Om kommunernes afslag på ledsageordning efter servicelovens § 97

I sager, hvor en borger har en sindslidelse, der er den primære grund til, at vedkommende
ikke har ret til ledsagelse efter servicelovens § 97, kan både ledsagelse efter
§ 85, men også hjælp efter § 99 være relevant.
Undersøgelsens fokus på helhedsvurdering vedrører dog mest (men altså ikke udelukkende)
tilfælde med socialpædagogisk bistand, herunder forholdet til § 85, ikke mindst
i kraft af, at den væsentligste del af sagerne drejer sig om, at der netop er givet afslag
med henvisning til socialpædagogiske behov, jf. også afsnit 3.
Vi skal på dette sted fremhæve, at en sag godt kan være vurderet til, at der korrekt er
givet afslag på ledsagelse efter servicelovens § 97, også selvom vi samtidig har været
af den opfattelse, at en fornøden helhedsvurdering enten ikke har været tilstrækkelig
eller måske slet ikke har fundet sted.
5.2. Undersøgelsens resultater
Af de i alt 45 undersøgte sager har vi vurderet, at det i 37 af sagerne har været nødvendigt,
at kommunerne har overvejet ledsagelse efter andre regler, særligt servicelovens
§ 85.
I 4 sager – svarende til 11% af de sager, hvor det er relevant – har kommunerne i høj
grad været opmærksomme på muligheden for ledsagelse (efter servicelovens § 85),
mens det i nogen grad er tilfældet i 11 sager, svarende til 30%.
I 9 sager – hvilket udgør 24% – har kommunerne i ringe grad været opmærksomme
herpå, og i 13 sager (det vil sige 35%) har kommunerne slet ikke været opmærksomme
på helhedsvurderingen i henhold til retssikkerhedslovens § 5, jf. især servicelovens
§ 85.
Figur 5.1. Er der sket tilstrækkelig helhedsvurdering (i procent)
Samlet kan vi således konkludere, at i ca. 6 ud af 10 sager er kommunerne ikke helt
gode nok til at få foretaget en tilstrækkelig helhedsvurdering i de undersøgte sager.
PRAKSISUNDERSØGELSE 2011 19