Hele publikationen i PDF

TØRKEN SPREDER SIG
CIVILISATION DØDE AF
VANDMANGEL
Det er ikke første gang, at indbyggere
i Kenya døjer med livstruende
vandmangel. Få km syd for Malindi på
Kenyas kyst kan man se ruinbyen Gedi
– resterne af en højtstående islamisk
civilisation, der især i 1400-1500-tallet
handlede Mingvaser med kineserne
og glas med perserne, og som havde
toiletter med skyl.
I 1600-tallet forlod de 2500 indbyggere
stedet. Ingen ved præcis hvorfor,
og indtil for nylig har man gættet på, at
de følte sig truet af de kannibalistiske
Zimba’er og andre stammer. Men nyere
forskning tyder på, at den primære
årsag var, at byens brønde udtørrede.
of Nature). Han er medforfatter til underrapporter
til FN’s Klimapanel, og har
været med i Kenyas officielle delegation
til flere klimamøder.
Og så er han en ildsjæl, der bruger
en del tid på at omskole bønder og fiskere
til alternativer til deres traditionelle
levevis. »Den form for tilpasning
er nødvendig, fordi Afrika har så svag
en stemme i de internationale klimaforhandlinger,
og fordi vi ikke kan vente
på, at de rige lande udvikler teknologier,
der begrænser deres CO 2 -udslip
tilstrækkeligt«, siger Obura.
Han forsøger som stadig flere repræsentanter
for klodens fattigste lande at
få de rige lande til at investere mere i
projekter, der sikrer de lokales overlevelse.
I øjeblikket putter de rige næsten
udelukkende CO 2 -relaterede penge i
såkaldte CDM-projekter ( 72), der kan
godskrives på deres egne CO 2 -regnskaber,
så de ikke skal skrue så meget ned
for forureningen derhjemme. »Nogle af
de industrialiserede landes CO 2 -penge
bør i stedet bruges til direkte at afbøde
de skader, som deres CO 2 -udledning
har forvoldt i de fattige lande«, mener
David Obura.
Han henviser til, at Kenyas CO 2 -udslip
ligger helt nede på 0,3 ton pr. indbygger
– mod eksempelvis Danmarks
godt 10.
SUCCES FOR HAVBRUG
I landsbyen Entwapa en halv times
kørsel nord for Mombasa finder vi et
eksempel på, at nogle rige lande lytter
til David Obura og hans ligesindede.
Her ligger ’Kwetu Training Centre’, og
her viser en stor grafisk fremstilling af
centrets opbygning som et baobab-træ
på gavlen af et af husene, at projektet
blandt andet får støtte fra Tyskland,
Storbritannien og Sverige.
Kwetu-træningscentret lærer bønder
at dyrke afgrøder, der bedre kan
klare sig i tørke. De får vist, hvordan
de kan tørre frugter og gemme dem til
de måneder, hvor de ellers har måttet
købe dem dyrt i butikker. Og træningen
i biavl er blevet så stor en succes, at
flere lokale nu stolt fortæller, at de kan
afsætte deres økologiske honning, sæbe,
kosmetik og medicin til butikker.
Centrets hovedaktivitet er imidlertid
oplæring i havbrug. Devisen er en
omskrivning af det gamle kinesiske visdomsord:
»Giv en mand en fisk, og han
får mad i dag. Giv ham en fiskestang, og
han får også mad i morgen« – hvor man
i stedet for en fiskestang giver manden
en fiskedam.
En af de fiskere, der har fået en fiskedam,
er Lucas Fondo fra den nærliggende
landsby Majaoni. ’Majaoni’ betyder
sammenhold, men sammenholdet
var begyndt at knirke i takt med, at
landsbyboerne var kommet ind i en
ond cirkel med stadig færre fisk i det
lille vandløb, der fører fra havet og ind
til deres arealer.
De prøvede at kompensere økonomisk
ved at fælde flere mangrovetræer,
der kan bruges til brænde og huse. Men
når der bliver mindre mangrove, bli-
144 TØRKEN SPREDER SIG