Hele publikationen i PDF

I 2005 KOM RUSLAND MED I KYOTO-AFTALEN, MEN FIK DOG INGEN DIREKTE
FORPLIGTELSER TIL AT NEDBRINGE FORURENINGEN FRA KRAFTVÆRKER SOM
DETTE I MOSKVA.
AKTØRERNE OG DERES HOLDNINGER
Nogenlunde sådan her har rollerne været
på langt de fleste klimakonfe ren cer:
EU er verdens klimalokomotiv, der – som
regel – forsøger at højne ambition erne.
USA, Canada, Japan og Australien er
de rige skeptikere, der holder igen.
Udviklingslandene, organiseret i G77,
forsøger at få de rige til at erkende større
ansvar og påtage sig større CO 2 -reduktioner.
Dels hjemme, dels ved at reducere
i u-lande, bl.a. via fonde, CDM-projekter
( 72) og skovbevarelse ( 154). De rige
bør også overføre flere penge og mere
teknologi til de fattige, mener G77. Gruppen
består af flere undergrupper, hvor de
vigtigste er:
lande, der har haft kraftig vækst (og dermed
stigende CO 2 -udledning) de seneste
årtier. De erkender deres medansvar, men
forsøger at undgå for store forpligtelser.
(Rusland er ikke et udviklingsland og har
ofte sin egen dagsorden, der ikke mindst
handler om respekt for landets stormagtsstatus.
Rusland agerer imidlertid ofte som
resten af denne gruppe).
der nødig vil erkende, at olie kan være et
problem. Og som derfor ofte holder sig
uden for eller direkte forsøger at sabotere
processen.
aktive over for medierne og i forhandlingerne
– ikke mindst fordi de som de eneste
risikerer egentlig udslettelse ( 86).
svært ved at blive hørt, og derfor primært
forsøger at få penge til at tilpasse sig og
til at forebygge yderligere forandringer
af klima et.
38 BAG OM KLIMAET