Gl. Rye – Salten Langsø – Velling Skov

Gl. Rye – Salten Langsø – Velling Skov
Interesseområdet ligger midt imellem den såkaldte C2- og C4-linie i den centrale del af det
Midtjyske Søhøjland som vist på nedenstående kortudsnit. Begge israndslinier markerer kortvarige
genfremstød under Nordøstisens generelle tilbagesmeltning fra Hovedopholdslinien, der ligger vest
for det midtjyske søhøjland.
Hovedopholdslinien markerer Weichsel Istidens vigtigste landskabselement, der kan følges fra
Viborg i nord til Padborg i syd ved den dansk-tyske grænse. Her stod isen i et par tusinde år, før
den begyndte sin etapevise tilbagesmeltning i østlig retning.
Israndslinier i Søhøjlandet. Linier angivet med C markerer israndslinier i tilknytning til Nordøstfremstødet. Linie D
markerer den Østjyske israndslinie dannet under den Ungbaltiske nedisning. Interesseområdet ved Gl. Rye – Salten
Langsø og Velling Skovene ligger mellem C2- og C4-linien. Blå farve angiver nuværende større søer. Fra: Larsen,
Kronborg & Bender (1979).
Udsigtspunktet Galgebakke ved Gl. Rye
Fra Galgebakke nær Gl. Rye er der betagende udsigt over området umiddelbart øst for Salten
Langsø. Området, der er en del af Lyngbakkerne, udgør dels et overdrev, dels et område med
urskovsagtig bevoksning. Området grænser ned til en del af Gudenådalen, der kan følges mod syd
til Mossø.

Udsigt mod syd fra Galgebakke ved Gammel Rye. I alt 23 hektar er fredet, for især at bevare udsigten samt for at give
publikum adgang til området. Området plejes af Århus Amt samt Silkeborg Landsdelscenters Tilsynsområde. Foto: Tove
Stockmarr (september 2004).
Langdalene
De langstrakte søer, herunder Salten Langsø samt Kulsø, Kvindsø og Langsø i Bryrupdalen udgør
et karakteristisk landskabstræk i området. Begge dale har et tydeligt retlinet forløb, hvor
Saltendalens udbredelse ses at være i øst-vestlig retning. Den noget smallere Bryrupdal, der
indeholder tre mindre søer, har dog en mere nordvest-sydøstlig udbredelse.
Selv om dalene er eroderet af strømmende vand fra smeltningen af større ismasser under
Nordøstfremstødet, menes dalenes oprindelse at være af en langt ældre dato. Det er således
foreslået, at de er opstået som følge af bevægelser i undergrunden, der har skabt en række mere
eller mindre parallelle sprækker (forkastninger). Disse strukturer er antageligt opstået i slutningen
af Neogen, og man antager at dalstrukturerne har været styrende for isens bevægelse ind over
området i Kvartærtiden.