Stor 3,5mb - Dansk Vietnamesisk Forening

More documents

Recommendations

Info

marked var et deja vu, - tilbage til Hanoi 10 år tidligere. Helstegte hunde Tilbage til den dag på det store marked, hvor en gammel krumbøjet kvinde sad oppe på et højt bord, mens hun med en stor slagterkniv huggede helstegte hunde, som hun fastholdt med fødderne, i mindre stykker. Jeg huskede, hvordan jeg dengang var faldet i staver over knivens effektivitet trods hendes høje alder. Og det mærkelige syn af de store stegte hunde, hvor selv knurhårene var intakte. Jeg blev blevet brat revet ud af min dvale, da en lille gruppe kvinder i løb stødte ind i mig med en voldsom kraft og derefter fortsatte videre i de smalle gange mellem boder fyldt med opskårne dyr og fisk. De havde været forfulgt af to betjente på scootere, der i høj fart var kørt ind mellem boderne. Den ene betjents scooter var skredet på den fedtede gang og smadret ind i et kæmpe akvarium, så tusindvis af liter vand havde stået omkring ham, og fisk alle vegne lå og gispede efter vejret. Manglende forfattermøde Som dengang blev jeg også denne gang kaldt tilbage til virkeligheden. Min rejsegruppe var Side 12 fuldtallig, og bussen ventede på at køre os til endnu en fremragende restaurant. De var søde og sjove, min første gruppe. Trods min usikkerhed som guide - det var mit første rigtige job - bar de over med mine mange små fejltrin og spørgsmål, jeg ikke havde rede svar på. Heldigvis havde jeg den lokale guide med overalt, en alvorlig ung mand, man fornemmede, at han var barn af partitro forældre. Mens vi var i Hanoi, forsøgte jeg at få kontakt med den vietnamesiske forfatter Bao Ninh. Han skrev i slutningen af firserne den fremragende selvbiografiske antikrigsroman ’Krigens sorg’. Min guide forsøgte ad officielle kilder at finde ham, men blev stoppet halvvejs med besked om, at det ikke var tilladt at møde Bao Ninh som gruppe. Jeg var ærgerlig over de stadige mængder af politiske hensyn, befolkningen må leve med. Rejsegruppe med komfort Vi boede i modsætning til min første tur på dejlige hoteller, og spiste det bedste af det bedste fra det vietnamesiske køkken. De friske grønsager og frugter, mynteblade, limefrugt, fiskesauce og chili er nu faste bestanddele i mit danske køkken. Komforten og de mange arrangerede ture rundt til bygningsværker, templer og pladser VietNam A J O U R var med til at gøre afstanden til vietnameserne større. Og måske var den bare blevet større. Måske har de vænnet sig så meget til alle os fremmede, der de sidste 10 år har invaderet deres land, at de ikke længere ser os, og ikke i så høj grad har brug for at høre vores historie og fortælle deres egne. Eller måske er det rejseformen, der lægger distancen. Kommercielt boom Vi sagde farvel til vores guide, der både havde vist os Hanoi og taget os på en tur ud på Ha Long Bugten og fortsatte med fly fra Hanoi til Ho Chi Minh City. Her var forandringerne enorme. På 10 år var alt sket. Et kommercielt boom havde forandret byen, så den nu lignede en vestlig storby, hvor filmen kørte i dobbelt tempo. Bare det at krydse de store gader. Jeg huskede trafikken som ekstrem, men fordi den for en stor del tidligere bestod af cykler, var den ikke så altdominerende som nu. Men det var dog i denne by, jeg 10 år tidligere var blevet frarøvet min taske, den eneste gang jeg har prøvet det. Nu boede vi på det gamle Grand Hotel, og fordi jeg i flyveren på vej fra Danmark havde læst Graham Greens ’Den stilfærdige amerikaner’, havde stedet en ekstra dimension af nostalgi. Alt, det der skete på Hotel Continental, 3 · 2009
Grand Hotel og alle de andre steder rundt i byen under vietnamkrigen, de sidste dage hvor folk flygtede, og billedet af den sidste helikopter, der letter fra den amerikanske ambassade, det var igen nærværende historier, ikke mindst efter besøget på krigsmuseet, der var indrettet i det gamle præsidentpalads. Sydpå er Vesten forbillede Vores lokale guider her og oppe nordpå var næsten som et spejl på hele den nye vietnamesiske historie. Alvoren fra nord var nu erstattet af et stort charmerende smil, men også åben kritik af det politiske styre. Her sydpå ønsker man forandringer, og ser Vesten og ikke mindst USA som et stort forbillede. Og det forstår man godt, fattigdommen er ikke udryddet. Alle kan huske, hvordan det var ikke at have mad nok, og mange sydvietnamesere har måttet igennem kampe for genrejsning af deres familie. Til gengæld er det her væksten er stærkest og økonomisk er Sydvietnam langt foran - med det der følger med. Jeg kunne ikke lade være med også at se et tab på et andet plan. Familiesammenhold, respekten for de ældre og forfædrene er, som i Vesten, langsomt ved at forsvinde i jagten på den individuelle og materielle lykke. Fra Ho Chi Minh City tog vi sammen med vores guide sydpå til Mekong-deltaet. Gruppen var åben og modtagelig for alle de forskellige indtryk. Deltagerne nød turen og landet, og ikke mindst den charmerende nye guide. Han gav det allerbedste indtryk af Vietnams nye turistindustri. Han talte godt engelsk og havde selv været i USA med flere selskaber fra hjemlandet. Vi talte om hans liv, hvilke muligheder og drømme han havde. Oprindelig var han uddannet på kunstakademiet som tegner og maler. Men som færdiguddannet kunstner blev han sat til at male store bannere af de politiske ledere eller lave kampagner for folkesundhed. Han blev med andre ord reduceret til skiltemaler. Efter et par år besluttede han at skifte spor, og uddannede sig efterfølgende til guide, en uddannelse der er både krævende og relativt lang, omkring fire år. Han boede i en et-værelses lejlighed med sin kone og barn. Alene at have en lejlighed var tidligere en sjældenhed, men den nye generation med god uddannelse vil noget mere - ligesom vores guide, der syntes hans udfoldelsesmuligheder var begrænsede. Han drømte om mere plads, og også om at vende tilbage til maleriet, men nu med et personligt udtryk. En mere ydmyg rejse På Mekong-floden krydsede vi grænsen til Cambodja. Vi tog afsked med vores guide og med landet og fortsatte til Phnom Penh, og videre op til de store templer ved Siam Reap. Der sluttede mit første rigtige job som guide, vi tog en bevæget afsked, for det havde trods alt været en lang tur vi havde rejst sammen. Jeg blev tilbage og tog imod min mand efter tre uger alene i Østen. Det var et længe ventet gensyn, og foran os havde vi 14 dage for os selv. Vi rejste gennem Cambodja, igen med lokale busser, og det var skønt og udmattende på samme tid. Vi tog tilbage til Vietnam, og nød nu livet på et mere ydmygt plan, boede billigt og rejste med de lokale. Vi mødte mange søde mennesker, min mand, der ikke før havde besøgt Vietnam, nød ligesom jeg den særlige åbenhed, som vi nu atter mærkede blandt befolkningen. Vi mødte en ældre vietnameser og hans kone. De var flygtet til USA efter krigen, men var de senere år vendt tilbage for at hjælpe deres landsmænd. De havde selv samlet penge ind, og støttede nu både et antal gamle og ensomme mennesker, der før havde ligget hele dagen i sengen, gemt væk og glemt og et imponerende antal børn ude på landet, der nu kom i skole og har en fremtid for sig. Manden var en sær blanding af det gamle Vietnam og det nye liv i USA. Han havde tjent sine penge på at opdrætte emuer, en slags struds, og så sælge fedtet til kosmetikindustrien. Pengene brugte familien nu på at hjælpe her i Vietnam. Evigt ung Ud over sit hjælpearbejde var han dybt optaget af et særligt gymnastikprogram, der - sagde han - holdt ham evigt ung. Han var holdt op med at se fjernsyn, at drikke alkohol og havde med sine gymnastiske øvelser næsten ophævet sin egen ældning. Jeg var imponeret over, at han var rejst tilbage og med så stort et hjerte givet sine penge videre til dem der manglede. Det mindede mig ved hjemrejsen om, hvor ufatteligt privilegerede vi er her i Danmark, også selvom vi ikke har evig sommer, det skønne vietnamesiske køkken, de yndefulde kvinder at kikke på og ikke tilnærmelsesvis den stålsatte energi, som dette imponerende folk har. 3 · 2009 VietNam A J O U R Side 13
Page 1 and 2: A J O U R Dansk Vietnamesisk Foreni
Page 3 and 4: På tur med TV2 i Cambodja og Vietn
Page 5 and 6: en gang imellem razziaer, men de pr
Page 7 and 8: Louise Ladefoged Poulsen har i 12 m
Page 9 and 10: Fotos: Nis Jensen At male med lak i
Page 11: Vietnam før og nu Den samme rejse
Page 15 and 16: k fra Ho Chi Minh City tnam Ajours
Page 17 and 18: men det var der ikke, når vi også
Page 19 and 20: havde brug for flere hænder…De s
Page 21 and 22: Bistandshjælp og økonomisk fremga
Page 23 and 24: hastige forandringer Hvad sker der,
Page 25 and 26: Lækker mad og hygge i Nha Trang Li
Page 27 and 28: lev dræbt, for deres familier, for

Stor 3,5mb - Dansk Vietnamesisk Forening

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?