Fortællinger om prostitution - Socialstyrelsen

76
modsætninger til ikke at føle sig som noget, ikke at føle sig værdsat, at føle sig som
en fiasko, at have svigtet sine børn, eller ikke at kunne opnå kærlighed. Kriser i
kvindernes liv er medvirkende til, at de fortsætter i prostitution snarere end at slutte.
Det kræver overskud, ressourcer samt alternativer til et andet og bedre liv at komme
ud af prostitution.
Hjælp kræver gensidig tillid
Ind imellem viser Jackie og Susanne vrede eller bebrejdelser over for det offentlige
system, rådgivende organisationer, sagsbehandlere, læger eller psykologer, som de
mener, de burde have haft hjælp fra, eller burde have fået en anden hjælp og
forståelse fra, end den, de blev tilbudt. Susanne fortæller: ”Når jeg har været dybt
fortvivlet over mit liv og mine tab, har jeg sommetider søgt trøst og rådgivning. Det
har været hos en præst, et krisecenter eller lignende. En gang var jeg på
selvmordets rand og ringede til Nikolaj-tjenesten. Jeg forklarede min situation og min
fortvivlelse [...] Hun kaldte mig ”pervers” og havde ikke skyggen af lyst til at forstå
mig. En anden gang ringede jeg til Neuroseforeningen [...] De sendte en frivillig
medarbejder ud for at snakke med mig [...] Når fortvivlelsen virkelig plagede mig og
jeg kontaktede krisecentre, Nikolaj-tjenesten eller Neuroseforeningen har jeg egentlig
aldrig oplevet, at jeg fik en reel hjælp. Ikke en gang i form af en fortrolig samtale” 196 .
Efter Jackies forsøg på at komme ud af prostitutionen gennem sit arbejde på et
plejehjem, gør hun endnu et forsøg. Denne gang spørger hun kommunen om hjælp
til en uddannelse som lægeeksamineret kosmetolog og får den bevilget. Hun
gennemfører uddannelsen og får gode resultater. Bagefter kan hun ikke finde
arbejde, og hun får den idé, at hun vil starte sin egen forretning. Hun fortæller, at
kommunen siger nej til et lån på 8.000 kr. til indretning af en klinik. ”Kommunen
havde postet tusindvis af kroner i min uddannelse, nu nægtede de at hjælpe mig det
sidste stykke på vej [...] Jeg blev ærlig talt temmelig paf og tabte helt gejsten.
Pludselig var det som om, socialrådgiveren i virkeligheden slet ikke troede på, jeg
magtede at skifte kurs. Jeg fik den fornemmelse, at hun kun havde bevilget mig en
uddannelse, fordi hun ville se, om en prostituteret virkelig kunne holde til at læse.
Som tak for indsatsen blev jeg tilbudt en førtidspension” 197 .
I Jackies beretning er der udsagn om, at det er et problem, at samfundet –
”almindelige mennesker” eller ”pæne borgere”- ser ned på kvinder, der prostituerer