à rsmødeprogram - abstracts - Dansk Psykiatrisk Selskab

ÅRSMØDE 2006
3
MINISYMPOSIER - ABSTRACTS
M-1 16.03.06 KL. 10.30 – 12.30
DET SKIZOFRENE SPEKTRUMS MANGE ANSIGTER
(Chair: Peter Handest, overlæge, ph.d., Hvidovre Hospital, psykiatrisk afd.)
Symposiet gennemgår en række skizofreni spektrum fænotyper inden for nosologi, psykopatologi og
kognition. Ny viden og forskningsresultater omhandlende polydiagnostik, førsterangssymptomer, IQ
og selvforstyrrelser præsenteres, og disse områders aktuelle status inden for det skizofrene spektrum
diskuteres. Polydiagnostiske undersøgelser har understreget den konventionelle natur af det aktuelle
skizofrenibegreb og vigtigheden af biologisk funderede diagnostiske kriterier. Førsterangssymptomer
status som patognomoniske for skizofreni er blevet draget i tvivl i en række undersøgelser, ligesom
det er vist, at en større undergruppe af skizofrene er kognitivt intakte. Selvforstyrrelser har vist sig at
udgøre en særlig spektrum fænotype, der er fælles for såvel skizofreni og skizotypisk sindslidelse.
1. Skizofreni-begrebet: Læren fra polydiagnostiske undersøgelser.
Lennart Jansson, overlæge, Hvidovre Hospital, psykiatrisk afdeling.
Skizofrenibegrebet anses i dag for synonymt med definitionerne i ICD-10 og DSM-IV. De er dog
kun konsensuskonstruktioner, der aldrig er valideret. For at afgøre hvilken af disse og mange andre
skizofrenidefinitioner, der er mest reliabel og valid, benyttes den polydiagnostiske metode: en
undersøgelse af to eller flere definitioner anvendt på samme patientpopulation. Hovedresultaterne af
over 80 sådanne undersøgelser gennemgås. Betydningen af varighedskriterier, affektive kriterier og
tilstedeværelsen af FRS gennemgås. Ekstern validering foreligger kun i få undersøgelser, herunder
Copenhagen Prodromal Study, der finder ICD-8 skizofreni mere valid end ICD-10 mht. familiær
forekomst og forekomst af skizofrene grundsymptomer. Resultaterne viser nødvendigheden af
psykopatologisk og empirisk forskning mhp. konstruktionen af et nyt validt skizofrenibegreb.
2. Diagnostisk overensstemmelse inden for det skizofrene spektrum blandt kroniske
patienter med funktionel psykose.
Klaus Jacobsen, overlæge, Research Institute of Biological Psychiatry, Sct. Hans Hospital og Hvidovre
Hospital, psykiatrisk afd.
Blandt 353 patienter med funktionel psykose blev en undergruppe på 100 patienter undersøgt
med OPCRIT (Operational Criteria Checklist for Psychotic Illness and Affective Illness). Diagnostisk
overensstemmelse for skizofreni blandt 7 diagnostiske systemer bestemt ved brug af uvægtet
k-statistik og parvis konkordansratio. Der fandtes overensstemmelse for skizofrenidiagnosen for ¼
af patienterne. Elimination af den diagnostiske effekt af “co-occurrence” af psykotiske og affektive
symptomer øgede markant homogeniteten i patientpopulationen. Undersøgelsen demonstrerer, at
diskordans blandt kroniske patienter med funktionel psykose hovedsagelig stammer fra den forskellige
vægt, som de diagnostiske systemer tillægger “co-occurrence” af psykotiske og affektive symptomer.
Dette kan have væsentlige epistemologiske konsekvenser, hvorved den konventionelle natur af det
aktuelle skizofrenibegreb understreges samt vigtigheden af biologisk funderede diagnostiske kriterier.
3. Er førsterangssymptomer specifikke for skizofreni
Julie Nordgaard, 1. reservelæge. Bispebjerg Hospital, neurologisk afd.
Førsterangssymptomerne tillægges stor betydning og indtager en særlig position inden for
skizofreni-klassifikation. De betragtes som patognomoniske, og i ICD-10 og DSM-IV kan alene deres
tilstedeværelse betinge skizofrenidiagnosen. Den historiske baggrund for og litteraturen om Schneiders
førsterangssymptomer gennemgås med henblik på vurdering af det videnskabelige grundlag for deres
særstatus. Det konkluderes, at det videnskabelige belæg er spinkelt, og at førsterangssymptomernes
betydning bør revurderes.

ÅRSMØDE 2006
4
4. Skizofreni og intelligens.
Annick Urfer, klinisk assistent, Hvidovre Hospital, psykiatrisk afdeling.
Med udviklingen af neuropsykiatrien har man de sidste 20 år observeret en
genopdagelse af ”dementia in dementia præcox”. Der er en tendens til at se
skizofreni som en defekt, der involverer et tab af rationalitet og et lavere niveau af
mental organisation. Dette diskuteres på baggrund af det historiske skizofreni- og
intelligensbegreb og empiriske undersøgelser. Undersøgelser, som fx viser, at 27 %
af skizofrene er kognitivt intakte, og førstegrads-slægtninge til skizofrene er mere
succesfulde end normalbefolkningen sætter spørgsmålstegn ved opfattelsen af
skizofreni som en ”defect state”.
5. Selv-forstyrrelser som spektrum fænotype. The Copenhagen Prodromal
Study 5 års follow-up.
Anne Vollmer-Larsen, klinisk assistent, psykiatrisk afdeling, Hvidovre Hospital.
The Copenhagen Prodromal Study undersøger psykopatologi, psykosemarkører,
funktionsniveau, kognitiv funktion, behandlingshistorie og diagnostiske ændringer
i en gruppe af 151 førstegangsindlagte patienter. Resultater angående diagnostisk
stabilitet og diagnostiske ændringer samt psykopatologiske variable i forbindelse
med disse med særlig vægt på selv-forstyrrelser og subjektive grundsymptomer
præsenteres. Skizotypisk sindslidelse er mindst udtryk for 2 fænotyper: En ”genuin”
skizotypi og prodromal skizofreni. Der peges desuden på selv-forstyrrelser som en
skizofreni-spektrum fænotype.
6. Selv-forstyrrelser som spektrum fænotype. Gennemgang af 3 empiriske
undersøgelser.
Peter Handest, overlæge, ph.d., Hvidovre Hospital, psykiatrisk afd.
Subjektive grundsymptomer og selv-forstyrrelser er beskrevet tilbage fra starten af
sidste århundrede. På grund af positivistiske og operationalistiske orientering inden
for psykiatrien er disse fænomener imidlertid ikke blevet undersøgt i særlig høj grad,
bortset fra i den tysk-sprogede forskning. Selv-forstyrrelser er blevet beskrevet
som en mulig kernegruppe af psykopatologisk fænomener ved skizofreni-spektrum
lidelser. Den historiske baggrund for selv-forstyrrelsesbegrebet og resultaterne af
tre empiriske studier omfattende selv-forstyrrelser gennemgås. Det konkluderes, at
selv-forstyrrelser er signifikant hyppigere ved spektrum lidelser end andre psykiske
lidelser og personer uden psykisk lidelse, og at selv-forstyrrelser udgør en særlig
spektrum fænotype.
M-2 16.03.06 KL. 10.30 – 12.30
SUICIDAL ADFÆRD RISIKOFAKTORER OG FOREBYGGELSE
(Chair: August G. Wang, Amager Hospital, Psykiatrisk afd.)
LAISONPSYKIATRI
(Chair: Morten Birket-Smith, Liaison Psykiatrisk enhed, Bispebjerg Hospital)
1. Forebyggelse af gentagen suicidal adfærd efter selvmordsforsøg.
August G. Wang og Marianne Hvid, Amager Hospital, Psykiatrisk afd., e-mail:
agwang@get2net.dk
Baggrund: Suicidal adfærd er et overbegreb for alle selvskadende handlinger,

ÅRSMØDE 2006
5
herunder selvmord, selvmordsforsøg og villet selvskade. Gennem de seneste 20 år er
der en positiv udvikling vedrørende selvmord. Der forekommer dog stadig mange, og
der er også problemet med selvmordsforsøg, der så igen øger risikoen for selvmord.
Der er en høj hyppighed af gentagen suicidal adfærd efter et selvmordsforsøg.
Således vil omkring 30% have forsøgt igen efter et år.
Vi har gennemført en kvalitetssikring af de procedurer, der knytter sig til
selvmordsforsøg. Herefter har vi set på en øget/ændret indsats, som opfølgning efter
selvmordsforsøg.
Metode: En periode med intervention sammenlignes med en tilsvarende periode uden
intervention. Målgruppen er hovedparten af selvmordsforsøgere, nemlig alle, der
ikke lider af skizofreni, bipolær, affektiv lidelse eller svær depression. Dette er udført
med 3-4 måneder i 2004 som interventionsperiode og tilsvarende periode i 2002 som
kontrol. Ud fra dette får man dels en hyppighed af denne adfærd, man får et udtryk
for acceptabiliteten af interventionen, og man får et quasi-experiment vedrørende
effekt af interventionen.
Interventionen består i en aktiv, opsøgende indsats med efterfølgende aftaler
gennem et halvt år efter et støttende princip.
Resultater: 93 personers forløb efter intervention i 2004 sammenlignes med 53
forløb uden intervention i 2002. heraf fremgår, at acceptabiliteten af interventionen
var omkring 70%.
Resultatet af interventionen opgjort efter 1 år er vi i gang med at indhøste og
beregne. Resultaterne vil blive fremlagt. Endvidere beregninger med Cox regression
vedrørende vægtning af risikofaktorers og forebyggende faktorers betydning.
Diskussion: Resultaterne diskuteres og ligeledes beskrives, hvordan denne
undersøgelse har været baggrunden for en tilsvarende undersøgelse med
randomiseret design, der er i gang.
2. Suicide after suicide attempt – a review of the litterature.
Merete Nordentoft, Bispebjerg Hospital, Psykiatrisk afdeling, e-mail: mn@dadlnet.dk
Background: Suicide attempt represent one of the most important single risk factors
for later suicide. Numerous studies have investigated suicide after suicide attempt,
but samples are drawn differently, in- and exclusion criteria differ and treatment
setting are also different.
Method and results: A literature search revealed almost 50 studies of persons who
presented to hospital after suicide attempted and follow-up times differed from 1
month to 42 years. Both repetition of suicide attempt and suicide were investigated.
Case fatality differed from zero to fourteen percent. Risk of suicide was highest the
first years after suicide attempt. Previous suicide attempt, increasing age, male
gender and lethality of method were the most frequent predictors of later suicide.
Repetition rates were lower among first attempters than among repeaters and
differed from zero to forty-six percent. Predictors of repetition were young age,
previous suicide attempts, alcohol and drug abuse, depression, hopelessness,
hostility, psychiatric treatment, living alone, female gender, and borderline
personality disorder. When dangerousness of index attempt was investigated, it was,
in most studies, not predictive of repetition.
Conclusion: Suicide attempt is one of the most important risk factors for repeated
suicide attempt and later suicide. Until now only few randomised studies have

ÅRSMØDE 2006
6
demonstrated effect on reduction of repetition rate.
3. Risikofaktorer for suicidal adfærd.
Marianne Fossum, August G. Wang, Bjarne Hansen, Ole Garsdal, Vibeke Høg,
Henrik Rasmussen, Thomas Werge, Psykiatrisk afdeling, Amager Hospital og
Forskningslaboratoriet Sankt Hans Hospital
Baggrund: Suicidal adfærd forekommer i større udstrækning blandt psykisk syge,
end ellers. Denne øgede risiko er dog ikke sygdomsspecifik, men findes næsten
blandt alle sygdomskategorier inden for det psykiske. Dette har ført til teorier om, at
de psykiske sygdomme er udløsende faktorer, men at der tillige er andre faktorer.
Der kendes flere andre riskofaktorer for suicidal adfærd, herunder faktorer fra
herkomst.
Der er studier, der søger at skelne mellem faktorer knyttet til opvækst og miljø og på
den anden side genetiske faktorer. I Schulsingers gamle undersøgelse søger man at
følge enæggede tvillinger opvokset hver for sig, herunder også vedrørende suicidal
adfærd. Denne synes mere at følge de biologiske forældre. I nyere undersøgelse med
kohorteopfølgning er der rsikofaktorer, der synes knyttet både til psykisk sygdom og
til forældres suicidale adfærd, men med større vægt på det sidste.
Metode: Dette tyder på, at det genetiske kan spille en rolle. Fra bl.a. svenske
undersøgelser er interessen gået i retning af serotoninstofskiftet. I forbindelse
med dansk Psykiatrisk Biobank har man mulighed for at se på suicidal adfærd hos
én sygdomsgruppe, i denne forbindelse skizofrene. Dette er relateret til genetiske
undersøgelser i gener knyttet til Serotonin transporter, Tryptofan-hydroxylase I
samt den nyligt opdagede Tryptofan-hydroxylase II, som synes at vægte mere i
hjernevæv.
Resultater: Ved årsmødet sidste år blev fremlagt poster vedr. Serotonin transporter,
og nu suppleres dette med resultater fra tilsvarende undersøgelser vedrørende de to
Tryptofan-hydroxylaser.
Diskussion: Der er flere andre områder inden for serotoninstofskiftet, der har
interesse i genetisk forskning. Således er der et større antal serotonin receptorer,
som også fremover kan indgå i tilsvarende undersøgelser. Dertil kommer, at også
andre genetiske områder har været på tale som interessante, set i relation til suicidal
adfærd.
Sådanne undersøgelser ses ikke som modsætning, men som supplerende i forhold
til andre faktorer, der øger risikoen eller beskytter, såsom sociale forhold eller
forebyggende tiltag.
4. Mental Vulnerability and disability pension
M Birket-Smith 1, LF Nielsen 2, T Jørgensen 2, C Johansen 3
Liaison Psychiatry Unit, Bispebjerg University Hospital 1,
Centre for Preventive Medicine, Glostrup County 2,
The Danish Cancer Society 3.
Mental vulnerable persons have negative behaviour patterns in regard to
psychosomatic reactions and interpersonal transactions. The present research group
have shown that mental disability increases the risk for early death, as well as for
ischemic hearth disease (Falgaard, Jørgensen, Birket-Smith et al 2005; Falgaard,
Jørgensen, Birket-Smith et al in press).

ÅRSMØDE 2006
7
The test
The mental vulnerability scale has been used in Denmark during the last decades.
Validation studies have demonstrated that a 12-questions version of the test
constitutes a uni-dimensional scale, and that the instrument is reliable.
The aim
Examine mental vulnerability as a risk factor for disability pension.
The material
Consisted of several population-based cohorts conducted in the period 1976-1992 as
a part of the Glostrup Population Studies. These data were combined with data on
date and outcome of all disability pension decisions in Denmark 1976 to 2001.
Results
The sample consisted of 13.631 persons with a mean time of observation of 7.51
years (max 23.6 years). Among participants not having a pension already, 728
(5.4%) obtained disability pension during the research period, while 1628 (12.6%)
had moderate, and 973 (7.27%) severe mental vulnerability. In a multivariate followup
analysis with social and health related risk factors included, showed a highly
increased Hazard Ratio for disability pension and severe mental vulnerability.
Conclusion
Mental vulnerability significantly increases the risk for disability pension.
5. Forslag til udvikling af danske Guidelines for klinisk praksis i
Liaisonpsykiatri.
Kristin Jacoby Buhl, Afd. Læge, Liaison Psykiatrisk enhed , Bispebjerg Hospital, e-
mail: kb26@bbh.hosp.dk
Dansk Psykiatrisk Selskab udgav i 2004 Hvidbogen: Psykiatriens kerneopgaver og
udfordringer 2004 - 2010. Nøgleordene for udviklingen i psykiatrien er: evidensbaseret
forebyggelse og behandling, sammenhæng og helhed i servicetilbudene, en
høj grad af patient- og pårørendetilfredshed samt en hensigtsmæssig udnyttelse af
de økonomiske ressourcer. Blandt de mange anbefalinger for den fremtidige udvikling
nævnes også styrkelse af fællesområdet mellem somatik og psykiatri, det vil sige
liaisonpsykiatri. Her ud over skal de kliniske retningslinier for psykiske lidelser og
adfærdsmæssige forstyrrelser opdateres eller udarbejdes.
Der findes ingen kliniske retningslinier for liaison-psykiatri på dansk. Det er heller
ikke alle somatiske sygehuse, der har etableret liaison-psykiatrisk service. Og de
afdelinger, der gør, tilbyder service af varierende omfang, ofte kun til patienter, der
har udført selvskadende handling.
Siden 1998 er der udarbejdet Guidelines for klinisk praksis først i USA og siden
via EACLPP (Den europæiske association for Liaison psykiatri og psykosomatik) i
2004. Desuden udkom i 2003 Psychological Care of the Medically Ill, et omfattende
dokument udarbejdet i fællesskab mellem Royal College of Physicians og Royal
College of Psychiatrists, London.
De ovennævnte Guidelines gennemgås kort. Det foreslås, at disse lægges til grund
for danske Guidelines. Formulering af danske Guidelines vil medvirke til at afgrænse
fagområdet og ligeledes pege på områder, hvor der vil være behov for kvalificering af
uddanelse / efteruddannelse.

ÅRSMØDE 2006
8
M-3 16.03.06 KL. 10.30 – 12.30
EPIDEMIOLOGI - DEMENS
(Chair: Hans Mørch)
ÆLDREDEPRESSION
(Chair: Marcus Fink)
1. Mild Cognitive Impairment (MCI).
1. reservelæge, ph.d.-studerende Lykke Storgaard.
MCI er et syndrom karakteriseret ved forringet funktion i enkelte kognitive domæner;
oftest hukommelse. Forekomst af MCI, afgrænsning af syndromet og prognose er
fortsat uafklarede spørgsmål.
Oplægget falder i to dele:
1) Forskningskriterierne for MCI gennemgås og relevante forskningsresultater
resumeres.
2) Beskrivelse af et igangværende studie ved DemensKlinik OUH.
2. Depression ved Parkinson’s sygdom.
Afdelingslæge, ph.d.-studerende Mette Brandt-Christensen.
Depression er en hyppig komplikation ved Parkinson’s sygdom. Skønsmæssigt har
45% af patienterne depressive symptomer og ca. 20% en egentlig depressiv tilstand.
Der er formentlig tale om betydelig underdiagnosticering og underbehandling.
Oplægget præsenterer:
en kort oversigt over aktuel viden på området resultater fra en undersøgelse over
sammenhængen mellem ordination af anti-parkinson medicin og af antidepressiva,
baseret på data fra på den landsdækkende receptdatabase.
3. Ældredepression
Marcus Fink
I mange år var der næsten ingen, der interesserede sig for ældre med depression.
Årsagen var, at der dels var problemer med at stille diagnosen, samtidig var den
medicinske behandling forbundet med mange og ikke altid ufarlige bivirkninger.
Siden fremkomsten af SSRI kan vi nu behandle ældredepression.
Det største problem i dag er diagnosen. Mange ældre har ingen hæmning og har
mange somatiske gener, hvorfor vi let overser depression, hvis vi ikke spørger
direkte ind til den.
Jeg vil omtale de diagnostiske faldgruber, de forskellige symptombilleder og
behandling, som vil være praksisorienteret.
M-4 16.03.06. KL. 16.00 – 18.00
KNUD PONTOPPIDAN FOREDRAGSKONKURRENCE
DPS Bestyrelse

ÅRSMØDE 2006
9
M-5 16.03.06 KL. 16.00 – 18.00
MISBRUG
(Chair: Jacob Ulrichsen)
ALKOHOLMISBRUG: UDVIKLING, OMFANG, BEHANDLING OG KONSEKVEN-
SER
(Chair: Robert Elbrønd)
1. Stofafhængighed: Nyere forskningstrends.
David P.D. Woldbye, lektor, cand.med., ph.d.
Neuropsykiatrisk Laboratorium, Rigshospitalet 6102 & Farmakologisk Institut, KU.
Afhængighed og misbrug af rusmidler udgør ikke blot et stort problem for
vores samfund, men også for mange psykiatriske patienter, hvor stofmisbrug
interfererer med den lægelige behandlingseffekt eller direkte udløser psykoser.
Udvikling af afhængighed og misbrug kan forklares ud fra både biologiske og miljø/
samfundsmæssige modeller. I de senere år er der sket fremskridt i vores forståelse
for biologiske mekanismer bag afhængighed både gennem dyreforsøg og PETscanning
af mennesker med identificering af hjerneregioner og neurotransmittere,
der er centrale for regulation af stofmisbrug.
2. Genetik og alkoholisme.
Thomas Werge.
Tvillingestudier har påvist, at der er en betydelig genetisk komponent i disposition
til alkoholisme hos både mænd og kvinder, og heritabiliteten for alkoholisme er – i
modsætning til de fleste andre misbrugsstoffer – specifik for denne type misbrug.
Koblingsstudier af familier med høj frekvens af alkoholisme har identificeret
kromosomale regioner med gener, der muligvis kan disponere for alkoholisme. Det
er imidlertid også klart, at der for alkoholisme – som for andre komplekse lidelser
– endnu ikke er frembragt overbevisende dokumentation for at konkrete gener
eller genvarianter de facto disponerer for sygdommen. Der er antageligt adskillige
årsager hertil af både klinisk, biologisk og genetisk karakter. Præsentationen vil
fremlægge eksempler på nyere studier, som forsøger at overkomme de udfordringer
og diskutere muligheden for at etablere en koordineret dansk indsats på området.
3. Farmakologisk behandling af alkoholisme.
Robert Elbrønd.
De sidste år har givet os en række lægemidler med effekt på ”craving” (alkohol
sug). Her nævnes Acamprosat, Naltrexon, Topiramat og Ondansetron. Hvor god er
evidensen og hvordan bruges de
4. Minnesota behandling versus offentlig ambulant behandling for
alkoholmisbrug.
Bent Nielsen.
I Danmark er de offentlige alkoholambulatorier det primære behandlingstilbud til
mennesker med alkoholproblemer. Som et alternativ til den offentlige behandling
er der gennem de senere år kommet fokus på private behandlingstilbud til
alkoholmisbruger, baseret på Minnesota-behandling.
Dette har mundet ud i politiske beslutninger om, at Minnesota-behandlingen i flere
amter skal tilbydes på lige fod med amternes egen behandlingstilbud. Beslutningerne
er imidlertid truffet uden et videnskabeligt belæg for Minnesota-behandlingens effekt.

ÅRSMØDE 2006
10
Sundhedsstyrelsen har ud fra ovennævnte finansieret en randomiseret kontrolleret
undersøgelse omhandlende udbyttet af offentlig behandling versus Minnesotadagbehandling
af alkoholmisbruger i Fyns amt.
Undersøgelsen omhandler 148 alkoholmisbrugere randomiseret til de to
behandlingsformer. Patienterne blev undersøgt ved start af behandlingen og 12
måneder efter. Over halvdelen af patienterne gennemførte behandlingen, og det
var muligt at efterundersøge 129 (87 %) patienter. De primære effektmål var
afholdenhed eller indtagelse af maksimalt 3 genstande dagligt den sidste måned før
efterundersøgelsen.
Der præsenteres præliminære resultater fra undersøgelsen.
5. Kognitiv gruppebehandling ved alkoholisme.
Jakob Ulrichsen.
Mens psykiatrien spiller en væsentlig rolle ved abstinensbehandling, står det sløjt til
mht. den recidivforebyggende behandling ved alkoholisme. Både hvad angår behandling
og ikke mindst forskning ville det være en fordel om de psykiatriske afdelinger
tilbød recidivprofylakse. I det aktuelle projekt har vi på Psykiatrisk Center Gentofte
i to perioder i 2005 tilbudt alle patienter der blev afruset i vores afdeling, kognitiv
adfærdsterapi i gruppe. Vores erfaring med denne behandling vil blive gennemgået.
6. Delirium tremens – et tilbageblik.
Peter Kramp.
Delirium tremens (DT) er beskrevet langt tilbage i tiden, men det var Thomas Sutton,
som i 1813 introducerede den diagnostiske betegnelse. DT er således den ældste
nugældende psykiatriske diagnose. Er DT en toksisk psykose eller abstinenspsykose
Det var igennem 1900-tallet genstand for en livlig debat med bl.a. Erik Strömgren
som fortaler for teorier om en toksisk tilstand. I 1970’erne var dette spørgsmål
– og mange andre vedrørende DT – genstand for ganske omfattende undersøgelser
– fra rotteforsøg til lumbalpunktur af DT-patienter – på psykiatrisk afdeling O,
Rigshospitalet. Denne præsentation omhandler et lille historisk tilbageblik på DT samt
resultater og anekdoter fra en munter og arbejdsom tid som ”DT-forsker”.
M-6 16.03.06 KL. 16.00 – 18.00
PSYKIATRISK AKUTBETJENING
(Chair: Ulla Bartels, overlæge)
1. Psykiatrisk akutbetjening – lægeforeningens politikpapir.
Overvejelser fra ledende overlæges synsvinkel.
Kim Solstad, overlæge, Frederiksberg, psykiatrisk afd.
Reelt to synsvinkler:
1) Formand for DPBO og dermed vejleder for FAS om specialespecifikke spørgsmål på
standens vegne.
2) Ledende overlæge for akut modtageafdeling med åben psykiatrisk skadestue på
Frederiksberg.
Ad 1:
a) Psykiatermangel – største problemer i provinsen.
b) Forskelsbehandling mellem lægelige specialer – risiko for faglig isolation

ÅRSMØDE 2006
11
af voksenpsykiatrien og begrænsning af lægefaglig udvikling af tilbuddene til
psykiatriske patienter.
c) Afklaring af begrebet ”akut behandlingskrævende” som en patient, der af
helbredstruende grunde har brug for lægehjælp inden for minutter eller timer.
d) Almen praksis og lægevagt skal som forudsætning være kvalificerede til (og
indstillet på at varetage) visitation af psykiatriske patienter.
e) Fordel for en række patienter med blandede somatisk/psykiatriske
differentialdiagnoser.
f) Tilgængeligheden kan formentlig sikres med ikke lægelig betjening til alle de ikke-
”akut behandlingskrævende” kan tilbydes tid i dagtiden og eventuelt en overnatning
– mens henvendelser af ”akut behandlingskrævende” patienter skal visiteres af
lægevagt eller på central skadestue.
Ad 2:
a) Visitation via lægevagten: Vi skal ligesom medicinerne etablere akutte
modtagesenge, hvorfra der hurtigt kan udvisiteres, fordi problemstillingen kan nå at
ændre sig hurtigt.
b) Nyt samarbejde til stor fælles skadestue med almenmedicinsk betjening og vores
ansvar for at være telefonisk back-up eller tage imod patienten.
c) Måske flytning af en del af uddannelsesopgaven: Differentialdiagnose af den
selvvisiterede patient i skadestuen – det skal uddannelsen i almen medicin varetage
fremover, hvor det bliver 112-kørsler.
d) Ærgerligt ikke selv at have visitationsmuligheden via psykiatrisk skadestue med
nogle observationsbrikse – opvejes forhåbentlig af ”akutte modtagesenge”.
e) Besparelsen svær at se – kun ved nedlæggelse af vagtlag eller sammenlægning af
afdelinger.
2. Merete Nordentoft
I tre af de fem kommende regioner er der nu etableret permanente specialiserede
teams for unge med debuterende psykose i det skizofrene spektrum (OPUS-teams).
OPUS teams varetager størstedelen af behandlingen i de første år af de unges
kontakt med behandlingssystemet, og spiller dermed en betydelig rolle i det akutte
beredskab. Der lægges konsekvent grundigt gennemarbejdede kriseplaner, der
gennemgår hvorledes den unge kan forholde sig i en kritisk situation med forværrede
symptomer eller selvmordstanker, og i kritiske faser aktiveres og tilpasses
kriseplanen. OPUS kan spille en aktiv rolle i motivere patienter for at søge hjælp
på sygehuset og ledsage dem til psykiatrisk modtagelse. I nogle tilfælde indledes
kontakten med OPUS med opsøgende arbejde, og i enkelte tilfælde starter kontakten
med en tvangsindlæggelse. Forældre og andre pårørende inddrages og spiller ofte en
stor rolle i det akutte beredskab.
3. Ulla Bartels
Lægeforeningen har lavet et oplæg til fremtidens akutbetjening:
www. Laegeforeningen.dk/lf/holdninger/politikpapir/akutpapir-juni-2005
Man forestiller sig store centraliserede akutcentre betjent af speciallæger med
visitation ved lægevagten. Hvordan skal psykiatrien tænkes ind heri
Diskussionsoplæg ved Berit Bjerre Handberg, DADL
Psykiatrisk skadestue i Århus.
Forudsætningen for ambulant Psykiatri er døgntilgængelighed i behandlingssystemet
uden henvisningsbarriere. Hvordan det mest hensigtsmæssigt organiseres vil blive
diskuteret ud fra beskrivelsen af de nuværende tiltag.
Udviklingen i Patientflow i den åbne Psykiatriske Skadestue gennem de sidste 11 år
beskrives. Desuden beskrives udviklingen af behandlingstilbuddet i Århus.
Skal psykiatriske skadestuer fortsat være Fremtidens akutbetjening af psykisk syge

ÅRSMØDE 2006
12
medborgere eller skal vi indgå i fremtidens enstrengede akutbetjening, fordele og
ulemper.
4. Lars Søndergård
Den Psykiatrisk Udrykningstjeneste har eksisteret siden 1997. I 1999 blev den
slået sammen med Udrykningstjenesten i Københavns amt. Fra første færd var der
i psykiaterkredse modstand imod ordningen, som i første omgang var ønsket af de
pårørendes organisationer.
Det har vist sig, at tjenesten udfyldte et behandlingsmæssigt tomrum. 12% af
kørslerne er til ofte svært psykisk syge enlige mødre. I 35 % af opkaldene er der tale
om tvangsvurderinger. Disse afværges således, at kun 13% indlægges med tvang.
24% drejer sig om selvmordstrusler.
Det er sjældent at patienterne selv er i stand til at tilkalde udrykningstjenesten.
Familie og naboer er dem der hyppigt kommer patienten til hjælp.
5. Berit Bjerre Handberg.
Orientering om Lægeforeningens oplæg om fremtidens akutbetjening.
Paneldiskussion om fremtidens akutbetjening.
M-7 16.03.06 KL. 16.00 – 18.00
PSYKIATRISKE LIDELSER UNDER GRAVIDITET OG I PUERPERIET
(Chairs: Overlæge Inger Merete Terp og overlæge, ph.d Connie Nielsen)
Foredragsholdere:
Overlæge, ph.d. Per Damkier, Forskningsenheden for Klinisk Farmakologi, Syddansk
Universitet.
Overlæge, ph.d. Anne Mette Skovgaard, Børne-og Ungdomspsykiatrisk Center
Glostrup.
Overlæge ph.d. Connie Nielsen.
Overlæge Inger Merete Terp.
Oplægsholderne vil fremlægge status vedrørende psykiatriske tilstande, som de
præsenterer sig under graviditeten og i puerperiet. Fokus vil være diagnostik og
psykofarmakologisk behandling af disse tilstande. Herudover vil oplægsholderne
beskrive konsekvenser for relationen til barnet, med udgangspunkt i forældrenes
psykopatologi. Overordnede behandlingsprincipper vedrørende forældre og børn vil
blive omtalt.
Formålet med symposiet er at debattere eksisterende behandlingsprincipper og
praksis, samt undersøge, om der er behov for et forum vedrørende denne debat,
med henblik på at udvikle praksis samt eksisterende viden.

ÅRSMØDE 2006
13
M-8 17.03.06 KL. 13.30-15.30
RETSPSYKIATRI I DE NYE REGIONER
(Chair: Peter Kramp)
Kl. 13.30 – 13.45 Peter Kramp: Den fortsatte udvikling i antallet af retspsykiatriske
patienter frem til december 2005.
Kl. 13.45 – 14.15 Dorte Sestoft: Redegørelse om retspsykiatri afgivet af en
arbejdsgruppe nedsat af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Socialministeriet og
Justitsministeriet.
Kl. 14.15 – 14.30 Pause.
Kl. 14.30 – 15.30 Tina Gram Larsen, Trine Arngrim, Peter Fristed, Benedikte Volfing,
Bjørn Holm: Retspsykiatri i regionerne – status og visioner.
1. Den fortsatte udvikling i antallet af retspsykiatriske patienter frem til
december 2005.
Peter Kramp.
Antallet af retspsykiatriske patienter voksede eksponentielt fra 1980 til 1999 med en
årlig vækstrate på små 7%. I perioden 2002 til 2004 accelererede stigningen til en
årlig vækstrate på 11%. Stigningen fortsætter, og de nyeste tal, med inddragelse af
2005, vil blive præsenteret.
2. Redegørelse om retspsykiatri afgivet af en arbejdsgruppe nedsat af
Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Socialministeriet og Justitsministeriet.
Ovl. Ph.d. Dorte Sestoft, Frederiksberg Hospital, Psykiatrisk afd. D.
Indenrigs – og Sundhedsministeriet, Justitsministeriet og Socialministeriet nedsatte
i efteråret 2004 en arbejdsgruppe, hvis formål var på baggrund af danske og
udenlandske undersøgelser at beskrive sammenhængen mellem psykisk sygdom og
kriminalitet, samt komme med forslag til hvad der kan gøres for at mindske antallet
af psykisk syge kriminelle.
I Danmark er antallet af psykisk syge kriminelle eksploderet de sidste 25 år, således
at de retspsykiatriske patienter nu udgør over 10 % af kriminalforsorgens samlede
klientel.
Hovedparten af de retspsykiatriske patienter lider af skizofreni, og mange er dømt for
personfarlig kriminalitet. Det er således en af de store udfordringer i dansk psykiatri
at bremse udviklingen i antallet af psykisk syge kriminelle.
Det er veldokumenteret, at der er en sammenhæng mellem psykisk sygdom og
øget risiko for kriminalitet. Denne sammenhæng er påvist i talrige både danske og
internationale undersøgelser.
Foredraget er en oversigt over danske og internationale undersøgelser, samt en
diskussion af mulige årsagsfaktorer og behandlingsmæssige tiltag.
3. Retspsykiatri i regionerne – status og visioner.
Tine Gram Larsen, Trine Arngrim, Peter Fristed, Benedikte Volfing, Bjørn Holm.
Psykiatrien – og dermed retspsykiatriens – status og organisation i de fem nye
regioner er endnu på tegnebrættet. De fem indlægsholdere kommer fra hver sin
region og vil præsentere de tanker om retspsykiatri, man frem til mødets afholdelse
har gjort sig i de enkelte regioner. Formålet er gensidig information – er der f.eks.
tanker eller planer om at udbygge retspsykiatrien Etableres de selvstændige

ÅRSMØDE 2006
14
retspsykiatriske enheder i hver region – samt inspiration, således at (rets)psykiatere
om muligt kan påvirke udviklingen.
M-9 17.03.06 KL. 13.30 – 15.30
KONSEKVENSER AF STRUKTURREFORMEN PÅ DECENTRALISERING OG
SPECIALISERING AF PSYKIATRISK BEHANDLING
(Chair: Hans Jørgen Søgaard)
Det ønskes ved symposiet belyst, hvilke planer der er for decentraliseret og
specialiseret behandling i psykiatrien. Hvilke behandlingsopgaver skal varetages i
decentrale enheder og hvilke i mere specialiserede enheder.
I de fleste regioner vil der skulle ske en sammenføring af forskellige
organisationsformer af psykiatrien, hvorfor det vil være relevant med en afklaring
af, hvor forskellige organisationsformer, der kan være inden for samme region, og i
hvilken grad der skal skabes ensartethed. Hvor går grænsen mellem funktioner, der
skal varetages i kommunal socialpsykiatri og regionsbaseret behandlingspsykiatri
Problemstillingen ønskes belyst af folketingspolitiker, der har været med i
udformningen af strukturreformen, en ledende embedsmand i regionerne samt en
ledende overlæge.
Oplægsholdere:
1) Medlem af Folketinget og folketingets psykiatriudvalg Birgitte Josefsen (V)
2) Direktør fra psykiatrien i Region Midtjylland, Niels Aalund.
3) Ledende overlæge Anne Lindhardt, Rigshospitalet.
M-10 17.03.06 KL. 13.30 – 15.30
BEHANDLING AF TRAUMATISEREDE FLYGTNINGE I DAGENS DANMARK
(Chair: Christian Nørregaard, overlæge)
EYE MOVEMENT DESENSITISATION AND REPROCESSING (EMDR)
(Chair: Birgit Kijne)
1. Psykiatrisk behandling af asyl ansøgere, sygelighed og
behandlingsrammer.
Ebbe Munk-Andersen. Dansk Røde Kors Asylafdelingen.
Asylansøgere er ikke omfattet af sygesikringssystemet, men underholdes
af udlændingestyrelsen. Der gives en kort redegørelse for organisationen af
sundhedstilbuddet, herunder sygehusvæsenets behandlingsopgaver, de foreliggende
data om asylansøgeres psykiske sygelighed og behandlerens dilemma mellem
behandler- og fortalerrollen.
2. Asyl - fristed eller traume Psykiske belastninger i asylfasen.
Christian Nørregaard , overlæge.
Et del asylansøgere bliver psykisk dårligere, mens de søger asyl, og frembyder
psykiske klager, der vanskeligt lader sig meningsfuldt indpasse i det psykiatriske

ÅRSMØDE 2006
15
diagnosesystem. Disse mennesker er svært belastede af den lange ventetid og
belaster sygehusvæsenet. De udgør en faglig, menneskelig og politisk udfordring.
Problemstillingen vil blive belyst ved et par cases.
3. Erfaringer efter et år som offentligt tilgængeligt behandlingssted for
traumatiserede flygtninge.
Ulrik Jørgensen, direktør for OASIS.
4. Hvad ved vi om behandling af posttraumatisk belastning reaktion i dag
Marianne Kastrup.
Det er begrænset, hvad der foreligger af evidensbaseret dokumentation om
behandling af traumatiserede personer, der har været udsat for organiseret vold.
Er den psykoterapeutiske tilgang udtryk for en etnocentrisk, individualistisk holdning
til et overgreb, der ofte har politiske dimensioner Og hvorledes forholder mennesker
fra kulturer uden en psykologisk tradition sig til denne behandling
Er en psykofarmakologisk tilgang mere i tråd med disse personers egen tilgang
Eller burde vi fokusere på interventioner, der er rettet mod lokalsamfundet
Foredraget vil diskutere de forskellige terapeutiske indfaldsvinkler og kritikpunkter ud
fra den eksisterende videnskabelige litteratur
5. EMDR ”Terapien der kom ind i varmen”.
Karsten Bjørnholt.
EMDR er en evidensbaseret fokuseret traumeterapi, som gennem talrige
undersøgelser har vist god effekt i behandlingen af PTSD. (Tjek det på www.emdr.
dk). EMDR er en faseopdelt tilgang til behandling.
EMDR er integrativ og anvendes af terapeuter med forskellig teoretisk baggrund.
Behandling med EMDR hjælper hjernen med at bearbejde ”fastfrosne” erindringer
hurtigt og effektivt. Hos normalt fungerende voksne kan der forventes 80 til 100 %
effekt ved behandling af PTSD udløst af et traume efter 3 behandlinger.
EMDR har en årrække været genstand for en del skepsis på trods af positive
resultater i en række kontrollerede undersøgelser. Denne situation er ændret nu.
Såvel APA og krigsveteranorganisationerne i USA, som sundhedsmyndighederne
i Nordirland og Israel har vurderet at EMDR er en (af flere) af de bedste
behandlingsformer til behandling af PTSD.
Der vil være ca. 45 min oplæg som skitserer grundprincipperne i behandlingen (8
faser, samt bearbejdning af et traume i fortid, nutid og fremtid) og der vil blive vist
enkelte videoklip. Efterfølgende spørgsmål/diskussion.
M-11 17.03.06 KL. 13.30 – 15.30
BEHANDLING I PSYKIATRISK SPECIALLÆGEPRAKSIS
(Chair: Praktiserende speciallæge, Frands Jacobsen).
1. ”Patienter i længerevarende behandling i psykiatrisk speciallægepraksis.”
Praktiserende speciallæge, Anders Møller.
Behandlingen i psykiatrisk speciallægepraksis udgør en væsentlig del af det
psykiatriske behandlingstilbud. Som tidligere anført behandler landets praktiserende

ÅRSMØDE 2006
16
psykiatere årligt ca 44.000 personer med psykisk lidelse, tilsvarende behandles
80.000 i sygehusregi.
Monitoreringsprojektet omfatter nu 36231 patientforløb i perioden 1996 – 2004.
Behandlingen omfatter alle psykiatriske diagnosegrupper. Eksempelvis udgør
patienter med F2 som aktionsdiagnose 3,6 % , F3 40,9 %, F4 32,7 % og F6 10,0 %.
Behandlingsvarigheden af de enkelte patientforløb er meget varierende – fra én
samtale til flere års behandling. Da patienterne er monitoreret gennem en årrække
giver det nu mulighed for at indkredse en kernegruppe, der i særlig grad har behov
for længerevarende behandling. Denne patientgruppe fylder relativt meget og en
nærmere beskrivelse heraf, bl.a. diagnostisk sammensætning, kan være med til at
belyse et aspekt vedrørende behandlingstilbuddet i speciallægepraksis.
I undersøgelsen er langtidsbehandling afgrænset til mere end 3 års uafbrudt
behandling.
Antallet og kønsfordelingen af langtidsbehandlede patienter og deres diagnostiske
fordeling præsenteres, og sammenlignes med den diagnostiske fordeling hos
patienter, der har været i behandling i mindre end 3 år.
Undersøgelsen kan være medvirkende til at belyse speciallægepraksis
behandlingstilbud til patienter med kronisk, recidiverende psykisk lidelse.
2. ”Udeblivelser i psykiatrisk speciallægepraksis”.
Praktiserende speciallæge, Bodil B. Andersen.
I 2005 har vi i monitoreringsgruppen QAD3P monitoreret udeblivelser fra psykiatrisk
speciallæge-praksis. Resultaterne fra det første års monitorering af udeblivelser fra
psykiatrisk speciallægepraksis er undersøgt, herunder hyppighed af udeblivelser og
deres fordeling på køn, alder og diagnose.
3. ”Bidiagnoser ved depressioner”.
Praktiserende speciallæge, Svend Thordsen.
Praktiserende psykiateres kvalitetssikringsprojekt viser, at der sjældent indberettes
bidiagnoser ved depressioner. Tilsvarende praksis synes at gøre sig gældende i den
øvrige danske psykiatri. Officielle vejledninger i depressionsbehandling omtaler i
ringe grad comorbiditetsproblematikken.
Det belyses, hvorledes en øget opmærksomhed på bidiagnoser kan bedre forståelsen
for nogle af de ”uforklarlige sygdomsmønstre” og i øvrigt have behandlingsmæssige
implikationer.
4. ”Fra psykosediagnoser til ”diagnose-psykose” - Erfaringer fra første år i
speciallæge-praksis”.
Praktiserende speciallæge, Kirsten Ilkjær.

ÅRSMØDE 2006
17
M-12 17.03.06 KL. 13.30 – 15.30
REVISION AF KURSUSRÆKKEN
(Chair: Gertrud Krarup, overlæge, Formand for Videreuddannelsesudvalget).
Oplægholdere:
1. Formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab Dorte Sestoft.
2. Formanden for Videreuddannelsesudvalget Gertrud Krarup.
3. Hovedkursuslederen Ulla Agerskov.
4. Raffaella Björck, svensk psykiater.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har bevilget midler til revision af kursusrækken til
speciallægeuddannelsen i psykiatri.
Med den udvikling der er sket inden for psykiatrien nationalt og internationalt,
er der emner, der er blevet overflødige, og andre emner, der skal sættes fokus
på. Da økonomien er uændret, er det samlede antal kursusdage det samme.
Evalueringskurset udgår, delelementer herfra kan indgå i det kommende
forskertræningskursus. Psykofarmakologi er væsentligt reduceret på medicinstudiet,
og der er derfor behov for en opprioritering i speciallægeuddannelsen. Ikkepsykotiske
lidelser har været nedprioriteret og bør have mere opmærksomhed.
Der foreslåes mere plads til gerontopsykiatri, og undervisningen i børne- og
ungdomspsykiatri bør have fokus på de lidelser, der fortsætter i voksenalderen.
Kursusrækken har været diskuteret på et to-dages internatmøde med deltagelse
af delkursuslederne, Dansk Psykiatrisk Selskabs bestyrelse og Videreuddannelses
udvalget. Nyt forslag til kursusrækken fremlægges nu til diskussion på årsmødet.
Beskrivelse af den hidtidige kursusrække og forslaget til ny kursusrække kan ses på
DPS’ hjemmeside.