Fortællinger om prostitution - Socialstyrelsen

47
Af kvindernes beretninger fremgår, at de prostituerer sig for at tjene penge, og at de i
perioder opnår høje indtægter. Samtidig viser det sig, at pengene bliver brugt, lige så
hurtigt som de tjenes. Der bliver ikke sparet op eller lagt til side. Kvinderne kan ende
med at komme ud af prostitutionen lige så fattige, som de var, da de startede.
Susanne beretter om sin debut: ”Men for mig betød penge nu ikke så meget. Der
skulle bare være til mad på bordet. Det betød til gengæld også, at jeg havde let ved
at give penge ud. En dag fandt Carsten og jeg to Van Gill-jakkesæt og tre lækre
jakker i Magasin, så dem købte vi uden at tænke særligt over det. Vi anskaffede også
kostbare ting til hjemmet” 102 .
Jackie har på et tidspunkt en gift elsker, Klomsi, som foreslår, at hun skal spare
penge sammen fra prositutionen på massageklinikken til sin alderdom. Jackie er på
det tidspunkt midt i tredieverne. ”Det var nemmere sagt end gjort. Jeg var slet ikke
hverken moden eller rolig nok i mit sind til at spekulere i de baner. Og så var der jo
iøvrigt 100 år til jeg blev gammel. På det tidspunkt havde jeg mere travlt med at
komme gennem livet end spare op til alderdommen. I dag kunne det jo ha´ været
meget rart, hvis jeg havde fulgt hans fornuftige råd” 103
.
Det fjerde sted, Nikki arbejder, er på et luksusbordel, hvor indtjeningen er høj.
”Modsat escorten, hvor jeg lavede cirka tyve tusind om måneden, lavede jeg her
tredive til fyrre tusind. Den mest indbringende måned gav mig tres tusind kroner.
Penge mistede fuldstændig deres værdi, jeg brugte og brugte bare, for jeg kunne
altid lave flere. Og de penge, jeg hentede hjem, blev brugt til at dække over, at det
faktisk ikke var så let og ukompliceret længere” 104 . Nikki fortæller om, hvordan
pengene og forbruget bliver en erstatning for hende, et dække over, at det ikke er så
nemt og ukompliceret at være i prostitutionen, og hendes forbrug bliver en
kompensation for den kærlighed, hun ikke føler, hun kan opnå. ”Pengene fik jeg i
bytte for mangelen på kærlighed i mit liv” 105 . Det umættelige forbrug bliver til et
kompensatorisk forbrug. ”Ingen af os piger ville kunne indrømme, at vi ikke følte os
værdifulde som mennesker – jeg ved ikke, hvordan det skulle have været muligt at
sige det. Følelsen kunne måske godt leve i os og i ukontrollable glimt blotte sig for
én. Men sige det højt og derved vedstå sig denne sandhed, det gjorde vi ikke. I
stedet brugte vi pengene til at dække over følelsen. Som et gnavende sår man
sætter et plaster over, så man er fri for at se på det. Og vi målte værdi i hvor meget vi
tjente” 106 . Afhængigheden af penge, som kvinderne indfanges i, forstærkes af