet og dynamik
kan anskues som antonymer, bliver DC dermed gjort til et selvindlysende begreb. Her kan
der trækkes tydelige paralleller til kritikken af Porter (1990), hvor hans innovationsbegreb ifølge
Leontiades (1990) ikke var andet end et synonym for succesudfaldet, så bliver DC her heller ikke
andet end et synonym for nogle evner i en virksomhed, der per automatik sikrer succesudfaldet,
som jo her er evnen til at tilpasse sig dynamiske markeder. Dette leder igen hen til at DCA, som det
er blevet fastslået i delafsnit 6.3.1, som ved RBV, bliver en kende efterrationaliserende, hvor virksomheden,
efter at den har fortaget en succesfuld tilpasning til ændringerne på markedet, pludselig
kan identificerer nogle DC, der til lejligheden kan anvendes til at forklare virksomhedens succesfulde
transformation.
Dermed synes det at være med DC, som det er tilfældet med innovationsbegrebet hos Porter (1990),
at DC langt hen ad vejen fremstår som et begreb som ”…appears to be anything that works” (Leontiades,
1990:31). Det er derfor ret begrænset, hvor meget handlingsdirigerende adfærd
virksomhederne kan udlede ud fra sådan et selvindlysende begreb.
Generelt kan man med rimelighed sige, at DCA er noget mere abstrakte i deres fremstilling end traditionel
RBV, da DCA reelt forsøger at beskrive det ubeskrivelige (Spender & Grant, 1996). Ved
DCA er det tacit viden og organisatoriske rutiner, som er det essentielle for virksomhederne. Nogle
begreber som langtfra er entydige og nemme at håndtere, hvilket har den implikation, at DCA’s anvendelighed,
som et normativt strategisk værktøj for virksomhedsledere, er ret begrænset.
6.4.2 Mangel på en samlet teoriramme
De tre centrale bidrag, som blev gennemgået i afsnit 6.2.4, kan som tidligere nævnt anvendes som
et supplement til hinanden, da de hver især synes at fokusere på DC på forskellige analyseniveauer,
hvor man fra Teece et al. (1997) til Eisenhardt og Martin (2000) til Zollo & Winther (2002) gradvist
kommer et spadestik dybere i forklaringen af, hvad der kendetegner DC, og hvordan de udvikles.
På trods af dette kan man ikke sige, at de tre bidrag i forening, eller sammen med den øvrige litteratur
indenfor DCA, bidrager til en samlet teoriramme, som det var tilfældet ved traditionel RBV,
hvor Barney (1991) og Peteraf (1993) forsøgte at opsamle RBV i nogle formaliserede teorirammer.